Trykt i Information 23. december 1981
Leder af JØRGEN DRAGSDAHL
Kommunistforagt
MEDLIDENHED – det er følelsen, de hårdt trængte danske kommunister har appelleret til de seneste måneder. Under valgkampen blev det næsten Jørgen Jensens[i] hovedargument, at DKP har svære tider på grund af den internationale situation, som kommunister selvsagt er helt uden skyld i. Her i bladet har Carl Rosschou fra Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed[ii] set en sammenhæng mellem forfølgelsen af kommunisterne under besættelsen og den aktuelle kritik af hans parti. Andre har set mccarthyisme og kold krig i angrebene.
Nu kan man jo mene, at ofrene for kommunistiske regimers terror har større krav på medlidenhed, og at de danske kommunister med deres politik pådrager sig et medansvar for denne terror. Land og Folks "dækning" af begivenhederne i Polen er således nok noget af det mest afskyvækkende journalistik, som man i årevis har oplevet fra den kant. Militærregimets undertrykkelse er blevet mødt med forståelse, som helt svarer til niveauet hos de sleske lakajer for andre militærdiktaturer.
Men mere fundamentalt er det, at kommunisternes selvforsvar bygger på et bedrag. Den skarpeste kritik af dem kommer fra folk, som absolut intet fællesskab har med fortidens og nutidens kolde krigere. I 50’erne byggede angrebene på frygt for en påstået invasionstrussel fra Øst og på frygt for kommunisters undergravende virksomhed. Den analyse af verdens problemer finder i dag ingen videre klangbund. Der er i Vesteuropa ingen videre "kommunistforskrækkelse". Men de Moskva-tro kommunister mødes af udbredt foragt.
KOMMUNISTFORAGTEN henter næring i talrige begivenheder. Når vestlige forskere diskuterer, hvorvidt USA korrekt har identificeret stofferne, som anvendes i den kemiske krig imod f.eks. Hmong-folket i Laos, så anvender Land og Folk indvendingerne til en argumentation om, at der slet ikke føres kemisk krig. Den vestlige oprustning hinsides ethvert rimeligt forsvarshensyn anvendes til begrundelse af Sovjetunionens oprustning hinsides ethvert rimeligt forsvarshensyn. Kommunisterne angriber ihærdigt overtrædelse af arbejdernes rettigheder i Vest, men når tusinder af polske arbejdere fængsles, så ser man kun Polens nationaløkonomiske interesse i produktion. Foragten opstår, fordi kommunisterne påkalder sig høje moralske idealer, men altid tilsidesætter moral, når det passer i deres propagandistiske og magtpolitiske kram.
Kritikken udspringer af foragt og ikke af den gamle frygt, fordi "truslen fra Øst" i dag opfattes anderledes. Dagens hovedproblem er, at magthavere i Øst og Vest anvender en forældet magtpolitisk tankegang, som fremmer militarisering i deres respektive lejre. Der kan ud fra hensynet til den traditionelle konfrontation og styrkebalance argumenteres ganske kløgtigt for, at Sovjetunionen ikke kan undvære Polen, samt at NATO gavnes af røret i landet. Men militærets magtovertagelse er et led i den globale militarisering, hvor magt koncentreres i uniformerede hænder. Det er militærets voksende indflydelse i både Øst og Vest, som hindrer en udvikling, der fremmer afspænding, kompromisser, demokratiske reformer – altså en stabil freds grundlag. Det er kun få, som tror på, at en af magtblokkene vil erobre den andens territorium. Men der er mange, som ser en katastrofe forude, fordi militære magtapparater har en indbygget drivkraft, som fremmer krig.
GERT PETERSEN har kritiseret en tidligere leder i Information, hvori DKP blev kaldt et "redskab" for Sovjetunionen. Han har ret i den kritik, fordi udtrykket forudsætter beviser for en mere direkte styring, end nogen har påvist, og udtrykket fremkalder associationer til McCarthy-tiden, som er irrelevante i dagens problemstillinger.
Men kommunisterne fører en så selvmorderisk politik, at mange med rimelighed mistænker dem for at ville ofre danske interesser og fredsbevægelsens interesser på Kremls alter. Deres deltagelse i fredsbevægelsen gør den sårbar for kritik. Og deres tilstedeværelse viderefører arven fra den kolde krig – konflikter anskues i et Øst-Vest perspektiv, ønsketænkning om Sovjetunionen inspireres. Behovet for opgør med deres propaganda hindrer endog en afslappet vurdering af Sovjetunionen, fordi de med deres to-deling af verden fremmer en opfattelse af, at man enten er i den ene eller den anden lejr.
Den europæiske fredsbevægelses perspektiv er et andet. Blandt andet briten E.P. Thompson, som er en af bevægelsens førende ideologer, har agiteret for, at den skal være alliancefri. Målet er, at befolkningen i hele Europa skal opnå bevægelsesfrihed i forhold til supermagterne og deres alliancesystemer. Derfor er den militære magtovertagelse i Polen et frygteligt slag imod fredsbestræbelserne. Og derfor er undertrykkelsen alvorlige for Europa end f.eks. militærkup i Latinamerika. Det er et af de mest lovende træk ved en udvikling hen imod en "europæisering" af Europa, som er blevet kvast – i hvert fald foreløbigt.
For europæere er der en nøje sammenhæng mellem frihed og fred. Så længe Østeuropas handlefrihed er så begrænset, vil den militære opmarch fortsætte. Man kan også sige, at så længe den militære opmarch fortsætter, vil borgernes ret til at vælge en fremtid uden krigsfrygt og diktatur være alt for begrænset.
Fredsbevægelserne bør gå forrest i kritikken af undertrykkelsen i Polen. Abstrakt kritik af atomvåben er ikke nok, for selv om våbenkapløbet helt isoleret betragtet indeholder en trussel, så afspejler det også politiske spændinger. Hvis fredsbevægelsen skal være en tredje kraft, så skal den bære en vision af et nyt Europa frem. Hvordan bliver den militære opmarch afviklet? Hvordan muliggøres, at europæiske borgere selv kan bestemme deres fremtid? Der skal findes praktiske svar, og de skal besidde en moralsk kvalitet, som bandlyser enhver statslig terror på kontinentet. JD
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|