www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Information 28. maj 1983

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

"Sovjets sejr"

SOVJETUNIONEN har med vedtagelsen af den nye raketdagsorden torsdag vundet den første sejr i et vesteuropæisk parlament, erklærede statsminister Poul Schlüter ved debattens afslutning  [i].

Helt vanvittig er påstanden ikke. De sovjetiske ledere har med en række initiativer også for mange i Folketinget demonstreret, at der er en betydelig forhandlingsvilje i Kreml. Samtidig har man i de seneste år trods Reagan-administrationens talrige provokationer demonstreret en selvbeherskelse, som har lagt en dæmper på krisen i Øst-Vest forholdet. Man har dermed skabt et indtryk af sovjetisk "fredsvilje", som ikke er mindre bemærkelsesværdigt, fordi landet samtidigt fører en blodig krig i Afghanistan og står bag brutal undertrykkelse i Polen.

Folketingets oplæg til en mere imødekommende vestlig forhandlingspolitik er derfor en støtte også til sovjetiske bestræbelser for, at blokkene ikke marcherer videre frem mod den konfrontation, som er kommet uhyggeligt nær. Men flertallets holdning er ikke udtryk for, at det går Sovjets ærinde. Initiativtagerne til den proces, der førte til afstamningen i Folketinget, findes ikke i Kreml. Det er tværtimod folk, som betydeligt mere konkret end Schlüter har bevist deres anti-kommunistiske sindelag.

DET VAR I efteråret 1979 tre amerikanere, som under et besøg i Danmark foreslog den udsættelse af raket-beslutningen i seks måneder, medens forhandlinger blev forsøgt, der blev den socialdemokratiske regerings politik i NATO, og som i dag er partiets alibi for den aktuelle indsats. En af de tre var Arthur Macy Cox, som under den kolde krig spillede en central rolle i CIA’s aktiviteter i Europa. En anden var Herbert Scoville – fhv. vicedirektør i CIA og en i USA meget respekteret ekspert i rustningskontrol.

Folketinget opfordrede til fastfrysning af atomarsenalerne. Repræsentanternes Hus og folkeafstemninger i mange amerikanske stater inspirerede det indslag i dagsordenen. Mellem de mest ihærdige aktivister bag dette krav er fhv. direktør i CIA, William Colby. Han mener, at kommunismen skal bekæmpes med politiske samt økonomiske midler – ikke med atomoprustning.

Folketinget ønsker også britiske samt franske raketter talt med i forhandlingerne og man ønsker en udsættelse af de vestlige raketters placering i Vesteuropa. Det er et gennemgående træk i internationale fagtidsskrifters behandling af INF-problematikken, at britiske samt franske raketter tælles med i den "europæiske balance". Udsættelse af raketternes placering i Vesteuropa er et krav, som f.eks. den erfarne amerikanske SALT-forhandler Paul Warnke går ind for. Både han og en anden SALT-forhandler, Gerard Smith, har gentagne gange fremhævet, at når man anvender muligheden for nye våbens anskaffelse til pres på modparten, så virker truslen kun indtil den faktiske udstationering påbegyndes. Muligheden for placering af raketterne er således Vestens vigtigste kort i forhandlingerne, og når man spiller det ud, er det tabt for bestandigt. Det er erfaringen med talrige andre "bytteobjekter", og det er en sådan fejltagelse, USA nu med alliancens opbakning vil gentage.

DET ER DYBT beklageligt, at en væsentlig debat af elementerne i Vestens forhandlingspolitik skal føres med argumenter á là Schlüters, og han var langtfra den eneste, som gjorde anti-kommunisme og NATO-loyalitet til det centrale. Men det er ikke overraskende, for selv om emnet har været diskuteret i fire år, har adskillige politikere og lederskribenter endnu ikke sat sig mere ind i emnet, end at de hele tiden må gøre banale beskyldninger til hårdtslående argumenter. Pointen i ovenstående opremsning af nogle ekspertnavne bag Folketingets krav er ikke, at de nødvendigvis er rigtige, men at standpunkterne har ret til saglig behandling.

Når Schlüter siger, at Danmark er en "særling" i NATO, så har han delvis ret, men igen ikke helt af de årsager, som han selv påpeger. Under besøget i Danmark opsummerede Arthur Macy Cox sit indtryk af danske politikere og embedsmænd med ordene: "I har et letsindigt forhold til jeres medlemskab af NATO". Dermed mente han, at danskerne er tilfredse, hvis de bare kan være beskyttede af alliancen, og så derudover ikke behøver at beskæftige sig konkret med NATO’s initiativer, f.eks. kritisere dem.

Den brede enighed bag dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik er et ofte hyldet fænomen, men skyldes den egentlig ikke, at politikken sjældent er konkret? Vag retorik og smukke idealer kan der altid skabes bred opbakning til. Men enigheden er forsvundet i raket-sagen, fordi parterne må tage stilling til stadigt mere konkrete problemstillinger. Uenigheden er således ikke udtryk for, at nogle politikere og partier pludselig er blevet ansvarsløse, men at de tværtimod tager medlemskabet af NATO så alvorligt, at de sætter sig ind i emnerne og kræver en indsats. Der er altid respekt omkring den, der sætter sig ind i et emne – uenigheden kan bestå, men den gensidige respekt er et grundelement i demokratiet. Og det gælder også i de demokratiske dele af det internationale samfund. Hvis nogen nedsætter Danmarks omdømme i denne sag, så er det Schlüter med hans letsindige beskyldninger, som nu refereres overalt i verden.

Den virkelige sejr i raket-debatten var demokratiets, fordi udviklingen i specielt Socialdemokratiets syn på sagen har vist, at saglig argumentation betaler sig, og at der er politikere, som både lytter til deres vælgere og sætter sig ind i svære problemer. Det er en udvikling, som har givet Danmark et fint omdømme i Europas socialdemokratier, i den internationale fredsbevægelse – og, ja, måske også i Østblokken. Gør det så meget, at de derovre erfarer, at selv små lande kan optræde selvstændigt i forhold til store alliancepartnere?      JD

 

[i] Det var en i mange henseender skelsættende dagsorden, som betød, at regeringen fremover måtte sætte en fodnote i NATO-kommunikeer, der beskrev alliancens holdning til projektet med placering af 572 amerikanske mellemdistance-atomraketter i Vesteuropa. Dagsordensforslaget præsenterede en forhandlingsposition, som ikke var USA’s eller NATO’s. Det blev vedtaget under en stor udenrigspolitisk debat den 26. maj 1983 med 83 stemmer for, 70 imod. Den vedtagne dagsorden lød:

”Idet Folketinget henviser til sin dagsorden af 8. februar 1983 bl.a. om, at INF-forhandlingerne i Genève føres frem til et resultat, som gør NATO’s opstilling af nye mellemdistancevåben overflødig, og

Idet Folketinget tilkendegiver sin støtte til forhandlingerne om gensidig fastfrysning og nedbygning på globalt plan af alle typer kernevåben og deres fremføringsmidler, pålægges regeringen ved kommende NATO-møder at fremføre følgende:

  1. Vesten bør være indstillet på om nødvendigt at forlænge forhandlingsperioden vedrørende INF med fastsættelse af en ny tidsfrist.

  2. Mens der forhandles, må ingen opstilling eller forberedelse til opstilling finde sted, således at de nuværende mellemdistanceraketter fastfryses.

  3. De franske og de britiske kernevåben må tælles med, og INF- og START-forhandlingerne bør sammenkobles, hvorfor en fastfrysning også af de strategiske kernevåben bør gennemføres.

  4. Det første mål må være sådanne reduktioner af de sovjetiske SS-20 raketter, at en opstilling af de vestlige raketter undgås”.

 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.

www.dragsdahl.dk