Trykt i Information 20. november 1984

 

 

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Magtens arrogance 

DANMARK HAR mistet sin troværdighed i international sikkerhedspolitik, oplyser en rapport, forlaget Management udsendte i weekenden.

Helt så galt står det dog ikke til. Af rapporten fremgår, at det er topfolk i det amerikanske forsvars- og udenrigsministerium, samt nogle personer i den franske og amerikanske sikkerhedspolitiske elite, som mener, at Danmark er blevet en utroværdig partner i deres korstog mod Sovjetunionen. Det kan ikke overraske, snarere glæde.

Mest foruroligende er det, at NATO’s generalsekretær Lord Carrington synger med i koret. Hans tone er dog så skinger, at hans ry for besindighed næppe styrkes: hvis Danmark ikke vil have atomvåben i krigstid, så er det ”begyndelsen til NATOs ende”.

Rapporten vil utvivlsomt blive brugt ihærdigt i kritikken af Folketingets sikkerhedspolitiske dagsordener, men adskilligt i den kan styrke danskernes afstandtagen fra NATOs atompolitik og medlemskabet af alliancen.

Den amerikanske viceforsvarsminister Richard Perle erklærer, at ”Danmark i kraft af sin grænse med Tyskland allerede de facto har atomvåben”. Det danske luftvåben skal ifølge Perle angribe sovjetiske invasionsstyrker med taktiske atomvåben. Og James Dobbins fra udenrigsministeriet forklarer: ”Man kan ikke fremstille et skræddersyet specialforsvar til Danmark i tilfælde af konfrontationer, hvor atomvåben i givet fald ville blive brugt af alle undtagen Danmark. Denne tanke er naiv og farlig”.

Dermed har danske ministres beroligende ord i Folketinget fået et grusomt banesår. Igen og igen har de understreget, at det er danske myndigheder, som afgør, hvorvidt forstærkninger kan medbringe atomvåben. Valgmuligheden virker lidt kunstig efter amerikanernes ord. Socialdemokraternes vanskelige balanceakt er også blevet rystet. De har mere end antydet, at brug af atomvåben i Danmark er utænkelig. Lasse Budtz har sagt, at hvis man accepterer, at atomvåben kan anvendes i Danmark, da bør man søge psykiater (fik De den, Lord Carrington?) Med denne argumentation kunne socialdemokraterne fastholde NATO-loyaliteten i opinionen, fordi medlemskabet angiveligt ikke er ensbetydende med en atomtrussel imod Danmark. De kunne også lægge en dæmper på de, som mener, at det haster med et utvetydigt lovfæstet dansk nej til atomvåben. Efter Managements rapport er denne problematik blevet afklaret – meget.

FORDØMMELSEN AF Danmark er ikke en ”international” vurdering, selvom forlaget i sin introduktion svinger sig op på det plan. Hvis regeringen mere intelligent og ihærdigt argumenterede for standpunkterne i Folketingets dagsordener, så ville vi have en sikkerhedspolitik, som meget troværdigt gik ind for afspænding og nedrustning. Rapporten er et interessant stykke journalistisk arbejde, hvori en gruppe magthavere raser imod et lille land, der har erklæret sin uenighed med en ny vestlig konfrontationspolitik. Konklusionen var givet på forhånd, når man spurgte netop de personer.

Danmarks rolle kan anskues ganske anderledes. Inde i bladet giver en fremtrædende sovjetisk talsmand udtryk for, at Norden i stadigt højere grad er et springbræt for amerikansk aggression, og han virker ikke umådeligt imponeret af Folketingets dagsordener  1. Kendsgerningen er jo, at i det konkrete trækkes Danmark med mere omfattende øvelser og forstærkningsaftaler stadigt mere ind i NATOs militærapparat. I sovjetiske ører er bandbullerne imod Danmark tilsyneladende blot et pres, som sikrer, at vi lydigt følger med i USA's oprustning.

Det er også iøjnefaldende, at de stærke ord imod Danmark er overdrevne, at det egentlige mål for kritikken umuligt kan være Anker Jørgensen og Lasse Budtz. Karakteristisk for niveauet hos vore franske kritikere er det, at Pierre Lellouche, som bl.a. er militærrådgiver ved forsvarsministeriet i Paris, siger, at ”de danske socialdemokrater er totalt isoleret fra de andre europæiske socialdemokratier”. Det modsatte er tilfældet. Danmark er landet, hvor flertallet af europæiske socialdemokratiers sikkerhedspolitik er blevet ”officiel” politik, fordi partikammeraterne her er de eneste, som kan sætte parlamentarisk magt bag ordene.

KRITIKKEN LUGTER langt væk af den arrogance, som magtens folk udvikler. Nok fordi ordene er adresseret til et lille land, er der en umådeligt nedladende tone i argumentationen.

En af de amerikanske udenrigsministeriums fhv. topfolk, Lawrence Eagleburger, får sagt: ”Danmark er gået for vidt. Det må klart fortælle os, om det er i Vest eller Øst”. Og Pierre Gallois, som angiveligt er ”faderen til den franske atomslagstyrke”, siger: ”Jeg kan til nød forstå, at den almindelige dansker drømmer om en atomfri zone, men enhver politiker, som bidrager til en sådan utopi, burde miste retten til for evigt (sic) at sætte sine fødder i et parlament. Ingen af de vesttyske eller skandinaviske socialdemokraters analyse kan holde til en tre sekunders analyse”. Amerikaneren Edward Luttwak, høgeflokkens superhøg, siger, at socialdemokraterne er ”overbegavede papegøjer for den sovjetiske propaganda”.

Det er en alvorlig sag, når magthavere i allierede lande angriber med sådanne vendinger. Det er en endnu alvorligere sag, fordi de tilsyneladende vil bruge Danmark til at statuere et eksempel, som skal virke afskrækkende på socialdemokrater i lande, der har langt større betydning for NATO. Danmark kan presses og svines til relativt omkostningsfrit, fordi vor betydning i alliancen er lille. Der er farer forbundet med en dansk enegang i dette spørgsmål, og det er primært et problem for regeringen. Det er i længden uholdbart, at dansk atompolitiks bagmænd ikke står med det reelle ansvar. Omkostningerne ved den danske kurs bør analyseres og imødegås af en regering, som selv står for disse synspunkter.

Men det mest interessante ved denne rapport er, at den endegyldigt har afsløret, hvor dyb kløften er blevet mellem deltagerne i den brede koalition, som stod bag Vestens sikkerhedspolitik i nogle årtier. Uenigheden med Reagan-Mitterrand linjen deles af fremtrædende folk i USA's traditionelle sikkerhedspolitiske elite og brede folkelige bevægelser i Vesteuropa. De heftige angreb afslører hadet, de nye kold-krigere nærer til oppositionen. Det er en kløft, som man ikke kan slå bro over. Det er tydeligere end før, at det atlantiske samarbejde ikke kan fortsætte på de nuværende betingelser.  JD

________________________________________________

1.    Artiklen ”Nordens militærpolitiske stabilitet nedbrydes” var skrevet af general N. Tchervov, som var departementschef i Generaldirektoratet for Sovjetunionens væbnede styrker. Han gav flere eksempler på, at Danmark, trods sine atomvåben-kritiske dagsordener i Folketinget, spillede en stadigt større rolle i NATOs militære planlægning med udvidelse af militære anlæg, depoter for tunge våben og forstærkningsaftaler. Dertil kom større øvelser end hidtil. Artiklens offentliggørelse i Information interesserede Politiets Efterretningstjeneste en del. Dokumenter i PETs arkiv viser, at man havde adgang til Informations redaktionelle overvejelser i forbindelse med, hvorvidt artiklen skulle bringes. PET fik dog ikke noteret, at afgørende for offentliggørelsen var, at den udgjorde en slags parallel til den kritik, som NATO-kredse i den her omtalte rapport udsatte Danmark for. Gennem artiklen og rapporten kunne læserne ved selvsyn bemærke, at den militærpolitiske situation i Skandinavien var blevet mere spændt.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.