Trykt i Information 19. april 1990

Når Jyllands-Posten er i ekstremismens vold…

Dokumentation for avisens hyldest til Hitler og støtte til jødeforfølgelse i 1930’erne blev onsdag efterlyst af Jyllands-Postens lederskribent Bent Jensen. Kronikøren giver en række eksempler på Jyllands-Postens ekstremisme, som udspringer af had til alt, der bare minder om socialisme.

Af  JØRGEN DRAGSDAHL

Ekstremismen er Jyllands-Postens evige forbandelse. Den udspringer af et had til alt, som kan sættes i forbindelse med socialistiske tendenser.

En anti-socialistisk indstilling kan være i fin overensstemmelse med et demokratisk sindelag og respekt for menneskerettigheder. Men i Jyllands-Postens spalter udartede den i 30’erne til sympati for anti-demokratiske tendenser og jødeforfølgelserne.

I dag kvæster denne ekstremisme, som egentlig kun emnemæssigt er forskellig fra 30’ernes, ellers åbenbare og anerkendelsesværdige bestræbelser for at skabe en hæderlig morgenavis.

Fejde med Bent Jensen

Siden undertegnede den 2. marts på lederplads omtalte denne ekstremismes seneste udslag, har der udspillet sig en veritabel fejde, som Jyllands-Postens lederskribent Bent Jensen med sit indlæg onsdag her i blevet optrappede. Hans vilde udfald og fraværet af svar på de principielle spørgsmål, som jeg tidligere har rejst, er typiske for den ekstremistiske stil.

Mest interessant er det, at Bent Jensen måske ikke er bekendt med sit blads fortid, idet han kræver min beskrivelse af den dokumenteret.

Hvis han kender til den, er det også interessant, thi så må det jo betyde, at han ikke kan se de anti-demokratiske og pronazistiske træk.

Hyldest til Mussolini

Jyllands-Posten havde store forventninger til Mussolini og Hitler. Sympatien for dem blev i bladets spalter knyttet til hadske angreb på Socialdemokratiet herhjemme og afstandtagen fra demokratiet.

Bladets ledende artikel den 17. maj 1933, "Krise og Diktatur", er et af mange eksempler på denne holdning.

"Hitler-Omvæltningen" kaldes "en naturlig Reaktion mod det parlamentariske Misregimente", som bør give også danske socialdemokrater anledning til eftertanke. Socialdemokratiet i Tyskland er nemlig blevet "pulveriseret", og det vil før eller senere få følger også i Danmark: "Vælgerne har nu set, at de ikke behøver at lade sig byde hvad som helst af et socialdemokratisk Styre, enten det saa er mere eller mindre udueligt, og denne Erfaring vil selvsagt blive omsat i Handling".

Og artiklen fortsætter: "Naar italienske og tyske Vælgere kan gøre kort Proces med partipolitiske Godtfolk, der i Demokratiets Navn misregerer og udbytter dem, vil danske Vælgere naturligvis tage ved Lære og maaske følge Eksemplet. Saa meget mere som de ved, at demokratisk Folkestyre, saadan som vi kender det, er en Luksus, som man kan tillade sig i gode Tider, naar der er Medbør i økonomisk Henseende. Men til at genrejse Økonomien efter mange Aars Solderi kræves der en fast Haand".

Senere i sammen artikel staar: "Mussolini reddede Italien fra den kommunistiske Syndflod, som et udueligt parlamentarisk Styre havde gjort det modent til, og ingen kan bestride, at hans Diktatur har været en Velgerning for det italienske Folk. Tyskland stod foran en lignende Katastrofe, da Hitler banede sig vej til Magten, og det kan derfor ikke undre, at han foretager en kraftig Udrensning i de marxistiske Partier, der har Hovedansvaret for den skæbnesvangre Udvikling. De partipolitiske Godtfolk, der bavler mest om Demokrati og Frihed, er her som alle andre Steder de sletteste Statsstyrere, og de maa følgelig sættes helt ud af Spillet, inden Genrejsningen kan gennemføres".

Artiklen slutter med en konstatering af, at der er så stor "lede ved hele det parlamentariske Styre, at sikkert et stort Flertal af danske Vælgere med Glæde vilde hilse en Mussolini, der vilde og kunde handle samfundsmæssigt og derfor maatte sætte Politikerne paa Porten".

Miraklet Hitler

Disse ord var kulminationen på en række ledende artikler før og efter nazisternes valgsejr i marts samme år, som var stærkt imødekommende overfor Hitler.

Man så (2. marts) en "næsten mirakuløs" udvikling, som styrkede nazi-føreren op til hans "straalende Valgsejr" (7. marts), og bagefter udnytter han "med en enestaaende Virtuositet" stemningen til befæstning af sin sejr (29. april). Foruden en hyldestkronik til Mussolini (9. marts) bringer avisen også en hyldest til Hitler af den faste bidragyder Kaj Munk (26. marts).

Der var lagt en linje bladpolitisk, som holdt i mange år. Det var i fin overensstemmelse med denne linje, at bladet den 31. januar 1938 øverst på forsiden kunne bringe en nyhedsartikel, som begejstret konstaterede, at "Hele det tyske folk fejrede med Stolthed Femaars-Dagen for Føreren, Adolf Hitlers Overtagelse af Magten". I løbet af "5 aar har én enkelt Mand tilbagegivet Landet al dets gamle Selvrespekt", fortsatte omtalen af festdagen, selvom mindre forblændede øjne burde have set, at hele de tyske folk ikke kunne omfatte dem, som allerede var indespærret eller knægtet med terror.

Hadet til jøderne

Men solidaritet med nazismens ofre var ikke Jyllands-Posten linje. Da nazisterne i 1933 indleder den første store kampagne mod jøderne, begår lederskribenten en dybt indforstået, forklarende, kommentar, som udtrykkeligt tager afstand fra protester:

"Det er til bedømmelse af det, der i Øjeblikket sker i Tyskland af afgørende Betydning, at komme til Klarhed over, udfra hvilke Motiver der handles. Om man anerkender disse Motiver eller ej, turde derimod være af underordnet Interesse. Nogen Indflydelse paa Udviklingen i Tyskland kan det i alt Fald ikke faa" (30. marts).

Mellem motiverne, som Jyllands-Postens trofaste læsere vil kunne nikke forstående til, er: "I den Omstændighed, at Marxismens Fader selv var Jøde, at en række af Socialdemokratiets ledende Mænd har været og stadig er Jøder, og at Revolutionen i Rusland i stor Udstrækning blev ført til Sejr af jødiske Intellektuelle, ser Nationalsocialisterne et Bevis paa, at Marxismen ikke alene er gennemsyret af jødisk Aand, men ogsaa udsprunget af denne".

Mangel på indsigt i fremtiden manglede skribenten ikke: "Nationalsocialisterne betragter altsaa Jøderne som et Fremmedlegeme, der helst burde udryddes, og som under alle Omstændigheder maa hæmmes i sin Vækst". Det forudsiges, at kampagnen mod jøder er "en Strømning, der for lange Tider vil bortskylle Grundlaget for de tyske Jøders Eksistens", og at den vil brede sig til andre lande, men det skal altså mødes med forståelse – ikke international fordømmelse og sanktioner.

Udryddelse på anstændig vis

Fem år efter – i 1938 – kan lederskribenten stadig finde forklaringer, da Krystalnatten med dens første organiserede, omfattende, voldelige terror mod jøder gør en kommentar nødvendig (15. november 1938).

Nu er der plads til kritik, idet aktionen kaldes en "uklog Udfordring" mod omverdenen på et tidspunkt, hvor en løsning på de storpolitiske mellemværender er indenfor rækkevidde. De anvendte metoder kaldes også "brutale".

Men det er kun den indledende manøvre. "Naar man har fulgt Jødespørgsmålet i Europa i Aartier, kan man til en vis grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne…", erklærer skribenten, som fortsætter: "Selv herhjemme, hvor Jøderne aldrig har naaet en saa dominerende Stilling, som i de mellemeuropæiske lande, har man i de senere Aar bemaerket deres uheldige Egenskaber".

Værst er det dog med jøderne udenfor Danmark, som "har ført an i det tvivlsomme Forretningsliv, i den tvivlsomme Forlystelsesindustri og maaske navnlig i de politiske Bevægelser yderst til venstre. Det var ikke Russere, men Jøder med russiske navne, som druknede Rusland i Blod. Det var ikke en Ungarer, men en Jøde, som ledede den kortvarige, blodige Raadsrepublik i Budapest. Det var ikke en Tysker, men en Jøde, som paa samme maade gjorde München til et Slagtehus".

På denne baggrund konkluderer Jyllands-Posten, at "man kan indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder". Til gengæld for denne støtte "kan man stille det Krav, at det sker paa anstændig Vis". Lederskribenten mener, at noget nær den ideelle løsning kan være, at jøderne sendes til en af de tidligere tyske kolonier.

En pest for hele verden

Den ovenfor beskrevne virksomhed vil jeg med sindsro kalde hyldest til Hitler og støtte til jødeforfølgelse, selvom jeg erkender, at nogle læsere, herunder Bent Jensen, vil kunne finde på andre betegnelser.

Strømmen af citater kan forlænges, hvis man går ind i besættelsestiden, hvor Jyllands-Posten længe bevarede sit anti-demokratiske sindelag.

Straks efter den 9. april 1940 indledte det agitation for en regering bestående af mænd uden partipolitisk fortid, som skulle varetage bladets længe ønskede nationale "Genrejsning", idet parlamentarismen angiveligt havde spillet fallit. Det var temmelig isoleret i denne holdning, især efter at bondebevægelsen LS indgik en slags alliance med nazisterne. Aalborg Stiftstidende kommenterede 22. juni fænomenet med: "Den utilfredshed med samlingsregeringen, som der gøres et stort nummer ud af i den nationalsocialistiske presse, i LS-pressen og i Jyllands-Posten, eksisterer ikke uden for nogle små kredse, som lader sig ophidse af denne agitation".

Efter det tyske angreb på Sovjetunionen året efter var det Jyllands-Posten (28. juni), som med størst ihærdighed støttede Hitlers projekt:

"Denne gang er det muligt at faa Bolshevismen fuldstændig likvideret, og det maa være maalet for alle europæiske Kulturfolk, saa vidt som Bolshevismen er en Pest for hele Verden".

Stadig en drivkraft

Ekstremismen er 50 år efter stadig en drivkraft på Jyllands-Posten, som tilsidesætter normale regler for god journalistik og anstændig kommentator-virksomhed. Når grupper eller enkeltpersoner skal angribes, blusser hadet, om end det sker indpakket i mere demokratisk form. Vigtige nuancer forsvinder, og dokumentation er unødvendig, når korstoget føres.

Bent Jensen citerer selv et afsnit fra KGB-afhopperen Gordijevskis artikel, som ligger til grund for hans og bladets beskyldninger mod fredsbevægelsen. Efter min mening bør der stilles langt højere krav til detaljerede oplysninger fra en ikke netop objektiv kilde, før man kan drage de vidtgående konklusioner, som Bent Jensen gør.

Påstanden, som fremgik af Jyllands-Postens oprindelige artikel ("KGB styrede fredsfolk"), blev da også afvist af Gordijevskij selv, da han i det af bl.a. Danmarks Radio udsendte interview sagde, at det ikke var KGB, som stod for påvirkningen af fredsbevægelsen, men andre sovjetiske organisationer. Jyllands-Postens korrespondent må have set dette interview, inden han skrev sit såkaldte referat. Bent Jensen afbryder citatet fra Gordijevskis artikel i The Times netop, hvor fortsættelsen understreger, at fredsbevægelsen var parat til aktion på egen hånd.

For anden gang må jeg påpege, at den ene sætning, hvori Gordijevskis omfattende beskrivelse af den sovjetiske ledelses frygt for atomkrig blev nævnt i Jyllands-Posten, ikke gør det ud for en omtale, som yder den sensationelle afsløring retfærdighed. Jeg overså godt nok de få ord, fordi de ikke indgik i referatet af Gordijevskis egne artikler (modsat hvad Bent Jensen påstår). De blev bragt dagen inden, godt gemt. Bent Jensen beskylder mig for løgn, og tilslører dermed sagens principielle kerne: at Jyllands-Posten banker en historie op på yderst svagt grundlag men på det nærmeste ignorerer sagens, ifølge Gordijevski, vigtigste aspekt.

Også det er typisk. Bent Jensen beskylder mig på lederplads (4. marts) for at være "indflydelsesagent" for KGB, og det skete selvfølgelig også uden dokumentation. Senere har han i en artikel (1. april) forsøgt sig i den morsomme genre med omtale af en Georg Dragedal, som han tillægger synspunkter bragt i avisen "Misinformation". På dette puerile skolebladsniveau er det selvsagt nytteløst, hvis man påpeger, at jeg ikke står bag disse synspunkter.

Når Jyllands-Posten gør al kritik af NATOs raketprojekt ensbetydende med, at man enten går Sovjets ærinde efter ordre eller frivilligt, lufter det en tankegang, som kendes fra diktaturer. Avisen har gennem årene med sine unuancerede angreb på hele fredsbevægelsen og alle kritikere banet vejen for, at mange aktivister ikke kunne se, at der var et skel i fredsbevægelsen. Dermed gav Jyllands-Posten kommunisterne allierede.

Ekstremisme og unuancerede standpunkter på den ene fløj fremmer lignende holdninger på den anden. Det er ikke virksomhed, som gavner udviklingen af demokratiet.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.