www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Information 29. april 1992

 

 

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

 

NATO i Øst

 

FORSVARSCHEFEN har erklæret sig uenig med udenrigsministeren, som op til weekenden havde udtalt sig for brug af NATO-styrker til fredsskabende operationer i Østeuropa.

Jørgen Lyng gav mandag ifølge samstemmende referater udtryk for skepsis, fordi Ellemann’s forslag kræver "radikale" politiske ændringer i NATO. Lyng tvivler på, at "vi" er "modne" til en mere fælles udenrigspolitik i alliancen. Han tvivler også på, at indsættelsen af NATO-styrker i Jugoslavien ville "have haft nogen betydning". Det er nemlig en "skrækkelig konflikt, som er svær at løse på grund af etniske stridigheder".

Uenigheden vil måske forundre dem, som ikke venter åben konflikt mellem en embedsmand og en minister – især når embedsmanden arbejder under en minister, som har partitilhørsforhold fælles med den indirekte kritiserede minister. Men forundrede kan finde mere syn for sagen, hvis de sammenligner to kapitler i den nylige "Rapport om Forsvarets fremtidige struktur og størrelse".

Udenrigsministeriet har leveret kapitel 2, som analyserer de sikkerhedspolitiske rammer. Her beskrives en "fundamental forandring", som bevirker, at sikkerhedspolitikken må "defineres bredere end i den bipolære periode". Hovedudfordringen for Europa er faktisk "ikke længere militær". Den logiske konsekvens er, at dansk militær fremover skal være et af mange redskaber, som skal sikre stabilitet i hele Europa.

Men i kapitel 6, som er skrevet af Forsvarets egne folk, beskrives en meget traditionel struktur, hvor hovedvægten ligger på Fædrelandets forsvar. Der er i rapporten en gabende kløft mellem målsætninger og midler.

KONFLIKTEN mellem de to institutioner kom også frem, da udenrigsministeren op til FN-aktionen i Jugoslavien henrykt fremhævede, at den fandt sted ud fra Pagtens kapitel VII, som giver styrkerne mere vidtgående magtbeføjelser end det rent fredsbevarende. Den direkte henvisning til kapitel VII blev godt nok fjernet i Sikkerhedsrådets endelig beslutning, men alligevel kan man hævde, at aktionen udgør et skridt hen imod en fredsskabende rolle, hvor soldaterne kan få regulære kampopgaver. Udenrigsministerens holdning stod i klar kontrast til forsvarsministerens, som i et TV-program om FN-indsatsen var direkte forarget over, at diverse våben samtidig blev præsenteret – vores soldater var nemlig på en rent fredsbevarende mission uden væsentlig risiko for tab.

Omfanget af den danske indsats under forhold, hvor blodig konfrontation er mulig, satte da også førnævnte rapports modsigelser i relief.

Tiden er kommet, hvor Danmark skal tage stilling til, hvorvidt vi ihærdigt vil gå med i internationaliseringen af hele Europas forsvar – og samtidigt også bidrage til løsning af opgaver uden for Europa. Udenrigsministeren har foreslået indsættelse af styrker i Sydafrika. Striden omkring Nagorno-Karabakh kalder på en international militær indsats via FN eller CSCE. FNs afmagt i Afghanistan, fordi organisationens mæglere ikke havde militære styrker til sin rådighed, udstilles i disse dage. Konflikten mellem Ukraine og Rusland kan meget vel udvikle sig til krig, hvis neutrale kræfter ikke griber ind med fredsbevarende styrker. Der er et behov for øremærkning og træning af soldater til internationale opgaver, som langt overstiger, hvad rapporten lagde op til.

DET ER IKKE tilfældigt, at netop Holland er bag forslaget, som lægger op til brug af NATO-styrker i Østeuropa med CSCE’s godkendelse. Hollænderne har taget fat i den omlægning af deres militær, som det danske forsvar tøver med.

Der er god fornuft i forslaget, som Ellemann støtter. En af de største trusler mod fred og stabilitet i Europa er, at nationalisme i de nye demokratier vil medføre opbygning af store militære organisationer i hvert enkelt land. Det skaber risiko for våbenkapløb og krig. Desuden vil det være ressourcespild på et tidspunkt, hvor de små midler bør koncentreres omkring civile opgaver. Hvis disse lande i stedet for kan regne med en effektiv militær bistand udefra, bliver deres behov for en militarisering mindsket.

NATO er den eneste faktisk eksisterende og velfungerende internationale militære organisation, som kan påtage sig opgaven. Samtidig er NATO gennem udvikling af samarbejdet med de tidligere fjender i praksis på vej til en omlægning, som gør alliancen til CSCEs væbnede parallel. Integrationen af militæret i Øst sker i NATOs organer, gennem udveksling af besøg og uddannelse af officerer på vestlige militære læreanstalter.

Danmark halter bagefter, men det øger blot behovet for offentlig debat. Før NATO kan spille en større rolle, er der masser af spørgsmål, som skal besvares og praktiske problemer, som skal løses. Men i den moderne verden udviskes grænserne hastigt – vi er indbyrdes afhængige og derfor også sårbare i hidtil ukendt omfang. Hvis et nyt samfund af denne art skal fungere, er en myndighed, som kan undertrykke konflikter nødvendig. Den kan udgøre det skjold, som sikrer, at vor politiske, økonomiske og kulturelle indsats for udvikling af de nye demokratier ikke er forgæves. Denne indsats er vigtigere end den militære, men det hører alt sammen med i en tidssvarende sikkerhedspolitik.   JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk