Trykt i Information 23. februar 1995

Enden er nået for fænomenet Gordijevski

Men selvransagelse i pressen, politisk efterkritik og strengere kontrol med efterretningstjenesterne venter stadig.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

"KGB: Michael Foot var vores agent".

Med disse ord på forsiden har den britiske avis The Sunday Times i denne uge udløst en sand kanonade mod dobbeltagenten Oleg Gordievski [i]. Men sprængstykkerne rammer også den danske andedam.

Siden Gordijevski i 1985 flygtede fra Moskva, da KGB havde fået fært af hans mangeårige virksomhed for den britiske efterretningstjeneste MI6, er tvivlen i forbindelse med hans troværdighed vokset. Med angrebet på den tidligere Labour-leder har Gordijevski overskredet en grænse, så selv kilder i de britiske efterretningstjenester nu tager afstand fra ham.

Fordømmelsen af Gordijevski i britiske aviser er bred. På lederplads kaldes han "utroværdig" af The Independent, som ser pengebegær bag beskyldninger mod Michael Foot, og avisen påpeger, at Gordijevskis handelsvare er "løgn og bedrag". Måske kan det ikke undre, at The Guardian, en liberal avis og selv ramt af Gordijevski, er med i koret, men nogle af de hårdeste udfald står i ultra-konservative The Daily Telegraph.

Engang kaldte en dansk avis ham "højt begavet" og "meget vidende" – "Hjernen arbejder hurtigere end en computer". Nu kan Tom Bower, den tidligere MI5 og MI6 direktør Dick White’s biograf, kalde ham "naiv" med "begrænset intellekt" og "desperat efter penge". Ligeledes i The Daily Telegraph konstateres i en nyhedsartikel, at Gordijevski’s afsløringer hidtil "ikke har været meget mere end sladder og insinuationer".

Sløv presse

Som det måske vil være bekendt, har jeg selv været udsat for Gordijevski’s opmærksomhed og i den forbindelse modtaget en uforbeholden beklagelse samt erstatning. Så det er med skadefryd, at jeg følger de britiske avisers herlige festfyrværkere. Men det er også med forundring over, at det først sker nu.

Årsagen til den sene kritik er naturligvis, at Gordijevskis ofre ikke tidligere var medlemmer af "the establishment". Michael Foot’s livslange indsats og synspunkter er kendt af mange, så beskyldningernes absurditet fremgår klart. Samtidig har han indflydelsesrige venner.

Ud fra en ideel betragtning er det imidlertid ikke forklaringer, som kan undskylde pressens hidtidige tilbageholdenhed i kritik af Gordijevski. Det er en kendsgerning, at journalister længe har kendt til alvorlige spørgsmålstegn i forbindelse med Gordijevskis troværdighed, men det er først nu, at de kan fremlægges i en større offentlighed. I årevis fortiede pressen en del af "virkeligheden" i forbindelse med Gordijevski.

Brugt til desinformation

Jeg kom i nærkontakt med denne virkelighed, da Gordijevski i januar 1992 kaldte mig for KGB-agent. Få dage efter afholdt NATO-parlamentarikernes organ, North Atlantic Assembly, møde i Køebanhavn. Noget beklemt mødte jeg efter invitation op.

Men min frygt for kolde skuldre og endnu værre reaktioner blev ikke bekræftet. Tværtimod.

Jeg blev nærmest overvældet af sympati-tilkendegivelser. En meget fremtrædende britisk politiker kendte således Gordijevski udmærket fra adskillige møder og kaldte ham uden tøven en dreven løgner. Politikeren tilbød sin assistance i forbindelse med eventuel retssag og var rede til offentlige udtalelser. Lige så uforbeholden var en amerikaner med indgående kendskab til efterretningstjenesterne. Ifølge ham var CIA’s vurdering af Gordijevski, at han overdrev og derfor var utroværdig.

Da jeg senere bad kontakter i USA, f.eks. den tidligere CIA-mand Arthur Macy Cox, anvende deres forbindelser til undersøgelse af Gordijevski’s ry, var beskeden klar: Anklagerne vil ikke give dig problemer i USA – både CIA og FBI anser ham for utroværdig. Cox, som selv var gammel ekspert i propaganda under dække, hævdede, at Gordijevski nu af MI6 blev brugt til desinformation.

Hårde udfald

Mindst lige så interessant var det, at søgning i elektroniske databaser viste, at denne tvivl faktisk var kommet offentligt frem.

Allerede i 1989 havde James Rusbridger, som i forbindelse med efterretnings-sager var en ofte citeret kilde i britiske aviser, udgivet bogen: "The Intelligence Game". Han leverer nogle hårde udfald mod dobbeltagenten.

Gordijevski skal således i 1983 havde fortalt MI6, at KGB havde en spion på Cypern. Ikke mindre end 8 britiske soldater blev arresteret, stillet for retten – og pure frifundet. Rusbridger konstaterer: "Som tilfældet er med mange afhoppere havde Gordijevski søgt at glæde MI6 ved at fortælle, hvad man gerne ville høre". Rusbridger hævder, at myndighederne efterhånden anså ham for "utroværdig".

Ringe troværdighed

Videre søgning i databaser kan bl.a. føre til en rapport i The Washington Post den 28.2.90 med henvisning til troværdighedsproblemer.

Bladets London-korrespondent, Glenn Frankel, rapporterede, at Gordijevski var i gang med en "publicity" kampagne "dirigeret af MI6, Storbritanniens tophemmelige spion-tjeneste, med godkendelse på kabinetsplan". Frankel skrev videre, at "Gordijevskis afsløringer synes udformet med henblik på at få MI5 og MI6 til at se godt ud efter års beskadigelse af tjenesternes ry (…)".

Både telegrambureauet Reuters og The Washington Post bragte udtalelser af britiske politikere og efterretningseksperten Chapman Pincher, som drog Gordijevski’s troværdighed i tvivl.

Den hårdeste kritik kan findes i anmeldelser af Gordijevskis bog, "KGB: The Inside Story", efter den udkom i USA i november 1990.

I The Washington Post skrev den fremtrædende britiske militærhistoriker, Sir Michael Howard, at indholdet udgør "tynd is" for den seriøse forsker: "Der er formentlig intet i denne bog, som vil være en overraskelse for vestlige efterretningstjenester, og der er sandsynligvis meget, som de ved er usandt". I The New York Times skrev Christopher Lehmann-Haupt, at "det eneste problem med bogens perspektiv er, at man ikke helt ved, hvor meget af det, man skal tro".

Totalt knusende var amerikanske historikeres grand old man, Arthur Schlesinger Jr. I en meget lang anmeldelse i månedsbladet The Atlantic konkluderede han: "Formentlig vil de sekscifrede forskud (på honoraret, JD) opveje den skade, som er påført forfatternes ry og troværdighed".

Slugt råt

På denne baggrund er det uundskyldeligt, at flere danske aviser i 1992 kunne sluge Gordijevskis udtalelser råt. Særligt graverende er det, at en rimeligt seriøs avis, Jyllands-Posten, var med i denne kreds og endnu ikke har beklaget.

Gordijevskis troværdighed var meget sårbar, hvis journalister forberedte sig grundigt og holdt den kritiske sans i beredskab. Herhjemme har, mig bekendt, kun én journalist gennemtrængt den trænede herres skjold. Det var Mads Baastrup fra Danmarks Radio, som i 1992 med et interview borede i Treholt-sagen og fik mystiske modsigelser frem.

Uundskyldeligt er det også, at britiske aviser i årevis lod Gordijevski være en ekspert, som kunne anvendes til citater i utallige sammenhænge. Først sent sidste år, efter Gordijevski havde angrebet en ledende redaktør på The Guardian, blev han (17.12) genstand for et kritisk portræt i denne avis.

Avisen dokumenterede Gordijevskis løsagtige forhold til begrebet sandhed, idet man ikke fandt dette karaktertræk "overraskende".

"Spioner betales (…) for at lyve, forstille sig, bagvaske, bedrage, udnytte, manøvrere og manipulere. Gordijevski har været i gang med det lige siden han gik i KGB’s træningsskole i en alder af 24 år i 1962. Meget få spioner har tilstrækkelig nerve og kølig evne til at lyve, så de kan opretholde en karriere som dobbeltagent i mere end nogle få år. Gordijevski klarede 11 år. Løgn og bagvaskelse er, hvad han er god til. Hvad der er overraskende, er den rørende tillid, journalister stadig har til hans udtalelser".

Nyttig for politikere

Overraskende? - ja, ud fra journalistikkens idealer. Men noget af forklaringen er, at ledende politikere anså Gordijevski for nyttig. Fra disse autoritative kilder hørte journalister, ofte ganske fortroligt, bekræftelse af troværdigheden.

Det er vel undskyldeligt, at den daværende danske justitsminister, Erik Ninn-Hansen, helt tilbage i 1985 bidrog til Gordijevskis gode ry, da han offentligt kaldte ham "en ekstremt vigtig kilde til informationer af betydning for vor sikkerhed".

Ninn-Hansen havde vel også sine politiske grunde, men dengang var Gordijevskis informationer endnu ikke blevet udsat for uafhængig og kritisk opmærksomhed.

Helt uundskyldeligt er det, at daværende justitsminister Hans Engell i oktober 1992 kunne levere en uforbeholden ros til Gordijevski, hvis oplysninger angiveligt "har været af stor værdi for allierede og nationale myndigheder. Ingen tvivl om det".

I maj 1993 tilføjede Engell, at Gordijevski var "et menneske, der gjorde indtryk på mig. En stærk karakter. Meget analytisk, meget præcis. Klar i tanke og konklusioner".

Pressen har utvivlsomt behov for selvransagelse over sin håndtering af fænomenet Gordijevski.

Men mange enkeltpersoner bør gyse over de oplysninger, som ligger gemt i diverse arkiver, og som de ikke har haft mulighed for at bestride. Affæren Gordijevski er et stærkt argument for streng kontrol med efterretningstjenesterne samt deres til tider naive og opportunistiske opsynsmænd – både i Storbritannien og Danmark.

---

[i] Michael Foot anlagde en injuriesag, som han vandt. Erstatningsbeløbet opgives varierende i flere kilder, fra 100.000 til 200.000 britiske pund (1-2 mill Dkr).

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.