www.dragsdahl.dk                                 Hjem

<font face="Helvetica, Arial, sans-serif"><small><small><font size="4"><small><small></small></small></font></small></small></font>

Publiceret på POV Point of View International 27. januar 2025

<big><font size="4"><big></big></font></big>

<big><strong><font color="#000000"><font face="Times New Roman, serif"><font size="4"><big><span style="font-style: normal"><span style="font-weight: normal"></span></span></big></font></font></font></strong></big>


Trump på glatis


Af JØRGEN DRAGSDAHL



USA // ANALYSE – I Trumps skitserede politik ligger en forbløffende grådighed, hvor imperiets rigdom skal vokse, og det vil næppe blive mødt med velvilje i resten af verden. Der er udsigt til en glidebane, hvor USA vil blive ført ud i konfrontationer og krige.





AmericanProgress
Maleriet “American Progress" blev malet af John Gast i 1872 og illustrerer myten “Manifest Destiny", der handler om, at Gud har givet USA til opgave at udbrede demokrati og kristen civilisation til resten af verden. Billede: Lex.dk


Præsident Trump har, noget ildevarslende, præsenteret sit forbillede.

Nemlig præsident McKinley. Han var i sin embedsperiode (1897-1901) den amerikanske imperialismes fader.

Mellem hans bedrifter er den spansk-amerikanske krig i 1898, hvor bl.a. Filippinerne blev erobret. Sejr kom dog først efter en langvarig krig mod øernes egen befolkning. Det var en i flere henseender meget brutal konflikt med massakrer, tortur og koncentrationslejre, som ifølge flere skøn kostede adskillige hundrede tusinde indbyggere livet.

Krigen satte sig spor i amerikanernes lyst til erobring. Den fordampede. Fra verdenshistorien kender vi til mere end 70 imperier, og de var alle forskellige, men en hyppig definition er, at et ”imperium” skaber og håndhæver en hierarkisk mellemstatslig ordning til egen fordel – ofte økonomisk gevinst. USA udviklede gennem årtier et imperium, som ikke stræbte efter erobring af territorium. Målet var kun militær, økonomisk og politisk dominans. Washington lagde vægt på allierede og internationalt aftalte regler. Det var, kan man sige, et ”godartet” imperium.

William McKinley
William McKinley var præsident i USA fra 1897 til 1901. Foto: Library of Congress

Men i slutningen af 1990’erne ville stærke kræfter i Republikanernes parti styrke USA’s magtposition. De vedkendte sig helt åbent, at USA er et imperium. Terrorangrebet den 11. september 2001 gav dem ekstra vind i sejlene. Man tog afstand fra de ”liberale” metoder, som havde opretholdt et amerikansk overherredømme i store dele af verden. Men efter store tab og nederlag fordampede lysten til et nyt imperialistisk fremstød.

Amerikanernes mission
Står vi nu foran et nyt fremstød for amerikansk imperialisme?

Noget tyder på det. I sin tale ved indsættelsen i præsidentembedet hyldede Trump en myte, som stammer fra tiden op til erobringen af Det Vilde Vesten og krigene mod indianerne.

Myten, Manifest Destiny, er grundlæggende bag amerikansk imperialisme. Dens indhold er, kort fortalt, at Gud har givet amerikanerne en mission. De skal udbrede demokrati og kristen civilisation i hele verden.

USA vil, erklærede han, igen anse sig for en nation, som kan ”udvide vores territorium”. I amerikanernes hjerte lever nybyggernes kampånd, og derfor står man nu foran de ”fire mest storslåede år i amerikansk historie”. Vi vil, sagde han, ”vinde, som vi aldrig har vundet før”. Der venter amerikanerne en ny ”guldalder”, hvor rigdom hentet på bekostning af udlandet vil strømme til USA.

På det symbolske plan varslede han, at Denali-bjerget i Alaska igen skulle opkaldes efter præsident McKinley. Nabolandet mod syd blev tildelt en skråt-op finger, da han gav Den Mexicanske Golf navneforandring til Den Amerikanske Golf.

Denali

Denali-bjerget i Alaska skal igen opkaldes efter præsident McKinley. Foto: Wikimedia Commons

Noget mere konkret var en krigserklæring, idet USA vil overtage Panama-kanalen – klart i strid med folkeretten. Til den danske regerings glæde nævnte han ikke, at USA også vil overtage Grønland, om end det både før og efter talen har været hans erklærede mål, og han vil tilmed ikke udelukke, at det kan ske med militær eller økonomisk magtanvendelse.

Uklar politik
Vågne eksperter så straks perspektivet. Det britiske ugemagasin The Economist beskrev ”den nye amerikanske imperialisme”. Det franske dagblad Le Monde fandt, at han havde ”genoplivet den gamle tradition med amerikansk imperialisme”. Adskillige amerikanske medier så også et ”fremstød for en ny æra med amerikansk imperialisme”.

Men hvad skal man, helt konkret, lægge i Trumps vision?

Bush-årenes imperialistiske fremstød blev indledt med en årelang meget grundig debat, som jeg har analyseret i bogen ”Bushs Amerika”.

Debatten gav dyb indsigt i de ledende strategers planer, og kritikere påpegede deres svagheder. Trumps proklamation dukkede bare pludseligt op på den storpolitiske tavle. 

_______________________________________

I ansatserne til en ny amerikansk strategi er kontrasten til tidligere præsidenters politik dramatisk, selv hvis man accepterer, at USA altid har været et imperium

_______________________________________

Normalt opdeles tænkningen bag amerikansk storpolitik i to skoler, liberalismens og realismens. Trump har klart lagt afstand til liberalismen. Og det er en ”alvorlig fejltagelse”, hvis man antager, at realismen ligger bag hans politik, skriver professor Jonathan Kirshner i flagskibet for det udenrigspolitiske selskab Foreign Affairs. I stedet for teorierne fra den akademiske disciplin ”International Politik” kan man med større fordel søge indsigt via historieskrivning.

Imperiets fortid
I ansatserne til en ny amerikansk strategi er kontrasten til tidligere præsidenters politik dramatisk, selv hvis man accepterer, at USA altid har været et imperium. Mange eksperter har fremhævet, at det var godartet, fordi det tjente fællesskabets interesser.

Generalløjtnant William Odom, som var Reagan-årenes direktør for efterretningstjenesten NSA, så et ”liberalt Imperium” i tiden efter Anden Verdenskrig, fordi det byggede på den klassiske liberalismes værdier.

Det byggede på ideologi, ikke territoriel kontrol. Medlemskab var frivilligt og økonomisk fordelagtigt. Den bærende ideologi begrænsede overherredømmet, så medlemmerne via institutioner havde indflydelse på amerikansk politik. 

Odom så den ”mest alvorlige trussel” mod imperiet i USA’s egen adfærd. Amerikanske ledere kan bryde imperiets regler, fordi ingen andre effektivt kan håndhæve dem. Med ”demagogi”, ”dårlig strategisk dømmekraft” og tilsidesættelse af det fælles bedste kan de give imperiet dødbringende sår.

________________________________________

Vi ved, at Trump i 2018 til sine nærmeste medarbejderes rædsel overvejede at trække USA ud af NATO. Denne trussel lurer stadig. På den aktuelle dagsorden står initiativer, som i det mindste vil undergrave alliancen

________________________________________

Hans advarsel blev bekræftet, fordi Bush-administrationen efter få år måtte aflyse sit imperialistiske fremstød. Krige mod blandt andet Afghanistan og Irak kørte fast på nederlagets rand, opinionen hjemme vendte sig imod krigene og allierede gik egne veje. Forskeren Anatol Lieven har påpeget, at nationalismen var en direkte trussel imod ”enhver oplyst, levedygtig eller blot rationel udgave af amerikansk imperialisme”.

Nationalismen undergravede nemlig ”præcist alle de amerikanske værdier, som har gjort nationen til den mest beundrede i verden”. 

Administrationens strateger havde i ofte uforsonlige vendinger angrebet Den Europæiske Union, men i februar 2005 omfavnede Bush under et besøg i Bruxelles EU, og besøget markerer reelt en aflysning af fremstødet, fordi Unionen ikke længere, åbent, blev anset for en magtpolitisk rival. Hans efterfølgere, præsidenterne Obama og Biden, kaldte EU for en værdifuld partner.

Allierede afvises
Trump lægger nu op til brud med hele netværket af institutioner, som var søjler under imperiet. Ansatte i den internationale domstol ICC trues med sanktioner, Paris-aftalen mod global opvarmning er opsagt og det er samarbejder i verdenssundhedsorganisationen WHO også.

Den kommende FN-ambassadør har fordømt institutionen i så stærke vendinger, at man mindst kan forvente øget konflikt i samarbejdet.  Mere vidtgående er holdningen til både NATO og EU.

Vi ved, at Trump i 2018 til sine nærmeste medarbejderes rædsel overvejede at trække USA ud af NATO. Denne trussel lurer stadig. På den aktuelle dagsorden står initiativer, som i det mindste vil undergrave alliancen. Det er uvist, hvorvidt USA fortsat vil støtte kampen for Ukraines frihed, og der er tegn på, at Kiev, i strid med europæernes ønsker, skal acceptere russisk erobring af store landområder. Samtidigt opfordrer Trump til mere end fordobling af medlemmernes militære budgetter, så de kommer op på 5 procent af bruttonationalproduktet.

Det er et krav, som nogle lande næppe kan opfylde, hvorefter amerikanske modtræk kan ventes. Trump har lagt op til, at syndere ikke kan opnå beskyttelse. Oprustningen er samtidig et krav, som vil være til USA’s fordel, idet indkøb af moderne våben især kan ske fra USA’s våbenindustri, som dermed kommer med ind i den nye guldalder mens de europæiske velfærdssamfund udmarves.

Rivalisering om Grønland
Sigtekornet er igen vendt mod EU, som trues med store toldafgifter. Retorisk angribes Unionen også i vendinger, som er upassende i et samarbejde. Selv truslen mod Danmark/Grønland tyder på økonomisk samt magtpolitisk rivalisering mellem USA og EU – helt i stil med traditionel analyse af kapitalismens kræfter, som imperialisme slipper løs.

Trump har delvist begrundet sit krav på Grønland med henvisning til sikkerhedsinteresser, idet både Rusland og Kina angiveligt udgør en trussel.

Men det er en kendsgerning, at USA inden for rammerne af forsvarsaftalen om Grønland kan udvide sit militære engagement på øen hæmningsløst, så præsidentens fokus på en trussel fra Rusland og Kina kan være vildledning.

_________________________________________________

Strategerne bag Bush-årenes imperialisme har mildt sagt ikke sympati for Trump, som de anser for inkompetent, uansvarlig og farlig for vitale amerikanske interesser

________________________________________________


Når det gælder grønlandske mineraler, er amerikanernes muligheder derimod begrænsede.  Trumps bagland har i sin propaganda for overtagelse af Grønland ekstremt overdrevet værdien af øens råstoffer.

Det er sandsynligt, at misforståelser spiller en rolle, men udtalelserne afspejler i det mindste en stærk interesse. 

EU har allerede indledt en proces for udvikling af minedrift. Det er 40 år siden, at Grønland trådte ud af EU, men Bruxelles er stærkt interesseret i samarbejde på dette felt. I en analyse fra 2023 påpeges det, at Grønland har 25 af de 34 råstoffer, som er af strategisk betydning for EU, og samme år indgik Bruxelles og Nuuk et partnerskab.

30november202

Den 30. november 2023 underskrev Maroš Šefčovič, ledende næstformand i Europa-Kommissionen med ansvar for EU’s klimaindsats, og Naaja H. Nathanielsen, Grønlands minister for råstoffer, et “Memorandum of Understanding” om kritiske råstoffer mellem EU og Grønland. Foto: Wikimedia Commons

Det er siden blevet uddybet. I marts 2024 åbnede EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen en repræsentation i den grønlandske hovedstad. ”Grønland er en slags stormagt, når det kommer til kritiske råstoffer”, erklærede kommissæren for partnerskaber, Jutta Urpilainen i september under et besøg.

Trumps dilemma
Der er i Trumps og hans baglands politik adskillige elementer fra de første Bush-års imperialismetænkning: Allierede er upålidelige, underlegne, uduelige, underlige, undværlige, utaknemmelige og urene. Den amerikanske civilisation er truet på livet i en fjendtlig verden – endog af indenlandske fjender. Verden skal underkaste sig Washingtons ønsker. International lov og multilaterale institutioner har gjort USA til en bundet Gulliver.

___________________________________

Fraværet af en velargumenteret strategi bag præsidentens udtalelser er ikke ensbetydende med, at de ikke får gennemslagskraft

___________________________________

Men Trump har også lovet, at han ikke vil føre USA ud i krige. Strategerne bag Bush-årenes imperialisme har mildt sagt ikke sympati for Trump, som de anser for inkompetent, uansvarlig og farlig for vitale amerikanske interesser. Mange af hans udtalelser har inspireret til sammenligning med tiden, hvor USA ville isolere sig fra verdens konflikter.

Umiddelbart ligner det holdninger, som er uforenelige med imperialisme. Nogle kommentatorer fremhæver derfor, at Trumps trusler ikke skal tages bogstaveligt. Måske roder han bare rundt i historiske forestillinger, lufter tomme trusler i en forhandlingstaktik og appellerer til maskuline fantasier.

Men fraværet af en velargumenteret strategi bag præsidentens udtalelser er ikke ensbetydende med, at de ikke får gennemslagskraft. Præsident Reagan er et bevis for, at man på den post blot med en vision uden egentlig substans kan inspirere embedsmænd til initiativer og politik, som i vidt omfang får konkret betydning.

Da amerikanerne diskuterede behovet for en ”Grand Strategy”, altså overordnede retningslinjer for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, analyserede en af de mest fremtrædende eksperter på felter, professor Robert Art, syv muligheder. Der er især et forslag, som virker foreneligt med Trumps visioner: USA kan trække sig tilbage i en delvis isolation, hvor man selektivt slår til militært mod udfordringer.

Som imperium vil USA stadig have vigtige interesser i udlande, som kan blive udfordret. I Trumps skitserede politik ligger en forbløffende grådighed, hvor imperiets rigdom skal vokse, og det vil næppe blive mødt med velvilje i resten af verden, som ikke længere er bundet af det gamle liberale imperiums institutioner.

Der er udsigt til en glidebane, hvor USA vil blive ført ud i konfrontationer og krige.


Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk