Carters udenrigspolitik kan ryste Den Tredje Verdens diktaturer - (DEN KOLDE KRIG)

WASHINGTON i december – Det er Jimmy Carters erklærede hensigt at ændre USA's udenrigspolitik på et afgørende punkt: Den Tredje Verdens militærdiktaturer skal fratages USA's hidtidige moralske og praktiske støtte.

Det er et mål menneskerettighedsorganisationer, pressionsgrupper og et flertal i Kongressen længe har kæmpet for. Men i kraft af den udøvende regeringsmagts indflydelse har Det Hvide Hus hidtil stort set formået at frustrere disse bestræbelser.

"Akkurat som begrebet skønhed mangler USA's udenrigspolitik, for så vidt angår retning og moral, helt klart en definition, alle kan være enige om", skriver Senatets udenrigsudvalg i en opsummering af en række høringer om USA's udenrigspolitiske valgmuligheder i halvfjerdserne og firserne. Man konstaterer også, at selv om en Kissinger og en Claire Randall, generalsekretær for kirkernes nationalråd, er vildt uenige, så er der alligevel én ting, som alle komiteens vidner beskæftigede sig med: spørgsmålet om moral i udenrigspolitikken [1].

Det var et samarbejde mellem liberale kræfter i Kongressen og venstreorienterede pressionsgrupper, der førte til den udvikling i Washington, som muliggjorde Thieu-regimets fald i Vietnam. Et lignende samarbejde har nu gjort menneskerettigheder i USA-støttede diktaturer til et uomgængeligt debatemne i den politiske beslutningsproces.

Kirkernes aktionsgrupper, enkelte fagforeninger, venstre-liberale forskningscentre og enkeltpersoner, som fik deres politiske dåb i Vietnam-bevægelsen, udfører et omfattende oplysningsarbejde om politiske og sociale forhold i lande som Chile, Brasilien, Indonesien, Filippinerne, Thailand, Sydkorea, Iran og Sydafrika.

For nylig har også Amnesty International åbnet et kontor i Washington og det tillægges allerede stor betydning. "Disse organisationer udgør en alternativ udenrigstjeneste. Deres materiale om tortur og fængselsforhold er veldokumenterede og efterhånden helt uundværlige for os", siger en fremtrædende senators assistent.

Pressionsvirksomheden fik adskillige konkrete resultater i den nu overståede 94. Kongressamling, der ved valget i 1974 fik en betydelig tilgang af unge mere idealistiske medlemmer. Gennem tilføjelser til bevillingslovene gennemførtes en række forbud og begrænsninger på hjælp til lande, hvor menneskerettigheder konsekvent tilsidesættes. Men i regeringsbureaukratiet var man i stand til at modarbejde Kongressens erklærede hensigt.

Ganske vist blev nogle ambassader udstyret med en slags menneskerettighedsobservatører og ved nogle lejligheder udtrykte Kissinger mild kritik af f.eks. Chile. Huller i lovgivningen, uvidenhed i Kongressen og strukturen i det apparat, der varetager USA's ulandshjælp, samt direkte manipulation, gav imidlertid den nye interesse for menneskerettigheder større moralsk end politisk betydning. Eksempelvis vedtog Kongressen i juni et forbud mod salg af militært udstyr til Chile – i al hast godkendte udenrigsministeriet så efter lovens overraskende vedtagelse, men inden dens underskrivelse, salget af for 9,2 millioner dollar reservedele til F-5 E jagere. Loven berørte heller ikke for 120 millioner militært udstyr, som allerede var bestilt, men endnu ikke leveret [2].

Præsidenten har især magt over den økonomiske assistance, militærdiktaturer har brug for. I en rapport om den økonomiske hjælp, som USA giver direkte, eller gennem sin indflydelse i internationale organer enten kan blokere eller mobilisere, har Center for International Policy netop leveret en samlet analyse af beslutningsprocessen bag USA's økonomiske udlandshjælp [3].

En af rapportens centrale konklusioner er, at 69 procent af den hjælp, USA enten giver direkte eller gennem internationale organer, i dag er unddraget Kongressens kontrol. I finansåret 1976 fik Den Tredje Verden ad sådanne hjælpekanaler knapt 25 milliarder dollar. Gennem et lidet kendt samrådsorgan, "National Advisory Council on International Monetary and Financial Policies", koordinerer og beslutter repræsentanter for en række regeringsorganer USA's hjælp og politik indenfor de områder, hvor Kongressen ikke har kontrol – f.eks. på bilateralt plan Eksport-Importbanken og på multilateralt plan Verdensbanken.

I de seneste år er udviklingsbistanden via de hjælpekanaler, Kongressen ikke har kontrol med, vokset stærkt.

Hvad mere er: der er en klar tendens til, at militærdiktaturernes andel i den "ukontrollerede hjælp" er større end de mindst undertrykkende og mindst upopulære regimers.

For en række diktatoriske styrers vedkommende er billedet som følger i finansåret 1976:

- Sydkorea fik 1,6 milliarder i kreditter, garantier osv. gennem 12 forskellige hjælpekanaler. Heraf var kun de 22 procent underkastet Kongressens kontrol.

- Chile fik 381 millioner og kun de 19 procent havde Kongressens indflydelse på.

- Filippinerne fik 1,5 milliarder og Kongressen kontrollerede kun de 6 procent.

- Indonesien fik 915 millioner, heraf havde Kongressen bevilget de 14 procent.

Et lignende mønster gælder for Thailand (541,1 mill.), Brasilien (1.318 mill.) og Zaire (291,8 mill.).

Tilfældet Chile illustrerer klart regeringens evne til at bruge både bilateral og multilateral hjælp politisk. I finansårene 1971-73 under Allende fik Chile en bilateral hjælp på 27,7 millioner, som hovedsagelig gik til velgørende arbejde (fødevareuddeling). Desuden fik militæret for 33 millioner, så man kunne holde sig gode venner med officerskorpset. I finansårene 1974-76 under Pinochet fik Chile i gaver, lån og kreditter en økonomisk hjælp på i alt 671,4 millioner dollar.

I overensstemmelse med Nixons strategi for at få Chiles økonomi "til at skrige" – som han udtrykte det – lykkedes det også at få stoppet lån fra Verdensbanken og få nedskåret lånenes størrelse fra Den Interamerikanske Udviklingsbank til i alt at udgøre 19,3 millioner i finansårene 1971-73. I årene siden er lånene fra Verdensbanken blevet genoptaget, og de er steget støt til for den tre-årige periode at udgøre i alt 66,5 millioner. I Den Interamerikanske Udviklingsbank har Chile nu også formået at sikre sig betydelige lån – i alt 222,1 millioner.

I en anden rapport fra Center for International Policy, der helt koncentrerer sig om Chiles økonomi og dens afhængighed af udenlandsk hjælp, konkluderes, at Pinochet regimet til et stykke ind i firserne må optræde som "international tigger". Det er USA, som "alene har ansvaret for juntaens overlevelse" [4].

Selvom Chiles økonomiske problemer – skyhøj inflation, manglende tilgang af udenlandsk kapital osv. - er ekstreme, er landets afhængighed af USA ikke et ekstremt tilfælde. Sydkorea har eksempelvis både lav inflation og udenlandske investorer strømmer til, men alligevel er gælden til udlandet vokset eksplosivt i de seneste år. I en rapport, som Center for International Policy udarbejdede i december 1975 på grundlag af blandt andet fortrolige analyser fra amerikanske og internationale institutioner, øjnede man ingen udsigter til, at den sydkoreanske regering i fremtiden kan undvære massiv amerikansk hjælp – næst efter Israel modtager Sydkorea mest direkte og indirekte amerikansk bistand. Rapportens forfatter Jim Morell siger: "Vi forudsagde en forværring af Sydkoreas økonomiske krise. I første del af 1976 gik det imidlertid langt bedre end forventet, men den seneste tids krisetegn tyder på, at vor analyse var korrekt på længere sigt" [5].

Præsident Carter er også i besiddelse af betydelig magt på det internationale våbenmarked, hvor USA står for cirka halvdelen af salget – for tiden til en værdi af 10 milliarder dollar. I 1970 lå salget kun på knapt 1 milliard og den kraftige stigning siden er sket på bekostning af det militære hjælpeprogram (gaver), som forventes helt at forsvinde indenfor to år. Denne ændring har helt undermineret Kongressens indflydelse på våbenleverancer til udlandet, idet kun udenrigsministeriet skal godkende et salg. Kongressen har ganske vist sikret sig vetoret over transaktioner til en værdi af mere end 25 millioner dollar, men har i intet tilfælde anvendt vetoretten.

Under valgkampen angreb Carter i kraftige vendinger USA's rolle som "dødens købmand", og i et par år har liberale Kongresmedlemmer skabt en del debat omkring Kissingers politik med at sælge næsten alle former for våben til alle og enhver. I begge tilfælde er angrebene blevet motiveret med moralske indvendinger.

Men er det sandsynligt, at en ny amerikansk præsident vil ændre salgspolitikken væsentligt? Foreløbig er initiativer i Kongressen løbet ind i en mur af forhindringer. Våbensalget er ikke blot et spørgsmål om moral.

Forskeren Michael T. Klare fra Princeton University har opstillet motivationen bag våbensalget i ni punkter:

- Våbensalget styrker USA's allierede og kan indgå som et vigtigt element i samarbejdet med dem; dvs. henholdsvis styrke og svække den indbyrdes tilknytning.

- Fordi USA er den førende våbenhandler, kan man gennem våbensalget have indflydelse på den regionale magtbalance i størstedelen af Den Tredje Verden.

- Moderne våbensystemer kræver service, træning og reservedele, som kun fabrikanten kan levere. Derfor giver ethvert salg betydelig politisk indflydelse på modtagerlandet.

- Våbensalget skaber nær kontakt til modtagerlandets militære elite, som vil være interesseret i et godt forhold til Pentagon og USA bl.a. af hensyn til fremtidige leveringer.

- Størstedelen af våbenleverancerne sigter på at styrke modtagerlandets ydre forsvar, men en del udstyr sikrer også den indre stabilitet – roligt erhvervsklima, revolutioner vanskeliggøres.

- Det amerikanske militærs behov er forskellige i krig og fred, men i fredstid kan salg til udlandet holde live i våbenindustrien, så den i krigstid kan sikre USA leverancer. Cirka 400.000 arbejdspladser skyldes ifølge Pentagon våbeneksporten.

- Moderne våbensystemer er kostbare både at udvikle og producere. Salg til udlandet nedsætter derfor prisen pr. enhed.

- Våbensalget skaffer udenlandsk valuta og sikrer overskuddet på handelsbalancen. Eksempelvis opvejer våbensalget til Mellemøsten i nogen grad øgede oliepriser.

- Amerikanske økonomer frygter den magt, som OPEC-landene har i kraft af deres ophobning af "oliedollars". Våbensalget underminerer derfor denne potentielle magt [6].

Et spørgsmål, som endnu ikke er blevet kontroversielt, er USA's placering som helt uovertruffen producent af udstyr til politistyrker. USA's hjemlige behov har udviklet en industri, som specialiserer sig i teknologi og viden på dette felt, og i de seneste år har der været stigende efterspørgsel i udlandet [7].

"Da præsident Nixon kom til magten, trådte han tilsyneladende ind i en verden, hvor kompliceret og krævende global militærstrategi tvang ham til at vende op og ned på de løfter, han havde givet folket under valgkampen", skrev journalisten Jonathan Schell i sin højt priste bog om Nixon-årene. Den 20. januar indtræder Jimmy Carter i det samme embede.

Han bliver det nominelle overhoved i en verdensomspændende struktur bestående af diktaturer, amerikansk ejede gigantselskaber og banker samt direkte bistand fra Det Hvide Hus. Ideologien i det amerikanske imperium var traditionelt liberalistisk; USA skulle forsvare den frie verden. Men da indre og ydre trusler voksede, blev denne ideologi stadigt mere hul. Engang kunne en amerikansk leder prise Sydvietnams Diem som en "asiatisk Churchill" – det lød demokratisk. Når Kissinger i dag under et besøg i Brasilien taler om, at "der er ikke to andre folk, hvis interesse for menneskelig værdighed og for de grundlæggende menneskelige værdier er så dybtstikkende i det daglige liv, som de er i Brasilien og USA" – så lyder det hult og demagogisk.

Under sin valgkampagne angreb Carter stærkt Kissingers "umoralske" udenrigspolitik. Udtalelsen i Brasilien var eksempelvis "et slag i ansigtet på alle de amerikanere, som ønsker en udenrigspolitik, der virkeliggør vore idealer og ikke undergraver dem". Men hvis han vil virkeliggøre disse idealer, må han bryde ud af en struktur, som på det nærmeste er ubrydelig. Der er stærke argumenter for at støtte f.eks. Sydkorea økonomisk og sælge våben til f.eks. Indonesien.

Kissingers "realpolitik" kom til at udgøre et brud med den hidtidige ideologi bag det amerikanske imperium; virkeligheden i dette imperium fratog udenrigspolitikken dens folkelige opbakning.

Både Gallup og Louis Harris opinionsinstitutterne har målt bred afsky i befolkningen over USA's status som dødens supermarked og diktatorers bedste ven. I de føromtalte senatshøringer var behovet for at genoprette udenrigspolitikkens legitimitet i befolkningen et centralt tema. I den Trilaterale kommission, der i helt overvejende grad dominerer den nye administrations sammensætning, var dette problem også et tilbagevendende debatemne.

I rapporten om det amerikanske demokratis krise skrev professor Samuel Huntington: "I et kvart århundrede var USA den dominerende magt i en verdensorden". Men det er ved at ændre sig, konstaterede han, thi: "Hvis amerikanske borgere ikke kan stole på deres regering, hvorfor skal venligtsindede udlændinge så gøre det? Hvis amerikanske borgere udfordrer den amerikanske regerings autoritet, hvorfor skal fjendtligtsindede regeringer så ikke også gøre det?" [8].

Huntington foreslog at indskrænke demokratiet for at genskabe regeringens autoritet. Carter forventer tilsyneladende, at han kan genoprette befolkningens tillid til USA's "moralske mission i verden" og samtidigt bevare et åbent demokrati.. I modsætningen mellem denne målsætning og den faktiske magt, som præsidenten har i spørgsmålet om diktaturers overleven, ligger en række spændende – og eksplosive – muligheder, som også inddrager spørgsmålet om det amerikanske demokratis overleven.

[1] Foreign Policy Choices for the Seventies and Eighties. Volume I and II. Hearings Before the Committee on Foreign Relations US Senate. November 1976.
[2] Chile and USA policy. NACLA, december 1976. Box 57 , Cathedral Station, New York , NY 10025
[3] End run around Congress. Januar 1977. Center for International Policy, 122 Marylands Avenue NE , Washington DC 20002
[4] Chiles Cronic Economic Crisis. September 1976. Center for International Policy
[5] Economic Crisis Looms for South Korea . December 1975. Center for International Policy
[6] The Political Economy of Arms sales. November 1976. Bulletin of the Atomic Scientists. Se også. Leslie Gelb, "Arms Sales". Foreign Policy, Winter 1976-77
[7] Exporting the Tools of Repression. 16. oktober 1976. The Nation
[8] The Crisis of Democracy. New York University Press 1975