Interview med Ronald Reagan - (DEN KOLDE KRIG) - Trykt i Information 15. januar 1977

PALM SPRINGS – Forhenværende guvernør og præsidentkandidat Ronald Reagans politiske karriere viser alle tegn på ikke at være ovre. I kredsen omkring ham forventer man, at han i den kommende tid vil placere sig som sit lands førende oppositionsleder.

Forventningerne virker ikke urealistiske. Den trussel, han udgør for Carter-administrationen, afspejles i en vittighed, som for tiden er populær i Washington: Fra sædvanligvis velunderrettede kilder oplyses det, at Carter har planer om at udnævne Ronald Reagan til ambassadør – i Bermuda-trekanten.

I en timelang samtale med Information, umiddelbart før Det Republikanske Partis nationalkomité i denne weekend træder sammen for at vælge ny formand, var det åbenbart, at Reagan ser sin politiske fremtid i møde med stor optimisme.

Efter måneders tovtrækning om lederposten sammenkaldte præsident Ford i sidste uge til et forsoningsmøde. Enighed blev ikke opnået og Fords egen kandidat, James Baker fra Texas, trak sig kort efter tilbage. Nu står Reagans egen kandidat, Richard Richards fra Utah stærkt [2]. Med denne "tekniker" på formandsposten vil Reagans politiske føring være sikret. Ford har ikke Reagans evner.

Adspurgt om ledelsesvalgets betydning for partiets konservative svarer guvernør Reagan:

"Jeg mener, det er vigtigt, fordi konservatisme er den politiske filosofi for flertallet i partiet. Jeg mener også, det er de fleste amerikaneres filosofi, og skal partiet have en fremtid, bør det appellere til disse folk".

- De hidtil nævnte kandidater er politisk ukendte navne. Vil det ikke skabe problemer at have en national talsmand, som er ukendt i befolkningen?

"Jeg er mere interesseret i – jeg mener, i stedet for en talsmand – der er mange af os, som kan være talsmand for partiet. Formandsposten er nu en lønnet heldagsstilling. Det er ikke længere muligt at give en af partiets ledere titlen og få ham til at være talsmand samtidigt med, at han varetager sine øvrige forpligtelser. Jeg mener, at vi står os bedre ved at have, hvad jeg kalder en tekniker. En, der har et grundigt kendskab til partipolitik og kan hjælpe med til at opbygge partiet nedefra".

"Hvis jeg skulle overtage posten, ville jeg være nødt til at opgive den radiokommentar, jeg har på over hele landet fem af ugens dage, mine columns i flere hundrede aviser, samt en hel del af mine talerengagementer. Jeg mener, jeg kan udrette mere ved at fortsætte med det, jeg nu gør, end hvis jeg skulle opgive alt det blot for, som de siger, at få partiet til at fungere fra et kontor i Washington".

- Mange konservative ønsker at ændre partiet, så det mere kommer til at ligne europæiske partier, der har en politisk opdragende og mobiliserende rolle?

"Det er vigtigt. En af svaghederne ved vort parti er, at en slags falsk image er blevet påtvunget os. Det svarer reelt ikke til det, vi virkelig står for, og vi har ikke gjort nok for at oplyse folk om det, partiet virkelig repræsenterer. Jeg mener, det er meget vigtigt. Det er en opgave, vi må løse. Vi må få folk til at indse, hvad vi står for".

"Det er derfor, jeg har været for, at partiet bør bruge det partiprogram, vi vedtog på konventet i Kansas City sidste år. Vi bør benytte det som en slags principerklæring, for i det program har vi efter min mening for første gang gjort det klart, hvad vort parti er, og hvad det repræsenterer. Det skal spredes vidt omkring, og det vil så kunne tiltrække nye medlemmer".

- På hvilke punkter udgør partiprogrammet klarest et brud med hidtidig politik?

"Jeg ved ikke, hvordan det er i Europa, men her i Amerika er et partiprogram sædvanligvis ret vidtfavnende. Det er ikke konkret og siger intet om, hvad partiet rent faktisk vil gøre. På en måde kan man vel sige, det forsøger at stå for alt i alles øjne".

"Denne gang blev programmet skabt på græsrodsplan. Det var folket selv, som skrev det. I konkrete vendinger taler det om vor plads i verden, om det nationale forsvar, om vore følelser for et økonomisk system med frit initiativ. Det taler om, hvad mange af os længe har ment, var republikansk filosofi".

"Det vil sige: mindre magt til centralregeringen, mere individuel frihed, større vægt på markedskræfterne i stedet for planlægning fra regeringen, vægt på moral i internationale anliggender – i stedet for det, der lige nu tjener os bedst. Vi vil stå ved vores løfter og samtidigt være så stærke, at vi kan bevare freden".

"Der har fundet en ændring sted i befolkningens tankegang. Det har vore ledere ikke indset. Da Barry Goldwater [3] førte sin kampagne i 1964 mente 2/3 af befolkningen, at forbundsregeringen kunne løse vore problemer. Og dér var Goldwater så – han forsøgte at advare folket om, at vi var på galt spor. Befolkningen var ikke rede til at lytte til den advarsel. Siden da har så mange af regeringens programmer slået fejl, og samtidigt er problemerne blevet værre".

"Vi har arbejdsløshed og inflation. Mere end 2/3 af det amerikanske folk, uanset partitilhørsforhold, mener nu det modsatte. De mener nu det samme, som Barry Goldwater søgte at fortælle dem. Det Republikanske Parti er pludselig i en situation, hvor det, partiet altid har stået for, også er, hvad folket ønsker. Vi har bare ikke gjort det klart for dem, at vi er på deres side".

- Mange sorte stemte på demokraterne i håb om flere sociale programmer. Kunne en sådan politik føre til en racemæssig polarisering?

"Jeg er ikke sikker på, de stemte på Mr. Carter af den årsag. I sin kampagne forsøgte han jo at optræde som en konservativ. Der er sikkert et element i den sorte befolkning, som anser ham for at være liberal, men det store flertal gør ikke. Tilfældigvis var der netop i dag en sort mand, som opsøgte mig for at sige, at jeg står for ting, han og hans venner selv tror på. De har lige så meget at tabe, som vi har ved denne vækst i regeringens magt, og jeg tror, de er ved at indse det".

"Jeg er en stor beundrer af det engelske konservative parties leder Mrs. Thatcher. Jeg nærer meget stærke følelser for NATO-alliancen og behovet for, at USA og Europa styrker det forhold, vi har".

"Nej. Jeg har aldrig været i Vesttyskland. Jeg mener, Vesttyskland er en stærk allieret".

- Føler De, man i Europa er ved at glide væk fra USA og søge en ordning med Sovjetunionen?

"Jeg håber, det ikke sker. Jeg er klar over, at der er stærke kommunistpartier i flere af de europæiske lande. Jeg har ikke tillid til Sovjetunionen. Dens hensigter er aggressive og den søger at påtvinge resten af verden sin vilje. Derfor mener jeg, den frie verden bør styrke den alliance, vi har".

- Forhenværende forsvarsminister James Schlesinger har i december under nogle forelæsninger på Princeton University skarpt angrebet Europa for at ignorere den sovjetiske trussel. Han kaldte den europæiske befolkning krysteragtig, impotent og uden rygrad?

"Åh, jeg mener, der er en manglende bevidsthed om den sovjetiske trussel. Det er helt klart. Den holdning, man i flere europæiske lande har til de kommunistiske partier, viser det. Man forsøger at tilpasse sig Sovjetunionen".

"Ja, det er derfor, jeg mener, de frie nationer, de lande, der stadig har et frit initiativ, bør være mere aggressive og mere agtpågivende. Når jeg siger aggressive, mener jeg det ikke militært, men at vi ihærdigt skal påpege fordelene. Vi bør være mere opmærksomme over for den kendsgerning, at i det stille og gennem undergravende virksomhed er den kommunistiske eller marxistiske filosofi lidt efter lidt blevet udbredt i den frie verden".

"Ikke kritisk i den forstand, at der er øjeblikkelig krise, men situationen er ekstremt alvorlig".

- Udgør de multinationale selskaber [5] efter Deres mening et vigtigt nyt problem?

"Jeg mener, at det er kommet mere propaganda end facts frem om dem. Jeg tror på det frie markedssystem. Så længe regeringen sikrer, der er fri konkurrence, vil der ikke opstå karteller eller monopoler"

- Ser de en konflikt mellem bevarelsen af demokratiske institutioners magt og den enorme magt, disse selskaber har erhvervet?

"Hvor megen magt har disse selskaber? Hvert år er der i Amerika mange selskaber, som går fallit, fordi de ikke er stærke. Det er ikke store industrifyrster, som sidder og styrer selskaberne. Vidste De, at kontrollerende aktieandele i Amerika ofte ejes af gigantiske pensionsfonde, og mange af dem er fagforeningernes. De, der har størst indflydelse på selskaberne, er forbrugerne. Hvis man ikke synes om det, de gør eller producerer, så køber man ikke. Selskaberne dominerer heller ikke regeringsmagten. Faktisk har de i den seneste tid været syndebukke for de der fyre i Kongressen".

- Imellem USA's talrige problemer, hvilket er efter deres mening det vigtigste for udformningen af Amerikas fremtid?

"At kontrollere de regeringsudgifter, som har ført til voksende underskud på statsbudgettet og inflation. Jeg er opmærksom på, at vores inflation ikke er så stor, som den, man har i Europa, men den er stadig for stor. Regeringen skaber inflationen. Vi må komme til fornuft og få budgettet i balance".

Under den timelange samtale blev en del andre emner berørt. Guvernør Reagan var især optaget af Rhodesias fremtid. Han mener, at USA's pressionspolitik er "uklog" og ignorerer vigtige forhold. Kissinger har forsøgt at fremstille Rhodesia-spørgsmålet som et enkelt raceproblem. Det er langt mere kompliceret. I overvejelserne af, hvorvidt man skal støtte Sydafrika og derved risikere det sorte Afrikas vrede, bør man tage i betragtning, at størstedelen af Afrikas stater i dag er totalitære. De sorte ledere, som forhandler i Geneve, er ikke folkevalgte men selvudnævnte. Endelig "bør vi være opmærksomme på, at Sovjetunionen i det skjulte puster til ilden og er bag en hel del af problemerne i området".

Centralt i Reagans opfattelse af situationen i det sydlige Afrika står tillid til "demokratiet" i Rhodesia og Sydafrika. I Rhodesia har regeringen "selv" besluttet at arbejde hen imod flertalsstyre. USA bør ikke "påtvinge" befolkningen en løsning. Eksempelvis finder Reagan det uheldigt, at USA har presset på for at fremskynde udviklingen hen imod flertalsstyre. I Sydafrika er der "stærke kræfter", som har indset nødvendigheden af at afvikle apartheidsystemet.

Ronald Reagan ironiserede kraftigt over Carters brudte kampagneløfter om friske ansigter i Washington. Det var et gennemgående træk i Reagans udtalelser, at han ikke betragtede Carter som en traditionel Demokrat men en politiker med konservative tilbøjeligheder. Men "måske er jeg for kynisk", men alt tyder på, han (Carter) alligevel vil føre "demokraternes gammelkendte politik".

Blandt andet kritiserede Reagan de nylige forslag om skattelettelser. Efter hans mening bør skattelettelser gives til erhvervslivet, så det kan skaffe flere jobs. Med interesse har Reagan fulgt udviklingen i Sverige, men "en af det engelske Konservative Partis fejl" er, at det, da det kom til magten, "ikke gik imod den udvikling, det socialistiske parti havde sat i gang".

Reagan frygter, at noget lignende vil ske i Sverige [6]. Skandinaviske konservative kan efter hans mening lære meget ideologisk af amerikanske konservative. "Jeg mener, at vort land, når man ser på dets levestandard, har bevist, at markedskræfterne, det frie initiativ, er det bedste økonomiske system til at skaffe flest muligt mest".

[1] Ronald Reagan stillede op imod præsident Gerald Ford i det republikanske partis primærvalg i 1976. Han tabte snævert med 1.070 stemmer mod Fords 1.187 stemmer på partiets konvent i Kansas City. Reagan holdt på konventet en yderst bevægende tale, som fokuserede på risikoen for atomkrig og truslen fra Sovjetunionen. Hans valgkamp og talen udgjorde reelt starten på hans succesrige valgkamp fire år efter mod præsident Carter.

[2] Richards vandt ikke, idet partiet fandt en kompromis-kandidat. Richards blev dog senere formand (1981-83).

[3] Senator Barry Goldwater (Arizona) opstillede for republikanerne i præsidentvalget 1964 og blev slået af præsident Johnson. Goldwaters kandidatur genoplivede dog den konservative bevægelse.

[4] Fremtrædende vesttysk politiker (1915 - 1988) med hovedbase i delstaten Bayern. Strauss blev i samtiden anset for leder af den yderste højrefløj.

[5] Nogle ledende politikere på det republikanske partis højrefløj, f.eks. senator Jesse Helms, så med stor populistisk skepsis på de gigantiske multinationale selskaber.

[6] Efter 44 år uden regeringsmagt vandt Sveriges borgerlige partier i 1976.