I ly af champagneglassene har Sovjet taget våbenføringen - (DEN KOLDE KRIG)

WASHINGTON i februar – "Ny CIA analyse finder Sovjet tilstræber overlegenhed i våben" og "Klar til krig. General beretter om sovjetisk overlegenhed".

Det var et par typiske overskrifter i førende amerikanske dagblade omkring årsskiftet. De blev indledningen til en heftig og stærkt omtalt debat mellem militære sagkyndige og politikere om Sovjets styrke og hensigter. Debatten er blevet akkompagneret af endnu flere alarmerende overskrifter – "Mareridt for NATO", lyder en af de seneste i ugebladet Newsweek.

Debatten betegnes som den største siden 1960, hvor højrefløjen hævdede, at USA havde langt færre interkontinentale missiler end Sovjet. Tidspunktet er nu afgørende: magtskiftet i Det Hvide Hus skaber teoretiske muligheder for ændringer i sikkerhedspolitikken; i de kommende måneder skal endnu et rekordstort militærbudget til behandling i Kongressen, en ny SALT-aftale [2] skal forhandles færdig inden efteråret.

Nyheden om den nye CIA-analyse blev bragt 26. december i New York Times. Siden 1950 har CIA hvert år forberedt en analyse af Sovjets strategiske målsætning og i årevis har konklusionen været, at Sovjet kun tilstræbte lighed med USA i strategisk styrke. Nu oplyste kilder, at den hemmelige analyse især på grundlag af nye oplysninger om Sovjets atombombebærende missiler, civilforsvar og luftforsvar konkluderede, at Sovjet nu tilstræber overlegenhed. Højtstående CIA-folk betegnede rapporten som den "mest dystre" i det sidste årti. En anden anonym kilde i den militære efterretningstjeneste kaldte dens konklusioner "uhyggelige".

Få dage efter trådte en af hovedmændene bag rapporten frem. Generalmajor George J. Keegan fratrådte planmæssigt sin post som chef for luftvåbnets efterretningstjeneste og følte sig så fri til at fremsætte sin mening åbent:

"For det første", sagde han, "ser vi (i Sovjet) de mest omfattende krigsforberedelser i verdenshistorien. For det andet er erkendelsen af disse kendsgerninger ti år forsinkede. For det tredje er der en analogi til Nazi-Tyskland i midten af trediverne, og for det fjerde er en global konflikt på vej på grund af, hvad Sovjet gør og den frie verden ikke gør".

Han mente også, at Sovjet ud fra "hvert eneste kriterium, som anvendes i vurderingen af den strategiske balance", nu havde "etableret en betydelig føring over de Forenede Stater". Han fortsatte: "Jeg mener, at USA i dag, på grund af Sovjets foranstaltninger inden for civilforsvaret, ikke er i stand til at udføre sine gengældelsesopgaver i krigstid med hensyn til beskadigelse af Sovjets industri, nødvendige civile-militære ledelse, atomvåbenlagre og grundlæggende kampmuligheder".

Endelig uddybede generalløjtnant Daniel Graham, der indtil januar 1976 var chef for Forsvarets efterretningstjeneste DIA – men alligevel deltog i udarbejdelsen af CIA-analysen – de indtil da sparsomme oplysninger om den hemmelige rapport.

"Der er sket en meget vigtig forskydning i den militære balance til fordel for Sovjet", sagde han.

For det første havde USA’s efterretningstjeneste alvorligt undervurderet Sovjets udgifter til militære formål. I stedet for at bruge 6 procent af bruttonationalproduktet mente man nu, at Sovjet reelt brugte 11-13 procent.

For det andet rejste Sovjets "meget målrettede, meget alvorlige og meget dyre" civilforsvarsprogram spørgsmålet: Tror russerne virkelig, at de kan udkæmpe en storstilet atomkrig og alligevel overleve? Graham mener, at russerne har den opfattelse.

For det tredje havde SALT-aftalerne ikke på nogen som helst måde dæmpet Sovjets oprustning – en række nye interkontinentale missiler, udvidelse af u-bådsflådens missilstyrke, flådeudvidelser, nye tanks, jagerfly, metoder til kemisk-biologisk krigsførelse, samt flere mænd i uniform.

I modsætning til Keegan mener Graham ikke, at Sovjet planlægger en aggressionskrig imod USA: "De ønsker ikke at arve et månelandskab. De ønsker samme magtstilling, som vi havde under Cuba-krisen. Faren er, at desto større militær magt de får, desto større risiko vil de tage, og det kan drive os til det punkt, hvor en storkrig kommer". Sovjet skulle altså sigte på politisk pression ved hjælp af militær magt.

Graham mener også, at USA bør holde op med at sende Sovjet teknologi og låne dem milliarder af dollar: "Vi bør forsøge at få deres økonomiske system til at fungere dårligere. I total militær magt står vi lige, hvis vi ikke er nummer to, men økonomisk, teknologisk og moralsk er vi meget stærkere. Vi er nummer ét".

Lignende toner anslås i den 353 sider lange rapport, som forsvarsminister Rumsfeld afleverede til Kongressen samtidig med forelæggelsen af militærbudgettet for det kommende finansår. Rapporten er tydeligvis et politisk manifest – en republikansk administrations oplæg til kritik af den kommende demokratiske administrations sikkerhedspolitik. Ved hjælp af talrige kurver og skemaer demonstrerer Rumsfeld, at Sovjet er i færd med en "støt" oprustning, der – hvis USA ikke modsvarer den – i løbet af få år vil gøre Sovjet til den "førende militærmagt" i verden

I en samtale med journalister efter forelæggelsen kritiserede Rumsfeld de seneste års afspændingspolitik. USA var blevet "forført af de dæmpede røster" og "champagneglassenes klinken" har mindsket agtpågivenheden.

Seneste udspil er en rapport fra senatorerne Sam Nunn og Dewey Bartlett om "Nato og den nye sovjetiske trussel". På grundlag af samtaler med hovedsagelig amerikanske militærpersoner i Europa konkluderer senatorerne, at NATO ikke vil kunne modstå et angreb fra Øst. "For at imødegå den nye trussel" er det ikke blot nødvendigt med ændringer i det militære beredskab men også i "politiske holdninger". Senatorerne mener, at opbygning af Sovjets konventionelle styrker har muliggjort en "blitzkrieg", hvor NATOs overlegenhed på taktiske atomvåben bliver uanvendelig.

Denne strøm af advarsler og skræmmende analyser har gjort betydeligt indtryk i politiske kredse. "Det er helt klart, at stemningen i Kongressen er mere konservativ", siger Demokraten Les Aspin til Information. "Villigheden til at øge forsvarsbudgettet er steget. De, som mener, at vi ikke bruger nok, har vind i sejlene".

Bag holdningsændringen ligger også et initiativ uden fortilfælde. Forsvarets efterretningstjeneste DIA har orienteret ledende Kongresmedlemmer ved hjælp af tophemmeligt råmateriale, såsom satellitfotos m.m. Ministre fra NATO-lande har fået en lignende orientering. Effekten var stærk. De eksotiske moderne spionmetoder imponerede de folkevalgte lægmænd, og de kom fra møderne chokerede over især Sovjets militærindustri.

Presset fra vælgerne er samtidig betydeligt. Højreekstremistiske grupper, såsom American Security Council, mobiliserer folkeopinionen, bl.a. ved hjælp af en film om den "sovjetiske trussel", der for tiden vises i veteranforeninger, klubber, kirker, forsamlingshuse osv.

Den udnytter hovedsagelig klip fra sovjetiske propagandafilm(!), hvor et moderne militærs frygtindgydende slagkraft demonstreres med al ønskelig tydelighed. Men i den amerikanske tilskuers øjne er de selvkørende missil-uhyrer, artilleri-bragene og resten af Den Røde Hærs beredskab selvfølgelig en trussel, der opfattes meget personligt under forevisningen.

Høgenes offensiv tager talrige andre former. En betydningsfuld detalje skal nævnes: Senator Henry M. Jackson er i den nye samling blevet nummer 2 i Senatets militærkomité, og inden længe bliver han formand. Jackson er kendt som superhøg og har for nyligt gennemtvunget, at generalløjtnant Royal Allison, som repræsenterede Pentagon under de første SALT-forhandlinger, måtte tage sin afsked. Efter Jacksons mening havde han ikke været hård nok.

Det er et budskab, som militær-personer i fremtidige forhandlinger vil forstå.

Over for Information betegner kongresmedlemmet Les Aspin røret som en "kampagne anført af den foregående administration og konservative, som ønsker højere bevillinger til militæret". Han fortsætter: "Jeg mener, at den nye administration vil have et langt mere afbalanceret syn på, hvad Sovjet gør".

Aspin er medlem af Husets udvalg for de væbnede styrker og har før i en længere årrække arbejdet som analytiker i Pentagon: "Der foregår en reel vækst i Sovjets militær, men væksten er ikke så dramatisk eller katastrofal, som nogle har påstået. Væksten har fundet sted i de sidste ti år, og der er ikke tale om en pludselig øget vækst eller trussel".

Aspin afviser den tophemmelige DIA-orientering: "Der var ikke noget særligt ved den. Det er blot overvældende for uerfarne at få adgang til den slags materiale".

CIA-analysen, der indledte hele røret, blev udformet i samarbejde med et hold civile "eksperter", der alle er kendt som høge. Samarbejdet var, meddelte den oprindelige New York Times artikel, præget af "bloddryppende" sammenstød. Aspin siger: "CIA er i defensiven på grund af de seneste års afsløringer. Førhen var de altid en fornuftens stemme i vurderingen af Sovjet". Fra anden side berettes, at Pentagon "jublede", fordi CIA "endelig var kommet til fornuft".

Direktøren for Center for National Security Studies, en selvejende institution aktiv under afsløringerne af efterretningstjenesternes ulovligheder, Robert Borsage siger: "CIA-analysen er blevet til efter et kup foretaget af højreorienterede kræfter. Noget bizart er CIA blevet betegnet som skyldig i at have ført en blød kurs over for kommunismen. Udvælgelsen af det civile hold blev foretaget, så slutresultatet blev garanteret. I årevis er analysesektionen i CIA blevet undermineret, fordi man lagde størst vægt på fordækte aktioner. Nu har militarister fået magt over analyseproceduren. Det er en af de farligste nyudviklinger i kold-krigsperioden".

New York Times har for nylig ligeledes kritiseret den nye politiske indflydelse i CIA. Det øverste militærråd, Joint Chiefs of Staff, har udarbejdet en 11 sider lang tilbagevisning af Keegans mest alarmerende påstande. I ikke særligt velomtalte senatshøringer har eksperter skarpt kritiseret påstandene om en sovjetisk trussel. Jan M.Lodal, der indtil for nylig var analytiker i Det Nationale Sikkerhedsråd, erklærer, at der ikke er opdaget nye sovjetiske projekter, som ændrer ved den strategiske magtbalances grundlag. Han fandt en "farlig politisering" af analyseprocessen.

En anden ekspert i sikkerhedsproblemer, Sidney D. Drell, tilbageviser i en 21 siders rapport til senatskomiteen, at der er sket nogen ændring i terrorbalancen. Punkt for punkt gennemgås påstandene og tilbagevises. Han mener også, at "Sovjet har haft grund til bekymring over amerikanske projekter, eftersom vi også har tilstræbt meget omfattende forbedring af vore missilers præcision og bevæbning med adskillige atomladninger i hvert missil".

Meget af forvirringen skylds, at eksperterne ingen fælles målestok har for, hvorledes militær magt skal måles og statistikken er ofte stærkt misvisende. Eksempelvis angives ofte, at Sovjets militærbudget målt i dollar er 35 procent større end USA’s. Men bl.a. Les Aspin har påpeget faktorer, som gør denne opgørelse ekstremt vildledende. Hvis man sammenligner budgetterne målt i rubler, bruger USA langt mere end Sovjet.

Vigtigere end de udførlige statistiske sammenligninger er politiske hensyn og overvejelser bag de to stormagters intensive oprustning. I følgende interviews vil denne problematik blive yderligere uddybet.

[1] Artiklen beskriver især resultaterne af indsatsen fra det, som senere er blevet kendt under betegnelse "Team B". Den erfarne ekspert i rustningskontrol, Anne Hessing Cahn, har i 1998 udgivet en historisk skildring af Team B og kontroversen i den forbindelse: "Killing Detente – The Right Attacks the CIA". The Pennsylvania State University Press. Hun påpeger, at Team B stort set havde uret i sine påstande.

[2] Akronymet SALT står for Strategic Arms Limitation Talks. Det var forhandlinger, som skulle medføre begrænsning af atomkapløbet for strategiske – altså de mest langtrækkende atomvåbens – vedkommende. SALT-forhandlingerne bestod af to runder. Den første blev indledt i 1969 og medførte i 1972 aftaler (SALT I), der bl.a. fastfrøs antallet af strategiske raketter. Kapløbet fortsatte dog, idet USA og Sovjetunionen placerede stadigt flere bomber i hovedet på raketterne. Anden runde blev indledt i 1972. I 1979 nåede parterne frem til SALT II aftalen, som blev underskrevet af præsidenterne Carter og Bresjnev. Aftalen blev dog aldrig godkendt af USA’s senat. Den blev udsat for hård kritik af højrefløjen og den sovjetiske invasion af Afghanistan i december 1979 blokerede endeligt for ratifikation. Tilhængerne af rustningskontrol arbejdede dog ihærdigt for ratifikation i 1980. Ronald Reagans overtagelse af præsidentembedet fra januar 1981 skabte flere hindringer for rustningskontrol. Den næste aftale for strategiske våbens vedkommende (START I) blev først indgået i 1991.