Trykt i Information 18. februar 1977

Terror-balancens strateger planlægger, som var det en fodboldkamp

Misvisende statistik forvansker terrorbalancens realitet

Af JØRGEN DRAGSDAHL

"Kissinger siger, at forestillingen om overlegenhed er uden fornuft i atomalderen". (Overskrift i New York Times 11. januar 1977)

WASHINGTON DC i februar – Bag påstandene om en hastigt voksende sovjetisk militær trussel ligger misvisende statistik og dobbeltmoral.

Det hævder en hel række militært sagkyndige amerikanske politikere, forhenværende efterretningsfolk og forskere, som nu er gået til modangreb efter ugers kraftig omtale af et voksende krigsberedskab i Sovjetunionen. Foruden at fortolke Sovjets oprustning anderledes politisk påviser kritikerne også, at den anvendte statistik konsekvent har tillagt Sovjet større og Vesten mindre militær slagkraft end rimeligt er.

I kongreshøringer i de seneste uger har Pentagon argumenteret for, at milliard-investeringer i nye atomvåben er nødvendige, hvis USA's mål i tilfælde af krig skal opfyldes. Ifølge et beslutningsmemorandum fra januar 1974, underskrevet af daværende præsident Nixon, er målsætningen at udslette 70 procent af Sovjetunionens økonomiske kapacitet samt beskadige Sovjets militære styrker i "størst muligt omfang". I nu forhenværende forsvarsminister Rumsfelds budgetforklaring defineres målsætningen som "i betydelig grad hæmme Sovjetunionens evne til at komme sig efter en atomar udveksling og genvinde status som en 20. århundrede militær- og industrimagt hurtigere end USA".

Advarslerne om en "sovjetisk trussel" bygger især på en ny CIA-analyse, der er blevet til i samarbejde med et hold civile "øge", blandt andet personer fra Committee on the Present Danger – en pressionsgruppe sammensat af gamle koldkrigere. En af de førende kræfter i begge sammenhænge er Paul Nitze, der siden fyrrerne har været tilknyttet USA's nationale sikkerhedsapparat og besat adskillige indflydelsesrige poster.

Atomkrig tænkelig

Argumentationen for øgede militærbevillinger er indviklet og yderst teknisk. Men noget sammentrængt kan den opsummeres således:

Paul Nitze mener, at en krig med Sovjet er tænkelig, fordi russerne ikke er imod at bruge militære midler for at opnå politiske mål. Det militære beredskab skal derfor sikre USA overlegenhed i enhver tænkelig konfliktsituation. Det har siden Anden Verdenskrig i praksis været tilfældet.

Set fra USA's vinkel skal truslen fra et russisk overraskelsesangreb kunne imødegås. Det tænkte angreb rettes imod USA's militære installationer, dvs. primært amerikanske atomvåben i raketsiloer, u-både og bombefly. Angrebets formål er at reducere USA's muligheder for gengældelsesangreb til et plan, hvor Sovjets luftforsvar og civilforsvar kan modvirke angrebets skadelige virkninger mest muligt.

USA vil da stå i dilemmaet: Skal gengældelsesangrebet rettes imod fjendens resterende styrker eller skal det rettes imod hans civilbefolkning. Hvis man benytter sine resterende våben til at hævne sig mest muligt, dvs. ramme fjendens civile samfund, udsætter man sin egen befolkning for et lignende gengældelsesangreb. Hvis man derimod retter angrebet imod fjendens atomstyrker bliver spørgsmålet relevant: hvor store er begge parters muligheder bagefter for at skade hinandens civile samfund?

Adskillige variable

For at stå stærkt i konfrontationen skal den sovjetiske angribers beredskab være karakteriseret ved fem egenskaber:

- Stærke atomstyrker til at sætte modstanderens våben ud af spillet;

- Egne styrker skal være tilstrækkeligt spredte, mobile, forsvarede og beskyttede (hærdede siloer, u-både) til at vanskeliggøre modangreb;

- Reservestyrkerne skal være store nok til at udgøre en trussel imod fjendens civilsamfund;

- Det civile samfund skal være beskyttet, så virkningen af modangreb mindskes tilstrækkeligt;

- Man skal have vilje og beslutsomhed nok til at komme modstanderen i forkøbet i tilfælde af fare for overraskelsesangreb.

Ifølge Nitze har Sovjet siden 1962 bestræbt sig på at få opfyldt alle fem kriterier tilfredsstillende.

Ud fra en vurdering af parternes fremføringsmidler, antallet af sprængladninger, ladningernes styrke, deres effekt imod hærdede mål, samt fremføringsmidlernes bæreevne, mener Nitze, at Sovjet enten allerede er overlegen, eller også på vej til at blive det, ud fra ethvert anvendeligt kriterium.

Nitze fremfører, at USA skal være så stærk, at Sovjet ikke kan forbedre "balancen" gennem en udveksling rettet imod militære mål. USA skal efter en sådan udveksling have tilstrækkelige midler til at holde "den sovjetiske befolkning som gidsel", uanset om den er beskyttet af "det mest effektive civilforsvarsberedskab" (evakuering et.c.), det er muligt for Sovjet at stable på benene.

Derfor, skriver Nitze, bør USA anskaffe sig 550 MX missiler – dvs. mobile underjordiske missiler, der hver har et betydeligt antal tomme affyringsramper, så fjenden aldrig ved, hvor et dødbringende slag mod dette missil skal rettes. Desuden skal USA søsætte flere u-både af den nye Trident type, samt anskaffe de omdiskuterede 224 B-1 bombefly og udstyre dem med det præcise "cruise" missil. Desuden bør bestræbelserne for at udvikle våbentypernes nøjagtighed fortsætte.

Kun ved på denne måde at gøre det klart for Sovjet, at de ikke kan gennemføre en sejrrig krig, kan "langsigtede aftaler", som garanterer en "stabil" terrorbalance gennemføres (Foreign Policy, vinter 1977).

Amerikansk føring

Kritikerne af Nitze indvender, at Sovjet med nogen ret kan ræsonnere på lignende vis, blot med omvendt fortegn, og at man derfor er inde i en oprustningsskrue uden ende. Begge parter vil søge at bevare et forspring, der kan uskadeliggøre modstanderens våben. Nitzes beregninger på det tekniske felt om Sovjets styrke angribes ligeledes.

Men sædvanligvis fremfører "den sovjetiske trussels" modstandere en række andre forhold – punkter, som demonstrerer USA's ofte overlegne styrke og som officielle statistikker ignorerer.

USA havde ved slutningen af finansåret 1976 omkring 8.400 strategiske atombomber mod Sovjets 3.300. Over for Information kalder dr. Herbert Scoville, forhenværende vicedirektør i CIA, antallet af sprængladninger for det "vigtigste kriterium" for missilers styrke. Han påpeger samtidig, at retorikken om en hastigt voksende trussel ikke svarer til fakta. I sidste års budgetredegørelse forudsagde Rumsfeld, at Sovjets atomstyrke ville vokse med 1.000 i løbet af 12 måneder. Rent faktisk voksede den kun 800 i løbet af 15 måneder.

USA har over 1.000 missiler udstyret med MIRV "hoveder", dvs. adskillige bomber med hvert sit mål i hver raket. Først for ganske nylig er Sovjet begyndt at udstyre deres raketter med MIRV. Dr. Scoville har beregnet, at Sovjet har højst 200 MIRV missiler nu, men tallet kan forventes at stige i de kommende år, og samtidigt vil Sovjets antal af sprænglegemer stige. Af samme årsag mere end fordoblede USA sit antal af sprængladninger fra 1970-74.

USA har en klar føring inden for strategiske våbens tekniske udstyr. Driftssikkerheden er større og især bombernes præcision er meget større. Imod visse mål, blandt andet raketsiloer, er præcision af langt større betydning end sprængladningers størrelse.

USA har 419 startklare, langtrækkende bombefly, der er Sovjets 190 bombefly teknisk overlegne. I det russiske tal indregnes endda det såkaldte Backfire-fly, som næppe kan kaldes et interkontinentalt bombefly, siger dr. Scoville.

USA har 160 Polaris missiler (hver med tre sprænglegemer) i 10 u-både og 496 Poseidon missiler (hver med op til 14 sprænglegemer) i 31 u-både. Denne styrke er på det nærmeste usårlig. Sovjet havde pr. 1. november 1976 næsten 800 missiler fordelt på 60 u-både, men ingen af disse missiler har en færdigudviklet MIRV-kapacitet. På dette felt har Sovjets vækst i det sidste finansår kun været på halvdelen af, hvad Rumsfeld forudsagde for et år siden.

Trussel mod Sovjet

Af Rumsfelds rapport fremgår desuden et opsigtsvækkende – men alligevel i debatten ignoreret forhold. Fra finansåret 1978 vil USA på grund af installering af MK12A "hovedet" i Minuteman III missilerne være i stand til at sætte en del af Sovjets missiler ud af spillet ved et overraskelsesangreb.

Over for Information kalder en anden militærekspert, Jeremy Stone fra American Federation of Scientists, denne udvikling for en "lynende pludselig enorm føring på et område, der bekymrer begge parter ekstremt".

Som det fremgik af Nitzes overvejelser er missilstyrkernes sårbarhed et centralt problem. Missilerne i u-både kan kun vanskeligt uskadeliggøres – under vandet har USA over 5000 sprængladninger, medens Sovjet kun har 800. Sovjet er derfor langt mere sårbar end USA over for et angreb imod de landbaserede missilstyrker.

"Vi gør ofte brug af dobbeltmoral i vor vurdering af, hvad Sovjet gør", siger Jeremy Stone. "Vi betragter deres oprustning med stor foruroligelse, men tillægger ikke, hvad vi selv gør af lignende eller endog værre sager, stor vægt. Så hvis man skal vurdere, hvem der fører an i kaprustningen, kan man passende se på denne nyudvikling. Begge sider har stor skyld, men på dette felt er det, som det så ofte er tilfældet, os, der fører an".

Det er almindeligt anerkendt, at desto større parternes mulighed bliver for ved et overraskelsesangreb at sætte modparten ud af spillet, desto mere ustabil bliver terrorbalancen".

Et medlem af udvalget for de væbnede styrker i Repræsentanternes Hus, Thomas J. Downey, har sammenlignet strategernes overvejelser omkrig terrorbalancen med overvejelserne i forbindelse med en fodboldkamp: den der får flest point vinder.

Et andet militærsagkyndigt medlem, Les Aspin, har trukket det mere menneskelige aspekt ved tal-legen frem: Hvis et overraskelsesangreb ødelagde 50 procent af USA's u-bådsmissiler, 80 procent af B-52 bombeflyene og 90 procent af de landbaserede missiler ville USA stadig have 3.100 atombomber tilbage. Det er nok til at nedkaste 13 bomber svarende til 200 Hiroshima-bomber i sprængkraft over hver eneste sovjetisk by med mere end 100.000 indbyggere.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.