Trykt i Information 18. august 1977

Bevægelsen imod A-kraft – en enestående mulighed for at tvinge supermagterne til A-nedrustning

 

Sidney Lens: The Day Before Doomsday, an anatomy of the nuclear arms race. Doubleday, New York 1977. 8,96 dollars, 274 s.

World Armaments and Disarmament, 1977 årsrapport fra Stockholm International Peace Institute, Armquist & Wiksell International, Stockholm 1977. 140 Skr. 421 s.

The Nuclear Threat, SIPRI, Sveavägen 166, S-113 46 Stockholm, Sverige. 5 kr. 39 s.

Pentagon planlægger at bygge så mange nye atombomber, at Kongressen har fået besked på, at USA i den kommende tid må øge sin produktion af plutonium. "Vi har brug for mere plutonium i midten af firserne, end vi har nu", sagde general Joseph Bratton i april til et underudvalg i Repræsentanternes Hus.

I 1975 beregnede Ruth Leger Sivard, forhenværende cheføkonom i forbundsregeringens kontor for våbenkontrol og nedrustning, at USA har 8.000 megaton i atomsprænglegemer. Det svarer til 615.385 bomber af Hiroshima-størrelse, eller – siger Ruth Leger Sivard – 12 gange den mængde, som er nødvendig for at udslette jordens befolkning.

Det er uvist, hvor mange megaton Sovjet har, men fordi russerne har bygget de kraftigste sprænglegemer, formoder eksperter, at den røde hærs arsenaler har en større sprængkraft end USA’s.

Løbsk kapløb

Det er på grundlag af bl.a. disse tal, at Sidney Lens i sin bog konkluderer: "Atom-kapløbet er løbet løbsk. Det er en form for upersonlig sindssyge, som er i færd med at virkeliggøre sit eget mareridt".

Og det svenske fredsforskningsinstitut SIPRI konkluderer sin analyse:

"Sandsynligheden for atomkrig er støt tiltagende. Hvis man blot betragter konsekvenserne af de nylige fremskridt indenfor militær teknologi og den verdensomspændende udbredelse af denne teknologi, bliver denne konklusion næsten uundgåelig.

Men der er andre årsager til denne pessimistiske konklusion. Nogle af de vigtigste er:

- Våbenkapløbet er nu ved at give både USA og Sovjet mulighed for at foretage et overraskelsesangreb, first strike capability. Evnen til overraskelsesangreb er ikke ensbetydende med, at en af parterne er i stand til at udslette modpartens muligheder for at slå igen, til at tabene og skaden, som man lider ved et såkaldt hævn-angreb, vil være af acceptabelt omfang i forhold til et givet politisk mål. Desto mere hensynsløse de politiske og militære ledere er, desto større tab vil man acceptere.

- Udbredelsen af fredelig atom-teknologi spreder evnen til at producere atomvåben ud over hele kloden.

- Den internationale handel med våben er hurtigt ved at militarisere hele kloden.

- Endelig er den traditionelle måde at stræbe efter kontrol med våbnene slået fejl. Det er ikke lykkedes at begrænse atom-kaprustningen; det er ikke lykkedes at forhindre spredningen af atomvåben og det er ikke lykkedes at få våbenhandelen under kontrol – for nu slet ikke at tale om at opnå atomar nedrustning".

Carters løfte hørt før

Præsident Carter har ganske vist lovet at ville arbejde for total afskaffelse af atomvåben.

Men der er ikke noget nyt ved det, påpeger Sidney Lens i sin bog. Alle amerikanske præsidenter har siden Anden Verdenskrig i bestemte vendinger aflagt lignende løfter.

I en tale til FN opfordrede præsident Eisenhower eksempelvis supermagterne til at "få begyndt nedskæringen af den potentielt ødelæggende magt i verdens atomlagre". Præsident Kennedy erklærede overfor FN: "Risikoen ved nedrustning er forsvindende sammenlignet med risikoen ved et ubegrænset våbenkapløb". Præsident Nixon observerede i en tale til Kongressen i 1970: "Atomtiden pålægger de to største magter et særligt ansvar for at udforske metoder til en begrænsning af militær kappestrid… Aftaler om en begrænsning af strategiske atomvåben vil være en enestående bedrift – ikke blot med henblik på våbenkontrol, men også for så vidt angår udvikling af det indbyrdes politiske forhold".

Lige fra atomoprustningens start har der været et svælg mellem den faktiske udvikling og tidens politiske ideer. Præsident Truman mente, at bomben var den største begivenhed i menneskehedens historie. Den skulle sikre USA’s overlevelse og forsvare demokratiet imod totalitære kræfter. I stedet for har den for første gang i verdenshistorien givet mennesket evnen til at stoppe historien. Kaprustningen er en hån imod de demokratiske beslutningsprocesser. Amerikas førende videnskabsmænd var af både strategiske og moralske grunde imod f.eks. udviklingen af brintbomben, men deres synspunkter blev aldrig forelagt til debat. De blev rent faktisk ignoreret selv i de øverste besluttende organer.

Mest foruroligende er måske, at den offentlige mening igen og igen er blevet ført bag lyset og på falske præmisser manipuleret af de øverste ansvarlige. Et af de klareste eksempler er tiden omkring præsident Kennedys tiltræden. Senator Symington har påpeget, at Sovjet i midten af 1961 kun havde 3,5 procent af den raketstyrke, som amerikanske efterretningsvæsener hævdede, og kun 19 procent af det formodede antal bombefly. Endelig har lederne selv ladet sig fange af falske problemstillinger.

Flugt fra virkeligheden

I et kapitel om "flugten fra virkeligheden" gennemgår Lens detaljeret arbejdet med at oprette et civilforsvar, der kan beskytte befolkningen imod eksplosionernes umiddelbare og langsigtede virkninger: "Det er ikke umuligt, men ideen om, at man på den måde kan bevare nok menneskeliv til, at USA kan være et elvedygtigt samfund bagefter, er en fantasi".

Terrorbalancen er en både falsk og farlig forestilling, mener Sidney Lens.

"Den øverste amerikanske ledelse", skriver han, "har på trods af, hvad man hævder offentligt, aldrig nogensinde søgt at opnå en ligestilling med Sovjetunionen, en såkaldt terrorbalance. Man har altid tilstræbt at vinde; faktisk har jagten efter sejr været en uimodståelig tvangstanke".

Her ligger drivkraften i våbenkapløbet. Akkurat som Harry Truman betragtede de første A-bomber som en fredsgaranti, har følgende præsidenter og generaler erklæret brintbomben, de langtrækkende raketter, atomubåde, cruisemissiler, nye præcise bomber og nu neutronbomberne som nødvendige af hensyn til en såkaldt terrorbalance, hvor hver part ved at have evnen til at udslette hinanden også forhindrer, at atomkrigen bryder ud – tror man da. Men drivkraften er ønsket om sejr i en konfrontation, og begge parter er ved at sikre sig teoretisk mulighed for "sejr".

Udviklingen af nye teorier om krigsførelse og den våbentekniske udvikling ændrer grundlaget for den hidtidige debat om sandsynligheden af atomkrig. Oven på nederlaget i Vietnam gjorde forsvarsminister Schlesinger klart, at USA i fremtiden ikke ville lade sig fange i opslidende langvarig konventionel krigsførelse. I stedet for ville det blive nødvendigt at slå til imod "hjertet af fjendens magt". Schlesingers arv til eftertiden var en hel serie våbensystemer, som præsident Carter nu producerer, og nye doktriner af aggressiv natur.

Brug af atomvåben overvejet

Brug af atomvåben er blevet overvejet en halv snes gange: i Korea i 1953, i Vietnam i 1954, imod Kina i 1958, i Laos i 1961, i Berlin i 1961, imod Cuba i 1962 og i Vietnam i 1968. Under krisen mellem Grækenland og Tyrkiet frygtede USA, at en af parterne ville erobre amerikansk A-våbenlagre og benytte dem imod øjeblikkets hovedfjende. Under Yom Kippur krigen i 1973 troede USA, at Sovjet havde overført atomvåben til Alexandria. Den amerikanske reaktion var verdensomspændende øget beredskab.

Sidney Lens mener, at der var to hovedårsager til, at A-våben ikke blev brugt.

Den ene, at de daværende våbentyper ikke var brugbare. Risikoen for at fremprovokere en storkrig svarede ikke til fordelene ved brug. Præcise håndterlige våben såsom neutronbomber og cruisemissiler åbner teoretisk mulighed for begrænset atomkrig i overensstemmelse med Schlesingers doktrin.

Den anden hovedårsag Lens nævner, er den psykologiske barriere mellem konventionel krig og atomkrig. Denne barriere er afhængig af politiske og kulturelle faktorer. Mange eksperter mener, at akkurat som menneskehedens afsky ved f.eks. armbrøsten og flammekasteren med tiden svandt, vil også afskyen over brug af A-våben svinde ind.

Det svenske institut SIPRI henviser til erfaringerne fra den sidste krig i Mellemøsten og konkluderer: "Under en fremtidig konflikt kan en krig i en ustabil region mellem sådanne klientstater (supermagternes - red.) blive optrappet til en generel atomkrig imellem de to store magter. Konflikten vil måske starte som en konventionel krig, der optrappes til lokal atomkrig udkæmpet med de regionale magters atomvåben. Denne atomkrig kan så blive optrappet yderligere til at inddrage de store magter, som er opsat på at undgå deres klienters udslettelse. Denne kæde af begivenheder vil med størst sandsynlighed foregå, hvis en af de store magter ser en chance for et overraskelsesangreb. Faktisk kan kræfterne, der virker for optrapning, under sådanne omstændigheder være så stærke, at kun en politisk leder med meget stærk vilje kan modstå dem".

Våben større trussel end A-kraft

På baggrund af denne udvikling virker en bevægelse, som kun interesserer sig for følgerne ved en eksplosion i Barsebäck, nærmest komisk. Atomoprustningens trussel er aktuel og af en ganske anderledes størrelsesorden.

Den globale massebevægelse imod A-kraft er enestående, fordi den har sikret sig politisk uafhængighed og folkelig bredde. Den er her som i USA nærmest opstået på trods af de politiske partier. I denne bevægelse ligger spiren til et virkeligt modstykke til den pression, som militære eliter og deres håndlangere i politik og presse udøver. Den sunde dømmekraft, der kan se farerne ved A-kraft, må også kunne se faren ved en oprustning, der angiveligt skal gøre verden mere sikker, men som så åbenbart har gjort det modsatte.

Sammenhængen mellem spredning af atomkraft og spredningen af atomvåben er indlysende. Eller som en gruppe amerikanske forretningsmænd, Committee for Economic Development, konkluderer: "En verdensøkonomi, der i fuld fart er på vej imod en energikrise uden udsigt til løsning, er måske mindre skræmmende end en verdensøkonomi, som henter energi fra, hvad der svarer til millioner af atomvåben". I 1985 formodes 40 magter at kunne udvikle atomvåben; ti år senere vil omkring 100 stater besidde mulighederne.

Omkostningerne ved fortsat oprustning er i dag årsagen til, at mange problemer forbliver uløste. Oprustningen er en central årsag til den sygdom både USA’s og Sovjets økonomi plages af. Ifølge SIPRI bruger verden hver dag næsten 1 milliard dollar på at forberede sin egen udslettelse. Det er en udvikling, som har fået lov til at fortsætte, selvom krig tabte sin mening i det øjeblik, hvor sejr blev en umulighed. Det er et punkt, som for længst er nået. Det er på tide, at de berørte befolkninger tvinger de politiske magthavere til at tage "våbenkapløbets" forudsætninger op til revision. Præsident Carters foreløbige udsættelse af det endelige ja til neutronbomben viser, at pression har en chance.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.