Trykt i Information 24. september 1977

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Kvæstede Giganter

DE GAMLE mænd i Kreml har erklæret åben krig mod de såkaldte afvigere.

Et af ofrene er den lille gruppe, som sidste år blev dannet for at rapportere om Sovjets forhold til afsnittene om menneskerettigheder i Helsinki-aftalen. Af gruppens ti oprindelige medlemmer er fire blevet arresteret, tre sendt til udlandet og én er nu i eksil i Sibirien.

Den 9. september holdt KGBs chef en tale, som bl.a. af Informations korrespondent er blevet beskrevet som en krigserklæring imod de resterende oppositionelle. KGB-chefen sammenlignede dem med "tyve, korrupte, spekulanter og andre forbrydere". Så sent som i onsdags blev psykiateren Ernst Axelrod, en jødisk emigrant-aktivist som ofte citeres i den vestlige presse, arresteret.

Og i går meddelte Associated Press fra Moskva, at de sovjetiske myndigheder kraftigt "opfordrer" oppositionelle til at forlade landet. Det er den kommende konference i Beograd om Helsinki-aftalen og Oktoberrevolutionens 60 års jubilæum, der aktualiserer behovet for at kunne fremvise en enig nation. I de seneste måneder har 16 ledende skikkelser i de oppositionelles bevægelse fået udrejsetilladelse. Ifølge vestlige diplomatiske kredse i Moskva er kontakten mellem de oppositionelle og den vestlige presse nu næsten afbrudt, så på en måde har KGB med succes gennemført sin aktion.

INFORMATIONS korrespondent skrev, at hovedårsagen til denne offensiv er præsident Carters menneskerettighedspolitik (se Informations torsdag den 22. september). Ydmygelserne af Sovjet i verdensoffentligheden har givet de ortodokse i Kreml mulighed for at få gennemført den hårde kurs.

Hvis denne analyse er rigtig, er der endelig sket det, som præsident Carter gang på gang er blevet advaret om.

I april vendte Henry Brandon fra London Sunday Times hjem fra et besøg i Moskva og skrev da, at mange oppositionelle føler, at Carters åbne støtte til Sakharov "har givet den sovjetiske regering chance for at beskylde de oppositionelle for at være et ideologisk redskab for en udenlandsk regering og derved skabe afstandtagen fra dem". Brandon citerede også den marxistiske oppositionelle historiker Roy Alexandrovic Medvedev: "Carter er ikke en viis diplomat. Det ville være skønt, hvis en regerings politik kunne baseres på moral, men hidtil har ingen statsmand i historien været i stand til det. Officiel politik er altid baseret på nationale interesser. Måske kunne Paven føre politik baseret på moral, men det kan præsidenten for en supermagt ikke". Medvedev kritiserede især Carter for ikke samtidigt med denne politik at have vist en imødekommende holdning i f.eks. spørgsmålet om nedrustning.

I Washington har bl.a. Jerry Hough, en fremtrædende Sovjet-ekspert ved Duke University, kritiseret Carters politik, fordi han mente, at den ville føre til yderligere undertrykkelse af de oppositionelle. "Vi bør overveje", sagde han, "at desto nærmere de sovjetiske oppositionelle og demokratiseringens sag bliver identificeret med USA, desto mere effektivt vil Sovjetunionen kunne behandle disse emner som fremmede – ja endog forræderiske elementers værk" For det andet, sagde han, at det sandsynligste vil være, at man i Kreml vil anse menneskerettighedspolitikken for at være – ikke udtryk for Amerikas moralske værdier – men en manøvre i den hensigt at fremkalde ballade i Sovjet. Derfor kunne politikken fremkalde et yderst nationalistisk og negativt svar.

Lignende synspunkter er blevet fremsat af f.eks. Kissingers forhenværende medarbejder Morton Halperin og Moskva-korrespondenten for det konservative ugeblad US News and World Report. Ifølge den rejsende korrespondent for New York Times, C.L. Sulzberger, har flere vesteuropæiske regeringer udtrykt deres afstandtagen fra Carters politik i lignende vendinger.

DET BEMÆRKELSESVÆRDIGE ved denne udvikling er, hvad den fortæller om beslutningsprocesserne i toppen hos de to supermagter. Af deres kølige overlæg og omhyggelige planlægning af politik afhænger verdens fremtid bogstaveligt talt.

Vi har FN-ambassadør Andrew Youngs ord for, at "denne administrations understregning af menneskerettighederne var aldrig rigtigt nedskrevet, gennemtænkt og planlagt", som han udtrykte det i et interview med Playboy. Den sædvanligvis meget velinformerede journalist Tad Szulc har i det liberale politiske ugeblad The New Republic givet udtryk for det samme, og i fortrolige orienteringssamtaler har flere embedsmænd i den amerikanske administrations nye menneskerettighedsbureaukrati over for denne lederskribent indrømmet det samme. Det er ligeledes klart, at Carters politik blev udformet og søsat, uden at allierede lande blev konsulteret.

Noget lignende er tilfældet med den sovjetiske reaktion. Blandt andet den nu udviste Moskva-korrespondent for Los Angeles Times, Robert C. Toth, har berettet, at russiske eksperter i amerikanske forhold – såsom Georgi Arbatov, lederen af Instituttet for Studiet af USA og Canada, samt Anatoly Dobrynin, Sovjet ambassadør i Washington – ikke er blevet taget med på råd, inden KGB "fik relativt frie hænder til at udslette oppositionen". De kunne have advaret om, at undertrykkelsens følge ville blive en endnu mere konfrontationspræget amerikansk kurs.

Carters menneskerettighedspolitik overfor Sovjet synes hovedsagelig at have to motiver. Især mellem jødiske og stærkt kristne amerikanske vælgere var afspændingen upopulær, fordi den virkede som forræderi overfor trosfæller i Sovjet. Carters vælgertække vil stige med en hårdere kurs. For det andet ønskede administrationen et ideologisk våben, der på russerne ville virke som en trussel. Det kunne anvendes, hvis Sovjet ikke opførte sig pænt internationalt – f.eks. lavede flere Angola’er. Carters "hemmelige våben" kaldte kremlologen Victor Zorza det.

Og således vakler de to kvæstede giganter af sted. Begge er præget af indenrigske og udenrigske kriser. Carter må beskytte sit regimes legitimitet og Bresjnev sit. I USA styrkes høgene på grund af Kremls politik og i Kreml manøvrerer andre høge frem til opgøret om arvefølgen efter Bresjnev. Nu venter vi på Carters svar på undertrykkelsen. Stakkels menneskerettigheder!     JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.