Trykt i Information 4. november 1977

(Denne artikel af Jørgen Dragsdahl (JD) på lederplads var illustreret med forsiden af ”Sam’s opgavesamling”, et hefte med kryds-og-tværs. Billedet viste en karikaturtegning, hvor afrikanske kvinder med frit struttende bryster og bast-skørter er bærere for en hvid mand i safari-tøj, som går foran gennem junglen. Den omtale sydafrikanske musical blev i Danmark en fiasko, fordi publikum svigtede efter presseomtale, som gav kritikerne ret.)

Racisme

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Er denne tegning racistisk? De fleste danskeres umiddelbare reaktion vil nok være: Nej, der er tale om en harmløs karikaturtegning. Men billedet blev overladt os af en dybt krænket sort kvinde, der følte, at fremstillingen giver næring til holdninger, som hun i dagligdagen mærker som undertrykkende.

En lignende problemstilling er bag kontroversen omkring den sydafrikanske musical ”Ipi Tombi”, der om kort tid kommer til Danmark. Information har kaldt stykket racistisk og i Ekstrabladet støtter filmmedarbejderen Paul Jørgen Budtz torsdag denne karakteristik. Den danske importør og ledere i TV’s underholdningsafdeling mener derimod, at foretagendet er ”farverigt… spændende… folkloristisk… et glimrende show… ren underholdning”.

En ting er, at ”Ipi Tombi” er et propagandashow for apartheidregimets Bantustan-politik og at dets opførelse ikke rimer med bestræbelserne for at isolere Sydafrika – regimets propagandablade udnytter da også den internationale succes. Vanskeligere er det at tage stilling til den fremstilling af sort ”indfødt” kultur, som ”Ipi Tombi” indeholder. Men stykkets succes i sydafrikanske cabaret’er er i sig selv grund nok til mistanke. Hvis forestillingen stred imod det hvide herrefolks raceopfattelse, var den næppe blevet sådan en succes.

Begrebet ”racisme” opfattes ofte alt for snævert. Det bør ikke blot stå for åbenlys demonstration af tro på den hvide races overhøjhed. Racisme er en del af vort kulturgrundlag, en instinktiv tro på hvide menneskers overhøjhed. De fleste enkeltindivider erhverver sig ikke racistiske træk gennem bevidst og grundig analyse, men gennem deltagelse i et socialt og kulturelt miljø. Specielt i et ”racerent” samfund som det danske erkendes racistiske træk sjældent, eftersom de er en del af bredt anerkendte normer. I USA har mangfoldigheden af racer derimod ført til påpegning af og ihærdig debat om racismen i hvide menneskers verdensbillede. Det er typisk, at ”Ipi Tombi” er blevet mødt med protester i USA, medens den i Europa blot er harmløs underholdning - som i Sydafrika.

Sorte amerikanere og afrikanere i Danmark klager privat konstant over racistiske indslag i dagligdagen. Det kan måske virke som småtterier (!), men eksemplerne udgør et mønster. Der er den sorte herboende kvindes veninder, som forsøger at få hende til at skaffe dem ”en sort fyr”. Eller ydmygelserne i de offentlige busser, når det sidste sæde, der optages, er pladsen ved siden af en selv. Bemærkninger á la: ”Du kan jo lave det smudsige arbejde. Dig ses det ikke på!”. Og så er der de talrige vittigheder om bananer og træer.

Det er denne understrøm, der til tider bryder frem og får mere bastante former. Bag den ringeagt danske myndigheder og politikere har vist for mexicaneren Jaime Martinez’ liv anes racisme. Ville en russer være behandlet på lignende vis?

Den sorte amerikanske forfatter James Baldwin flygtede fra racismen til Europa, men rejser nu hjem til USA, fordi han mener, at en racistisk storm er ved at blæse op også i den verdensdel, hvor doktrinen om hvid overhøjhed oprindelig opstod. ”Jeg vil hellere være i øjet på en orkan”, sagde han i september til Newsweek. Han vil hellere kæmpe mod racismen i et samfund, han kender.

Man kan diskutere om der er en ny racistisk bølge på vej eller om opmærksomheden omkring problemerne blot er større i dag. I nogle af årets store film er racismen åbenlys. I ”Drama i Dybet” er alle skurke sorte og appeller til racebestemte modsætninger er direkte. I det fremtidssamfund, som ”Stjernekrigen” præsenterer, eksisterer ingen sorte mennesker. På bogmarkedet har forlaget Schultz udsendt ”et tankevækkende dokument”, en ”aktuel bog om Sydafrika” – nemlig kirurgen Chris Barnards racistiske apartheid-forsvar.

James Baldwin tvivler på, at Europa har tid til at gennemgå den anti-racistiske proces, USA har eksperimenteret med i de seneste 25 år. Hvis debatten skal blive frugtbar, må opfattelsen af begrebet ”racisme” udvides. Anklager fra grønlændere, sorte og andre fremmede må tages som værdifuld hjælp og ikke blot pinlige beskyldninger. Den liberale raceblindhed må fordømmes som tilsløring. Og den paternalistiske holdning til de ”stakkels små uldhoveder” må ikke blive processens målsætning.   JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.