Trykt i Information 17. november 1977

Den "nye æra" trues af en ny kold krig

Politisk kulde afspejles i økonomiske visioners kuldsejling, mener Øst-Vest samhandelens arkitekt i interview med Information

Af JØRGEN DRAGSDAHL

PARIS – Carters politik overfor Sovjetunionen er på galt spor. Udviklingen i samhandelen lever ikke op til hverken russernes eller amerikanernes forventninger. Hvis det storpolitiske klima ikke forbedres, kan en ny kold krig være på vej.

Det giver den multinationale sagfører, Samuel Pisar, udtryk for i et interview med Information. Han har i årevis nok mere end nogen anden bidraget til den internationale debat med visioner om, hvad handelen mellem den kapitalistiske og den kommunistiske verden kunne føre til af samarbejde og gensidig forståelse. En af hans bøger er "Coexistence and Commerce" fra 1970, der, da afspændingen nåede sit højdepunkt, blev en grundbog for politikere, forretningsmænd og journalister. Fra sit sagførerfirma i Paris har han både konkret og abstrakt fungeret som Øst-Vest samhandelens arkitekt.

Men hans visioner er ikke blevet til virkelighed, og de opnåede fremskridt ser han nu truet.

"Mange ting, der skulle være sket, er ikke sket", siger han til Information. Samhandelen skuffer. Det forventede samarbejde om udvinding af Sibiriens energikilder er ikke kommet i gang. Amerikanske og sovjetiske foretagenders samarbejde er ikke, som forventet af Pisar, blevet udvidet til at omfatte projekter i den Tredje Verden.

Faldende samhandel

Handelen mellem USA og Sovjet faldt i løbet af indeværende års første syv måneder 25 procent under sidste års tal for den tilsvarende periode. Det er sandsynligt, at årets samhandel kommer betydeligt under sidste års 2,5 milliarder dollar. Det er stadig langt mere, end de 200 millioner i 1972, men væksten skyldes ikke primært udveksling af teknologi og industriprodukter. Det er Sovjets indkøb af amerikansk hvede, majs og sojabønner, der præget statistikken. Januar-juli tallet på 1,29 milliarder dollar består eksempelvis af for mere end 750 millioner dollar amerikanske landbrugsprodukter. Kun 150 millioner er amerikansk import af sovjetiske industrivarer.

En af finansbladet Fortunes redaktører, Herbert E. Meyer, mener, at det i de kommende år vil blive vanskeligere for russerne at få vestlig teknologi, de har så desperat brug for. Den sædvanligvis meget velinformerede kommentator ved Christian Science Monitor, Joseph C. Harsch, mener, at "Moskva ikke længere kan forvente, at Washington skal være til megen hjælp i løsningen af Moskvas egne økonomiske problemer".

Adskillige amerikanske selskaber, der for få år siden under stort ståhej åbnede kontorer i Moskva, er nu ved at trække sig ud. Misfornøjelse med Sovjets bureaukrati, alt for lave indtægter og de store udgifter forbundet med en permanent repræsentation (omkring 3 millioner Dkr om året) angives som årsag af Fortune-redaktøren.

Tvivl

Over for Information opregner Samuel Pisar tre årsager til det forværrede handelsklima.

For det første den indenrigspolitiske kritik i USA af afspændingen. Det er blevet vanskeligt for amerikanske firmaer at planlægge på langt sigt, eftersom de to stormagters fremtidige forhold nu er omgærdet af tvivl.

Dernæst giver eksport-import banken ikke Sovjet normale kreditmuligheder på grund af en lovtilføjelse, senator Stevenson fik gennemført i 1974. Mange private amerikanske banker stiller sig skeptisk over for Sovjets kreditværdighed, fordi landets udenlandsgæld allerede er enorm og samhandelen er skæv. Russerne køber ti gange mere, end de sælger, så de må låne den nødvendige vestlige valuta til betaling af vestlige varer.

Endelig finder Samuel Pisar, at den såkaldte Jackson-Vanik lovtilføjelse fra 1974, der knyttede friere samhandel til øget emigration af jøder fra Sovjet, har givet bagslag. "Det har vi nu en deprimerende dokumentation for", siger Pisar.

I 1970 udstedte Sovjet mindre end 1.000 udrejsetilladelser til jøder. Men på grund af Kissingers "stille diplomati" lod Kreml tallet vokse hastigt til omkring 35.000 i 1973. Tallet blev straks beskåret efter Jacksons initiativ og i 1976 var det på under 15.000. I disse tal ser Pisar en russisk reaktion på de "politisk fornærmelige betingelser" i en handelslovgivning, der desuden har hæmmet samhandelens udvikling.

Menneskerettighedspolitik

Samuel Pisar retter især sit skyts imod Carters såkaldte menneskerettighedspolitik: "Hans evangeliske korstog for at liberalisere de kommunistiske lande skinner som en døende stjerne".

For Pisar er spørgsmålet om menneskerettigheder et dybtfølt anliggende. Under samtalen afviser han gentagne gange spørgsmål om sit eget økonomiske udbytte ved Øst-Vest samhandel. Han er af fødsel polsk jøde og voksede op i en tysk koncentrationslejr. Ved hjælp af særlovgivning blev han amerikansk statsborger og var i Kennedy-tiden rådgiver i det amerikanske udenrigsministerium. Det er opvæksten og patriotisk kærlighed til Amerikas traditioner, der får Pisar til at håbe at øget udveksling af varer og ideer i det stille vil gavne menneskerettighedernes sag i Øst-landene.

Carters korstog minder Pisar om Don Quixotes stormløb på vindmøllerne. Ét er at fordømme systematisk brug af tortur. Noget ganske andet at "gå videre og påtvinge andre nationer vore egne politiske værdier og traditioner". For at det skal lykkes over for en verden, hvor flertallet stadig kæmper for de mest fundamentale goder, bør man have "en helt usædvanlig overtalelsesevne".

Carter og hans folk har åbnet en "ny ideologisk front" ved systematisk og offentligt at angribe det sovjetiske styre på et af dets mest ømfindtlige punkter. Isoleret betragtet er handlinger såsom Carters brev til Sakharov, mødet med Bukovsky og udvidelsen af de amerikanske propagandasenderes kapacitet (Radio Free Europe og Radio Liberty) ikke så alvorlige. Men set i sammenhæng, og fordi Carter samtidig optrapper rustningskapløbet, har de bidraget til at skabe en "militant atmosfære".

Carters initiativer har inspireret andre endnu mindre ansvarlige kritikere. Forretningsfolk, kunstnere, videnskabsmænd og andre, som er aktive indenfor økonomisk, teknisk og kulturel udveksling bliver desuden påført et "skyldkompleks". Når de forhandler med russere, føler de sig til højbords "med djævlen selv". Ved at angribe Sovjet har Carter efter Pisars mening været med til at af-humanisere USA’s førende modpart og vække offentlighedens kold-krigs følelser overfor russerne. Dermed kan en udvikling være sat i gang hen imod en ny kold krig.

Kolde krigere

Pisar fremhæver, at der både i USA og Sovjet er mægtige interesser, der vil hilse en sådan udvikling velkommen. Politiske og militære grupperinger føler, at afspændingen har givet modparten fordele i den fortsatte kappestrid. Sovjetiske kritikere klager over tilbagegang i Mellemøsten, Helsinki-aftalernes afstabiliserende virkning i Østeuropa, USA’s krav under våbenforhandlingerne og fraværet af de forventede teknologiske gevinster. Amerikanske kritikere peger på den systematiske forfølgelse af systemkritikere, Moskvas spil i Afrika, Sovjets udnyttelse af amerikansk hvede og fortsat militær oprustning..

For Pisar er det afgørende spørgsmål: Hvordan ændres kappestriden fra at foregå i skyggen af atomkrigens trussel til at finde sted på den konstruktive sameksistens arena?

De russiske systemkritikeres skæbne kan ikke være afgørende for denne proces. Men Pisar mener samtidig, at den eneste måde, frihedsrettighedernes sag kan gavnes på, er gennem at inddrage begge parters mindst fanatiske elementer i en konstruktiv dialog om samarbejde, hvor handel, teknologi og videnskab skal stå i centrum.

Sovjet har en klar interesse i liberalisering: "Hvis historikeren Amalrik ikke kan skrive, danseren Panov ikke danse og videnskabsmanden Levich ikke undervise, så kan teknikeren heller ikke rigtigt eksperimentere, ingeniøren producere og virksomhedslederen ikke styre. I en tidsalder, hvor de tekniske fremskridt sker med galopperende fart, kan ingen støt økonomisk udvikling tænkes uden at hjernerne er frie".

Russisk Marx-tro

Pisars tanker er af flere marxistisk inspirerede kritikere af Sovjet blevet benyttet til at underbygge teorierne om, at kapitalismen er ved at blive genoprettet i Sovjet. På lignende vis har amerikanske forskere ment, at afspændingen og øget samhandel kan få det amerikanske samfund til at erhverve sovjetiske træk – større kapitalkoncentration og en planøkonomi.

Disse teorier afviser Pisar som en overfortolkning af de visioner, han har opridset. Specielt om Sovjet siger han: "Hvis Sovjetunionen var svag som Indien kunne deres økonomiske system måske påvirkes fundamentalt af handel. Men Sovjet er forholdsvis stærk. Handelen er ikke så betydningsfuld".

Samtidig erkender Pisar dog, at den kommunistiske verdens økonomi påvirkes af den kapitalistiske økonomis kriser. "De er ikke jublende lykkelige over, at vi har problemer. På grund af vores inflation må de betale langt mere for varer end før. Denne økonomiske sammenhæng er ubehagelig for dem. Men hvad kan de stille op? De har jo brug for de varer fra vesten".

Det er også blevet et kontroversielt spørgsmål, hvem der har størst gavn af afspændingen og en øget samhandel.

Hertil siger Pisar: "Russerne tager deres Marx alt for alvorligt. Det er simpelthen ikke sandt, at det er de såkaldte kapitalister, der afgørende udformer politikken. Amerika er et demokrati, hvor andre interesser har stor indflydelse, f.eks. Kongressen. De sidste par års krise for afspændingen viser eksempelvis faren ved at overdrive sammenhængen mellem økonomiske interesser og politiske afgørelser".

Pisar mener, at russerne i afspændingen har de største økonomiske fordele. Hvad er så Vestens interesse i afspænding? "Det er et omfattende filosofisk spørgsmål, De dér rejser", siger Pisar.

Mere konkret peger Pisar bl.a. på generationsskiftet i sovjetisk politik. Folkene, der led under nazismen, vil snart blive erstattet af en generation uden "paranoid koncentration omkring militær sikkerhed". Den nye generation vil derfor være langt mere interesseret i påtrængende hjemlige problemer og derfor villige til afspænding med Vesten. Det er ikke i vestens interesse at hilse denne generation med konfrontationspolitik.

Dernæst har den vestlige verden brug for Sovjets energireserver og markeder. Fordi samarbejdet om udvinding af forekomsterne i Sibirien ikke lader til at komme i gang, vil Sovjet blive en alvorlig konkurrent på energiforsyningsmarkedet. CIA mener, at Sovjet i 1985 vil blive nødt til at importere 5 milliarder tønder olie om dagen.

"Større problemer end nogensinde før i menneskehedens historie tårner sig op. Skal vi bruge vores ressourcer til våbenkapløb, som bringer vores totale udslettelse nærmere? Eller skal vi samarbejde på tværs af de relativt set ikke så vigtige ideologiske skel? Det er spørgsmålet".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.