Trykt i Information 27. februar 1978

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Neutronbomben

 

I KONTROVERSEN omkring neutronvåbens rolle i NATOs arsenaler har den danske regering nu indtaget et virkeligt enestående standpunkt. Under sine forhandlinger i Washington har Anker Jørgensen meddelt, at "neutronbomben er en atombombe som alle andre atombomber" og ikke noget nyt og anderledes. Derfor vil Danmark heller ikke have neutronsprængladninger på dansk jord i fredstrid.

Både tilhængere og modstandere af neutronvåben baserer deres argumentation på, at der er tale om et nyt våben, der præsenterer os for både nye muligheder og nye risici. Med bemærkelsesværdig klarhed ignorerer Anker Jørgensen hele debatten. Vi vil med andre ord lade USA overføre neutronbomber til NATOs arsenaler. I det storpolitiske spil kan vi så "nyde godt" af NATOs atomparaply og alligevel bevare illusionen om danskens fredelige sindelag. I en krigssituation vil danske våben – som f.eks. Lance-raketten og F-16 flyet – være parat til armering med atom- og neutronsprængladninger.

Regeringens standpunkt er politisk fordummende og udemokratisk. Konsekvenserne af neutronvåbnenes produktion får befolkningen at føle, men man søger at undgå en debat om vort medansvar. Reelt demokrati forudsætter fælles vurdering af virkeligheden.

EKSPERTER i den vestlige verden har fremført vægtige argumenter imod neutronbomben. Den amerikanske regerings eget kontor for våbenkontrol og nedrustning, ACDA, har i en hemmelig rapport til Kongressen erklæret, at det nye våben vil øge faren for atomkrig.

Den ansete franske avis Le Monde har kaldt det "forfærdende", at NATOs europæiske medlemmer er interesserede i at blive "udvalgte og villige ofre for neutronbomben". Den amerikanske avis Washington Post har beskrevet NATOs dilemma: "Hvordan kan truslen om at benytte taktiske atomvåben gøres overbevisende eller troværdig nok til at afskrække fjenden uden samtidig at gøre atomkrig mere tænkelig eller måske fremprovokere, at fjenden først griber til atomvåben i en væbnet konfrontation". Og bladet beskriver sin egen holdning. "NATOs fristelse til at benytte neutronsprænglegemet og Warszawa-pagtens forventninger om dets brug kan alt for let medføre en brug af atomvåben, som ingen kan være sikre på vil forblive begrænset".

Foruden de, der mener, at neutronvåben udvisker grænsen mellem konventionel krig og atomkrig, er der nogle, som mener, at det nye våben er betænkeligt af militære årsager. Flere generaler og f.eks. Herbert Scoville, forhenværende vicedirektør i CIA, påpeger, at det kun er et fåtal af bombens ofre, som dør straks. Uden for den cirkel, hvor strålerne har øjeblikkelig dødelig virkning, vil mange leve videre i dagevis. Vil de dødsmærkede mon ikke optræde som en slags Kamikaze-soldater? For at undgå denne militært set uheldige situation vil bomben nok blive anvendt i serier, der kan udvide arealet, hvor øjeblikkelig død indtræffer – men derved kommer store dele af civilbefolkningen i berøring med de langsomt virkende stråler.

I Dagens Nyheter har lederen af det svenske konfliktforskningsinstitut SIPRI, englænderen Frank Barnaby, netop sat kraftigt spørgsmålstegn ved fornuften i NATOs atomstrategi og i USA har eksperter hævdet, at hele debatten om neutronvåbnenes militære fordele er bluff. Bagved hærens ønske om at få våbnet ligger en magtkamp. Man er misundelig over, at flåden og luftvåbnet er ved at have monopol på kernevåben.

Problematikken har altså aspekter nok, som Anker Jørgensen kunne have taget stilling til. Men hele affæren med disse neutronvåben har afsløret, hvor militariserede vores samfund er blevet. Det nye våbens tilhængere findes i institutioner, hvor det er en heltidsbeskæftigelse at forsvare nye eksotiske våbens nødvendighed og behovet for større bevillinger. Man kan gennemføre et konstant bombardement imod den offentlige mening uden at argumenterne fra modstandernes spredte flok først tilbagevises.

FORDI NEUTRONBOMBEN militært set ikke er nogen genial opfindelse, er NATO tilsyneladende interesseret i at bruge våbnet som bytteobjekt i såkaldte nedrustningsforhandlinger. Det må være baggrunden for, at først Carter og nu senest den britiske premierminister Callaghan har kædet neutronbomben sammen med Sovjetunionens seneste mellemdistanceraket SS-20. Den nye russiske raket har Carter kaldt en større trussel imod magtbalancen end neutronbomben og Callaghan har sagt, at SS-20 er mere frygtindgydende.

Sammenligningen er meningsløs. SS-20 er en selvkørende raket med en atombombe på 1 megaton. Det er en "forkortet" version af en interkontinental raket, SS-16, der endnu ikke er indgået i arsenalerne. SS-20 er et russisk forsøg på at indhente NATOs knusende overlegenhed på atomvåben i Europa. USA har omkring 7.000 såkaldt taktiske atomsprængladninger i Europa og Sovjetunionen har omkring 3.500. Endelig har Storbritannien og Frankrig hver nogle få hundrede.

Derfor kunne de amerikanske værnschefer i deres analyse af den militærpolitiske situation op til finansåret 1978 skrive. "Inden for taktiske kernevåbensystemer har NATO stadig et forspring på trods af den nye trussel imod Europa fra det sovjetiske SS-20 mellemdistancemissil, BACKFIRE bombeflyet og FENCER og FLOGGER jagerbomberne".

Carters politiske trick om en helt ny sovjetisk trussel støttes altså ikke af hans egne værnschefer. Der er tale om, at SS-20 har et kraftigere sprænglegeme, end man i Vesten normalt betragter som "taktisk", men i sovjetisk militærstrategi skelner man ikke mellem "taktiske" og "strategiske" atomvåben. Det er egentlig også en vanvittig opdeling, idet de "små" taktiske vestlige atomvåben for de flestes vedkommende har en sprængstyrker, der er større end Hiroshima-bombens. USA’s lager af taktiske atomvåben i Europa har en sprængkraft, som er på 35.000 gange Hiroshima-bombens. Det er våben, der med jagerbombere og visse raketsystemer kan nå Sovjetunionen fra de amerikanske baser på NATOs område. Russernes nye raket får næppe nogen til at føle sig mere sikker, men at fremstille den som en ny ensidig trussel er i strid med de faktiske kendsgerninger.

ARGUMENTERNE imod neutronbomben kan ikke afvises som sovjetiske propaganda, da det er vestlige eksperter, som har fremført de væsentligste – og de er endnu uimodsagte. Det ville være forfriskende om Anker Jørgensen, der i sin tid lod sig markedsføre som en "mand af mod" klart vendte sig imod den kaprustning, der er ved at gøre Europa til et militært brændpunkt. Det progressive image bør ikke kunne opretholdes blot ved hjælp af løsagtige bemærkninger om franske forhold.         JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.