Sovjets hemmelighedskræmmeri hjælper NATOs propagandister - (DEN KOLDE KRIG)

MOSKVA i maj – Lederne i Moskva og Washington er som skakspillere, der sidder i et helt mørkelagt lokale – dybt engageret i et spil, som de knapt kan se. Fordi ingen af dem er helt sikre på, hvad der egentlig foregår på brættet, går de ud fra, at modstanderen følger en plan, som skal sikre sejr. Men forestillingerne om modstanderens plan afspejler i virkeligheden ens egen planlægning.

Således beskriver den amerikanske forsker Richard Barnet de to supermagters indbyrdes forhold i sin bog "The Giants". Men hvis supermagterne selv knapt nok ved, hvad der foregår, hvor meget dårligere stillet er så ikke spillets tilskuere?

Befolkningerne i Vest bombarderes med statistik fra efterretningstjenester og højreorienterede forskningsinstitutter. Tallene skal anskueliggøre militære styrkeforhold, men værdien af oplysningerne er ofte rent propagandistisk, fordi kvalitative størrelser og statistikkens præmisser udelades.

Eksempelvis har Associated Press netop udsendt en optaktsartikel til NATO-mødet i Washington, hvor det hedder, at statslederne skal "overveje imødegåelse af væksten i Warszawa-pagtens hære – som nu med hensyn til konventionelle våben siges at være cirka dobbelt så stærke som NATO". Oplysningen er vag nok til, at man ikke direkte kan kalde den løgnagtig. For hvad forstår artiklens forfatter ved styrke?

Forvirringen bliver total, når man læser en fem sider lang rapport om det vestlige forsvar, som det konservative britiske dagblad The Times netop har udsendt. Det oplyses her, at NATOs "samlede væbnede styrker, når Frankrig medregnes, er en smule større end Warszawa-pagtens".

Og så er konstateringen af styrkeforholdet i dag end ikke hverken det største eller vigtigste problem. Vurdering af den fremtidige vækst er afgørende for de politiske myndigheders planlægning.

I seneste udgave af det ansete amerikanske udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Affairs diskuterer oberst Richard G. Head fra USA's luftvåben den militære balance. Han slår indledningsvis fast, at det er vanskeligt at analysere den fremtidige udvikling inden for supermagternes militære teknologi: "Sammenligning er særligt vanskelig eftersom de to systemer er produktet af stærkt forskellige kulturer, historiske erfaringer, institutioner, geografiske forhold, ydre trusler og politiske ideologier. Problematikkens indviklede natur fordrer en åbenhjertig indrømmelse af, at analytikerne end ikke med sikkerhed nøjagtigt kender de faktorer, som er drivkraften i den amerikanske forsknings- og udviklingsproces – for nu slet ikke at tale om Sovjetunionens".

"Enhver vurdering af den militære balance", skriver Head, "er delvis en subjektiv sammenligning af to politiske og militære systemer". Noget sådant kan ikke reduceres til statistik.

Moderne spionagesystemer har gjort det muligt, at meget præcise rådata kan indsamles om militære spørgsmål. Men disse data skal fortolkes. Og de vestlige efterretningstjenester har verdensmonopol, når det gælder orientering af befolkningerne i både Øst og Vest.

Hemmelighedskræmmeriet i Sovjetunionen om militære spørgsmål er hinsides det absurde. I forhandlingerne om en SALT-aftale benyttes eksempelvis næsten udelukkende vestlige data, og selv betegnelsen for sovjetiske våbensystemer er NATOs koder. Deltagere i de første SALT-forhandlinger [1] har berettet, at repræsentanterne for det sovjetiske militær henstillede til deres modparter i den amerikanske delegation, at de ikke orienterede de civile sovjetiske repræsentanter om visse træk ved Sovjetunionens væbnede styrker.

Informations medarbejder var inden sin afrejse til Moskva blevet lovet, at møder med repræsentanter for Sovjetunionens militær var arrangeret. Vort ønske var, at man skulle give en konkret vurdering af den vestlige oprustning og udviklingen i den militære trussel imod Warszawa-pagtens lande. Vi ønskede også en vurdering af vestlige efterretningstjenesters oplysninger om Warszawa-pagtens oprustning. De aftalte møder blev imidlertid ikke til noget, selv om værterne i det sovjetiske pressebureau APN tilsyneladende gjorde deres bedste.

Information talte i stedet med ledende militærpolitiske kommentatorer. De udtalte sig imidlertid konsekvent i vage og generelle vendinger. Alt konkret havde vestlige kilder som udgangspunkt. Det var flere gange under samtalerne indlysende, at disse kommentatorer var dårligt informerede om konkrete forhold i det sovjetiske militær.

Eksempelvis kastede en kommentator ved Pravda sig ud i en meget velformuleret fordømmelse af USA's forøgelse af atomvåbnenes antal i Vesteuropa. Han mente, at der her lå en kilde til uenighed mellem Vesteuropa og USA: "Det er ikke let at bo på kernevåbnenes kælder. Det er velkendt, at ikke blot Sovjetunionen, men alle progressive kræfter protesterer imod forøgelsen af kernevåbnenes antal i Europa".

Men – som bekendt skal NATOs modernisering af atomlagrene først til at begynde nu. Inden for de sidste mange år er det Sovjetunionen, der for at indhente NATOs forspring, har øget antallet af taktiske atomvåben kraftigt.

Man fordømmer "vestlige journalisters fantasifulde jongleren med tal", men samtidig afviser man behovet for et sovjetisk alternativ til de vestlige efterretningstjenesters såkaldte oplysningsvirksomhed. "Der er ingen mangel på viden. Problemet ligger i den måde, hvorpå vore oplysninger behandles", sagde en kommentator.

En meget indflydelsesrig person udtrykte voldsom irritation over de vestlige krav om detaljerede oplysninger om Sovjetunionens militærbudget i forbindelse med det sovjetiske FN-forslag om fælles nedskæringer i budgetternes størrelse: "Man vil gøre FN til et videnskabeligt institut. Formålet er blot at udskyde handling".

De sovjetiske indvendinger er i en vis udstrækning berettigede, men en af årsagerne til, at sovjetiske forslag og udtalelser ignoreres i Vestens medier er, at det konkrete datamateriale ikke foreligger. Derfor virker de sovjetiske oplysninger misvisende.

Den 25. april holdt Bresjnev en lang tale til de sovjetiske ungkommunister, og han beskæftigede sig blandt andet indgående med den militærpolitiske situation: "Alle bør være klar over, at Sovjetunionen tvært imod at sysle med aggressive planer og opbygning af nogen form for ’slagstyrker i Europa rettet mod Vesten’ altid har gjort og fortsat vil gøre alt hvad den kan for at mindske spændingen og gøre det lettere at nå til forståelse. I modsætning til NATO-landene har vi ikke øget vores styrker i Centraleuropa i lange tider og – det vil jeg gerne understrege – vi agter ikke at øge dem med en eneste mand eller en eneste kampvogn".

Hvis man anlægger en strengt numerisk vurdering har Bresjnev ret. Selv formanden for NATOs militærkomité, general Zeiner Gundersen, erklærede for nylig, at forbedringen af Warszawa-pagtens styrker i de seneste år ikke er et spørgsmål om kvantitet. Det er på kvalitative forbedringer, at NATOs uro bygger.

"Forbedringerne inden for kvalitet er fremskyndet, og de truer klar med yderligere at øge Warszawa-pagtens konventionelle overlegenhed", sagde Gundersen.

I NATO ynder man at sammenligne de to alliancers oprustning ved at sammenholde de forskellige andele af bruttonationalproduktet, som anvendes til militære formål. Sovjetunionen menes at bruge mellem 11 og 13 procent. Væksten i bruttonationalproduktet i de næste ti år anslås til 4 procent årligt, men væksten i de militære udgifter bliver på 6 procent. Med andre ord hævder NATO, at Sovjetunionen vil bruge en stadigt større del af sit bruttonationalprodukt på militæret.

Til sammenligning nævnes, at NATO-landene bruger 4-6 procent af deres bruttonationalprodukt på militæret.

Men – for det første er bruttonationalproduktet to meget forskellige størrelser i de to økonomiske systemer. I Vest indgår megen aktivitet, som slet ikke registreres i Øst. Dertil kommer, at f.eks. USA’s bruttonationalprodukt er på det dobbelte af Sovjetunionens. Med andre ord siger sammenligningen meget lidt om, hvad de to blokke rent faktisk bruger på deres militær. Man kan højst sige, at Sovjetunionen må anstrenge sig mere end Vestmagterne for at følge med i våbenkapløbet.

Tilmed kan NATOs tal anfægtes. Den amerikanske senator Les Aspin, der har specialiseret sig i kritik af Pentagons analyser, mener, at Sovjetunionen har haft en stigningstakt på 3 procent i mange år, og at det er i takt med den sovjetiske økonomis generelle vækst..

Sovjetiske kommentatorer hævder, at deres militærbudget i et par år er blevet mindre. Men da de samtidigt hævder, at budgettet er på omkring 17 milliarder rubler – eller knap en femtedel af USA's – har disse tal meget lille troværdighed i Vesten. Når man påpeger, at tallet er usandsynligt lavt, svarer kommentatorerne med at påpege, at man har en socialistisk økonomi, hvor omkostningerne i mange henseender er langt mindre end i et kapitalistisk land.

I stedet for at sammenligne de to blokkes ret så forskellige økonomier, kan man så sammenligne de militære styrker.

En hyppig og populær sammenligning gælder tanks. NATO har langt færre end Warszawa-pagten. NATO-kilder har også påpeget, at Warszawa-pagtens luftstyrker har fået en mere offensiv karakter. Men i begge tilfælde ignoreres vigtige faktorer, som bør inddrages, hvis en realistisk vurdering af den militære balance skal foretages. Herom handler en følgende artikel.

[1] De første SALT-forhandlinger blev indledt november 1969 og afsluttet i januar 1972 med to dokumenter, en traktat mod anti-raket systemer (ABM) og en aftale om begrænsning af strategiske atomvåben (SALT I). Fra 1972 til 1979 foregik SALT II forhandlingerne, som førte til SALT II traktaten, der aldrig trådte i kraft. SALT er akronymet for Strategic Arms Limitation Talks.