Trykt i Information 2. juni 1978

 

 

LEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Kold krig 1

 

 

DA DE FRANSKE fremmedlegionærers faldskærme foldede sig ud over Kolwezi misforstod byens sorte indbyggere totalt situationen. Jublende strømmede de ud i byens gader. ”Cubanerne er her. Vi er frie!” lød råbene ifølge APs korrespondent. Nu er Mobutos terror regimente genoprettet og hans soldater hævner sig med plyndringer, drab og voldtægt.

Bedre end det lange slutcommuniqué fra NATOs topmøde i Washington fortæller denne episode, hvad det er, de vestlige landes ledere har begået i de seneste dage. De amerikanske lederes hysteriske anklager imod cubanerne og behovet for støtte til provestlige diktaturer som Mobutos dominerede mødet. Sydafrikanernes nylige invasion af Angola og Smith-regimets massakrer i Rhodesia kan ikke ophidse NATO-lederne til lignende højder af moralsk indignation. Og når man under mødet et øjeblik forlod det afrikanske kontinent, var det også truslen i den tredje verden, som inspirerede. For, som det amerikanske finansblad Wall Street Journal onsdag med befriende klarhed konstaterede: der er en direkte sammenhæng mellem magtbalancen i Europa og kampen mod ”røde” bevægelser i udviklingslandene.

”Ingen regner det for særligt sandsynligt”, skriver bladet, ”at russiske tanks vil gå til angreb hen over den tyske grænse, men det er den endelige trumf, der kaster sin skygge over militære og politiske begivenheder overalt. Hvis Sovjetunionen kan regne med succes, hvis de som sidste udvej tyer til et sådant angreb, vil de optræde endnu mere dristigt ude i verden. På lignende vis kan man slutte, at USA og dets allierede vil optræde mere spagfærdigt, hvorved vejen frem for kommunistiske fremstød lettes. Vi er begyndt at kunne se dette mønster i Afrika i dag, og det vil omfatte mere ømfindtlige områder, hvis denne militære udvikling [Warszawa-pagtens oprustning] fortsætter”.

Og selveste NATOs øverstkommanderende general Alexander Haig leverer i denne uges udgave af US News and World Report argumentet for, at udeladelse af ordet Afrika i topmødets slutcommuniqué er uden praktisk betydning. Han siger, at spørgsmålet om europæisk samarbejde med USA i bekæmpelsen af trusler i den tredje verden er ”alliancens vigtigste udfordring”.

Han fortsætter: ”I en indbyrdes afhængig stadigt mindre verden må NATO forstå, at der ikke kan være nogen sikkerhed for NATO, hvis man fortsat ignorerer betydningen af begivenheder uden for éns geografiske område – akkurat som USA efter to konflikter har lært, at der ikke er nogen amerikansk sikkerhed uden vesteuropæisk sikkerhed. Nuvel, hvordan vi samarbejder gennem et ændret NATO eller et andet multilateralt forum er mindre vigtigt end, at vi kollektivt imødegår de udfordringer uden for NATOs traditionelle geografiske område og samarbejder om mere effektivt at imødegå dem”.

Sådan lyder den rige hvide vestlige verdens stemme i 1978. Ikke underligt, at Sydafrikas Vorster er glad over det topmøde.

DE MILITANTE signaler fra NATO er ikke blot en konstatering af de seneste dages hysteri. Da præsident Carter sidste år kom til magten, lod hans sikkerhedspolitiske rådgiver Brzeziski alle, der gad lytte, vide, at USA nu ville føre en offensiv udenrigspolitik. Han sagde, at situationen i verden af i dag kan sammenlignes med situationen lige efter anden verdenskrig. Dengang tog USA føringen og skabte en ny verdensorden. Nu var tiden inde til at modernisere denne hårdt angrebne og vaklende verdensorden.

Men Brzezinski er blevet skuffet. Skrivebordsteorierne fik ikke den virkelige verden til at makke ret. De store forhåbninger er knust. Bag den ”cubanske trussel” ligger årtiers vestlig støtte til racistiske og reaktionære regimer – og USA har ikke magtet at ændre kurs markant og hurtigt nok. Den endelige gravskrift for Carters berømte nye stil blev vel skrevet, da han for nylig søgte at bistå sydafrikanerne og franskmændene med at støtte UNITA-guerillaerne i Angola.

Konsekvensen af nederlagene er, at USA nu klarere bekender sig til den anti-sovjetiske konfrontation, som reelt hele tiden har udgjort fundamentet i den gamle kold-kriger Brzezinskis politik.

LOGISK NOK er SALT-forhandlingerne også gået i stå. Gromyko og Vance havde onsdag et fem timer langt møde og bagefter var det klart, at parterne nu står længere fra hinanden. Forventningerne til en løsning af de tilbageværende problemer er mindre nu. Det er USA's tur til at bøje sig, og det vil man ikke. I Brzezinskis tankeverden ville et kompromis nu være ”eftergivenhed” over for Sovjetunionen, og han mener, at situationen kræver det modsatte.

Den politiske modstand i den amerikanske befolkning imod en ny SALT-aftale er i høj grad Carter-administrationens egen skyld. Man kan ikke på samme tid føre både afspændings- og konfrontationspolitik, og det har man forsøgt. Nu puster Carter og Brzezinski til det latente anti-kommunistiske hysteri i den amerikanske befolkning. Over for AP gav en højtstående kilde i administrationen i går udtryk for sin frygt: ”Når man først en gang har trukket det anti-kommunistiske spøgelse ud af sækken her i landet, er det vanskeligt at proppe det tilbage igen”.

På NATO-mødet har man accepteret en analyse, der skal ligge til grund for de kommende års politik i Øst-Vest forholdet. I analysen noteres Sovjetunionens voksende økonomiske problemer, men man konkluderer, at Kreml alligevel satser på øget oprustning. Nogle eksperter i den amerikanske regering mener det modsatte, og højtstående russiske politikere forsikrer besøgende om, at man netop ikke ønsker oprustning.

Men nu har NATO valgt oprustningens og konfrontationens vej. Et langtidsprogram er vedtaget. Det er sket af årsager, som har meget lidt med Danmarks sikkerhedspolitiske interesser at gøre. Vi har netop altid officielt advaret imod de ledende vestlige magters politik over for den tredje verden, som nu skærper konfrontationen på globalt plan.

I nogle år har debatten om Danmarks medlemskab af NATO ligget stille. Måske fordi man mangler et alternativ. Men spørgsmålet må nu hedde: Hvor er Danmarks sikkerhed mest truet? I eller uden for NATO? 2         JD

________________________________________________

1.  I midten af maj 1978 rykkede oprørere ind i Zaires Saba-provins fra nabolandet Angola. Oprørerne tilhørte det store antal flygtninge (200.000), som siden tressernes kampe i den daværende Katanga-provins havde opholdt sig i Angola. Støttet af amerikansk militær flytransport blev 1.200 franske og 1.700 belgiske soldater indsat mod oprørerne, som blev drevet på flugt. For Carter-administrationen, der dog var splittet i denne sag, var oprørernes invasion et tegn på cubansk – og dermed sovjetisk – aggression. Cuba havde omkring 40.000 soldater i Afrika, primært Angola og Etiopien. I et tilbageblik mange år efter skrev den britiske sikkerhedsekspert Christopher Coker, at ”måske fremkaldte ingen begivenhed mere kritik af vestlig indblanding i Afrika end nedkastningen af faldskærmssoldater ved Kolwezi (1978); måske illustrerer ingen begivenhed bedre Afrikas tvetydige forhold til de vestlige magter” (African Affairs, juli 1982). Han konkluderede dog sin analyse med, at nok var det forståeligt, når man i samtiden mente, at det var en NATO-aktion, men reelt var modstanden i alliancen mod indblanding stor. NATOs øverstkommanderende, den amerikanske general Alexander Haig, blev citeret for, at aktionen var det første samordnede vestlige svar på den sovjetisk-cubanske tilstedeværelse i Afrika. (Coker henviser til New African, juli 1978). Haig blev også af USA udnævnt til koordinator af indsatsen. Men på et efterfølgende topmøde i NATO (30.-31. maj) modsatte bl.a. Danmark, Holland, Norge og Storbritannien sig, at NATO skulle spille en direkte rolle i Afrika. Den daværende danske udenrigsminister forklarede senere i et interview med Information, hvorfor han anså NATO-topmødet for en succes for dansk politik. Se 15.07.78, Interview med K.B. Andersen: ”Ingen pludselig optrapning af oprustningen i Øst og Vest”. For samtidige rapporter om NATO-topmødet se The Washington Post: ”Carter Warns NATO on Africa Dangers”, 31. maj 1978 samt The New York Times: “NATO warns Soviet its moves in Africa endangers détente”, 1. juni 1978 samt Newsweek: “Toughening in Africa?”, 29. maj 1978.

2. Ifølge New York Times, op.cit, var bl.a. den danske bekymring motiveret med ”muligheden for, at NATO vil blive brugt til en ramme for udvidelse af vestlige modtræk til Afrika”, idet man ”gav udtryk for tvivl om visdommen i, at NATO bliver indblandet i aktiviteter uden for Europa”. Også pensionerede amerikanske topgeneraler kritiserede, at USA måske ville påtage sig en direkte militær rolle i Afrika. Officerer, som blev kontaktet af Washington Post, sagde, at et muligt sovjetisk modtræk kunne være at udløse en krise i f.eks. Europa: ”De kan brølende køre nogle af deres tusinder af pansrede kampvogne op til NATO-linjen eller sende os et budskab ved at lufttransporterede tropper fra Warszawa-pagten til Etiopien”, sagde en af officererne ifølge Washington Post. Se ”Grave Problems Seen for U.S. In Direct Africa Military Role”., 6. juni 1978.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.