Trykt i Information 13. juli 1978

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Stalins ånd?

VOLDSOMT PRES er blevet lagt på den amerikanske udenrigsminister Cyrus Vance for at få ham til at aflyse onsdagens møde med Sovjetunionens Andrei Gromyko i Geneve om SALT. Men Vance har afvist at lade retssagerne mod Ginsburg og Sjtjaranskij påvirke bestræbelserne for at opnå kontrol med det strategiske våbenkapløb: "Vi vil fortsætte vore bestræbelser på at forhandle en fornuftig SALT-aftale, fordi det er i vor nationale interesse og i verdensfredens interesse at gøre det".

Det er en anerkendelsesværdig holdning, der for en gangs skyld demonstrerer en form for konsekvent udenrigspolitisk linje. Det har endda været en svær beslutning. Carter-administrationen ville med en udsættelse have scoret indenrigspolitiske points. Men gevinsten havde blot varmet på kort sigt. En udsættelse ville have styrket det kold-krigeriske argument om, at en SALT-aftale er en gave til russerne som tak for god opførsel. Vances holdning er, at menneskehedens skæbne er på spil i atomkapløbet og en aftale øger alles sikkerhed.

De amerikanske forhandlere har imidlertid også bragt et nyt forslag med sig til Geneve, som sandsynligvis vil skabe alvorlige problemer og faktisk kan betyde sammenbrud i forhandlingerne. Sovjet havde foreslået stop for udvikling af nye raketter. Det ville mindske truslen imod USA’s landbaserede raketter ved at de nye præcise og kraftige rakettyper, som begge parter har på vej, og som man frygter, kan benyttes til lammende overraskelsesangreb, blev stoppet. USA’s svar er, at man vil begrænse truslen imod de landbaserede raketter ved at installere 200 nye raketter i et system med 4.000 raketsiloer. Det vil gøre det vanskeligere for en angriber at sætte raketstyrken ud af spillet. Angriberen kan ikke vide, hvilke siloer der er optaget.

Men i SALT er et af de vigtigste problemer modpartens evne til at kontrollere, at der ikke bygges flere raketter end aftalerne tillader. Med satellitter kan man tælle siloernes antal og det giver sikkerhed. Det amerikanske krav åbner mulighed for, at USA kan installere 4.000 raketter i de nye siloer og så blot hævde, at der kun er 200 raketter "i virkeligheden".

Det geniale ved forslagets fremsættelse nu er, at det imødekommer de amerikanske høges kritik af USA’s "sårbarhed" under en ny aftale. Og hvis forhandlingerne bryder sammen, vil det i den nuværende atmosfære være Kreml, der får skylden.

SUPERMAGTERNES gensidige forhold er nu dårligere, end det har været siden den kolde krig. Kreml har med sin provokatoriske beslutning om netop nu at indlede retssagerne imod Ginsburg og Sjtjaranskij bidraget kraftigt til krisen.

Spørgsmålet alle stiller er selvfølgelig: hvorfor? Få er i tvivl om, at den øverste sovjetiske ledelse stærkt ønsker en SALT-aftale. Hvorfor indledes retssagerne netop nu, hvor forhandlingerne er i den mest afgørende fase? Ingen kan være i tvivl om, at de kolde krigere i USA styrkes yderligere af disse processer. USA hævder endda, at man har givet russerne et forslag, som ville have overflødiggjort krisen. Carters pressesekretær siger, at Kreml har afvist et tilbud om at udveksle Ginsburg og Sjtjaranskij med spioner i amerikansk varetægt.

Den hyppigste forklaring er, at det er pres fra "høgene" i Moskva, som har skabt denne konfrontation. Afspændingens sovjetiske arkitekt, Leonid Bresjnev, har på grund af alder og sygdom mistet sin magt, argumenterer nogle, og i kampen om arvefølgen styrkes de kræfter, som ønsker at demonstrere national selvstændighed. Ingen ønsker at blive beskyldt for eftergivenhed over for Carters ydmygende menneskerettighedskampagne.

Hvis argumentet om de sovjetiske høges nyvundne styrke er rigtigt, må den amerikanske politik siden foråret 1977 tildeles noget af skylden for krisen. Den har undergravet den magt afspændingens tilhængere i den sovjetiske ledelse havde. Amerikanske Sovjet-eksperter har flere gange advaret om netop denne følge af Carters menneskerettighedspolitik, kold-krigs retorik, rustningsinitiativer og stejle holdning i SALT.

RETSSAGERNE er blevet benyttet til at drage paralleller til Stalin-tidens processer. Eksempelvis er det om anklagerne mod Sjtjaranskij blevet sagt, at Stalin benyttede tricket om "kontakt med udenlandske efterretningstjenester" til at skabe en belejringsmentalitet, afskrække fra kontakt med udlændinge og forklare indenlandske problemer med henvisning til udenlandsk styrede sammensværgelser.

Forskellen mellem dagens sovjetiske samfund og Stalin-tidens er imidlertid markante. Liberaliseringen er håndgribelig. Antallet af jøder, som har fået udrejse, er steget 60 procent i år, siger USA. Anklagerne imod Sjtjaranskij og Ginsburg er detaljerede. De er fremlagt for offentligheden. Uden for retslokalerne taler andre systemkritikere og de anklagedes pårørende frit med vestlige journalister. To gange daglig får pressefolk en orientering om retsmødernes gang af en officiel talsmand.

Når man læser det sovjetiske materiale om anklagerne og bevismaterialet er det slående, at disse "forbrydelse" næppe ville være strafbare i Vesten. Sjtjaranskij og Ginsburg har netop udfordret de grænser et totalitært styre sætter. Eksempelvis oplyste det sovjetiske pressebureau APN onsdag, at Sjtjaranskij har indsamlet oplysninger om 1.300 ansatte i forsvarsindustrien. I samme nyhedsbulletin citeres med fryd den amerikanske forsker Michael Klares kritik af Carters hykleriske menneskerettighedspolitik. Men Klare er kun i stand til at udarbejde sin detaljerede kritik, fordi han har arkiver og adgang til dokumenter, der giver ham et grundigt indblik i Pentagons arbejde. En sovjetisk Michael Klare var blevet skudt for længst.

REAKTIONEN I USA på retssagerne er kraftigt. Vigtige udvekslingsbesøg er blevet aflyst og mere er på vej. Carter vil tilsyneladende yderligere begrænse samhandelen. Kreml har givet en afgørende håndsrækning til kold-krigeriske pressionsgrupper.

Det ironiske i hele affæren er, at Carters kritikere ønsker en alliance med Kina. Tilnærmelsen skrider hastigt frem i takt med det sovjetisk-amerikanske forholds forværring. Og dog er grænserne for den enkelte borgers frie udfoldelse endnu strammere i Kina. Det er blot et effektivt diktatur, som end ikke fortæller verdenspressen om sine processer mod "afvigere". Det er i Kina, at Stalins ånd hersker. JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.