Trykt i Information 15. juli 1978

 

 

K.B. ANDERSEN:

Ingen pludselig optrapning af oprustningen i Øst og Vest

Vestmagternes holdning til Afrika er blevet stærkt forbedret, siger den afgåede udenrigsminister i en opsummering af sin embedsperiodes erfaringer

 

Af JØRGEN DRAGSDAHL

 

Warszawapagtens konventionelle styrker er NATOs meget overlegne, men der er ikke tale om en pludselig optrapning af den militære trussel imod Danmark, siger den nu afgåede udenrigsminister K.B. Andersen til Information.

Han afviser de meget udbredte numeriske sammenligninger mellem Øst’s og Vest’s styrker. I den danske udenrigspolitiks udformning indgår langt flere faktorer end de kvantitative. K.B. Andersen ser optimistisk på afspændingens muligheder og det glæder ham især, at de toneangivende vestlige lande nu har forstået nødvendigheden af den politik over for Afrika, som længe har været danske socialdemokraters.

I K.B. Andersens tid har Danmark haft en meget aktiv udenrigspolitik – for aktiv efter nogles mening. I sit tilbageblik beklager han, at den udenrigspolitiske debat ofte ikke er så kvalificeret, som nødvendigt er, hvis en relevant politik i en kompliceret verden i hastig forandring skal have den nødvendige indenlandske opbakning.

Konsekvent linje for frigørelse

- Er der særlige socialdemokratiske principper for udenrigspolitik?

”Vi har forsøgt at følge en meget konsekvent linje med en positiv holdning til de frihedsbevægelser, der kæmpede for kolonifrigørelse. Jeg tænker på Angola, på Mozambique, på andre områder hvor det samme kunne siges. Det var det, der bestemte vor holdning til Vietnam. Jeg var der i sommeren 1970 som socialdemokratisk partisekretær, sammen med den daværende partisekretær i Finland Sorsa og den daværende norske partisekretær Reiulf Stein. Det var en nordisk åbnen op over for Vietnam, som vi så forsøgte at forklare over for vores allierede USA. Vi mente, at deres politik på det tidspunkt var forkert i Vietnam. Og det har historien vel i nogen grad bevist. Så den linje har vi forsøgt at føre konsekvent samtidigt med, at vi konsekvent har holdt fast på vores NATO-linje og forsøgt at forklare vores allierede den politik, som vi nu havde, og som vi ønskede at føre igennem”.

”En anden konsekvent linje er vores optagethed af samarbejde med u-landene. Jeg kan ikke lide udtrykket u-landsbistand. Det er sådan fra oven og nedad!”.

Dialog med Øst meget vigtig

”En tredje socialdemokratisk linje, som går helt tilbage til Hækkerups tid som udenrigsminister er, at vi samtidigt med at være gode og konstruktive NATO-medlemmer har sagt, at det er vældig vigtigt at have en dialog med Østlandene. Det var socialdemokratisk politik, at vi helt konsekvent holdt denne kontakt, fordi vi sagde, at vi med vores beliggenhed og ud fra ønsket om en afspændingslinje må have en bilateral kontakt”.

”Jeg var vel også den, der ivrigst i 1975 i NATO sagde, at der er vigtigt, vi fører en aktiv politik for afspænding og nedrustning. Det er ikke nok at sidde og reagere negativt på østlige forslag, fordi vi synes, at de er for propagandaprægede – hvad de ofte er. Eller for lidt realistiske – hvad de ofte er. Man ville ikke kunne forstå ude i verden, at denne gruppe vestlige lande ikke har selvstændige initiativer”.

”Nu ved jeg jo godt, at mange siger, at der ikke lyttes til de små lande. Men der skete jo det mærkelige, at en række lande tog det op. Senere, da Mondale besøgte NATO, talte man om de danske tanker om en aktiv nedrustnings- og afspændingspolitik. Jeg synes, det er vigtigt, vi husker, at NATO har to formål: sikkerhed og afspænding”.

”Der er en sidste ting, hvor uenigheden måske ikke er så stor i Folketinget længere. I 1972 foreslog jeg, at vi skulle se at komme ud af den ’krig’, vi somme tider havde i Folketinget partierne imellem om, hvorvidt vi skulle tage kontakt med det ene eller det andet land. Vi skulle efter min mening ikke anerkende styreformen, kun stater. Vi anerkender nu enhver regering, der rent faktisk har kontrol over sit område”.

”Nogle få måneder efter skete det skrækkelige kup i Chile. Det er klart, at det næsten er den værste prøve, jeg kunne komme på som socialdemokrat. Men enten har man en politik eller også har man den ikke. Og siden har vi fået mange tilkendegivelser om, hvor værdifuldt det var, også for folk der var i vanskeligheder, at vi havde en dansk station på stedet stadig væk”.

Stop ikke ved det nære

- Er det gennemgående princip i de træk ved udenrigspolitikken, De har nævnt, af moralsk karakter eller er der en slags socialistisk strategi bag?

”Det er inspireret af et internationalt udblik. Et forsøg på ikke at standse ved det nære. Jeg mener – EF er vældig vigtig for os. Det mener jeg fuldt ud, og jeg mener det stadig, at det var rigtigt, vi kom ind og er med til at præge det fremtidige Europa med et positivt bidrag. Men mange mener, at vi kun skal lægge kræfterne i EF, NATO og – bevares – da gerne også FN”.

- Hvad mener De om det udenrigspolitiske debatniveau her i landet? For at føre en aktiv politik er det vel vigtigt med et højt informationsniveau og folkelig opbakning. Er de tilfreds?

”Både og. Jeg synes, at der er megen udenrigspolitisk interesse, men måske nok af en lidt generel karakter. Hvis man taler med folk i almindelighed om EF, så vil de fleste være interesseret, og mange vil have en holdning – sådan meget generelt. Det gælder i og for sig også, hvis du taler om NATO, afspænding og den nye økonomiske verdensorden. Sammenlignet med for en generation siden er den udenrigspolitiske interesse langt større, og det skyldes i nogen grad TV. Man får det ind i stuen visuelt hver dag.”.

”Men der er nok ikke grund til større tilfredshed over den rolle udenrigspolitikken spiller i den normale danske debat. Nogle siger så, at det er alt for indviklet. Det kan man ikke forklare på et normalt dansk politisk møde. Det argument vil jeg ikke acceptere. Der er ingen udenrigspolitiske problemer, der er så indviklede, at de ikke kan forklares. Men det kræver selvfølgelig, at man selv nogenlunde kan lektien. Man kan nok stille spørgsmålstegn ved, om vi i Folketinget i tilstrækkelig grad beskæftiger os med udenrigspolitik. Som udenrigsminister ville jeg nok sige, at vi ikke gør det. Der er for lidt tid til, at vi rigtigt kan gå til benet i debatterne. Det er for sjældent, at vi drøfter udenrigspolitik og derfor også for sjældent, at der er et materiale, folketingsmændene kan bruge. Det kræver også en vældig tid at sætte sig ind i problemerne, som mange begribeligvis ikke kan have, fordi der er så meget andet, der brænder på”.

Stærkt behov for højere niveau

”Uden for Folketinget er debatten nok heller ikke så kvalificeret som i en række andre lande. Det skyldes blandt andet økonomiske forhold. Eksempelvis har udenrigspolitisk selskab trange økonomiske kår. Af udenrigspolitiske tidsskrifter har vi ikke, hvad de har i en række andre lande. I dagspressen er vi sådan set ganske godt dækket ind reportagemæssigt, men analyserende kommentarer står det tilbage med”.

- Der har været to særligt pinlige eksempler i år. En ret indholdsløs nedrustningsdebat, og i både Norge og Holland havde man langvarig debat i parlamenterne om neutronbomben, men ikke her. Man skulle tro, at Folketinget i disse konkrete sager kunne være gået i dybden?

”Jo, men jeg er da enig i, at der er et problem. Men når jeg sådan sidder og skuer tilbage, må jeg spørge: Hvilken andel har jeg selv? Jeg vil gerne vide, om der er noget, vi har forsømt, men jeg har svært ved at se, at udenrigsministeriet kan gøre mere”.

”En af årsagerne, som der nok ikke kan gøres så forfærdeligt meget ved, er, at forhandlingerne i Det Udenrigspolitiske Nævn er fortrolige. Det, at vi har Det Udenrigspolitiske Nævn, gør selvfølgelig, at man i en række tilfælde føler, at der ikke er grund til at tage en større debat i salen. Derved standser den offentlige side af debatten”.

”Altså, jeg er enig i problemet. Jeg føler meget stærkt behovet for et højere niveau i debatten. Den har en for generel karakter. Men har nogen en farbar løsning, er den velkommen. Hidtil har vi ikke kunnet finde en løsning. Ministeriet som sådan skal ikke udgive tidsskrifter. Vi skal blot stå til rådighed med oplysninger. Men jeg spekulerer tit på problemet, specielt når jeg ser udlandets mere dybtgående debat”.

Øget pres fra højre

- Har De i den seneste tid mærket et stærkere pres fra højre i forbindelse med udenrigspolitikken?

”Det er klart, at der ikke mindst fra Fremskridtspartiet har været et vist pres i forbindelse med visse dele af vores Afrika-politik. Og det har der også været fra Venstre og konservative. Ikke om Afrika-politikkens hovedlinjer – i hvert fald ikke fra Venstre og konservative – men det har været i forbindelse med støtten til befrielsesbevægelserne, som er svær at få accepteret. Der må jo siges, at når man ser udenrigsminister Vances seneste tale om Afrika og ser på Carters mere udtalte ønske om kontakt med Cuba og ønske om kontakt med styret i Angola, er det tegn på, at den linje, vi valgte, ikke er helt forkert”.

”Mit motiv var, at hvis vi fra den vestlige verden siger: Vi vil ikke yde støtte, vi vil ikke åbne døren op, vi vender ryggen til – ja, så skubber man dem blot over til systemer, som de ikke er så vilde efter”.

”Det er ikke nok, at vi ikke synes om alt ved deres styrer. Hvordan skulle man så hurtigt være i stand til at skabe demokrati, som vi har været århundreder om at bygge op, og som vi stadig ikke synes er fuldstændig perfekte? Hvad man lige så godt kan hæfte sig ved, er, at det hidtil ikke er lykkedes for Sovjetunionen at lave en eneste, skal vi sige, virkelig model i Afrika, en virkelig satellit. En række af de stater, som de er kommet i forbindelse med, har man fra vestlig side ikke været så åbne overfor, som jeg synes, at man skulle være. Men nu kommer man altså fra amerikansk side og kan se værdien af en Afrika-politik, der er mere positiv, simpelt hen for ikke at forære pladsrum til Moskva. Der har vi haft nogle diskussioner herhjemme, og det er rigtigt, at det kun med nød og næppe er lykkedes at holde den linje, som vi lagde i 1970-71”.

”Da vi fra Socialdemokratiets side valgte at støtte befrielsesbevægelserne var det fordi vi syntes, at det ud fra et politisk synspunkt var rigtigt. Ingen tvivl om det. Jeg kan huske, at da Agostinho Neto 1 var på besøg i 1970, blev han spurgt af pressefolk, som ville drille lidt: Hvorfor kommer de på besøg hos Socialdemokratiet, der er tilhænger af NATO, hvor Portugal, som De jo kæmper imod, er allieret?”

”Neto, der jo er en statsmand, som ikke forfalder til sådanne firkantede formuleringer, men forsøger at se tingene ud fra en større sammenhæng, sagde: Jamen, jeg er her, fordi vi har forstået, at Socialdemokratiet er interesseret i afkolonisering. At Socialdemokratiet har valgt en sikkerhedspolitisk løsning ud fra deres forudsætninger, det forstår vi, og når vi engang får vores frihed, vil vi forsøge at gøre det samme”.

”Da jeg senere besøgte Angola i 1976, havde jeg flere erhvervsfolk med mig end på nogen anden rejse. Og alle steder sagde man: Vi vil gerne handle med jer, fordi vi har tillid til jer”.

”Vi støttede ikke Angola med det for øje, men det viser, at det ikke er så forfærdeligt svært at få kontakt, hvis man blot gør det i tide”.

”Jeg er overrasket, hver gang jeg møder argumentet: Hvorfor skal vi have kontakt med det og det land; det har jo ikke en demokratisk styreform. Demokratiet eksisterer i 20-25 lande. Vi kan ikke forlange det i en række lande, som ikke har den historiske tradition og baggrund, som vi igennem lang tid har bygget op. Rent bortset fra at vi med det arbejdsløshedsproblem, som vi har i Europa – hvis man skulle sidde ude i verden og sige: Hvor har vi den styreform, der kan løse vores problemer, så kan man nok sige, at den demokratiske styreform er lidt svær at sælge i øjeblikket, for vi har en række problemer, vi ikke kan løse i øjeblikket”.

NATOs område ligger fast

- Der har været forslag fremme om udvidelse af NATOs geografiske område. Er NATO ved en milepæl i sin udvikling?

”Jeg kan ikke se, at der er nogen ændringer på vej, ud over den dag hvor et demokratisk Spanien måtte ønske at blive medlem af NATO. Så er der ingen tvivl om, at de vil være velkomne. Der er ingen tanker om at udvide det nuværende NATO-område. Jeg mener, at NATOs område ligger fast. Jeg har ikke indtryk af, at der er noget særligt pres i Spanien for at blive optaget”.

- Hvad føler De, når De ser advarslerne fra NATOs øverstkommanderende Alexander Haig om, at den største trussel imod NATO kommer fra Den Tredje Verden?

”Jeg har aldrig læst nogen”

- Han har gentagne gange udtalt sig herom, blandt andet til ugebladet Newsweek og i maj til U.S. News and World Report. Han taler om en militær trussel imod Vestens livsvigtige interesser, som nødvendiggør et militært svar fra NATO?

”Jeg har ikke set de udtalelser, så jeg kan ikke kommentere Haigs udtalelser. Den eneste trussel jeg kan se – næh, jeg vil ikke engang kalde det en trussel. Hvis det ikke lykkes os at mindske gabet mellem rige og fattige lande, så vil det i sig selv indebære en trussel imod verdensfreden. Hvis man er meget kynisk, kan man sige: Den trussel behøver vi ikke at tage så tungt, for de har ikke militære midler til det. Men det vil de jo få en dag, så det er ikke noget argument imod trusselsteorien. Men netop derfor synes jeg, at det er så afgørende, at vi, i en helt anden grad end det hidtil har været tilfældet, får indledt et samarbejde med Den Tredje Verden. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det, der hidtil er ydet fra østlig side i egentlig udviklingsbistand kan ligge på et meget lille sted. Se her har Vesten en fantastisk chance, som man ikke bruger godt nok. Jeg tror ikke, at noget land i Afrika kan have tungtvejende argumenter imod, at europæiske lande sørger for deres militære sikkerhed. Det gør afrikanske lande ved Gud i himlen også. Men hvis de ikke har indtryk af, at vi er seriøse i afspændingsdebatten, og hvis de ikke har indtryk af, at vi er lige så ivrige, når det gælder afspænding og nedrustning, som når det gælder sikkerhed, så taber vi tilliden”.

Brzezinski tegner ikke USA's politik  2

- Omkring NATO-mødet i maj var verdenspressen fyldt med rapporter om, at det vigtigste diskussionsemne var Afrika 3. Røret startede med Brzezinskis skarpe udtalelser på TV om situationen i Zaire. Er en sådan diskussion ikke i sig selv en trussel imod afrikanske lande?

”Nej. Der må være en vis rimelighed i debatten. De folk, der fra amerikansk side udtaler sig om Afrika, er fortrinsvis Carter, Vance, Young og Brzezinski 4. Brzezinski havde nogle synspunkter, som jeg ikke var enig i, men som jo heller ikke harmonerer med, hvad Young siger, hvad Carter siger og hvad Vance siger 5. Det er én mand, der har fremført nogle synspunkter, som vel mere eller mindre er bestemt til hjemmebrug. Det er i hvert fald ikke USA's politik”.

”Jeg synes også, at det er ganske interessant, at hele det stykke, der står i topmødets slutcommunique om forholdet til Afrika, er skrevet ord til andet af Danmark og accepteret uden rettelser 6. Det er formentlig første gang, at det nogensinde er sket. Vi var utilfredse med, at det oprindelig ikke fremgik klart, at man ikke måtte se Afrika som et rent Øst-Vest anliggende. På baggrund af en diskussion under mødet følte vi, at der var god jordbund for en rettelse, som understregede dette synspunkt. Konflikter skal løses af de regionale organisationer selv.

Tanzanias Nyere fordømmer Vesten

- Men efter NATO-mødet udstedte Nyere den kraftige fordømmelse af Vesten?

”Nu har jeg jo mere end én gang drøftet disse spørgsmål med Nyere. Når det vakte særlig opsigt, at han sagde det, er det, fordi han er en af dem, som skulle forstå en vestlig tankegang bedst. Og jeg går ud fra, at det, der først og fremmest ligger bag, er en bekymring for, at Vesten ligesom er ved at komme for sent ind i forhold til det sydlige Afrika”.

- James Nyere siger direkte, at den største aktuelle trussel imod Afrikas frihed kommer fra nationer i den vestlige blok. Han fordømmer tankerne om en såkaldt ”panafrikansk sikkerhedsstyrke” og han taler om kamp mod nykolonialisme i hele Afrika?

”Jamen, det der panafrikanske korps er der vel ingen, som tror, bliver til noget. Det er jo en meget, meget vag historie, som er groet frem, jeg ved ikke hvor, og som jeg ikke har været med i nogen seriøs drøftelse af i den tid, jeg har været udenrigsminister”.

- Heller ikke på NATO-mødet? Det skrev telegrambureauerne?

”Nej, overhovedet ikke. Ikke et ord. Ikke et ord. Ikke et ord. Jeg har vel lov at sige, hvad der ikke er sagt. Jeg har ikke lov at sige, hvad der er sagt. Ikke et ord. Ikke et komma. Det er et mediefænomen, som jeg ikke vil tage seriøst”.

- De ser altså ikke en drastisk forøgelse i progressive afrikanske landes og bevægelsers bekymring over en trussel fra NATO-lande?

”Nej. Tværtimod. For første gang synes jeg, at man kan mærke en stærkt voksende forståelse i vestlige lande for betydningen af et mere positivt forhold til Afrika uden hensyn til styreformen i de lande, som det drejer sig om”.

- I maj forsøgte Carter-administrationen at få frie hænder til at støtte UNITA-partisanerne i Angola og nu tales om nærmere kontakt med Angolas regering. Er det allieret pres, som ligger bag omslaget?

Afrika ved at gå tabt

”Der er tale om en ændring over en meget lang periode. Man kan sige, at det er beklageligt, at der skulle cubanske tropper til førend man fra Vesten virkelig så, hvad man var ved at tabe på gulvet i Afrika. I Vesten har man erkendt, at man hidtil har taget alt for firkantet på Afrika-problemet og pludselig har opdaget, at lande som Sovjetunionen, der ikke hidtil har bidraget til Afrikas opbygning, var ved at få foræret en platform i Afrika – ikke i kraft af, hvad de selv havde ydet, men i kraft af de fejl vi andre gjorde”.

- Lad os vende tilbage til NATO og situationen i Europa. Langtidsprogrammet 7 om øget NATO—samarbejde og øgede udgifter anses også af nogle iagttagere for at være en vigtig milepæl?

”Det er udtryk for, at i hvert fald hvad angår konventionelle styrker i Europa er Warszawa-pagten efter vores bedste overbevisning NATO meget overlegen. En af de ting, vi netop arbejder med i Wien i forbindelse med MBFR-drøftelserne om nedskæring af styrkerne i Centraleuropa, er at få tallene på bordet for styrkerne i Europa, så vi ved, hvad det er, vi taler om. Fra vestlig side er der i april og nu fra østlig side i juni ydet positive bidrag til en afklaring af styrkernes omfang. Langtidsprogrammet må ses på baggrund af en øget oprustning fra anden side”.

”Nu ved jeg godt, at disse sammenligninger er vældig vanskelige, og vi har altid sagt i NATO, at det var interessant at få orientering om østlige tal på forskellige felter, men vi ville nu også gerne have sammenligninger, så vi havde dem i globalt sammenhæng. Vi skal ikke alene se, at der sker stigninger på den østlige side, men også have de tilsvarende tal fra vestlig side, så vi ikke bare ensidigt taler om den østlige oprustning”.

”Langtidsprogrammet drejer sig om at få 15 landes forsvar samordnet bedre. På forhånd er NATO dér stillet dårligere end Warszawa-pagten. Der skal en mere bevidst indsats til for at få NATO-styrker til at fungere sammen, fordi det er 15 suveræne stater”.

- Siden hvornår er Warszawa-pagtens konventionelle styrker blevet ”meget overlegne”?

Ingen optrapning i Østersøen

”Det tør jeg ikke sætte årstal på. Men jeg mener ikke, at der i disse år sker nogen vældig springmæssig optrapning, hverken i Vest eller Øst. Der er sket ændringer med hensyn til kvalitet og varslingstider for et angreb. Det er ikke rigtigt, at der er sket en optrapning fra østlig side i Østersøen i de seneste år. Disse meget omtalte u-både med raketter er ikke en ny ting. Men det er klart, at øvelsesaktiviteten er rykket så meget nærmere, at varslingstiden for det danske forsvars vedkommende er nede på noget, man næsten ikke kan arbejde med, og det vækker selvfølgelig bekymring. Vi ser det imidlertid ikke som rettet mod Danmark, men som led i en global strategi. Når Sovjet øger sin flåde, så bliver der også mere aktivitet i danske farvande. Det er nu engang vilkårene. Det er helt legalt fra deres side, men i den almindelige debat bliver det jo ikke nemmere at overbevise befolkningen om den vilje til afspænding, som jeg tror, helt seriøst, findes på østlig såvel som på vestlig side”.

- Men så sent som i 1973 holdt den amerikanske forsvarsminister fast på, at NATO stadig var overlegen konventionelt?

”Ja, men det er også fem år siden, og som sagt: Lad forhandlingerne i Wien vise det. Jeg kan ikke sætte årstal på og gå i enkeltheder her”.

”Det er ikke blot et spørgsmål om tal. Man kan ikke slå en streg og så tælle sammen. Det er kvalitet og styrkernes samordnede beredskab, der betyder noget”.

- Der er bare en troværdighedskløft. NATO-talsmænd har så tit overdrevet helt vildt, at det er svært at have tillid til forhandlingerne i Wien. Op til NATO-topmødet kom der tal fra Bruxelles, som var totalt misvisende.

”Jeg har vel aldrig deltaget i et NATO-møde, hvor man så seriøst som i Washington i maj drøftede, hvad der skal gøres for at fremme afspændingen. Det er jo ikke sådanne tal, der leder vore politiske forberedelser op til et topmøde. Så kan De jo sige, at befolkningen er henvist til det i sin stillingtagen, men De må jo give mig ret i, at i lande med ét-partisystemer har man en nemmere opgave, når det gælder at argumentere for øgede rustningsudgifter”.

- Hvorfor accepterer man ikke fra NATO det østlige forslag fra 1975 om nedfrysning af de nuværende styrkemål? En accept kunne standse frygten for at blive voldsomt overhalet af Warszawa-pagten i rustningskapløbet?

”Man kan ikke pille det ud af en sammenhæng. Vi har i øjeblikket to særligt vigtige forhandlinger løbende. Der er SALT, som er et helt afgørende element i enhver afspændingspolitik, og som jeg ser optimistisk på. Dernæst er der MBFR-forhandlingerne i Wien, som jeg virkelig føler er kommet ud af dødvandet. Det med at pille et enkelt våben ud eller fastfryse på et niveau, hvor vi ikke kender modpartens – det kalder jeg de lette og urealistiske løsninger, der kun er gode til propagandaformål”.

Neutronbomben

- Har neutron-våben efter Deres mening nogen fornuftig militær anvendelsesmulighed?

”Vi har vores atompolitik: ingen atomvåben på dansk jord i fredstid, så det er ikke vores umiddelbare problem. For det andet kan man ikke hive et enkelt våben ud af sin sammenhæng”.

”Alle atomvåben er skrækkelige, men det har undret mig med den måde, man har ført kampagne mod neutronbomben på. Det er jo en kendsgerning, at dens skadevirkning på mennesker er mindre end nogen hidtil kendte atomvåben. Vi må gøre alt for, at atomvåben ikke kommer i brug, og medfare for, at det lyder lidt krukket – det er altså rigtigt alligevel – så var det en af de byrder, jeg følte enormt som udenrigsminister. Det man kan rejse – og det er et spørgsmål, som jeg ikke tror nogen kan besvare – det er, om et atomvåben med en mere begrænset virkning vil hæve eller sænke atomtærsklen. Men vi har hilst Carters beslutning om udsættelse af produktionen velkommen, fordi afspændingsbestræbelserne er inde i en langt mere seriøs fase, end de længe har været, og da kunne et nyt våben komplicere en forhandlingssituation – og det gælder også nye østlige våben”.

- Den amerikanske ekspert Daniel Ellsberg, den forhenværende vicedirektør i CIA Herbert Scoville og flere andre har hævdet, at neutronbomben er uanvendelig i Europa, fordi de fleste soldater blot dødsmærkes og kan kæmpe videre i dagevis som fanatiske Kamikaze-soldater?

”Jeg har ikke før mødt den argumentation, og jeg har ikke nogen kommentar til den”.

- Ellsberg sagde, at bomben skulle bruges i f.eks. Afrika mod ikke-atommagter. På hvad grundlag nåede regeringen frem til sin holdning? Hvilke analyser og argumenter forelå der?

”Det kan jeg ikke give oplysninger om”. 

_____________________________________

1. Agostinho Neto var leder af befrielsesfronten MPLA i Angola. Han var fra 1975-79 Angolas første præsident.

2. I slutningen af maj 1978 rykkede oprørere, som oprindeligt kom fra Zaires Katanga-provins, ind i Zaire fra deres tilflugtssted i Angola. Franske og belgiske soldater blev indsat med hjælp fra amerikanske transportfly. NATOs kommunikationssystem blev anvendt og NATOs øverstkommanderende i Europa, Alexander Haig, spillede en rolle. Carter-regeringen var delt i synet på, hvilken skyld man kunne tildele Cuba, som havde en betydelig militær rolle i Angola. På den ene side stod udenrigsminister Vance og FN-ambassadør Andrew Young, som ikke så en væsentlig cubansk rolle; på den anden side stod Carters sikkerhedsrådgiver Brzezinski, som anså invasionen for cubansk støttet og et eksempel på sovjetisk fremstød i Afrika via stedfortræder. Carter hældede til Brzezinskis side.

3. Topmødet i Washington den 30.-31. maj 1978 mellem NATOs ledere havde oprindelig ikke Afrika på dagsordenen. Men, ifølge presserapporter, blev halvdelen af tiden optaget af en diskussion om Cubas rolle i Afrika og vestlige modtræk. Emnet spillede en stor rolle i en tale, som Carter holdt. Ifølge Washington Post (”Carter warns NATO on Africa Dangers”, 31. maj) oplyste kilder, at “mange” delegationer ikke helt forstod, hvad Carter-administrationen gerne ville gøre, og de gav udtryk for “bekymring” over muligheden for, at NATO skulle udgøre en ramme for vestlige modtræk i Afrika. Denne holdning var ”særligt” fremtrædende hos Danmark, Holland og Norge. Samme informationer blev bragt af New York Times (NATO Warns Soviet Its Moves In Africa Endangers Detente”, 1. juni 1978). Denne avis føjer Storbritannien til kritikerne.

4. Carter var USA's præsident, Cyrus Vance var udenrigsminister, Andrew Young USA's FN-ambassadør og Zbigniew Brzezinski var præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver.

5. Som noget usædvanligt talte Brzezinski til NATO-mødet, hvor han angiveligt uddybede præsident Carters synspunkter om cubanerne i Afrika. Han blev offentligt modsagt af Belgiens udenrigsminister.  (Washington Post: ”Belgian Sees No Conclusive Proof on Cuban Zaire Role”, 1. juni 1978).

6. New York Times oplyste, at det planlagte slutcommunique blev ændret i sidste øjeblik, så det kunne afspejle bekymring hos Danmark, Storbritannien, Norge og Holland over Carters mulige ”overdrivelse” af problemerne i forbindelse med kampene i Zaire. Communiqueet fremhævede, at sådanne situationer ikke udelukkende kan anskues i en Øst-Vest sammenhæng og at man lægger vægt på fredelige løsninger samt regionale organisationers indsats.

7. NATO-topmødet vedtog et såkaldt langtidsprogram, der især skulle øge alliancens konventionelle slagkraft. Et krav til de allierede var, at de skulle øge deres forsvarsbudgetter til 3 procent af bruttonationalproduktet. Danmark lå under dette mål.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.