Trykt i Information 28. marts 1979

Tom propaganda og ekstremisme hindrer venstefløjens sikkerhedspolitiske debat

Skal den socialistiske kritik af dansk sikkerhedspolitik kun bestå af moralsk rigtige paroler?

Af JØRGEN DRAGSDAHL´

"Socialistisk forsvarsdebat" – hvad er dog det?

Foreløbig er det titlen på en lille bog, som Århuskomiteen imod NATO netop har udgivet. I en række indlæg lægges op til en debat på venstrefløjen om, hvordan "NATO og militarismen mest effektivt kan bekæmpes".

Bogen er især anbefalelsesværdig, hvis man vil se nærmere på, hvorfor venstrefløjen uden for Socialdemokratiet ingen rolle spiller i debatten om dansk sikkerhedspolitik.

Bidragene har ringe kontakt med de problemstillinger, som størstedelen af befolkningen har i tankerne, når NATO og militærets rolle bringes op. Dernæst forhindrer venstrefløjens politiske fordomme øjensynlig en nøgtern analyse af den sikkerhedspolitiske situation. Hvis blot teorien bag argumenterne "lyder rigtigt", gør det mindre, om de anvendte, støttende "kendsgerninger" er tvivlsomme. Og endelig fører analyserne til politisk passivitet.

Steen Folke

Klarest kommer problemerne frem i venstresocialisten Steen Folkes indlæg, som også er blevet trykt her i bladet (5. marts). Det er kort blevet kommenteret i en leder (10. marts) og det har medført en kommentar fra Folke (19. marts).

Steen Folke har skrevet om "NATOs rolle i klassekampen". I sin artikel koncentrerer han sig helt om NATOs militære rolle i forsvaret af de kapitalistiske systemer i Vesteuropa imod indre trusler.

Hvorfor har han indsnævret emnet til de rent militære aspekter af NATOs virksomhed? Mener Steen Folke, at det politiske samarbejde i alliancen er uden betydning for den europæiske klassekamp? Synsvinklen undrer mig, fordi netop alliancens politiske aspekter i de sidste tredive år har sat dybe spor i vore samfund, og mig bekendt har den militære indgriben fra NATO i den europæiske klassekamp været ret så begrænset i den tid.

Forundringen bliver ikke mindre under læsningen: "Militærpagterne, NATO og Warszawa-pagten bruges af de to supermagter til at fastholde deres overherredømme – normalt i forståelse med regeringerne i de mindre lande, der er tilsluttet pagterne. Men i konfliktsituationer kan militærpagterne udnyttes af supermagterne. Det var f.eks. det, der skete ved invasionen af Tjekkoslovakiet i 1968... Amerikanerne har ganske de samme muligheder, hvis det skulle gå så galt, at de fandt det nødvendigt. Så længe den danske regering opretholder NATO-medlemskabet og ser det som sin fornemste opgave at administrere et kapitalistisk samfund, er der selvsagt fred og ingen fare. Men hvad gør amerikanerne den dag, vi vil forlade NATO? For slet ikke at tale om den dag, vi siger farvel til kapitalismen". (Min fremhævelse).

Hvor aktuel mener Folke, at denne trussel om en besættelse a la Tjekkoslovakiet er? Er der forskel på USA’s og Sovjetunionens politiske samt militære muligheder for at gennemføre besættelser af denne art? Hvilken forskel mener Folke egentlig, at der er på Østeuropas forhold til Sovjetunionen og Vesteuropas forhold til USA? Er der nogen principiel forskel mellem de to alliancer? Er det mon klogt at arbejde for dansk udtræden af NATO, hvis besættelse er risikoen vi løber?

Den "indre trussel"

Steen Folke afviser, at Sovjetunionen har udgjort en militær trussel imod Vesteuropa. Og han nærer tilsyneladende en del skepsis over for, om NATOs bagmænd selv har troet på denne trussel.

"Men hvori bestod og består hovedfaren da – set fra NATO-politikernes synspunkt?", skriver Folke. "Hovedfaren er den indre trussel mod det kapitalistiske system, den potentielle trussel som udgøres af arbejderklassen i almindelighed og venstrefløjen i særdeleshed".

I sin argumentation demonstrerer Folke en umådelig løsagtig holdning til "kendsgerninger". Til sin historiske analyse anvender han et citat fra George F. Kennan, der en tid var en af USAs førende strateger i udformningen af politikken over for Sovjetunionen. Det er rigtigt, som Folke påpeger, at Kennan aldrig har troet, at Sovjetunionen uprovokeret ville besætte Vesteuropa. Men Kennan opfattede i aller højeste grad NATO som et skjold, der skulle beskytte Vesteuropa imod den politiske indflydelse østfra, fordi den afgørende kunne øge de stalinistiske kommunistpartiers magt – altså en indirekte erobring. Kennan kritiserer endog NATO, fordi alliancen lægger for stor vægt på det militære forsvar. Det er derfor citatfusk, når Folke vil benytte Kennan i sin argumentation for, at NATO hele tiden har betragtet den "indre trusel" som hovedfaren. I sin seneste bog gør Kennan tilmed opmærksom på, at eurokommunismen og Vesteuropas genvundne styrke totalt har ændret grundlaget for NATO. (Se f.eks. Daniel Yergin: Shattered Peace samt George F. Kennan: The Cloud of Danger).

Men værre endnu er det, når Folke skal finde konkrete beviser for sit konspirative mareridt. Om NATOs såkaldte brandkorps skriver han således, at dets "vigtigste opgave netop er, at det kan sættes ind med kort varsel i et hvilket som helst NATO-land, hvor der måtte opstå uroligheder". Til støtte for denne alvorlige påstand henviser han til en "åbenmundet" engelsk general og indlæser en bekræftelse i et dementi fra en dansk general.

Men Steen Folke er medlem af Folketinget og må jo have mulighed for at få tingene undersøgt grundigt. Hvis den pågældende styrke skal benyttes som påstået, vil det fremgå af dens udrustning og træning. Har Folke inden han slyngede sin påstand ud fået undersøgt dette?

Tom propaganda

NATOs brandkorps er officielt begrundet med behovet for hurtigt at kunne indsætte en styrke i et truet land, så det over for aggressoren står klart, at et angreb på f.eks. Norge er et angreb på hele NATO. Styrken er derfor sammensat af forskellige nationaliteter. Fra den tilgængelige litteratur og andre kilder kan man få oplyst, at udrustningen bl.a. er lette panservåben. Kan Steen Folke forestille sig italienske alpejægere udrustet med små missiler gå til kamp mod københavnske demonstranter? Tro mig – den moderne teknologi og videnskab har beriget os med langt mere effektive midler, men de indgår tilsyneladende ikke i NATOs brandkorps.

Der er stor forskel på, at et militær har planer rettet imod 5. kolonne virksomhed i en krigssituation, og så en militær organisations bevidste undertrykkelse af politiske bevægelser. Folke forveksler de to funktioner. Jeg tror, han gør det, fordi han gerne vil skrive noget grimt om NATO, som han af andre årsager ikke bryder sig om. Påstandenes upræcise karakter og mangelfulde grundlag gør hans indlæg til tom propaganda.

Den er farlig – for venstrefløjen. Den gør kritikken af den borgerlige sikkerhedspolitik utroværdig. Den gør venstrefløjens potentielle modstandere langt almægtigere, end de rent faktisk er. Og dens konsekvens er, at "kampen mod NATO" får ekstrem lav prioritet også på venstrefløjen. Som Folke selv skriver den 19. marts: "Den potentielle trussel fra NATO (og USA) i Danmark er såre beskeden, så længe Danmark opretholder NATO-medlemskabet og kapitalismen". Jeg mener, at medlemskabet er en såre aktuel trussel imod Danmark – fordi NATO fremskynder en atomkrig, fordi NATO bortødsler vore ressourcer, fordi NATO inddrager os i konfrontationer globalt, fordi NATO begrænser vor politiske bevægelsesfrihed.

Når venstrefløjen ingen rolle spiller i sikkerhedspolitikkens udformning, er det primært dens egen skyld, og årsagen skal nok findes i dens "ekstremisme". På det sikkerhedspolitiske felt stiller man endnu kun maksimale krav – ud af NATO, Total Nedrustning osv. På andre felter – f.eks. inden for boligpolitikken – har man opstillet overgangskrav på vejen mod det revolutionære mål. Det skete ud fra en erkendelse af, at "revolutionær politik" nemt bliver – tom propaganda.

En lignende rolle spiller den pacifistiske indflydelse. Pacifisme er pr. definition "ekstremistisk" – man afviser totalt behovet for et militært forsvar. Dette moralske engagement blokerer for f.eks. kampagner imod spild i det eksisterende forsvar og ignorerer de forskellige fløje i "militaristernes lejr".

I et af bogens bedste indlæg kommer Berit Ås i forbifarten ind på, at fredsbevægelser kan spille en legitimerende rolle i samfundets oprustning – det pacfistiske islæt udgør en moralsk faktor, som ved selve sin eksistens kan berolige folket: den rå militarisme har ikke helt fået overtaget.

Brug NATO

Venstrefløjens problem er at forbinde det socialistiske engagement med påpegning af konkrete sikkerhedspolitiske initativer. Hvordan kan vi fremme tilnærmelsen mellem Øst og Vest? Hvilket indhold skal denne tilnærmelse have? Hvordan skal et militært forsvar af Danmarks suverænitet se ud? Hvad bør den konkrete taktik være i de igangværende internationale forhandlinger om rustningsspørgsmål?

Og først og fremmest: Hvad skal Danmarks politik være i NATO mht. modernisering af atomvåben, udvidelsen af alliancens interessesfære, standardiseringsbestræbelserne osv. ? Det klares ikke blot med at sige: Ud af NATO. Det er der ikke folkelig opbakning bag, så det er ikke en aktuel udvej, hvis vi vil undgå konsekvenserne af NATOs udvikling. Og måske er Danmarks sikkerhedspolitik virkelig bedst varetaget ved, at vi inden for NATO prøver at bremse de mest millitaristiske kræfter.

Socialdemokraten Lasse Budtz demonstrerer i dag her på siden villighed til at debattere alternative sikkerhedspolitiske løsninger. Men også fra ham må man kunne forvente mere præcise tanker. Vil Budtz virkelig benægte, at spørgsmålet om NATOs indflydelse uden for det "gamle" ansvarsområde er både aktuelt og kontroversielt? Når han påpeger, at der har fundet en sovjetisk kvalitativ oprustning sted – hvorfor nævner han ikke den vestlige, der mindst opvejer den østlige? Eller gør den ikke det?

Og hvilke initiativer er det, som vil koste penge og som vil styrke vores sikkerhed – hvis vi skal være mere uafhængige af USAs militær? Hvordan undgår vi, at en forøgelse af vor militære sikkerhed øger modpartens militære usikkerhed?

Endelig: tror Budtz, at det er gået op for den amerikanske opinion, at Anker Jørgensen, som Budtz hævder, også er bekymret over de seneste amerikanske rustningsinitiativer? Hvordan kan vi modarbejde de amerikanske koldkrigeres offensiv?

Der er spørgsmål nok at tage fat på. Svarene skal udformes gennem en åben og fordomsfri debat. Sikkerhedspolitikken kommer utvivlsomt til at spille en meget stor rolle i de kommende år. Kan man fra socialistisk hold i en stadigt mere usikker og ustabil tid opstille et alternativ til den traditionelle militaristiske reaktion?

Socialistisk forsvarsdebat. Af Jens Thoft og Poul Krogsgaard, red. Århuskomiteen mod NATO, Thunøgade 7, 8000 Århus C

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.