Trykt i Information 30. april 1979

 

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

 

Djævelens værk

 

DET VENSTRELIBERALE amerikanske tidsskrift The Progressive skriver i en leder: ”For nogle har det altid været åbenbart og andre vil stadig kalde det overdrevent sludder, men vi kan ikke længere nære rimelig tvivl om en enkel sandhed, der er så enorm, at den stadig virker utrolig: De Forenede Staters regering er ved at forberede en atomkrig, og der er ingen kraft i sigte, der kan stoppe regeringen”.

Det er ikke rart at virke som en dommedagsprofet. Men materialet, der støtter meget seriøse amerikanske iagttageres dybe bekymring, er efterhånden omfattende. USA har startet udvikling af en række våbensystemer, der undergraver mulighederne for i fremtiden at indgå aftaler om kontrol med rustningskapløbet. USA har ændret sin strategi for udkæmpelse af atomkrig, så det ”utænkelige” nu er blevet tænkeligt. USA's presse og politiske scene er i dag præget af en militaristisk ånd.

NATO’s forsvarsministre har i den nukleare planlægningsgruppe netop afsluttet et møde om erhvervelse af nye atomvåben til alliancen. USA's forsvarsminister og mange pressefolk mener efter mødet, hvor debatten er fortrolig, at det er sikkert, at NATO får disse våben. Den endelige beslutning skal tages på et topmøde inden årets udgang. På enkelte punkter udgør denne ”modernisering” af de taktiske atomvåben et fremskridt, idet kontrollen med dem styrkes. Men det mest iøjnefaldende er, at de får øget brugbarhed – militært og politisk. De nye atomvåben bringer atomkrigen nærmere – og fjerner os fra det ønskværdige mål: nedrustning.

SOVJEUNIONENS rolle i den internationale oprustning er ikke helgenens. I den sovjetiske udstationering af nye våben er der ingen tegn på, at den russiske ”fredspolitik” er andet end kynisk propaganda. Også i den sovjetiske ”modernisering” af taktiske atomvåben er det endelige perspektiv atomkrig.

Men at Kreml fører en farlig og umoralsk politik kan ikke undskylde, at vestlige ledere følger en tåbelig og provokerende kurs. Som Banning Garrett påpegede tirsdag her i bladet, indser man på topplan i USA, at tilnærmelsen mellem Vesten og Kina vil betyde, at Pekings atomstyrke vil vokse eksplosivt i de kommende år – hjulpet indirekte af vestlig teknologi. For lederne i Kreml vil det begrunde en voldsom oprustning af atomvåben af kort- og mellemdistancetype. For Vesteuropa vil det igen betyde, at atomtruslen imod os øges voldsomt. Vesteuropæiske ledere påstår, at denne type atomvåben skal med i en ny SALT-aftale. Men det bliver vanskeligt at nå til en fornuftig aftale, da sovjetiske våben lige så godt kan anvendes imod Kina som imod Vesteuropa.

Efter tredive års atomkapløb har de vestlige ledere øjensynligt intet lært. Lyt til den sovjetiske systemkritiker Roy Medvedev: ”Vort land er en militær maskine. Vi gør nu som under anden verdenskrig – vi var fattige dengang, vi sultede og vi frøs i elendige lejligheder, men vi slog tyskerne. Tyskerne mistede ni millioner og vi mistede tyve millioner, men vi vandt krigen. Vi vandt, fordi vort system tillader brug af kolossale ressourcer til blot ét formål – militær styrke. Vi er måske primitive, men vi klarer os. Amerikanerne er tåber. De kommer til Rusland, bor på vore hoteller, spiser i restauranterne og opdager, at alt her i landet er dårligt styret. Så vender de hjem til USA med en konklusion om, at eftersom russerne ikke kan styre et hotel, kan de heller ikke bygge raketter. De indser ikke, at vi lægger alle ressourcer i raketter og at regeringen er ligeglad med, om noget er tilovers til befolkningens”.

DEN VESTLIGE politik er enten tåbelig eller forbryderisk, fordi den lægger større vægt på den militære konfrontation end på forhandlingsvejens muligheder. Det er en beklagelig sandhed, at man i Vesten øjeblikkeligt og instinktivt afviser sovjetiske nedrustningsforslag som propaganda. Måske er de det, men det afslører man bedst ved at tage dem alvorligt.

Det er en mere uhyggelig sandhed, at det er Vesten, der flere gange er blevet afsløret som propagandisten. I forhandlingerne om totalt prøvestop måtte USA efter store og overraskende sovjetiske indrømmelser trække i land efter pres fra Pentagon, så man alligevel ikke får det permanente stop, som Carter havde lovet. I forhandlingerne om begrænsning af den internationale våbenhandel gav Brzezinski ordre til, at USA's salg til Iran og Sydkorea end ikke måtte diskuteres. I samtalerne om begrænsning af flådestyrkerne i Det Indiske Ocean er det også USA, som har blokeret fremskridt, fordi man ønsker en større repræsentation i området. I MBFR-forhandlingerne i Wien om begrænsning af styrkerne i Centraleuropa fik Sovjetunionen sidste år stor ros for et kompromisforslag – men alligevel er de vestlige forhandlere blevet hængende i tekniske detaljer, som alle ved ikke bliver løst. Og endelig har USA i SALT-forhandlingerne, som Arthur Macy Cox påpegede fredag, ikke seriøst stræbt efter nedrustning – selv om sovjetiske forslag indebar mulighed herfor.

ANKER JØRGENSEN kaldte under vicepræsident Mondales besøg igen atomvåben for ”djævelens værk”. Blandt andet for at imødekomme dansk bekymring har NATO dannet en ny gruppe, der skal se på mulighederne for at reducere alliancens behov for atomvåben.

Men det er svært at tage dette initiativ alvorligt. I det amerikanske ugeblad Aviation Week and Space Technology, som er vigtigste organ for det militær-industrielle kompleks, henviser man da også til, at initiativet skal ”berolige venstreorienterede og liberale grupper i alliancens medlemsnationer”.

Det er en fornærmelse mod disse gruppers intelligens. Det er forståeligt, at f.eks. Anker Jørgensen nødigt efter en beslutning i NATO vil stå som ”djævelens redskab” og henvisning til en sådan gruppes arbejde kan teoretisk set afværge beskyldningen. Men efter 30 års oprustning er det eneste beroligende et klart og utvetydigt nej til nye atomvåben i NATO – akkurat som det hollandske arbejderpartis leder har gjort. Den tilsyneladende mangel på interesse for spørgsmålet i den danske offentlighed bør ikke give Anker Jørgensen tryghed. Veteranerne fra tressernes atomkampagne sidder i dag i mange politisk vigtige stillinger i det danske samfund. Bevægelsen mod atomkraft kan hurtigt udvikle sig til også at blive en kamp imod atomvåben. Hollandske præsters indsats i deres lands stærke protestbevægelse kan meget vel en dag smitte af på selv danske præster.         

JD

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.