Nej til NATOs raketter vigtigt signal til USA

Tre sikkerhedspolitiske eksperter fra USA – to af dem med karriere i CIA – kritiserer efter besøg i Danmark "åbenbar ansvarsløshed" i danske lederes holdning til NATO og opstilling af nye amerikanske raketter i Vesteuropa

Af JØRGEN DRAGSDAHL

"I har et letsindigt forhold til jeres medlemskab af NATO. Vi er stødt på en åbenbar ansvarsløshed. Mange indflydelsesrige mennesker har øjensynligt forholdt sig passivt og overladt det til militære eksperter at tage de skelsættende beslutninger om anskaffelse af langtrækkende atomraketter til Vesteuropa".

Med disse ord opsummerede den amerikanske sikkerhedspolitiske ekspert Arthur Macy Cox tre dages besøg i Danmark, hvor han havde talt med en snes politikere, embedsmænd i udenrigsministeriet og adskillige politisk aktive enkeltpersoner.

Sammen med to andre amerikanske eksperter, forskeren Richard Barnet og fhv. vicedirektør i CIA Herbert Scoville, var han kommet for at danne sig et indtryk af dansk sikkerhedspolitik og opfordre til indsats imod NATOs planer om at placere 5-600 krydser-raketter og Pershing II raketter i Vesteuropa.

Foruroligende debatniveau

Arthur Macy Cox, der har tyve års regeringserfaring som ekspert i kommunisme, rustningsspørgsmål og europæisk politik, fortsatte:

"Jeg finder det meget foruroligende, at de danske politikere, embedsmænd i udenrigsministeriet og befolkningen i almindelighed hidtil har tænkt meget lidt over virkningerne af NATOs planer. De danske ledere har ikke gennemtænkt problematikken og befolkningen har ikke haft en debat om det. Vi har hørt udtalelser om, at Danmark ikke rigtig har en rolle at spille i dette spørgsmål. Vi har hørt, at I især er optaget af jeres forhold til Vesttyskland. Men det er af direkte betydning for jeres forhold til Vesttyskland – der er kræfter dernede, som tvivler på berettigelsen af NATO-initiativet. Der er lignende kræfter i Norge og Holland. Det er forbløffende, at der ikke er mere samarbejde med dem. I stedet for bliver I individuelt kørt ned af militærets pression".

"En af de klichéer, der ikke er blevet gennemtænkt, er argumentet om, at nye våben er nødvendige som objekter i en byttehandel", fortsætter Richard Barnet, der har skrevet adskillige bøger om NATO, våbenkapløbet, afspændingspolitiske spørgsmål:

"Vi er stødt på udtalelser som: Well, vi synes heller ikke om disse nye våben, men hvis vi skal få stoppet våbenkapløbet, så må vi i det mindste lade som om, at vi vil bygge dem – så kan vi stoppe produktionen, når russerne kommer med deres forslag".

Pres fra nye våben duer ikke

"Men fra våbenkapløbets historie ved vi, at det igen og igen er sket, at når våben først er blevet bestilt, så bøjer modparten ikke af, men beordrer selv lignende våben bygget. Alle kan vel være enige om, uanset hvor skeptiske vi er over for Sovjetunionen, at Bresjnevs seneste tilbud Den sovjetiske præsident Leonid Bresjnev foreslog 6. oktober 1979 nedskæring af atomarsenalet vendt imod Vesteuropa, hvis NATO ikke opstillede nye raketter. om tilbagetrækning af soldater samt tanks og forhandlinger om mellemdistanceraketter er langt mere lovende, end hvis han havde sagt, at nu vil de bygge 50 SS-20 raketter mere, så de kan få forhandlinger i gang. Og hvis den sidstnævnte pression ikke virker over for os, hvorfor skal den så virke over for dem?".

"Selvfølgelig er det den modsatte dynamik, som vi har beviser for virker", tilføjer Arthur Macy Cox. "Da præsident Kennedy bekendtgjorde et stop for atomeksplosioner i atmosfæren på rent ensidig basis, førte det straks til resultater. Averell Harriman tog derover og vi fik det delvise stop for prøveeksplosioner. Bresjnev er nu fremkommet med et tilbud om, at hvis vi undlader at tage beslutningen om nye atomraketter, så vil han nedskære deres styrker, og forhandlinger kan komme i gang. Hvis vi beslutter, at raketterne skal udstationeres, så er tilbuddet væk. Det er yderst uforskammet, hvis NATO i denne situation beslutter sig for, at disse nye våben skal anskaffes".

Danmarks medansvar

"Jeg har ikke mødt nogen, der ønsker atomvåben til Danmark", siger Herbert Scoville, der har været vicedirektør for CIA og stedfortrædende leder af forbundsregeringens kontor for rustningskontrol, ACDA. "Men jeg har mødt flere folk, der mener, at fordi Danmark ikke vil have atomvåben, så kan I heller ikke have indflydelse på, hvorvidt andre NATO-lande skal have dem. Det er en meget forkert holdning. Hvis Danmark skal være med i NATO, så bør I også tage medansvaret for en beslutning, der har fundamental betydning for hele Europas sikkerhed. Thi hvis atomvåben bliver anvendt i Europa, så er det ikke blot Vesttyskland, der bliver ødelagt, men hele Vesteuropa bliver mål for et sovjetisk atomangreb. Alle vil mærke følgerne. Derfor er det ikke passende for Danmark at forholde sig passivt. Faktisk er en af de vigtigste årsager til, at Danmark er med i NATO, at I derved har en chance for indflydelse".

Afgørende valg

"Beslutningen drejer sig ikke om teknik – om I vil have det ene eller det andet våben. I står foran et valg mellem teorier om, hvad der vil gøre atomkrig mere eller mindre sandsynlig", fortsætter Richard Barnet. "Det er for mig ubestrideligt, at den næste generation af våben vil gøre atomkrig mere sandsynlig. Danmark er et oplagt offer i tidligste fase af en sådan krig, og derfor har I en konkret interesse i at forhindre, at de næste generationer af våben bliver bygget".

- Men Vesteuropa har overlevet 30 års våbenkapløb, hvor nye generationer af våben har afløst hinanden. Hvorfor er I specielt bekymrede nu?

"Farerne ved det gamle våbenkapløb er velkendte – vi kender alle til, hvad atombomben mod Hiroshima gjorde, og vi har hørt om, hvordan krig kunne starte på grund af menneskelige fejl og en gal dr. Strangelove. Men her er tale om en ny fase i kapløbet med nye farer. De nye våben passer ind i en udvikling, hvor strategerne leger med tanken om at udkæmpe og sejre i en atomkrig. Man taler om udkæmpelse af begrænsede atomkrige, selv om det er imod alle erfaringer fra krigsførelse", siger Richard Barnet, der fortsætter:

"Ifølge det gamle kapløbs teorier skulle våbnene passe ind i en strategi, der afskrækkede modstanderen fra angreb. Der opstod en slags grov balance mellem arsenalerne. Den kommende afgørelse i NATO er led i et afgørende vendepunkt. Beslutningen betegner et skridt over til en ny teori. Der er folk i USA, som nu agiterer for, at vi skal genoprette vestlig overlegenhed. De nye våben til Vesteuropa er en del af et noget bredere udvalg af våben, som giver USA mulighed for at true Sovjetunionen med et overraskelsesangreb".

- Men hvis man nu mener, at USA står for bedre ting i verden end Sovjetunionen, er der så ikke fornuft i at søge at stille USA så stærkt som muligt?

Barnet: "Overlegenhed er et meningsløst begreb i vor tidsalder. Det centrale spørgsmål er: Kan et land i vor tids verden udvikle en slagstyrke, der kan ødelægge en modstander uden selv at blive påført uacceptable skader. Det mener jeg er umuligt".

Cox: "I USA er der folk, som mener, at Vesten senest i 90’erne kan opnå overlegenhed, bl.a. fordi de sovjetiske u-både er stadig mere sårbare. Sovjetiske admiraler har fortalt mig, at de ved, at deres u-både kan spores, hvor de end er i verden. Der kan ikke være tvivl om, at vi har et stort forspring på dette felt. Så russerne kan i fremtiden ikke være sikre på, at de har nok våben til at gennemføre et modangreb. I USA er der kredse, som mener, at det kan være nyttigt at kunne sige til russerne: Skrup væk derfra, ellers så …".

Scoville: "Men det er vigtigt at huske på, at selv om nogle folk har sådanne ideer, så er de helt uvirkelige. Det er absolut ikke muligt for en part at skaffe sig styrker, der sikrer, at en modstander ikke kan svare igen. Alligevel er det heller ikke en god ting at få våben, der ser ud, som om de har evnen til et lammende overraskelsesangreb. For når man begynder at frygte, at modparten måske har en sådan evne, så tager man alle mulige farlige forholdsregler. Over for en trussel om at få sine landbaserede raketter udslettet svarer man ved at give ordre til affyring af sine egne raketter, når der er alarm om, at et angreb er på vej. Der er kun 15 til 20 minutter at tage beslutningen i – i bedste tilfælde. Denne taktik sikrer effektivt, at man ikke får ødelagt sine raketter. Men det er en ekstremt farlig taktik, for nu må man lade EDB-anlæg og radar bestemme, hvorvidt et modangreb skal indledes. Chancerne for en atomkrig på grund af en misforståelse eller et uheld vil blive mangedoblede. Det er ikke i vores interesse at true Sovjetunionen på denne måde, og det er heller ikke i deres at true os".

Cox: "Doktrinerne Clausewitz udviklede om, at militære våben er politiske redskaber, er blevet meningsløse for atomvåbnenes vedkommende. Det er den klareste lære af de seneste års udvikling. Trusler ved hjælp af atomvåben fører ikke til, at modstanderen bøjer sig, men til at han bliver mere aggressiv for at demonstrere sin viljestyrke".

Nedrustning giver størst sikkerhed

"Det er en af årsagerne til, at en langt bedre måde at opnå større sikkerhed på er ved hjælp af nedrustning. Bresjnev har taget et meget vigtigt initiativ på dette felt. Han har beskrevet rammerne for en række initiativer, og nogle af dem er ensidige sovjetiske initiativer for første gang i mange år. Det er afgørende, at dette udspil bliver besvaret positivt".

Scoville: "Den mest fundamentale kendsgerning er i dag, at man kun kan finde sikkerhed i en balance med gensidig afskrækkelse. Man kan ikke håbe på at benytte atomvåben og så overleve. Man har intet forsvar imod atomvåben. De våben, som man har, skal være vanskeligt sårbare; de må ikke udgøre en direkte trussel imod modpartens våben. Sådanne våben har NATO allerede i kraft af sine mere end 400 sprænglegemer på Poseidon-raketter i u-både. De kan ikke udslettes af modparten. De udgør ikke nogen trussel imod modpartens våben. Det er en meget nyttig atomstyrke, netop den slags våben NATO har brug for".

- Hvad er så frygteligt ved NATOs forslag om anskaffelse af nogle hundrede ekstra atomvåben, når der allerede er mere end 10.000 i Europa?

"Det er en beslutning, der er langt vigtigere end kontroversen omkring neutronbomben og som kun kan sammenlignes med beslutningen i halvtredserne om at føre atomvåben med kort rækkevidde til Europa. Det er strategiske våben, der kan nå mål i Sovjetunionen. De øger den militære spænding mellem Vesteuropa og Sovjetunionen i hidtil uset omfang. De øger meget betydeligt risikoen for krig i krisesituationer – enten på grund af misforståelser eller fordi en part i en spændt situation slår til hurtigt for at komme modparten i forkøbet. De mange taktiske atomvåben kan ikke nå Sovjetunionen på samme vis, og derfor er det en helt ny dimension, der opstår i den europæiske balance".

Farlige krydserraketter

Scoville: "Årsagen til, at disse våben ændrer våbenkapløbets karakter, er deres specielle egenskaber. Det er især foruroligende, at langt størstedelen af dem er krydser-raketter, som ikke kan kontrolleres med det kendte efterretningsudstyr. Det vil sige, at når blot én krydser-raket er blevet udstationeret, må modparten, uanset hvad der står i diverse traktater, gå ud fra, at der i virkeligheden er langt flere, end man siger officielt. Når russerne også får krydser-raketter, får vi en situation, hvor begge parter tror, at den anden har langt flere, og derfor selv bygger flere. Det bliver en helt løbsk oprustningsspiral".

"Krydser-raketterne er kun omkring fem meter lange og kræver ikke noget videre affyringsaggregat, fordi det er et jetdrevet, førerløst fly. Man kan altså skjule det under et træ, have det ombord på et almindeligt skib eller køre rundt med raketter i en lastbil. Det flyver tæt på jorden, kan ikke opdages af radar og kan ramme modpartens våben. Det er et meget afstabiliserende våben i ethvert henseende".

"Desuden vil deres placering i Vesteuropa betyde øget efterretningsaktivitet imod befolkningen i Vesteuropa. Hvis der skal være mening med dem, må en del placeres uden for kendte militære anlæg, og de må sikres imod spionage Desuden vokser risikoen for, at terrorister får fat i dem".

"Lad mig tilføje, at både Pershing II raketten og krydser-raketten er meget provokerende våben – og de vil sikre, at Vesteuropa i en meget tidlig fase af en krigssituation bliver mål for et sovjetisk atomangreb".

Bresjnev oprigtig

- Lad os vende tilbage til Bresjnevs udspil. Er han ikke bare ude på at hindre, at NATO får nye våben?

Cox: "Jeg er netop vendt hjem fra Moskva, hvor jeg i 14 dage har ført samtaler med højtstående regeringsrepræsentanter, militærfolk og forskere om disse spørgsmål. Jeg har ti års erfaring fra CIA i kommunistiske landes forhold. Jeg er overbevist om, at tilbuddet er ment oprigtigt. Det er endog et bemærkelsesværdigt fremskridt i forhold til de muligheder, som de luftede over for mig. Jeg forstod, at man ønskede en afbalanceret nedrustning på mellemdistanceområdet, der inddrog USA’s fly på baser og hangarskibe i Europa. Nu heddet det, at Sovjet i første fase selv vil nedskære sine våben, blot hvis NATO beslutter ikke at udstationere nye".

Scoville: "Bresjnev er en dreven forhandler. Jeg forventer ikke, at han i den første forhandlingsfase siger: ’Nu vil vi afskaffe vore SS-20 raketter’. De har stadig mange af de gamle SS-4 og SS-5 raketter, og det er dem, der nu erstattes af SS-20. Sandsynligvis betyder hans tilbud, at man vil fortsætte afvikling af de gamle raketsystemer, men så ikke erstatte dem med flere SS-20 systemer. Det ville være et meget vigtigt første skridt".

- Hvordan forholder NATOs planer sig til SALT II traktaten?

Cox: "En af grundene, som russerne har til at ønske SALT II Akronymet SALT står for Strategic Arms Limitation Talks. Det var forhandlinger, som skulle medføre begrænsning af atomkapløbet for strategiske – altså de mest langtrækkende atomvåbens – vedkommende. SALT-forhandlingerne bestod af to runder. Den første blev indledt i 1969 og medførte i 1972 aftaler (SALT I), der bl.a. fastfrøs antallet af strategiske raketter. Kapløbet fortsatte dog, idet USA og Sovjetunionen placerede stadigt flere bomber i hovedet på raketterne. Anden runde blev indledt i 1972. I 1979 nåede parterne frem til SALT II aftalen, som blev underskrevet af præsidenterne Carter og Bresjnev. Aftalen blev dog aldrig godkendt af USA’s senat. Den blev udsat for hård kritik af højrefløjen og den sovjetiske invasion af Afghanistan i december 1979 blokerede endeligt for ratifikation. Tilhængerne af rustningskontrol arbejdede dog ihærdigt for ratifikation i 1980. Ronald Reagans overtagelse af præsidentembedet fra januar 1981 skabte flere hindringer for rustningskontrol. Den næste aftale for strategiske våbens vedkommende (START I) blev først indgået i 1991. godkendt, er, at den skaber en slags lige balance. Og de mener, at den såkaldte tillægsprotokol til traktaten i høj grad er en del af dette resultat".

"I protokollen er der en bestemmelse om, at de krydser-raketter, som affyres fra landjorden og fra havet, først må udstationeres efter december 1981. En beslutning på NATOs kommende ministermøde om at udstationere krydser-raketter senere er i klar modstrid med, hvad begge parter er nået til enighed om. Man fratager protokollen al mening, hvis man beslutter, at krydser-raketter skal udstationeres – så kan man ikke længere forhandle om, at protokollen skal forlænges ud over 1981. Jeg kan ikke overdrive betydningen, som man i Moskva giver denne bestemmelse i protokollen og dens forbindelse med spørgsmålet om nedskæringer i de øvrige strategiske våben. Dette er et yderst teknisk spørgsmål af betydning for fremtidige forhandlingssituationer, men det er min opfattelse, at en beslutning om udstationering af krydser-raketter vil skabe store problemer for SALT III og at SALT’s modstandere i USA er helt opmærksomme på dette forhold og derfor ønsker disse våben til Europa. Dette problem kan smadre alle chancer for i fremtiden at opnå traktater om rustningskontrol".

SALT II undergraves

Scoville: "Hele formålet med disse bestemmelser i protokollen var fra amerikansk side at give USA og Vesten to år til at nå frem til en beslutning om disse våbens fremtid. Det, vi nu er i færd med, er at undergrave traktaten inden den overhovedet er trådt i kraft. Initiativet ødelægger selve det grundlæggende formål med SALT – at forberede afviklingen af de store atomarsenaler".

Cox: "Det er den anden store skuffelse ved besøget her i Danmark, at der er så få folk, som forstår sammenhængen mellem de enkelte skridt i bestræbelser for at få kontrol med oprustningen og få kapløbet vendt".

Barnet: "Desto flere våben vi bygger, desto mere usikre bliver vi. De vil ikke øge vores sikkerhed militært, fordi arsenalerne allerede er så store. Men de våben, vi fjerner, øger til gengæld vores sikkerhed".

- Har I noget positivt at tage med jer hjem?

Scoville: "Et af de vigtigste budskaber, vi kan tage med, er, at folk her ikke er lammet af skræk over Sovjetunionen og føler, at atomvåbnenes antal er mere end tilstrækkeligt. Jeres problem er mere, at I ikke gennemskuer perspektivet i amerikanske initiativer. Vore politikeres problem er, at de er blevet opslugt af tal-legen og har mistet perspektiv på det felt".

Cox: "Hver eneste gang jeg kommer til Europa, bliver jeg slået af den afslappede atmosfære sammenlignet med den opfattelse, vi i USA danner os. Dér hører vi hele tiden, at europæerne presser på for flere våben, at danskerne frygter de sovjetiske skibe i Østersøen osv. Det ville være meget værdifuldt om flere danskere ville tage til USA og få rettet op på vores vrangforestillinger. I USA tror vi, at det er jer europæere, der indtrængende beder om flere våben, og her opdager vi så, at I føler, at det er USA, som presser jer til at acceptere nye våben".

Barnet: "Det er uhyre vigtigt! Kontaktfladen bør gøres betydeligt bredere. Nu bliver størstedelen af de sikkerhedspolitiske opfattelser kommunikeret frem og tilbage over Atlanten gennem militære kanaler – via NATO-hovedkvarteret og via delegationsbesøg betalt af NATO og Pentagon. Det skyldes en bevidst indsats fra disse institutioners side, at udvekslingen er så ensidig. Men det skyldes også, at vi, der er kritisk indstillede, ikke i tilstrækkelig grad har kastet os ud i debatten og sat os i kontakt med hinanden. I fremtiden vil vi søge at få ændret dette forhold. Men hjælp herfra kan det lykkes".

Scoville: "Det vigtigste signal I kan sende til USA nu er et: Nej. I skal sige: ’Vi ønsker ikke flere raketter, vi ønsker ikke en ny runde i våbenkapløbet, vi føler os ikke truet nu af Sovjetunionen".

"Et sådant nej vil trænge vore høge tilbage, og igen give fornuften en chance, så forhandlinger kan få en chance. På den måde kan I spille en meget positiv rolle både i våbenkapløbet og i vor interne debat".

[i] I en boks på samme side, hvor dette interview blev bragt, stod følgende forklaring under overskriften: Nej til debat. "Information havde oprindelig tænkt, at de tre amerikanske eksperter skulle konfronteres med danskere, der er tilhængere af NATO’s nye atomraketter. Vi har kontaktet adskillige repræsentanter for Forsvaret og de politiske partier, men ingen ønskede at deltage i en rundbordssamtale til offentliggørelse her i avisen. Forsvarsstabens chef, G.K. Kristensen, undslog sig, fordi "spørgsmålet er alt for politisk". Niels Jørgen Haagerup, der i en længere årrække har været sikkerhedspolitisk kommentator i diverse medier, kunne ikke deltage, fordi han skulle til udlandet. Poul Nielson fra Socialdemokratiet havde først sagt ja, men sagde i sidste øjeblik fra på grund af valgkampen. En lignende forklaring benyttede f.eks. Palle Simonsen, Konservativt Folkeparti, og Bent Honoré, Kristeligt Folkeparti".

[ii] Denne underrubrik er tilføjet i netudgaven af artiklen.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.