Trykt i Information 15. oktober 1979

Politikerne ”uvidende” om våbenkapløbet

Radiorådets formand Ole Espersen ønsker mere engagerende mediebehandling af rustningsproblematikken.

Af JØRGEN DRAGSDAHL´

"Jeg føler mig usikker på det hele. Næsten alle Folketingets medlemmer føler sig magtesløse og uvidende, når det gælder våbenkapløbet".

Med disse ord opsummerer den socialdemokratiske toppolitiker Ole Espersen, der også er Radiorådets formand, sit syn på de mange sikkerhedspolitiske spørgsmål, der nu trænger sig på inden for NATO.

Han føler, at der er et stort behov for, at den sikkerhedspolitiske debat bliver taget op – men hvordan er det store spørgsmål. Et forslag er, at radio og tv går videre end de nøgterne journalistiske referater og får menneskeliggjort problemerne, så behandlingen kan inspirere til et folkeligt engagement i rustningsproblematikken.

- Skal beslutningen til december i NATO om anskaffelse af langtrækkende atomraketter udskydes?

"Som mange andre politikere har jeg et så begrænset kendskab til de problemer, at det er meget svært for mig at tage en stilling. Når vi har en så begrænset viden, er det jo fordi, at dette spørgsmål om krig og fred og nedrustning – som er det allervigtigste, vi kender overhovedet – af en eller anden mærkelig grund har været et meget beskedent problem. Politikere i al almindelighed har deltaget meget lidt i debatten om det. Når jeg derfor spørges om, hvorvidt 400 eller 500 raketter skal placeres i Vesteuropa, så står jeg fuldstændig blank".

Tillid til NATO

"Jeg kan ikke vide, om neutronbomber og raketter indgår i overvejelser om en slags handelsaftale mellem NATO og Warszawapagten. Netop fordi vi ikke ved, hvad der er realiteter og hvad der er taktiske politiske overvejelser, er der mange politikere, og dertil har jeg selv hørt, som har sagt til sig selv, at vi vel må gå ud fra, at de positioner vi søger at opnå, er de bedst mulige til fremme af NATO’s erklærede mål, nemlig en afbalanceret nedrustning".

"Hvis man har det indtryk, så vil man vel være betænkelig ved at tage en del ud af sammenhængen og sige: det skal vi i hvert fald ikke gøre".

"Det, jeg beklager mest, er, at de forhandlere, som i virkeligheden beskæftiger sig med spørgsmål om liv og død, sjældent om nogensinde føler, at det, de går til forhandlingsbordet med, har været genstand for offentlig diskussion. Det er godt, når forhandlere føler, at det, de beskæftiger sig med, har en hjemlig interesse, og at de har fået et fingerpeg fra hjemlige organisationer om, hvor landet ønsker at gå hen. De har nu som baggrund et almindeligt ønske om fred i verden, men de midler, som man vælger, kan være så forskellige, at de er afgørende for, om vi får freden. Derfor er det ikke nok med en interesse for målsætningen, der er indlysende og rigtig for os alle sammen. I denne situation er det måske vigtigere end nogensinde også at diskutere midlerne. Og den diskussion har vi altså manglet her i landet".

Afgørende nyt

- Din argumentation er vel egentlig en meget god grund til udsættelse af NATO’s beslutning. Ud fra våbenkapløbets hidtidige historie må man kunne sige, at risikoen ved en accept af de nye våben, indtil spørgsmålet er blevet bedre belyst, er den største – sammenlignet med den eventuelle risiko ved en udsættelse?

"Det afgørende er ikke, hvad jeg ved eller ikke ved, men om der vil være en mere rimelig politisk situation, hvis man udsatte beslutningen et halvt eller et helt år. Men så kan man jo sige, at enhver beslutning om anskaffelse af nye våben bør udsættes. Og det er selvfølgelig ikke særligt afklarende".

"Men hvis jeg med min begrænsede viden sagde, at netop dette våben bør vente, så ville jeg ikke føle, at jeg havde sikret mig tilstrækkeligt baggrund for at komme med en anbefaling".

- Men mange kyndige folk, bl.a. den vesttyske forsvarsminister, kalder beslutningen den vigtigste i årtier?

"Jo, men hvis skyld er det, at det foreliggende debatgrundlag er begrænset? Er der først nu nogen, som er ved at vågne op, eller er det myndighederne, som har søgt at begrænse vores debatgrundlag? Jeg tror, at ansvaret hviler nok så meget på politikerne. Af en eller anden grund har vi følt os for afmægtige".

"Men jeg mener, at der er ved at ske noget afgørende nu. Mange af de organisationer, der har beskæftiget sig med menneskerettigheder, siger nu: Det er meget godt, at vi har skabt nogle systemer, men selve den grundlæggende menneskerettighed er retten til livet, og den forudsætter, at vi sikrer fredelige tilstande i verden".

Medierne svigter

- Har medierne – og især den nationale institution du sidder i – svigtet sin debatskabende rolle på dette felt?

"Jeg tror ikke, at vi har svigtet, når det gælder referater fra FN’s generalforsamling om nedrustning, debatten om SALT-traktaten eller stemningen i USA og Sovjetunionen. Det har vi gjort på et rimeligt journalistisk grundlag".

"Vi har ikke gjort det, som man har gjort i Sverige, hvor man har søgt at menneskeliggøre problemerne lidt mere. De har set nærmere på de mulige konsekvenser af terrorbalancen. Vi har nok holdt os på det meget nøgterne journalistiske grundlag. Hvis vi har som opgave at skabe oplysning, information og engagement omkring disse problemer – og det mener jeg vi har – så har vi været lovligt tilbageholdende".

- Hvad med en større indsats på debatniveauet? Journalister, der beskæftiger sig med sikkerhedspolitik, kommer nemt meget nær på de militære institutioner, og fordi ekspertise på dette felt er noget meget diskutabelt, kunne man med mere debat få en mere nuanceret oplysning?

"I forbindelse med den fredelige udnyttelse af atomkraft er det lykkedes at skabe en voldsom debat herhjemme, og de, der har formidlet viden fra institutioner, er ikke blevet så knyttet til dem, at det har forhindret debat".

Intet pres på journalister

"Jeg tror også, at det på dette felt kan lykkes journalister at starte en god og nyttig debat. Men journalister har jo ofte den tendens, som er meget naturlig, at de afspejler de interesser, der er ude i samfundet. Og hvis der ikke er nogen særlig interesse omkring det, så kræver det en særlig form for journalistisk ihærdighed at sætte en debat i gang. Jeg kan tænke mig, at der er mange, som i årenes løb har lavet reportager og skrevet artikler, og som bagefter har stået og sagt: der er jo ingen reaktion".

"I og med at man lægger stor vægt på NATO’s folkelige opbakning, bør det også være en opgave for det offentlige og for f.eks. Atlantsammenslutningen at skabe større offentlig debat, og det er jo ikke lykkedes".

"Måske føler nogle ligefrem også, at det vil være, hvad en bestemt politiker vil kalde landsforræderisk at beskæftige sig med problemerne. Nogle føler måske også, at vi er udsat for en så voldsom fare, at vi bør lade de militære eksperter klare problemerne alene. Men det er min opfattelse, at hverken den sovjetiske eller amerikanske regering har til hensigt at indlede en krig. Så jeg ser ingen undskyldning for ikke at have en offentlig debat".

- Udfordres du for lidt af dine vælgere i dette spørgsmål?

"Jeg udfordres overhovedet ikke af mine vælgere. Jeg har brugt mine seneste møder på at tale om disse problemer, og så er der da også en væsentlig interesse. Men udfordringer har der ikke været endnu".

- Svigter politikerne deres demokratiske pligt over for vælgerne? Der er i befolkningen en udbredt utryghed ved våbenkapløbet og atomvåben, men politikerne giver dem ikke en mulighed for at få denne følelse udtrykt?

"Jo, men man skal jo heller ikke give folk indtryk af, at de kan få indflydelse på noget, som de ingen indflydelse har på. Og når stort set alle Folketingets medlemmer føler en vis magtesløshed, så er det lidt svært at forvente af dem, at de på det grundlag skal engagere vælgerne. Derfor skal man i første række skabe en større interesse hos vælgerne og politikerne".

- Men hvorfor afvises konkrete forslag om bevillinger til forskning og oplysning så?

"De kan skyldes en manglende fornemmelse af, hvad debatten skal dreje sig om, og om hvordan man på en ikke frustrerende måde kan engagere folk i debat. Vi burde have en forskning. Men på politisk hold er sagen for umoden til, at man kan starte en debat".

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.