Trykt i Information 27. november 1979
Forvirrende og vildledende grundlag for NATO-raketter
NATO søger at gennemtrumfe raket-afgørelse hastigt - forklaringen er måske de svage argumenter for våbnene.
Af JØRGEN DRAGSDAHL, HANS GÜNTHER BRAUCH og PAUL RUSMAN [i]
En del af den offentlige debat om den såkaldte modernisering af NATO’s taktiske atomvåben har bygget på overfladiske, modstridende og misvisende informationer. Endog skræmme-teknik i den kolde krigs stil er blevet anvendt med henblik på erhvervelse af offentlighedens accept.
De folkevalgte forsamlinger i NATO-landene er kun blevet overladt en måned til vurdering af NATO-eksperternes endelige rapport om placeringen af langtrækkende atomraketter i Vesteuropa, og det er tvivlsomt, om de overhovedet får rapporten at se. Men videnskabsmænd, militærfolk og andre sikkerhedspolitiske eksperter har diskuteret spørgsmålet i lang tid. I USA’s Kongres blev problematikken allerede diskuteret i foråret 1974. Grundige forberedelser har været i gang i NATO siden i hvert fald juni 1977.
Hastværket nu er tydeligvis et forsøg på at undgå en ny langstrakt debat som den, der vakte bekymring i forbindelse med "neutronbomben". Set fra en demokratisk synsvinkel er det yderst utilfredsstillende. Spørgsmålets betydning er langt større end "neutronbomben". Det kan meget vel være den vigtigste beslutning, Europa har stået over for siden taktiske atomvåben blev indført i 1950’erne.
Det er ikke muligt at foretage en definitiv vurdering af argumenterne for og imod de nye våben. Officielt hemmelighedskræmmeri, mangler i materialet selv embedsmænd har til rådighed, samt mangel på tid til yderligere forskning, bevirker, at det ikke er muligt. Det er sandsynligt, at end ikke NATO har en klar politik om behovet for nye atomraketter – mange politiske kompromisser har gjort den militære logik i problematikken uklar. Men på nuværende tidspunkt kan man i det mindste rejse alvorlige spørgsmål i forbindelse med tankegangen bag og de metoder samt beslutninger, der indgår i processen.
Kampagnen om den nye sovjetiske trussel
Siden 1973 er afspændingspolitikken kommet under tiltagende angreb i både USA og Vesteuropa. Diverse kold-krigeriske organisationer er blevet dannet i USA, bl.a. Committee on the Present Danger samt Coalition for Peace Through Strength.
En af de amerikanske høges førende ideologer, Richard Pipes, har peget på de sociale ændringer, som afspændingen har medført i Vesteuropa: "Den lavere middelklasse og arbejderklassen har fået magt og indflydelse (…) Sådanne mennesker er simpelthen ikke politisk anlagte (…) De kan ikke se nogen mening i at konfrontere Sovjetunionen eller spilde tid med at tænke på sådanne problemer (…) Efter min mening er europæerne ikke villige til at slås for Europa. Politisk plejede gennemsnitseuropæeren at blive anført af eliten eller i de seneste årtier af amerikanerne".
Genopliver den kolde krig
Budskabet om en ny sovjetisk trussel er et forsøg på at dreje uret tilbage og genoprette den kolde krigs magtforhold. Det videregives til opinionsdannere og massemedierne ved hjælp af en række publikationer i USA og Vesteuropa. Hovedargumenterne om det sovjetiske systems aggressive væsen er ofte identiske med propagandaen om en umiddelbart forestående sovjetisk trussel, der blev formuleret i de to hoveddokumenter med retningslinjerne for den kolde krig. NSC-68 fra april 1950 og Gaither rapporten fra 1958. Begge dokumenter skulle retfærdiggøre en storstilet amerikansk oprustning.
Man ser i dag fire hovedteser om den nye sovjetiske trussel:
- At Sovjetunionen årligt bruger dobbelt så meget som USA til militære formål.
- At Sovjetunionen forfølger sit endemål, global sejr for sovjetisk kontrolleret kommunisme, ved hjælp af militære, økonomiske og propagandistiske midler.
- At Sovjetunionen ønsker politisk herredømme ved at udnytte politisk pression, som stammer fra militær overlegenhed.
- At den sovjetiske oprustning i de seneste 25 år ligner Det tredje Riges oprustning i 1930’erne.
CIA’s omvurdering
Det første argument bygger på en omvurdering af Sovjetunionens militære udgifter, som CIA foretog efter de hidtidige analyser var blevet kritiseret af syv "høge", der blev hentet uden for efterretningstjenesten af politiske årsager.
CIA præsenterede imidlertid de nye vurderinger med visse forbehold: "Omkring 90 procent af stigningen skyldes en ændret forståelse af priserne i rubler og omkostningerne. Ændringer i de nationale efterretningstjenesters vurdering af de sovjetiske styrkers størrelse (…) har medført de resterende 10 procents stigning".
I 1976 understregede daværende direktør i CIA, George Bush, at omvurderingen ikke skyldtes en dramatisk stigning i de sovjetiske militær-programmers omfang. Desuden er CIA’s nye analytiske metoder blevet kritiseret af adskillige amerikanske sikkerhedspolitiske eksperter: Kongresmedlemmet Les Aspin, Franklyn Holzman og Daniel Yergin. Desuden har det svensk finansierede institut SIPRI angrebet CIA’s fremgangsmåde. Alligevel benytter mange politikere i Nordamerika og Vesteuropa disse tal ukritisk for at underbygge deres tese om en storstilet sovjetisk militær oprustning.
Sovjets hensigter
Hvad angår Sovjetunionens udenrigspolitiske hensigter, så har Raymond L. Garthoff, som var med i USA’s SALT-delegation og nu er ambassadør i Bulgarien, peget på ti faldgruber, når man analyserer dette spørgsmål. Et par af dem er tendensen til at regne med, at modparten kan og vil gøre det værst tænkelige, samt tendensen til, at man tildeler modparten opfattelser, værdier og adfærd, der svarer til ens egne.
Den forhenværende amerikanske kold-krigs strateg, George Kennan, skrev i 1977, at den sovjetiske ledelse er fanget af sin egen ideologi. Det er en gruppe yderst konservative mænd, der er enige om at afvise tanken om en ny storkrig og som ønsker at undgå enhver form for ny større militær konfrontation med USA, men alligevel benytter de retorik, som kan virke truende. Det er Kennans opfattelse, at den sovjetiske ledelse ønsker at bevare sit nuværende magtgrundlag og derfor er mere optaget af egne uløste problemer omkring økonomisk udvikling end en stræben efter globalt herredømme.
Både i USA og Vesteuropa har høgene påstået, at kritikerne af "neutronbomben" og de nye "moderne" atomvåben til Europa er fjendens allierede. Uafhængige vesteuropæiske tanker om udenrigspolitik og forsvarsspørgsmål kaldes finlandisering eller selv-finlandisering. Det er et forsøg på at afvise den dybe bekymring i Vesteuropa og retfærdiggøre indførelsen af nye atomvåben. Vesteuropas økonomiske, politiske og sociale styrke er relativt så stor, at sammenligninger med Finlands forhold til Sovjetunionen er rent nonsens.
Påstandene om, at Sovjetunionens oprustning kan sammenlignes med nazisternes i trediverne er blevet afvist i en detaljeret statistisk analyse, som et medlem af den amerikanske Kongres, Les Aspin, har foretaget. Han konkluderer, at "Sovjetunionen har i adskillige år brugt en konstant andel af sit bruttonationalprodukt på de væbnede styrker (…) Selv om de har bygget nyere og mere moderne udstyr har de ikke indpasset det hurtigere i deres styrker end det er nødvendigt til erstatning af forældet materiel (…) Den seneste tids russiske oprustning kommer ikke på nogen måde i nærheden af at ’overgå’ Hitlers i 1930’erne".
Man kan derfor konkludere, at høgenes hovedargumenter om en ny alvorlig sovjetisk trussel i det mindste kan betvivles.
Den nye raket-kløft
Mange af argumenterne om den "sovjetiske trussel" er igen og igen under den kolde krig blevet brugt til legitimering af behovet for større forsvarsudgifter. På lignende vis er påstanden om "kløfter" mellem parternes evner blevet brugt til at opnå offentlighedens støtte til konkrete våbenprojekter. Præsidentkandidater som John F. Kennedy, Barry Goldwater og Richard Nixon har benyttet denne metode. Senere forskning har vist, at "kløfterne" ikke eksisterede.
I øjeblikket tales om en raket-kløft i Europa. Overdrivelse af Sovjets atomstyrke, bevidst vildledning og andre propaganda-metoder anvendes nu til at skræmme den vesteuropæiske offentlighed.
Eksempelvis berettede det konservative vesttyske ugeblad Die Welt den 7. februar i år, at "det sovjetiske SS-20 mellemdistance-raketsystem er udelukkende vendt mod mål i Vesteuropa. Oplysningen stammer fra amerikanske kilder". For nylig har den amerikanske ambassadør i Italien sagt, at hovedparten af SS-20 raketterne er rettet imod den italienske halvø. Amerikanske senatorer og diplomater har advaret om, at USA muligvis vil trække sine styrker ud af Europa, hvis de nye atomraketter ikke bliver anskaffet.
Brzezinski, Carter og Vance har advaret om, at NATO måske falder fra hinanden.
Særligt stor forvirring er der i forbindelse med de vurderinger, som opgives i diverse analyser af "balancen" i Europa.
I 1978 kunne den fremtrædende vesttyske sikkerhedspolitiske journalist Lothar Ruehl skrive: "Det er derfor ubalance og ikke balance, der karakteriserer den eurostrategiske situation". Ruehl sammenlignede "omkring 1.600 eller flere sovjetiske angrebssystemer egnede til atomvåben" med hen imod 1.200 "under de mest favorable vilkår" på den vestlige vægtskål.
Ifølge det vesttyske forsvarsministeriums hvidbog for 1979 er "Warszawa-pagten overlegen inden for atomvåben med en række vidde på mere end 1.000 km".
Men general George S. Brown, der dengang var chef for den amerikanske generalstab, kunne i sin årsberetning til udvalget for de væbnede styrker i USA’s senat den 7. februar 1978 stadig hævde: "Alt i alt har USA for tiden stadig et klart forspring i de lokalt atom styrker, men vi bør fortsætte udviklingen og udstationeringen af moderne systemer, der kan imødegå udfordringen i den sovjetiske modernisering".
Og det i vestlige forsvarskredse meget respekterede Institute for Strategic Studies (IISS) konkluderer i Military Balance 1979-80, at "noget meget nær ligevægt eksisterer nu mellem NATO’s og Warszawa-pagtens lokalt anvendelige styrker, selvom balancen bevæger sig i Warszawa-pagtens favør".
Er det ligevægt, der karakteriserer den euro-strategiske situation, eller er det et forspring for NATO, som general Brown påstår, eller er det uligevægt i Warszawa-pagtens favør, som Lothar Ruehl og det vesttyske forsvarsministerium påstår?
Hvilke af disse respekterede kilder er forkerte? Hvad er årsagen til de modstridende oplysninger? Er den seneste tids kampagne om en "eurostrategisk raket-kløft" kun begrundet i et ønske om at påvirke den offentlige mening, så den vil acceptere nye amerikanske våben?
Sovjetisk hemmelighedskræmmeri
De her modstridende vurderinger af Sovjetunionens styrke inden for lokalt anvendelige atomvåben bygger alle på vestlige kilder, dvs. offentligt tilgængelige data fra vestlige efterretningsvæsener. Sovjetunionen offentliggør ingen tal om sine konventionelle eller nukleare styrker. Det sovjetiske hemmelighedskræmmeri er blevet en vigtig støtte for høgenes analyser, hvor de værst tænkelige muligheder tillægges stor vægt.
Hvis afspændingen skal udvikles videre, er det en nødvendig betingelse for skabelse af gensidig tillid, at militære forhold belyses bedre gennem større åbenhed. Tegn på en sådan udvikling har været mulig at spore i det seneste år, men langt hurtigere fremskridt er nødvendige.
Tal-legen
I vestlige analyser benyttes diverse statistikker ofte for at give læserne "kendsgerninger" om den militære balance. Men statistik bør behandles forsigtigt. En vigtig grund er, at arsenalernes enorme omfang gør betydningen af "ligevægt" temmelig tvivlsom. Tal-legene i analyserne tjener primært som politiske redskaber for, hvad det nu engang er, man ønsker at påvise.
Ifølge officielle amerikanske beregninger fra januar 1979 havde USA omkring 9.200 sprænglegemer i sine strategiske våben medens Sovjetunionen havde omkring 5.000.
Metzger og Doty fra det meget ansete Center for Science and International Affairs ved Harvard Universitet har inddraget de langtrækkende lokalt anvendelige atomvåben i deres analyse. De tæller 3.651 fremføringsmidler med 12.047 sprænglegemer hos Vesten. Warszawa-pagten gives 4.797 fremføringsmidler med 8.219 sprænglegemer.
Kommentatoren Justin Galen skriver i det amerikanske militære tidsskrift Armed Forces Journal, at "mere end 20.000 atomvåben vil stå til rådighed i tilfælde af en lokalt begrænset krig i Europa – flere våben end parternes nuværende krigsplaner kan anvende selv i en total krigsførelse".
Hvis man tager sit udgangspunkt i den ramme for våbnenes rækkevidde, som den vesttyske forsvarshvidbog anvender (1.000 km til 5.500 km), så viser materialet hos Metzger og Doty, at der er 2.135 sovjetiske våbensystemer med 3.105 sprænglegemer over for 1.428 vestlige systemer med 2.200 sprængladninger.
Det britiske institut IISS benytter noget anderledes rammer for rækkevidden og sammenligner 5.364 østlige systemer (2.244 anvendelige sprænglegemer) med 2.405 vestlige systemer (1.811 anvendelige sprænglegemer).
Hvis man igen anvender rækkevidden 1.000-5.500 km og inddrager de våbensystemer, der er nævnt i en stabsrapport til et underudvalg i det amerikanske senats udenrigskomité i oktober 1979, Metzger og Doty samt den vesttyske hvidbog, så når man frem til følgende konklusioner:
Ifølge samtlige kilder har NATO et klart forspring inden for raketter affyret fra u-både. Warszawa-pagten har et klart forspring inden for mellemdistanceraketter affyret fra landjorden.
Når vi ser nærmere på fly, der kan medbringe atomvåben, så har Warszawa-pagten ifølge IISS et forspring på 1,3 mod 1. Ifølge den vesttyske hvidbog er Warszawa-pagtens forspring på 2,5 mod 1. Hvis man inddrager antallet af sprænglegemer, som flyene fremfører, giver Metzger og Doty Warszawa-pagten et forspring på 2,2 mod 1, medens IISS giver NATO forspringet med 1,2 mod 1. Hvis vi også medtager de beregninger for effektivitet, som IISS foretager, så bliver NATO’s forspring inden for fly endnu større, 1,41 mod 1.
Hvis vi sammenligner kildernes tal for affyringsramper, så når vi frem til følgende forholdstal i Warszawa-pagtens favør. Det britiske IISS har 2,21 mod 1. Metzger og Doty har 2,35 mod 1 og den vesttyske hvidbog 3,11 mod 1. Hvis vi sammenligner antallet af sprænglegemer for disse våbensystemer, så får vi følgende tal, der kun knebent er i Warszawa-pagtens favør: IISS 1,07 mod 1. Metzger og Doty 1,51 mod 1. Hvidbogen fra det vesttyske forsvarsministerium nævner slet ikke tal for sprænglegemer.
Ligevægt
Og når vi benytter IISS’s beregning af våbensystemers effektivitet, når vi frem til 768 for både NATO og Warszawa-pagten, altså ligevægt.
Det er åbenbart, at IISS tager med i betragtning, at et vist antal våben er vendt imod Kina. De andre kilder skelner ikke.
Da tallene, alle parter anvender, er behæftet med stor usikkerhed, må vi konkludere, at erklæringen fra IISS om, at noget nær "ligevægt nu eksisterer mellem NATO’s og Warszawa-pagtens lokalt anvendelige atomvåben", og erklæringen fra den amerikanske generalstabs chef, general Brown, om, at "alt i alt har USA i dag et klart forspring inden for lokalt anvendelige atomvåben", kommer nærmere på virkeligheden end den vesttyske hvidbogs erklæringer.
Opgivelserne i den vesttyske hvidbog er meget klart politisk styrede og videnskabeligt vildledende.
Den vesttyske hvidbog regner ikke med følgende våbensystemer, der er medtaget i NATO’s krigsplaner: mellem 400 og 480 sprænglegemer i de amerikanske u-bådsaffyrede Poseidon C3 raketter, 66 amerikanske FB 111-A bombefly, 50 britiske Buccaneer bombefly, 100 amerikanske jagerbombere på hangarskibe.
Den vesttyske hvidbog medregner 150 sovjetiske kampfly af typen SU-19 Fencer, der har en rækkevidde på aller højest 1.440 km. Men den medtager ikke følgende langtrækkende vestlige fly: 177 britiske og franske Jaguar, omkring 400 amerikanske og 123-180 britiske, tyske, græske og tyrkiske F-4 jagerbombere, 318 F-104 jagerbombere med mulighed for fremføring af atombomber ud af 500 i Belgien, Vesttyskland, Holland, Italien, Tyrkiet, Danmark og Norge.
Forvirring omkring SS-20
Meget forskellige og indbyrdes modstridende tal benyttes i forbindelse med den meget omtalte "nye sovjetiske trussel", SS-20.
Nogle eksperter taler privat om, at der er omkring et dusin SS-20 affyringsramper. Den vesttyske eksperte Lothar Ruehl skrev i juli 1979, at der er 108 affyringsramper med 324 raketter og i alt 972 sprænglegemer. Heraf skulle 189 raketter med 567 sprænglegemer være rettet mod Vesteuropa.
Paul Warnke, der var USA’s chefforhandler i SALT, hævdede i marts 1979: "De har omkring 70 SS-20’ere, der ikke alle er operationsklare, delt mellem Europa og Kina".
Den vesttyske forsvarsminister Hans Dietrich Genscher sagde den 4. november 1979, at der er mere end 100 SS-20 raketter med 300 sprænglegemer.
Det er forunderligt, at selv om så præcise tal opgives i pressen, så har ingen endnu offentliggjort et fotografi af SS-20. Satellitfotos eksisterer af næsten alle andre våbensystemer.
Også med hensyn til SS-20’s egenskaber er forvirringen betydelig. Friedhelm Reich har i tidsskriftet Wehrtechnik for august 1979 efter gennemgang af 11 forskellige kilder rejst en række spørgsmål. Længden på SS-20 varierer mellem 11 og 25 meter. Ud fra en vurdering af dens bærekraft, skriver Reich, at SS-20 enten ikke kan have den præcision, som man tilskriver den, eller de tre sprænglegemer, som de fleste officielle kilder påstår den har.
Amerikanske garantiers troværdighed
Det kan være vanskeligt at vurdere den militære balance inden for euro-strategiske systemer, men de politiske spørgsmål er langt mere uhåndgribelige. Både troværdighed af forbindelsen mellem taktiske atomvåben og strategiske atomvåben, samt troværdigheden af USA’s atomparaply, er blevet betvivlet af henholdsvis forbundskansler Helmut Schmidt og fhv. udenrigsminister Henry Kissinger.
Adskillige eksperter har taget til genmæle, men de har ikke fået en lignende pressedækning.
I september 1979 sagde McGeorge Bundy, der har været sikkerhedspolitisk rådgivet for både præsident Kennedy og præsident Johnson, i en tale:
"I mange år har NATO’s virkeligt strategiske våben været de amerikanske u-både, og de har for deres vedkommende kun været så troværdige som de amerikanske garantier. Det er ikke muligt at ændre denne virkelighed ved at placere nye langtrækkende våben på landjorden, og der er ingen grund til, at amerikanerne skal påtvinge deres allierede sådanne systemer. Man vurderer heller ikke den grundlæggende garanti bedst gennem sammenligning af antallet af langtrækkende våben under amerikansk kontrol med antallet af SS-20 og Backfire. Når vi husker på, at den strategiske verden uundgåeligt er bipolær, så bør vi erkende, at i en situation med ekstrem spænding, vil hverken Moskva eller Washington betragte sådanne amerikanske våben som brugbare isoleret eller begrænset. Ethvert amerikansk kontrolleret våben, der kan nå frem til Sovjetunionen, vil næsten sikkert af begge parter blive betragtet ens. Heraf følger, at den strategiske beskyttelse af Europa er så stærk eller svag som den amerikanske strategiske garanti, uanset hvilke amerikanske våben der er placeret i Europa".
Det er logisk, at hvis 300.000 amerikanske soldater i Europa ikke opfattes som en tilstrækkelig garanti, så er den eneste løsning en gaullistisk udvej, hvor Europa anskaffer sine egne strategiske våben.
Hvis Vesteuropa erhverver våben, der kan rette angreb med kirurgisk præcision mod Sovjetunionens våbensystemer, så er en af de bedste hindringer for atomkrig, den amerikanske strategiske garanti, blevet undergravet. En såkaldt begrænset atomkrig i Europa vil for europæerne få samme ødelæggende virkning som en total atomkrig.
Talrige andre spørgsmål trænger til afklaring: Hvorfor har NATO netop valgt antallet 572 raketter som den foretrukne forstærkning af Vesteuropas forsvar. Hvorfor har Vesten hidtil afvist forhandlinger med Sovjet om våbnene i Europa og hvorfor vil man ikke forhandle ud fra de nuværende styrker.
Overvejelserne omkring anskaffelse af nye langtrækkende atomvåben trænger til større klarhed. På nuværende tidspunkt er forvirringen så total, at der er grund til at stoppe op og overveje det foreslåede initiativ endnu en gang.
[i] Hans Günther Brauch og Paul Russman er forskere i militære forhold ved henholdsvis Heidelberg Universitet og Leiden Universitet. Artiklen er baseret på oplæg til en konference i Vestberlin, hvor 40 forskere fra Vesteuropa og USA deltog.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|