Trykt i Information – særnummer[i] – februar 198028 års atomkapløb uden civil kontrol
Først planlægger militæret og industrien produktion af nye atomvåben – siden efterrationaliserer politiske myndigheder deres anskaffelse
Af JØRGEN DRAGSDAHL
USA har i 28 år haft atomvåben i Europa beregnet til anvendelse lokalt. Men NATO er endnu ikke nået til enighed om konkrete retningslinjer for våbnenes brug i krig.
I løbet af de 28 år er deres anvendelse i en krig begrænset til Europa blevet stadigt mere sandsynlig. Men denne udvikling har fundet sted uden videre offentlig debat af perspektivet.
De civile politiske organers rolle har været begrænset til en sen godkendelse af initiativer, som våbentekniske fremskridt og nogle få eksperters overvejelser har været drivkraften bag. Ofte er usandfærdige argumenter brugt, når nye våbens anskaffelse skulle forklares.
Raketterne
Da NATO i december 1979 skulle beslutte 572 langtrækkende atomraketters anskaffelse, levede man helt op til disse traditioner. I løbet af et par måneders heftig offentlig debat blev mange spørgsmål rejst – men fra de ansvarlige kom kun få svar.
Debattens kvalitet virkede ligefrem grotesk på mange amerikanske eksperter, der trods alt var vant til mere indhold i rent amerikanske overvejelser. Nogle betvivlede, at europæiske politikere havde indset alvoren i "årtiers" vigtigste initiativ. Neutronbombens fader, Samuel Cohen, efterlyste en begrundelse for, at raketterne var mere nødvendige end hans opfindelse. Og en førende kommentator, Justin Galen ved Armed Forces Journal, gav udtryk for, at en mere indholdsrig debat er nødvendig, hvis NATO skal imødegå firsernes udfordringer.
Men "hverken den amerikanske eller den europæiske offentlige mening er klar til ærlig diskussion af problemerne", forklarede han i november. NATO har "usædvanligt svært" ved at diskutere spørgsmålene omkring atommoderniseringen i andet end "indirekte vendinger".
Galen pegede på flere årsager. For det første er problematikken omkring udkæmpelse af en atomkrig begrænset til Europa. Særligt ømtåleligt er dette spørgsmål, fordi Vesttyskland, der er den centrale krigsskueplads, kun spiller en indirekte rolle i atomforsvaret. Galen advarede om, at man "risikerer at åbne op for en debat i samtlige europæiske lande, der kan medføre vellykket opposition ikke blot imod nye forbedringer af de lokale atomvåben men også imod eksisterende planer for effektivisering af de konventionelle styrker".
Ingen fremtrædende NATO-politikere ønsker at blive konfronteret "med den endeløse argumentation om, hvorvidt bedre atomvåben gør atomkrig mere sandsynlig, eller om Vesten fyrer op under våbenkapløbet, eller om sådanne forbedringer er umoralske og truer civilisationen, eller de talrige andre argumenter, som dukker op, når atomvåben bliver udsat for storstilet politisk opmærksomhed, og som er så politisk kontroversielle og samtidigt så uforenelige".
Dårlig planlægning
Beslutningen i NATO var forberedt i to år. Først udarbejdede højtstående militære eksperter en betænkning, der argumenterede for nye våbens nødvendighed. Derefter mødtes ledende udenrigspolitiske embedsmænd fra alliancen i sommeren 1979 for at vurdere våbnenes indpasning i fremtidige forhandlinger om rustningskontrol. Rapporternes kvalitet kan ikke bedømmes af udenforstående, da de ikke blev offentliggjort – parlamenterne fik også kun indirekte kendskab til indholdet.
Deltagere i de to NATO-udvalg har imidlertid kritiseret forarbejdet: Ekspertgrupperne havde ingen selvstændig stab, så de blev stærkt afhængige af de amerikanske oplæg. De færdige rapporter var unuancerede og på kontroversielle punkter overfladiske.
På grund af de amerikanske deltageres indflydelse er det interessant, at revisionskontoret i USA’s regering, General Accounting Office, den 20. april 1979 stærkt kritiserede Pentagons forberedelsesarbejde.
Man konstaterede, at hæren allerede i 1974 fik ordre til udarbejdelse af en meget stor rapport, der skulle belyse taktiske atomvåbens plads i forsvaret. Arbejdet blev indledt i april 1976, men på grund af finansieringsproblemer og banal forvirring blev det stærkt forsinket. En endelig rapport skulle foreligge i 1978-79, men GAO beretter, at den først vil blive klar i 1980-81. Projektets pris er steget fra 7 millioner dollar til 15 millioner.
Andre kontorer i Pentagon har løbende analyseret problemerne, men GAO kalder dette arbejde utilstrækkeligt: "Det var ikke åbenbart for os, at denne proces har givet det brede overblik af de lokalt anvendelige atomvåbens opgaver, der synes nødvendigt for velunderbyggede beslutninger i forbindelse med de mange individuelle programmer, der indgår i bestræbelserne for modernisering af de lokalt anvendelige atomvåben".
Det er på denne baggrund ikke overraskende, at den offentlige debat i efteråret 1979 blev fattig på svar, når konkret kritik blev rejst. I det officielle communique fra NATO om beslutningen afsløres da også, at den såkaldte nukleare planlægningsgruppe NPG først nu skal finde frem til, hvordan de nye våben skal indpasses i NATO’s forsvarsstrategi. Og over for International Herald Tribune indrømmer kilder i NATO 16. december, at "mange spørgsmål stadig skal besvares indtil de nye raketter i 1983 bliver opstillet. Et af de mest ømtålelige drejer sig om behovet for udvikling af en detaljeret strategi for, hvorledes disse våben skal anvendes i en krig".
Vesttyskerne var de første, som udtrykte utilfredshed med NATO’s atomstrategi, og de nye raketter blev kaldt en opfyldelse af vesttyske krav. Afslørende for hele processen var det derfor, at den indflydelsesrige chefredaktør Theo Sommer samtidig med NATO’s beslutning affærdigede hele den officielle argumentation. De nye raketter vil ikke løse Vesteuropas forsvarsproblem, skrev han. Kun en atomslagstyrke kontrolleret af europæerne selv kan erstatte den tvivlsomme amerikanske atomgaranti, erklærede Sommer og antydede derved næste fase i det europæiske atomkapløb.
Gammel tradition
Adskillige forskere har i årenes løb påpeget, at lagrene af taktiske atomvåben i Europa er vokset frem uden nogen videre klarhed omkring deres anvendelsesmuligheder. Traditionen går langt tilbage – helt til 1952, hvor atomartilleriet først blev placeret i Europa af USA.
Den amerikanske professor Leitenberg har i bogen Tactical Nuclear Weapons fra det svenske SIPRI set på disse våbens udviklingshistorie. En snæver gruppe af amerikanske eksperter og laboratorierne for udvikling af atomvåben arbejdede for et alternativ til de store strategiske atomvåben, der skulle kastes fra fly og de fik støtte fra den amerikanske hær, der var misundelig på luftvåbnets atommonopol. Hæren fik sit atomartilleri, men der var ingen planer, der gav de nye våben en selvstændig rolle – granaterne var i hærens øjne blot et særligt kraftigt våben i arsenalet.
Leitenberg konstaterer: "Fremkomsten af våbnene i 1954 og 1955 i et tilstrækkeligt antal for brug på slagmarken hjalp med til at give begrænset atomkrig legitimitet i regeringens overvejelser. Endnu engang har man her et eksempel på en doktrin, som kommer efter et fremskridt i våbenudviklingen".
Den amerikanske fhv. viceforsvarsminister Enthoven hævder, at "atomgranaterne til brug ved en landkrig i Europa blev aldrig underkastet den samme slags rationelle analyse", som konventionelle våben udsættes for. "Der var ganske enkelt et kapløb om at udstyre alle – selv infanteriet - med atomvåben".
Europæerne så en økonomisk fordel i de nye atomvåben – fordi Sovjetunionen ingen havde og fordi de havde så stor sprængkraft, muliggjorde de, at man ikke anskaffede de enorme hærstyrker, som NATO planlagde i begyndelsen af halvtredserne.
Politisk kompromis
Overvejelserne omkring våbnenes brug forblev vage lige indtil 1967, hvor NATO vedtog strategien om "fleksibelt svar". I flere historiske beskrivelser af denne periode beskrives de foreliggende retningslinjer som "forvirrende" og "modstridende". Kommandovejen, når affyring skulle finde sted, var eksempelvis uklar – hvad var europæernes indflydelse på, om våbnene skulle anvendes?
Planerne i begyndelsen af tresserne for udvikling af en fælleseuropæisk–amerikansk atomstyrke, MLF, brød netop sammen, fordi kontrolspørgsmålene ikke kunne løses.
Det "fleksible svar" havde som grundelement, at taktiske atomvåben kunne tages i brug, hvis Warszawapagten angreb med atomvåben eller hvis NATO var trængt i en rent konventionel krig. Men strategien var også et kompromis mellem Vesteuropa og USA. Europæerne lagde vægt på, at atomvåben skulle bruges demonstrativt, så angriberen blev klar over, at et storstilet atomangreb med USA’s strategiske atomslagstyrke ville blive næste træk. Amerikanerne så mere på mulighederne for, at atomkrigen kunne vindes inden den udviklede sig til en storkrig. USA’s militære håndbøger understreger klart, at sejr er målsætningen.
På grund af denne målsætning har flere amerikanske eksperter – bl.a. Jeffrey Record, som i dag er rådgiver for den indflydelsesrige høg, senator Sam Nunn – gentagne gange hævdet, at atomoprustningen i Europa er foregået uden tilfredsstillende retningslinjer.
"Aldrig har så mange intelligente mænd brugt så megen tid på et emne og fremsat mere irrationelle forslag - og vidst det", sagde en amerikansk militærperson til Walter Pincus fra Washington Post, da han i december 1978 beskrev NATO’s problem. "USA har aldrig været i stand til at nå til enighed med sine allierede i NATO om nøjagtigt, hvordan disse våben skal anvendes i en krig".
Begrænset atomkrig
Problemet er selvfølgelig, at en krig, der i amerikanske øjne er "begrænset", set fra den europæiske vinkel er en total atomkrig. Vesteuropæerne lægger vægt på, at strategien skal afskrække enhver form for krig, og derfor er detaljerne i krigsførelsen mindre vigtig end amerikanerne mener.
USA har i dag omkring 7.000 atomsprængladninger i Europa. De indgår i et bredt spektrum af våbensystemer – fly, artilleri, miner. På skibe er andre tusinder placeret. Dertil kommer hundreder af franske samt britiske atomvåben til brug i et slag.
"De militære styrker i Europa er opbygget for at redde Europa ved at udslette Europa", har den amerikanske admiral Gene LaRoque, der var kommandant for USA’s flåde i Middelhavet, sagt til Information. Han nævnte også, at de amerikanske våben i Europa har en slagkraft på tilsammen 35.000 gange Hiroshima-bombens. Selv en kortvarig krig med disse våben vil medføre millioner af dræbte og gøre dele af Europa ubeboelige i mange år.
Denne virkelighed giver sig absurde udtryk i NATO’s øvelser. Den belgiske pansergeneral Robert Close beskriver i sin bog, L’Europe Sans Defense, typiske øvelser: De "røde" angribere trænger støt frem, og hen imod slutningen går de "blå" forsvarere til modangreb med atomvåben. Og så afsluttes øvelsen. Hvorfor? Fordi "blå" har vundet. Også Walter Pincus nævner, at "rød" i de typiske øvelser ikke svarer igen med atomvåben Siden denne artikel blev skrevet, har adskillige erindringsværker og fagbøger fremhævet, at NATO ikke tænkte videre end punktet, hvor atomvåben blev taget i brug. Eksempelvis omtaler general Wesley Clark, som var NATO’s øverstkommanderende i Europa (SACEUR) under Kosovo-krigen, hvordan NATO i 1970’erne grundigt trænede procedurer i forbindelse med det "fleksible svars" strategi: "As a major at Supreme Headquarters, Allied Powers Europe (SHAPE) in 1978-79, I watched NATO go through training and exercises for this strategy. Observing the heavy emphasis on the decision-making and procedures for the first nuclear release, I was one of many who sensed that our approach was incomplete. We never seemed to work our way through what happened after the first nuclear release". Wesley Clark: Waging Modern War. PublicAffairs, New York 2001. p. 4.
Pincus beretter, at vesttyskerne i 1978 afviste en amerikansk plan for anvendelse af de såkaldte neutronsprængladninger. Amerikanerne havde tegnet cirkler omkring alle byer med mere end 1.000 indbyggere. Derefter sammensattes "pakker" af eksplosioner (30 eller flere), der så kunne tages i brug uden for cirklernes område. Planen var imidlertid uacceptabel for vesttyskerne, da den regnede med 10.000 civile tab ved hver pakkes eksplosion. Også landsbyerne ligger tæt i Europa.
Risiko og løgn
Det er stadig en kilde til forundring i eksperters behandling af problemerne, at den offentlige debat i Europa kun sporadisk tager perspektivet op. Amerikaneren Herbert York udtrykte det i 1976 således: "Vesteuropæerne har valgt at købe den nuværende politiske stabilitet ved at udsætte sig selv og fremtiden for en frygtelig risiko. Måske var deres valg ubevidst; måske indså de ikke og indser ikke i dag, hvad de har gjort. Men i så tilfælde skulle man mene, at de bør vide det, og at de bør genoverveje deres valg i lyset af en sådan viden".
Den europæiske opinion er blevet bearbejdet med forklaringer, der ofte intet forhold har til virkeligheden. Eksempelvis er den traditionelle begrundelse for atomvåbnene, at Warszawapagten er overlegen, hvis man ser væk fra atomstyrkerne.
Men denne påstand er tvivlsom. Professor Leitenberg foretager i bogen fra SIPRI en gennemgang af styrkeforholdene mellem Øst og Vest i efterkrigstiden. Han påviser, at den offentlige propaganda om NATO’s konventionelle underlegenhed ikke støttes af den amerikanske regerings egne analyser – helt indtil midten af halvfjerdserne har USA regnet med, at NATO er overlegen også konventionelt. Denne vurdering støttes af andre forskere – også af folk, der ønsker udvidelse af NATO’s styrker.
Senest er truslen fra de nye sovjetiske SS-20 raketter blevet overdrevet, så NATO kunne begrunde sine nye raketter. Kommentatoren Justin Galen fra Armed Forces Journal – der er tilhænger af moderniseringen – skjuler ikke sin irritation over, at vestlig propaganda har satset alt på overdrivelse af truslen fra SS-20. I november affærdigede han den "meget opreklamerede SS-20" – det er ikke en "moderne" mellemdistanceraket, fordi den er alt for stor og klodset.
Traditionen for overdrivelse af modstanderen kendes fra det strategiske atomkapløb. I en lang artikel i New York Review of Books i marts 1979 pegede George Kistiakowsky, der var hjerne bag bl.a. brintbomben og rådgiver for præsident Eisenhower, på adskillige tilfælde af bedrageri: "Hvis vi undersøger forudsigelserne om den militære trussel fra Sovjet, der er fremkommet i de sidste tyve år, så finder vi, at de konsekvent har været overdrevne – ofte af de folk, der er bag sådanne påstande i dag. Vi finder også, at man ved at følge disse dommedagsprofeters forslag om udvidelse af vore arsenaler er blevet ført ind i et stadigt hastigere atomkapløb, der har undergravet den virkelige sikkerhed – garantien for overlevelse som nation".
Nye våben og doktriner
En logisk vej ud af NATO’s dilemma kunne være at gøre Europa til atomfri zone. Også militært set ville der være øget sikkerhed i en nedrustningsstrategi. En målsætning kunne i første omgang være, at alle såkaldt taktiske våben blev fjernet og en strategisk "afskrækkelsesstyrke" i u-både blev bevaret. Eventuelt kunne fjernelsen af vestlige atomvåben blive "erstattet" af stærkere konventionelle styrker. En fordel ved sådanne initiativer er, at de kan gå i gang straks – uden at afvente forhandlingers udfald. En vestlig ubådsbaseret atomstyrke kunne neutralisere de østlige taktiske atomvåben.
Men i stedet for går Vesteuropa i den modsatte retning – alle våbenarter moderniseres over en bred front. Briternes og franskmændenes strategiske slagstyrke udvides. De nye NATO-raketter giver atomforsvaret en ny dimension, da de kan nå sovjetisk område. De kortrækkende våben til anvendelse på eget område udvikles hastigt.
Siden 1974 har overvejelserne omkring atomstrategien haft en klar tendens: atomvåbnene i Europa får en mere selvstændig rolle løsrevet fra USA’s interkontinentale atomslagstyrke. Denne udvikling kan spores i adskillige amerikanske regeringsrapporter, NATO-dokumenter og artikler i fagbladene. En årsag er, at militærfolk mener, at jævnbyrdigheden mellem USA og Sovjetunionen på de "store" strategiske våben har øget betydningen af den lokale europæiske balance. En anden er, at den våbentekniske udvikling har bragt meget præcise våben frem, som gør det teoretisk mere sandsynligt, at atomvåben kan anvendes i en regulær kamp, hvor civile skader begrænses og krigens udvikling kan kontrolleres.
Der er sket en tilnærmelse mellem den militære europæiske og den amerikanske opfattelse af atomvåbnenes rolle – måske fordi de civile europæiske organer har været uvillige til at gå ind i overvejelserne. Tilnærmelsen har især militærteknisk karakter, og amerikanske eksperter beklager da også, at de europæiske politikere ikke er fulgt med udviklingen.
Det farlige er, at selvom militære eksperter skubber dem til side, er en række problemer stadig uløste. Ingen har endnu fundet en god forklaring på, hvordan atomkrig stoppes, når sådanne våben først er taget i anvendelse. I praksis betyder det, at atomvåbnenes anvendelse i krig er blevet mere sandsynlig – og at en sådan krig hurtigt kan udvikle sig, så det man vil forsvare bliver udslettet.
Indsat boks:
Nye våben kan ikke stoppes
Hvem beslutter anskaffelse af nye atomvåben? Formelt er det politikerne, men i praksis er situationen en anden.
I et år har forskere ved den ansete amerikanske oplysningsorganisation Arms Control Association arbejdet med en undersøgelse af epokegørende våbensystemers udvikling. I en foreløbig rapport fremlægges nogle foruroligende resultater.
Det tager 15 år fra et nyt våbenprojekt startes, til det er færdigt. Kongressen bevilger pengene, men "ofte ignoreres afgørende strategiske spørgsmål" og opmærksomheden koncentreres omkring prisen og forsinkelser i de enkelte faser. "I de første faser er våbnenes udvikling sjældent en følge af påtrængende strategi behov", hedder det i rapporten. Våbnene får en selvstændig fremdrift, hvor det bliver "ekstremt vanskeligt" at stoppe deres udvikling. "Våbensystemerne når ofte langt frem ad udviklingens vej og bliver udstationeret uden hensyntagen til den militære trussels nøjagtige karakter eller virkningerne for fremtidige initiativer, der skal bringe våbenkapløbet under kontrol".
Årsagerne er mangfoldige. Udviklingen er en kompliceret proces, hvor vage formodninger om fremtidige våben hos modstanderen, konkurrence mellem værnsgrene, politiske studehandler og jalousi mellem forskere indgår.
Rapporten nævner ikke de nye NATO-raketter, men de er et godt eksempel. Pershing II raketten blev allerede omtalt rosende i fagblade i 1974, men dengang havde den en kortere rækkevidde end den kommende udgave. Kongressen tøvede imidlertid dengang med at give penge til produktion og først i den langtrækkende udgave fandt det nye våben en mission – og rakettens bagmænd en undskyldning. Krydserraketten fik penge til udvikling i begyndelsen af halvfjerdserne, fordi blot truslen om dens udvikling skulle bruges til at presse russerne i SALT-forhandlingerne. Kissinger beklagede i 1976, at Pentagon var "blevet forelsket" i våbnet, så militæret nu ønskede raketten, selv om han helst ville undgå det.
[i] Det var et 14 siders ”temanummer om dansk sikkerhedspolitik” med store bidrag af amerikansk eksperter – den sikkerhedspolitiske forfatter Richard Barnet, tidligere CIA-officer Arthur Macy Cox og David Johnson fra Center for Defense Information. Desuden skrev bl.a. Informations redaktør Børge Outze, bladets Øst-medarbejder Vibeke Sperling, fredsforskeren Jan Øberg og en veteran fra 60’ernes kampagne mod atomvåben, Steen Bille Larsen.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|