Danmarks ”forsvar” - (DEN KOLDE KRIG) - Trykt i Information 27. februar 1980

Den klareste redegørelse blev faktisk givet af socialdemokraten Preben Sten Nielsen med få ord. "Danmark skal ikke føre an, men må nødvendigvis følge med", sagde han i en omtale af den sikkerhedspolitiske udvikling. Denne filosofi er netop problemet. Den danske regering har ingen selvstændig sikkerhedspolitisk profil og er derfor underkastet NATO’s planlægning. Den danske venstrefløj har intet konkret sikkerhedspolitisk alternativ og er derfor stort set henvist til gold kritik.

Der er meget at kritisere. Og man kan hævde, at den usikkerhed NATO-planer og dansk passivitet giver, mindst opvejer den usikkerhed, som venstrefløjens vage alternativer tilbydes. Men det er en beklagelig politisk kendsgerning, at mennesker foretrækker det kendte med alle dets mangler i stedet for det ukendte, selv om det kan have tiltrækkende aspekter. Derfor virker SF’s og VS’s kritik svag, og partierne, de ville angribe, fik en oplagt chance til at gå i offensiven imod dem. Ynkelig blev hele affæren derfor. Den understregede, at Danmark er i en dyb sikkerhedspolitisk krise, fordi en fortsættelse efter de gamle retningslinjer er uholdbar og fordi ingen endnu har gode forslag til en løsning.

PLANERNE FRA NATO burde virke frastødende. I det nye militær-kritiske tidsskrift Forsvar har en tysk militærforsker, Gert Krell, en kort opsummering af problemet. "Kapløbet om at opnå evne til hurtigt at slå hårdt, om at opnå et højt beredskab, en hurtig mobilisering og en hurtig tilkaldelse af forstærkninger kan gøre balancen mindre stabil i en krisesituation. Den største risiko for krig i Centraleuropa ligger ikke i faren for et planlagt angreb, men i at en alvorlig politisk krise fører til et mobiliseringskapløb og til forebyggende aktioner".

Gert Petersen pegede under debatten på, at USA øjensynlig regner med, at øget militært beredskab i Vesteuropa med tilførsel af såkaldte forstærkninger kan anvendes, hvis vestlige interesser trues uden for NATO’s egentlige område. Planerne om overførsel af fly og store troppeenheder i en vagt defineret krisesituation kan fremprovokere krig. Det vil næppe selv meget NATO-venlige kredse totalt afvise. Men denne mulige fare ville forsvarsministeren og de "gamle" forligspartier end ikke diskutere i Folketinget. Årsagen må være, at de ikke tør.

Det er en udfordring til befolkningen. Ministeren signalerede, at Danmark er interesseret i tilsagn fra USA om store forstærkninger i en krisesituation, og at man, når tilsagn foreligger, også er parat til at modtage dem bedst muligt, dvs. med udstyret klart i depoter. Men regeringen har endnu ikke bundet sig. Den kommende tids debat og offentlighedens pres på regering og folketing kan derfor blive afgørende for, om forhandlingerne med USA nogensinde får andre resultater end de foreliggende – amerikanske krigsfly i en krisesituation.

STEN FOLKE ERKLÆREDE, at militæret skal bruges til opretholdelse af kapitalismen. Det er sandt nok – men også en utilstrækkelig beskrivelse. Militærets historiske funktion er også at beskytte Danmarks suverænitet. Forsvaret er ikke blot til for kapitalismens skyld men også for hele befolkningens.

Det farlige i dag er, at forsvaret stadig mere eksisterer for NATO’s skyld, og de aktuelle planer gør forsvaret til en trussel imod landets eksistens. Måske skyldes det årtiers magtesløshed, at venstrefløjen blot ser disse trusler, og ikke diskuterer imødegåelse af andre trusler. Når man ingen reel indflydelse har, bliver det mindre vigtigt at overveje følgerne af en dansk nedrustning eller en omlægning af det militære forsvar. Men Forsvarskommandoens folk drives ikke blot af begær efter nye flotte våben og propagandistisk iver. De beskæftiger sig også med reelle problemer. Og hvis kritikken af militæret skal være troværdig, bør den bygge på en konkret stillingtagen til bl.a. disse problemer.

Inde i bladet har en major fra Forsvarskommandoen foretaget et tankeeksperiment.[i] Han forestiller sig følgerne, hvis Danmark nedruster ensidigt. Det kan ikke overraske, at han kommer til et meget negativt resultat. Der kan også rettes megen kritik imod dele af artiklen. Det er noget flot at omdøbe oprustningen i 70’erne til omrustning, når styrkernes slagkraft faktisk er øget betydeligt. Det er også misvisende, når man trækker Warszawapagtens store tankstyrker frem og tager det som bevis for offensive hensigter. De hører hjemme i en sammenhæng, hvor mangedobling og effektivisering af NATO’s anti-tankvåben også bør med. Det er endvidere en kendsgerning, at NATO’s fly traditionelt har haft et mere offensivt præg end Warszawapagtens. Og endelig er offensive muligheder slet ikke ensbetydende med aggressive hensigter.

Men det er meget positivt, at officerer går ind i den offentlige debat, så synspunkterne kan brydes og en dialog måske blive skabt. Det er for billigt pr. refleks at afvise problemerne, som majoren skitserer. Det er ofte ikke muligt at få en dialog med militæret. Striben af hæfter fra oplysningstjenesten, som udsendes i denne tid, bliver jo ikke fulgt op med tillægshæfter, der kritisk debatterer propagandaen. Og alt for tit graver militærets folk sig ned – ignorerer kritik i sikker forvisning om, at de er urørlige. JD

[i] Henvisningen er til en artikel af daværende major Michael Clemmesen, som i de følgende år blev en hyppig gæst i Informations spalter – sammen med et par andre officerer. Efter en forsvars- og sikkerhedspolitisk tema-avis samt oplæg til forsvarsdebat på lederplads opfordrede Forsvarets ledelse officerer til "at fatte pennen", som major K. Brøns Hansen, chef for Forsvarskommandoens pressetjeneste, udtrykte det.