Trykt i Information 21. maj 1980Løbsk atomkapløb hvis SALT-processen [i] ikke snarest genoptages
Interview med USA’s fhv. chef-forhandler om Danmarks muligheder for initiativer mod atomoprustningen.
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Danmark kan spille en betydningsfuld rolle i bestræbelserne for at få våbenkapløbet under kontrol.
Det mener den amerikanske fhv. chef-forhandler i SALT, Paul Warnke. Under en flere timer lang samtale med Information for nylig i Washington understregede han, at nye initiativer bør tages i NATO, så forhandlinger om atomvåbnene i Europa kan blive indledt. Alternativet er et våbenkapløb, som alvorligt vil undergrave Vesteuropas sikkerhed. Han mener også, at når deltagerne i traktaten mod spredning af atomvåben mødes i august kan Danmark sammen med andre små lande lægge pres på supermagterne, så udviklingen af nye atomvåben bliver bremset.
Paul Warnke blev i 1977 udnævnt af præsident Carter til posten som chef-forhandler i SALT-processen, hvor USA og Sovjetunionen nu i mere end ti år har søgt at opnå kontrol med atomoprustningen. Warnke blev også leder af regeringskontoret for våbenkontrol og nedrustning, ACDA, der analyserer nye våbens betydning for rustningskontrolforhandlinger.
I tresserne var han viceforsvarsminister og blev kendt som en skarp kritiker af Vietnamkrigen. Efter dengang at have forladt regeringen blev han en flittig bidragyder til den udenrigspolitiske debat, og det var et tegn på Carters imødekommenhed overfor liberale kritikere, at Warnke blev udnævnt. Hans afgang i december 1978 blev også opfattet symbolsk – de nye kold-krigeres første store sejr i en strid, som siden har ført til adskillige liberale embedsmænds afgang.
NATO’s raketter
Lige inden NATO sidste år besluttede anskaffelse af 572 nye langtrækkende atomraketter gik Paul Warnke i Information (28. november) imod beslutningen. Det "ophidsede mine venner i udenrigsministeriet en del", fortæller han nu. Warnke har ikke ændret mening siden.
"Problemet med NATO’s beslutning er, at den blev udformet på en måde, der fik den til at virke, som om man ikke kunne forhandle om raketterne. Det er efter min mening meget vigtigt, at vi får kontrol med atomvåbnene i Europa. Men beklageligvis har bremsningen af SALT II’s godkendelse gjort det meget vanskeligt at komme videre".
"Det bekymrer mig, thi selv hvis de interkontinentale raketter forbliver under kontrol, så bliver situationen værre end nu, fordi kappestriden vil foregå med atomvåben i Europa. På grund af disse våbens kortere rækkevidde bliver varslingstiden mindre, og chancen for overraskelsesangreb større. Usikkerheden tager til".
Mulighed for løsning
- Men NATO har jo et tilbud om forhandlinger i sin beslutning fra december?
"Ja, men beslutningen om våbenanskaffelse virker urokkelig. Det eneste spørgsmål i forhandlinger ville blive om raketternes antal. Det var altså ikke anskaffelsen men omfanget, som forhandlinger ville dreje sig om. Det er problemet, og det er måske sådan, at russerne også har opfattet beslutningen. Sovjetunionen tøver med at acceptere forhandlinger, fordi de føler, at der intet reelt kan opnås. Derfor er det vigtigt at få gjort klart, at også selve anskaffelsen kan man forhandle om".
- Men nu har parterne tilsyneladende holdninger, der forhindrer forhandlinger. Sovjet kræver, at beslutningen fra december omstødes, og det vil NATO ikke?
"Det er ikke en uløselig tilstand. Hvis vi knytter fremskridt i SALT til fremskridt i andre Øst-Vest forhold, så vil vi aldrig komme videre. Men USA og Sovjetunionen bør nå frem til en aftale om, hvad der skal ske med begrænsninger, som ligger i SALT II. Enten må traktaten øjeblikkelig godkendes i det amerikanske senat – og det er måske politisk usandsynligt. Eller også bør der ske en udveksling af breve, akkurat som i oktober 1977. Dengang udløb SALT I og begge parter sendte da hinanden breve, hvor man erklærede, at man selv intet ville gøre, der stred imod begrænsningerne i SALT I, så længe SALT II forhandlingerne var i gang".
"Vi kan måske erklære, at vi kun vil lave ét nyt interkontinentalt raketsystem og at vi kun vil placere ti sprænglegemer i hver raket. Sovjetunionen kan sende et lignende brev. På den måde kan parterne erklære, at de ikke vil bryde begrænsningerne, som ligger i SALT II".
- Carter har dog sagt, at han vil respektere SALT II, selv om traktaten ikke er i kraft?
"Jeg vil gerne have en mere formel erklæring fra begge parter. Der er tegn på, at Sovjet respekterer bestemmelserne i SALT II. Men hvis vi skal videre med forhandlinger om f.eks. atomvåbenene i Europa, så er det nødvendigt med et mere konkret grundlag. Udtalelser på pressekonferencer er ikke nok".
"Begge parter bør erklære villighed til at indlede forhandlinger om meget strenge begrænsninger for atomvåbnene i Europa. Jeg mener ikke, at nogen af parterne hidtil har afgivet klare signaler. Der var nogle lovende tegn i Bresjnevs tale i Østberlin sidste år, men den var stadig temmelig tvetydig. Og jeg mener, at også vore signaler har været tvetydige".
Danmarks stemme
"De andre NATO-lande bør gøre deres indflydelse gældende og forlange ægte forhandlinger om de strammest tænkelige begrænsninger. Danmark skal lade sin stemme lyde i NATO for den slags initiativer, som vi her har talt om. USA og Sovjetunionen skal gensidigt erklære, at de vil respektere SALT II og forhandlinger om atomvåben i Europa skal straks indledes".
"Hvis forhandlinger ikke indledes snarest, så er muligheden for at undgå et nyt kapløb blevet udelukket. Når begge parter først har anskaffet krydserraketter Betegnelsen "krydserraketter" var en oversættelse af cruisemissiles – efterhånden blev det mere almindeligt, at man brugte betegnelsen "krydsmissiler". Det er missiler, som drives frem af en jetmotor. Missilerne har et styringssystem, som giver dem lav flyvehøjde og derfor gør sporing ved hjælp af radar vanskelig. De har også stor præcision. Sammenlignet med interkontinentale raketter er krydsmissiler meget små – optælling af dem ved hjælp af satellitter er vanskelig, fordi missilerne nemt kan skjules. , som affyres fra landjorden (GLCM), så bliver det meget vanskeligt at få dem under kontrol. Kapløbet vil medføre, at begge parter får langt flere atomvåben i Europa end nu, og Europas sikkerhed vil blive ringere".
Handel med Sovjet
- De har i Arms Control Today fra maj 1979 sagt, at russernes frygt for krydserraketter affyret fra landjorden, GLCM, muliggjorde en handel. I protokollen til SALT, der udløber i 1981, er et forbud imod udstationering af GLCM, og til gengæld for denne amerikanske indrømmelse gav russerne sig i spørgsmål, som er led i selve traktaten, der først udløber i 1985. Har NATO’s beslutning om anskaffelse af GLCM i december undergravet SALT, fordi russerne føler sig snydt?
"Det er klart, at det var forventet, at forhandlinger om forlængelse af protokollens bestemmelser ville følge inden den udløb. De foreløbige begrænsninger i protokollen var for russerne en del af noget for noget. Derfor mener jeg, at det er altafgørende, at vi får indledt forhandlinger. Ellers er meget af grundlaget for SALT væk. Vi foreslog protokollen, så vi kunne få løst problemer, som russerne ønskede løst, og som vi ikke ønskede med i selve traktaten".
- Er selve SALT-processen truet, fordi senatet ikke har godkendt traktaten endnu?
"Der er alvorlig risiko for, at begrænsningerne i SALT II vil forsvinde. SALT processen bør øjeblikkeligt i gang igen. Ellers udløber protokollen ved udgangen af 1981. Forståelsen omkring sænkning af raketternes antal er så forældet. Det er nogle af de grundlæggende principper i SALT II, som vil være tilsidesat. Derfor er det frygteligt vigtigt, at vi i 1980 når frem til en ordning, så vi kan komme videre i SALT-processen. SALT II har ikke lang overlevelsestid, hvis traktaten blot står på en hylde".
SALT II en forudsætning
"Se, SALT II har jeg altid opfattet som en samling af forskellige aftaler. Man skal altså ikke begynde på bar bund igen og forhandle om en helt ny traktat. Med SALT II har vi en aftale med Sovjetunionen om alle de grundlæggende principper for rustningskontrol. Procedurer, kontrolforanstaltninger og de numeriske spørgsmål er ordnet. Med SALT II kunne vi ikke få en aftale om noget som helst, før vi var enige om alt. Før vi eksempelvis var enige om hvorledes man kontrollerer, at parterne overholder bestemmelserne, kunne vi ikke lave en traktat".
"I den næste runde af SALT kunne man så tage enkeltproblemer op og nå til enighed om dem efterhånden – som vedhæng til SALT II. Alt skal ikke opfindes på ny".
"Atomvåbnene i Europa kan derfor udskilles. Måske kunne man ligefrem have andre med i forhandlingerne, da spørgsmålet vedkommer europæerne. Andre dele af SALT II vedkommer derimod kun USA og Sovjetunionen.
Spredning af atomvåben
- Hvordan kan små lande, der ikke selv har atomvåben, få indflydelse på oprustningen med disse våben?
"Den kommende konference imod spredning af atomvåben er en fremragende mulighed. Sovjetunionen og USA har interessefællesskab med f.eks. Danmark i at hindre spredning af atomvåben. Jeg mener, at de små lande skal bruge konferencen til at demonstrere deres utilfredshed med mangelen på fremskridt i kontrollen med de strategiske våben. De kan også erklære utilfredshed over, at der endnu ikke er en traktat om forbud mod prøvesprængning af atomvåben. En sådan aftale ville være en af de mest effektive hindringer imod spredning af atomvåben til flere lande".
"Hvis Sovjetunionen, USA og Storbritannien aftaler, at de vil opgive enhver sprængning af atomvåben, så bliver det meget vanskeligt for andre lande at komme i gang med våbenprojekter".
- Hvilke konkrete krav kan f.eks. Danmark møde op med derudover?
"Ethvert forslag skal man kunne kontrollere overholdelsen af. Og for det andet skal det være realistisk set i lyset af den mistænksomhed, der eksisterer i dag mellem USA og Sovjetunionen".
"Et konkret forslag, der ville være meget nyttigt, er et stop for produktion af materialer til fremstilling af atomvåben. Det kunne kontrolleres, og det ville betydeligt forbedre den internationale atomenergikommission IAEA’s evne til at holde opsyn med nukleart materiale. Forslaget ville betyde, at fabrikkerne til fremstilling af atomvåben blev fjernet, så de ville ikke være fritaget for IAEA’s kontrol".
"Men, som jeg sagde, så bør de små lande insistere på, at traktaten imod prøvesprængning af atomvåben bliver gjort færdig. Alle de væsentlige problemer er løst. Det er på nuværende tidspunkt kun et spørgsmål om vilje".
- Under den første konference om traktaten imod spredning i 1975 samarbejdede USA og Sovjetunionen imod kritikerne, som påpegede, at atommagterne ikke respekterer artikel 6, der giver dem pligt til forhandlinger om nedrustning. Kan man forestille sig et sådant samarbejde denne gang?
"De andre landes meninger vil under denne konference kunne få større indflydelse. Det vil blive vanskeligere for USA og Sovjetunionen at samarbejde imod dem. Det kunne blive en meget interessant situation, når de to store magter skal manøvrere for at undgå konfrontation med kritikere".
Svag opbakning
- Når De ser tilbage nu, hvad har så den største svaghed for tilhængere af våbenkontrol været?
"Den virkelige svaghed er, at vi ikke har magtet at skabe en bred støtte for bestræbelserne. Rustningskontrol har ikke fået den prioritet, som problemet fortjener, og som er nødvendigt, hvis vi skal nå resultater. Befolkningens opmærksomhed er blevet afledt af spørgsmål, der efter min mening er mindre vigtige".
"Hele forestillingen om sammenkædning af SALT med Sovjetunionens adfærd i andre spørgsmål er gift for SALT processen. Når vi ser realistisk på verden, så er årsagen til, at SALT er vigtig, netop, at der er gnidninger mellem Øst og Vest. Det er af altafgørende betydning, at vi sørger for, at konfrontationerne ikke optrappes og bliver til atomkrig".
"Men af en eller anden årsag er opmærksomheden blevet afledt. Jeg tager stærkt afstand fra den sovjetiske invasion af Afghanistan. Jeg mener ikke, at USA har ret til at gribe ind i andre lande og ændre deres regeringer, og jeg mener heller ikke, at Sovjetunionen har ret til det. Men jeg mener heller ikke, at invasionen er en grund til at bremse SALT. Tværtimod understreger Afghanistan betydningen af fremskridt i SALT".
- Men i praksis, på grund af det politiske klima i USA, så er denne form for sammenkædning vel et problem, som man må finde en løsning på?
"Problematikken omkring supermagters indgreb i andre landes indre anliggender bør løses. Det morer mig, når jeg hører nogle af dem, som kritiserer Sovjetunionens invasion skarpest, samtidigt beklage, at vi ikke greb ind i Iran".
"Lande bør have ret til at have deres fejl i fred, have indre opstande, uden at supermagterne griber ind. De skal ikke gribe ind for at bevare status quo. Problemet er, at vi i de kommende årtier vil opleve større omvæltninger i verden end nogensinde før, fordi så mange modsætninger ikke er blevet løst. Det er meget afgørende, at supermagternes væbnede styrker ikke bliver blandet ind i de stridigheder – ellers kan konflikterne optrappes til atomkrig".
"Det er meget vigtigt, at supermagterne bliver pålagt begrænsninger i deres anvendelse af soldater i Den tredje Verden. Det må enten ske gennem en gensidig pagt eller også gennem FN. Men det må ske, hvis vi skal undgå en krig. For det første er det umoralsk at gribe ind i andre lande. Og for det andet fungerer den slags magtanvendelse ikke længere; stabilitet opretholdes ikke. Jeg er imod ting, der både er umoralske og ineffektive".
[i] Akronymet SALT står for Strategic Arms Limitation Talks. Det var forhandlinger, som skulle medføre begrænsning af atomkapløbet for strategiske – altså de mest langtrækkende atomvåbens – vedkommende. SALT-forhandlingerne bestod af to runder. Den første blev indledt i 1969 og medførte i 1972 aftaler (SALT I), der bl.a. fastfrøs antallet af strategiske raketter. Kapløbet fortsatte dog, idet USA og Sovjetunionen placerede stadigt flere bomber i hovedet på raketterne. Anden runde blev indledt i 1972. I 1979 nåede parterne frem til SALT II aftalen, som blev underskrevet af præsidenterne Carter og Bresjnev. Aftalen blev dog aldrig godkendt af USA’s senat. Den blev udsat for hård kritik af højrefløjen og den sovjetiske invasion af Afghanistan i december 1979 blokerede endeligt for ratifikation. Tilhængerne af rustningskontrol arbejdede dog ihærdigt for ratifikation i 1980. Ronald Reagans overtagelse af præsidentembedet fra januar 1981 skabte flere hindringer for rustningskontrol. Den næste aftale for strategiske våbens vedkommende (START I) blev først indgået i 1991.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|