Trykt i Information 27. juni 1980

Engageret journalistik – modspil til den politiske magt

Massemediernes tiltagende magt har øget kravene til journalisters uafhængighed.

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Daniel Schorr: "Clearing the Air", Berkley Books 1978, 368 sider, 2,75 dollar.

Tom Wicker: "On Press". Berkley Books 1979, 304 sider, 38,- Dkr.

Jessica Mitford: "The Making of a Muchraker", Michael Joseph, London 1979, 364 sider, 125,75 Dkr.

Jessica Mitford: "A Fine Old Conflict", Vintage Books 1978, 353 sider, 4,95 dollar.

Først forbød det sydafrikanske politi journalister fra udlandet adgang til uro-truede byområder. Årsag: Jeres blotte tilstedeværelse opildner urostifterne.

Og så snart journalisterne var væk, bragede skuddene fra politiet løs.

Det sydafrikanske politi havde nok en del ret – selve indsamlingen af nyheder til verdenspressen skabte nyheder. Oprørernes håb er opinionen i udlandet. Man da den "journalistiske indblanding" ophørte, gik politiet over til skrappere midler, end man hidtil havde anvendt. Også journalisternes fravær skabte dermed en begivenhed: Sidste uges massakre.

Dette forløb demonstrerede igen begrænsningerne i et ofte hyldet ideal: Journalister skal beskrive, ikke skabe, nyheder.

Der har næppe nogensinde været et klart skel, men i halvfjerdserne er pressen for alvor rykket ind i den sociale og politiske udviklings centrum. Massemedierne er blevet den politiske arena.

TV skaber nyheder

Stærkest ses udviklingen i forbindelse med TV-mediet. Journalisten Daniel Schorr, der i en længere årrække var topreporter ved det amerikanske TV-selskab CBS, konstaterer i sin bog, at den virkelighed, som fjernsynet leverer til seerne, er blevet den eneste virkelighed. "Da TV er formidleren af det betydningsfulde, kan lidet lykkes uden dets velsignelse", skriver han.

Schorr giver talrige eksempler på, at hensynet til fjernsynet skaber nyheder. Vidner til høringer i USA’s Kongres vælges efter deres evne til at opnå TV-dækning. Vigtige politikere møder kun op, hvis fjernsynsholdene er mødt talstærkt frem. Carter fremhæves, fordi TV-dækningen mere end nogensinde før under ham er blevet et politisk mål i sig selv. Denne præsident spiller på radio og TV som et elektronisk orgel.

Reporternes plads i denne sammenhæng er i uoverensstemmelse med Schorrs journalistiske instinkter. Han foretrækker rollen som den anonyme tilskuer. Deltagere mister perspektiv, mener han – men journalisten Schorr kan "se hele billedet, fordi jeg ikke er en del af billedet".

Det er hans ideal, at "finde frem til ting, som folk ved magten ikke ønsker kendt, og fortælle folk, der ikke har magt, ting de bør vide". Han er god til det, og netop derfor bliver han "en del af billedet".

Under en Kongres-høring får han eksempelvis fat på en liste over de tyve personer, som Nixon-administrationen anser for sine største fjender. Han styrter ud til sit kamerahold, og i en direkte udsendelse læser han listen op – uden først selv at have set den igennem. Det blev meget levende fjernsyn, da han pludselig stødte på sit eget navn.

Loyalitetskonflikt

Statens hemmelighedskræmmeri gør journalisten til en endog meget aktiv deltager i den politiske kamp. Schorrs egen skæbne illustrerer, at det er konsekvensen, hvis man er loyal over for befolkningens ret til størst mulig viden.

Han får fat i en rapport, der beskriver CIA’s fadæser. Den var udarbejdet af et Kongres-udvalg med henblik på offentliggørelse, men et politisk spil medførte, at den blev stemplet: Fortroligt. I overensstemmelse med journalistens "naturlige pligt", sørger Schorr for, at rapporten alligevel offentliggøres. Han mister sit job, fordi CBS ikke vil arrangere dens trykning, og han derfor må gå til et ugeblad.

"Clearing the Air" er en spændende og konkret gennemgang af loyalitetskonflikterne en god ’borgerlig’ journalist kan blive presset ud i. Mediers nye indflydelse, politikernes bevidste manipulation af dets muligheder og ejendomsforholdene omkring pressen øger efter Schorrs mening betydningen af, at journalisten kun tager et hensyn: Befolkningens ret til mest mulig viden.

Pressens pligt

Netop fordi journalister hylder dette ideal, kan det være pinefuldt, at befolkningen ofte demonstrerer et inderligt had til pressens folk. Har pressen fået for stor magt? Hvornår er journalister blevet folkevalgte?

Sådanne spørgsmål har i nogle år i den amerikanske debat givet anledning til indædt meningsudveksling og megen selvransagelse i pressekredse. Alvorligst er en del samtidige angreb fra myndighedernes side på journalisters rettigheder.

Tom Wicker er mellem kolleger en af USA’s mest respekterede journalister, og hans bog er et forsvarsskrift, som skal beskytte ytringsfriheden. Det er hans opfattelse, at fordi den amerikanske forfatning har et direkte forbud imod lovgivning, der begrænser pressefriheden, så har pressen en pligt til at kontrollere regeringen samt andre magtfulde institutioner.

Af erfaring ved han, at "objektiv journalistik næsten altid favoriserer magthaverne, og ikke mindst eksisterer, så de kan undgå at blive krænkede".

Vietnam-krigen, afsløringerne af CIA samt FBI og Watergate viste, at "pressen havde haft tendens til at samarbejde i vildledning af sig selv". Han peger på dens manglende skepsis, dens lighedstegn mellem indflydelse og viden, dens uvillighed til at se bag om officielle påstande og dens tro på, at myndighederne kun i særtilfælde begår lyssky ting.

Analyse vigtige end "kendsgerninger"

Mange journalister drog samme lære af ti-året fra 1965-75, og den engagerede journalistik opstod. Pressen blev sin rolle som modvægt mere bevidst.

Også konkurrencen med TV ændrede den skrevne presse. Ren gengivelse af nyheder var de hurtige elektroniske medier bedst til, og derfor fik den kommenterende analyse større indflydelse i den traditionelle reportage.

Wicker argumenterer længe og detaljeret for, at det i den politiske journalistik er særligt vigtigt, at "kendsgerningerne" ikke overskygger nyheden:

"Det betyder ikke, at kendsgerninger er uvigtige eller kan ignoreres eller kan ændres – det gælder lige så lidt i politisk journalistik som i andre former for journalistik. Men i politisk journalistik er det, som kan udledes af kendsgerningerne, til tider hvad man med rimelighed kan antyde på trods af kendsgerningerne, ofte vigtigere end kendsgerningerne selv – der måske slet ikke i virkeligheden er kendsgerninger i dette ords almindelige forstand".

Wicker finder også, at "erfaringen ofte er den værste læremester. Og journalister har akkurat som generaler en tendens til at udkæmpe den seneste krig en gang til i stedet for at erkende, at de i hver ny valgkamp er i en ny".

Troværdighedens fundament

Hvad skal man så i denne situation stille op med det gamle begreb "troværdighed"?

Dag efter dag har journalisten adgang til et medie, som præger andre menneskers liv på afgørende vis. Hvordan bevares et vist mål af tillid hos læserne?

Wicker stiller problematikken op på en lidt anden måde. Han besvarer spørgsmålet: Hvad giver dig ret til den magtposition?

Journalistens privilegium udspringer af tre andre privilegier. Arbejdet giver bred erfaring med mennesker og sociale mekanismer. Der er adgang til kontakt med begivenhedernes hovedpersoner og ofte har man en tilskuerplads i forreste række. Endelig er der konkret viden, som ofte ikke er personlig, men et spørgsmål om muligheden for erhvervelse af den.

Wicker kommer højt op, når han beskriver den engagerede journalist. Idealet skal have "anklagerens ihærdighed, en trang til at finde misdædere, en temmelig kynisk overbevisning om, at beslutsomhed altid vil finde en misdæder". Han hylder "instinktet, erfaringen, den gode hukommelse, et skarpt blik, omhyggelig iagttagelse af detaljerne i det større billede, agtpågivenhed overfor den menneskelige faktor".

Den engagerede journalistik har stillet næsten umenneskelige krav til den enkelte reporter. Ældre tiders krav om "objektiv journalistik beskyttede fagets udøvere, da en overtrædelse af reglerne for troværdig journalistik øjeblikkelig kunne opdages. Men nu er den eneste vej tilbage underkastelsens, da det ikke var journalisterne, som skabte grobunden for den engagerede journalistik.

Nej til politisk magt

Sammenbruddet i det kendte verdensbillede vil utvivlsomt fortsætte i de kommende år. Og de politiske samt økonomiske magthavere vil derfor få et øget behov for at kontrollere beskrivelsen af krisen. I befolkningen opfattes journalister både som helte og skurke – afsløringer er en populær sag, men når det var dårlige nyheder, har budbringerens rolle altid været svær.

Derfor er det vigtigere end nogensinde før, at en "histories" indhold kun kan forklares med henvisning til det journalistiske ophavs egenskaber. Størst mulig uafhængighed er den troværdige, engagerede journalistiks forudsætning.

Wickers beskrivelse skal være den dækkende: "Hvad er reporteren, hvis vedkommende ikke først og fremmest er en privilegeret tilskuer? Reporterens Mekka er altid historien, ikke de mere konventionelle former for magt. Jeg har aldrig kendt en reporter, der aktivt stræbte efter virkelig politisk magt til sig selv … men dybest set ønsker de at fange misdæderen med hånden i pengekassen – sjældent at erstatte ham. Reportere elsker at blive beundret af magtfulde personer, men de fleste ville ikke ane, hvad de skulle stille op med magten, hvis de havde den, og det er på det nærmeste en trossætning hos dem, at magt er farlig, hvis den ikke holdes nøje under opsyn. Af hvem? Reportere, selvfølgelig. Kontrol af magten er for en reporter langt vigtigere og mere spændende – og langt mere tilfredsstillende – end selve udøvelsen af magt".

Våben i politisk kamp

Jessice Mitford har aldrig været i tvivl om, at hendes journalistik var et våben i den politiske kamp. Hendes levende selvbiografi, "A Fine Old Conflict", er beretningen om et menneske, der fødes ind i den britiske højadel, men blomster i Californien som medlem af USA’s kommunistiske parti. Hendes skrivetalent kommer til udfoldelse imod partiets dogmatik og selvhøjtidelighed. Senere vendes det imod alskens institutioner – begravelsesindustrien, snobberi, fængselsvæsenet.

Hendes styrke er respektløshed og skånselsløs håndhævelse af demokratiske principper. Vel nok derfor fandt hun partiet for snærende, og levede dermed op til Wickets påpegning af modsætningsforholdet mellem politisk og journalistisk magt. I "The Making of a Mucraker" gives en række eksempler på hendes kulegravende journalistik.

Det fælles træk mellem Schorr, Wicker og Mitford er, at journalistik for dem ikke blot er et job, men en livsholdning. Det er på grund af folk som dem, at det amerikanske samfund ikke for længst er blevet kvalt af diktatoriske kræfter.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.