Trykt i Information 2. juli 1980

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Forbandelsen ved DKP

EN FORBANDELSE tynger "fredsarbejdet" i Danmark. Den hedder DKP. Partiets ekstremt pro-sovjetiske kurs svækker initiativers troværdighed og hæmmer bevægelsens politiske udvikling.

Glæden er derfor noget begrænset, når man erfarer, at de nordiske landes kommunistpartier netop har haft et koordinerende møde i Oslo. Bagefter har de i en fælles erklæring bebudet, at "kampen for afspænding, nedrustning og fred" vil blive optrappet. Men deres anvisninger vil næppe gavne den målsætning.

"Vi retter en indtrængende appel til socialister, socialdemokrater og mennesker fra andre politiske retninger, til fagbevægelsen, kristelige organisationer og alle mennesker, der føler et ansvar for freden", hedder det i communiqueet, som det lille topmøde har præsteret. Sagen er, at Norden er truet af NATO’s planer, og derfor skal vi "i hvert land skabe en folkebevægelse for fredens sag, som et værn mod, at kulturelle, historiske og materielle værdier skal tilintetgøres i en ny krigs rædsler".

Partierne opremser en række opgaver for denne folkebevægelse. Atomraketterne i Europa er med. Norden skal være en atomfri zone. Og man skal modarbejde, at "Norden yderligere inddrages i USA’s global-strategiske militære planer over for Sovjetunionen". Endelig er det en fælles opgave, at man "skal modarbejde de reaktionære kræfters kampagner for at skabe en krigspsykose og støtte initiativer for fred og nedrustning på grundlag af gensidig tryghed og folkenes selvbestemmelse".

MAN MÅ LEDE FORGÆVES i teksten efter en omtale af Afghanistan, der dog ellers synes på vej imod en tilintetgørelse. Men Ritzaus Bureau har hjulpet eventuelt tungnemme læsere ved at referere de danske udsendinges synspunkter. De har angiveligt sagt, at der slet ikke er krig i Afghanistan. Alle flygtningene skyldes såmænd blot, at nogle afghanere ikke vil leve i landet, fordi man har haft en socialistisk revolution.

Udeladelsen fratager de højtravende fraser deres troværdighed, og forhåbentlig bliver den kommunistiske appel afvist. Det er ganske vist indlysende, at man i et tværpolitisk fredsarbejde ikke kan være enige om alt. Men er sovjetiske styrkers krig imod afghanernes kulturelle, historiske og materielle værdier virkelig en biting, som ikke bør forgifte retsindige menneskers samarbejde? Kan man tænke sig en fredsbevægelse, hvor nogen medlemmer bagefter deltager i det politiske forsvar af en besættelsesmagt?

Så længe kommunisterne forsvarer den sovjetiske aggression, bør de fryses ud af fredsbevægelsen. Det er en fornærmelse, når disse partier tror, at befolkningen i Norden er så provinsialistisk og, ja, racistisk, at den er tilfreds, når blot freden i vort hjørne bevares. Det kan ikke være meningen, at et parti, der de facto er et redskab for en krigsførende magt, skal bestemme minimumsgrundlaget for en fredsbevægelse i Vesten. Hvis det sker, så har man købt samarbejdet med kommunisterne til en alt for høj pris.

KOMMUNISTERNES ublufærdige hykleri er nemlig kun en del af problemet. Bevægelsens effektivitet er et langt alvorligere offer for den kommunistiske forbandelse.

Hvis vi skal undgå en ny verdenskrig, er det helt nødvendigt, at også Sovjetunionen ændrer politik. Det er en af fredsbevægelsens vanskeligste opgaver fremover at bidrage til den proces.

Den marxistiske historiker og systemkritiker Roy Medvedev har netop i det britiske The Guardian givet et oplæg til overvejelser i den forbindelse. Han konstaterer, at den sovjetiske befolkning ikke er godt informeret om våbenkapløbet. Kun officielle oplysninger kommer i medierne. Og der er ingen mulighed for at organisere en uafhængig fredsbevægelse imod oprustningen.

Han slår også fast, at så længe Vesten introducerer nye våben og presser Sovjetunionen på anden vis, vil den sovjetiske befolkning støtte lederne i Kreml.

Hvis nogen kritik skal gøre indtryk på lederne i Kreml, så kan den kun komme fra de kredse i Vesten, som i praksis har bevist, at de ikke er talerør for NATO’s propaganda. Der vil nok gå år, inden bevægelserne i Vest er så stærke, at de kan trænge gennem Kremls mure, men det bør være en højt prioriteret del af målsætningen. Og det forholder sig jo så heldigt, at hvis disse bevægelser skal vinde indflydelse i Vest, så er det også en forudsætning, at de i praksis har bevist, at de ikke er talerør for Kremls propaganda.

Hvordan kritikken skal udformes, og hvordan den videregives til Sovjetunionen, er et meget vanskeligt problem. Megen "venstreorienteret" kritik ligner til forveksling NATO’s propaganda. Løsningen er ikke, at vreden rettes ligeligt i begge retninger – kritikkens formål er netop at gøre indtryk i Øst, ikke blot redde egen troværdighed i Vest.

Men så længe fredsarbejdet skal lægges an efter hensynet til lokale kommunistiske samarbejdspartnere, kan disse overvejelser end ikke indledes.

DEN KOMMUNISTISKE POLITIK i fredsarbejdet har ironisk nok også givet NATO’s propaganda større indflydelse. Et træk ved forbandelsen er, at en nøgtern analyse af Sovjetunionens politik hæmmes af dem, som straks ser "undskyldninger" bag sådanne forsøg. Vreden over kommunistisk hykleri har skabt et betændt miljø for sikkerhedspolitisk debat.

Den sovjetiske invasion kan forklares uden henvisning til aggressive hensigter. Det gør ikke handlingen mindre angribelig, men det betyder en del for konsekvenser, som invasionen får sikkerhedspolitisk. Men nu er den amerikanske propaganda langsomt blevet den fremherskende forklaring – Sovjet er ude efter olien. Det var næppe blevet tilfældet, hvis det kommunistiske forsvar ikke havde været så stupidt, og hvis mistanken ikke havde luret på begge politiske fløje, når alternative redegørelser blev forsøgt.

Sovjetunionen er en stormagt, som vi enten skal leve eller dø med. En fredsbevægelses bud på en alternativ sikkerhedspolitik skal som udgangspunkt have, at vi ikke kan vente på en revolution i Øst eller Vest først. Og den skal heller ikke være et redskab for den ene eller den anden parts spil.    JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.