Trykt i Information 29. oktober 1980
LEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL
KJELD OLESEN 1 havde en frisk trumf klar, da han i september mødtes med danske journalister i New Yor1k. Især NATOs nye langtrækkende atomraketter blev diskuteret. Med virtuos behændighed fortalte ministeren, at truslen fra den sovjetiske oprustning bliver stadigt mere iøjnefaldende. Thi – sidste år havde Instituttet for Strategiske Studier IISS hævdet, at en slags ligevægt eksisterede mellem NATO og Warszawa-pagten, men af IISSs seneste rapport fremgik det ifølge ministeren, at balancen har forskubbet sig i NATOs disfavør.
Udenrigsministeren har nok følt en ganske særlig personlig tilfredsstillelse ved denne oplysning. Sidste år blev han nemlig i regeringen i den socialdemokratiske gruppe og i folketingssalen plaget med rapporten fra IISS. Hvordan kunne han dog hævde, at NATO var truet, når IISS hævdede, at der var ligevægt?
Og når han nu spillede sin trumf ud, må han have følt sig på sikker grund. IISSs anseelse er enorm. Publikationen The Military Balance citeres endog i østlige ekspertkredse. Når årsrapporten udkommer bringer alverdens medier en fyldig rapport. Instituttet selv, der er placeret i London, bæres frem af en eksklusiv medlemsskare, der tæller ambassader, embedsmænd, politikere journalister, aktieselskaber osv. Et års arbejde ved IISS er adgangskort til topposter i efterretningstjenester, massemedier og udenrigsministerier.
MEN RAPPORTEN, som Kjeld Olesen henviste til, er både sjusket og misvisende.. Information bragte mandag kritikken fra det amerikanske Center for Defense Information, der ved anvendelse af Pentagons egne opslagsværker har påpeget foreløbig 85 fejl.
Afsnittet om atomvåbnene i Europa har speciel interesse, da det også fremover vil være et kontroversielt emne, og fordi IISSs rapport utvivlsomt vil blive anvendt i debatten. Årbogen konkluderer således, at hvis man ikke medtager amerikanske u-bådsbaserede Poseidon-raketter i regnestykket, så har Øst i sprænglegemer en overvægt på 3,1 imod 1. Hvis Poseidon medtages er overvægten blot 1,5 imod 1. 400 Poseidon-bomber er tildelt NATOs forsvar, men nogle eksperter ser bort fra dem, fordi de allerede er dækket af SALT-traktaten. Efter denne lille talleg skriver IISS: ”Tendensen, som vi først pegede på sidste år, er blevet mere åbenbar”. ”Tendensen” er en forskubbelse af balancen i NATOs disfavør.
Men hvis man ser efter i sidste års rapport, så finder man, at hele spekulationen omkring en ”tendens” bygger på en formodning om, at Kreml måske ikke vil afvikle de gamle SS-4 og SS-5 raketter samt, at de nye SS-20 raketter måske vil blive udstationeret i et antal, der opvejer den eventuelle kassering af de gamle raketter.
Underligt nok viser den nye rapport, at russerne faktisk har afviklet 150 af de gamle raketter – så væksten på 40 SS-20 raketter i forhold til sidste år er et fald, da dette kun giver Sovjet 120 sprænglegemer mere. Der er formodentlig 3 sprænglegemer i hver SS-20 raket.
HELE denne talmagi er selvfølgelig noget absurd. Krig er imidlertid den eneste objektive prøve, når parternes styrkeforhold skal måles. Derfor har numeriske analyser en vis berettigelse, idet den ”militære balance” spiller en rolle i storpolitikken.
Men hvilken berettigelse? Officielt bygger NATO sin strategi på en afskrækkelsespolitik – dvs. modparten skal overbevises om, at angreb ikke kan betale sig. Det skulle derfor være i Vestens interesse, hvis man i Øst tror, at vi er meget stærke. Hvorfor spreder IISS og andre hel samt halvofficielle NATO-organer så mistillid til Vestens styrke? Hvorfor er man så ivrig i sin undergravende virksomhed, at man direkte forvansker faktiske forhold?
Forklaringen er selvfølgelig, at nedrakning af vor styrke godt nok næppe ”afskrækker” Kreml, men det er pokkers effektivt, når man vil have flere kostbare våben igennem den demokratiske beslutningsproces. Mon det er forklaringen, når man i IISSs rapport fra år til år halverer antallet af atombomber på vestlige fly i Europa og tilføjer over 350 raketter af en type, der for længst er udgået af produktionen? Resultatet er i hvert fald, at f.eks. en Kjeld Olesen pludselig kan anvende IISS imod de nye NATO-våbens kritikere.
DEN KEDELIGE form for bedrag, som IISS har præsteret, er ikke et særsyn fra dette institut. Dets enorme anseelse skyldes mere venners rygklapperi, mangelen på konkurrence og mediernes militær-venlige kurs end egentlig objektivitet og kvalitet. Også tidligere års rapporter er kritisable. I begyndelsen af tresserne slugte foretagendet således den amerikanske propaganda, der udbasunerede eksistensen af et ”raket-svælg” mellem USA og Sovjetunionen. Først blev den amerikanske ”underlegenhed” anvendt til undskyldning for en kraftig oprustning – og bagefter indrømmede man så, at svælget aldrig havde eksisteret. USA havde hele tiden været overlegen.
Den vesttyske fredsforsker Ulrich Albrecht skriver i sin bog ”A Short Research Guide to Arms and Armed Forces”, at i IISSs analyser ”betvivles traditionelle antagelser sjældent. Tvivlsomme formodninger begrundes næsten aldrig. Referencer eller kilder angives aldrig”. Han påpeger, at Instituttet ikke har tilstrækkelige ressourcer, hvis selvstændig behandling af oplysninger fra diverse militærattacheer skal foregå i tilfredsstillende omfang. Metoden ved bearbejdning af oplysninger ”efterlader så megen plads til manipulation, at tabellerne fra et hvilket som helst år kan være yderst misvisende”. Andre forskere har tidligere dokumenteret kritik af lignende karat.
IISSs flossede troværdighed understreger problemerne, når civile myndigheder skal opnå indsigt i militærets verden. Det er en hård kamp. Men den er nødvendig, hvis våbenkapløbet skal stoppes. JD
Lederen knytter sig til artiklen Sovjets militære styrke stærkt overdrevet i autoritativ håndbog, trykt i Information 27. oktober 1980
________________________________________________
1. Socialdemokraten Kjeld Olesen var udenrigsminister fra 1979 til 1982.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.