Trykt i Information 6. februar 1981 [i]
Atomkrig uden tårer? – Neutronbombens forunderlige ry
Efter mere end tyve års afvisning har den såkaldte neutronbombe måske endelig fundet en mission
Af JØRGEN DRAGSDAHL
Informations korrespondent
WASHINGTON DC, 5. feb. – Neutronbomben var i efteråret 1977 det frygtelige nye våben, som angiveligt blot dræbte mennesker – men lod "alt af værdi" stå tilbage uskadt.I Danmark udtryktes den opskræmte opinion bl.a. gennem en annonce, der afbillede en tom trehjulet barnecykel. Øjensynlig var det særligt modbydeligt, at barnet ville blive udslettet men cyklen bevaret.
Andre så store muligheder i bomben. Udenrigsredaktøren ved fagbevægelsens dagblad lovede, at "atomkrig uden tårer" nu var blevet mulig. I en begejstret artikel oplystes, at neutronbomben kan "gøre det af med en fjendtlig panser-division, uden at omgivelserne destrueres eller udsættes for strålefare. Et par kilometer fra nedslagsstedet skulle livet kunne gå sin vante gang". [ii]
Under indtryk af opinionens pres udsatte præsident Carter i april 1978 bombens produktion, men på en pressekonference i tirsdags erklærede Reagans forsvarsminister Caspar Weinberger, at han med stor sympati for neutronbomben vil undersøge, hvordan de allierede i Vesteuropa vil modtage den.
Måske vil denne bebudelse genoplive kontroversen, men debatten kan i dag tage et udgangspunkt i bedre informationer, end en stor del af agitatorerne havde til rådighed i de forbitrede dage. Adskillige amerikanske eksperter har nøje beskrevet neutronbomben, og deres materiale bekræfter hverken de mest ihærdige modstanderes eller tilhængeres sag.
20 års trængsler
Neutronbomben har været undervejs i mere end 20 år. Dens såkaldte fader er Samuel T. Cohen, der i 50’erne var ansat i forskningscenteret RAND Corporation. I et interview har han fortalt om baggrunden for opfindelsen.
I 50’erne, sagde han, blev begrænset atomkrig et "populært emne" i militære kredse. Omtale af radioaktivt nedfald havde skabt en voldsom modreaktion i befolkningen, og derfor begyndte USA’s atomenergikommission at "blive bekymret". Tre videnskabsmænd fortalte præsident Eisenhower, at et atomvåben uden radioaktivt nedfald kunne udvikles, og i 1958 gennemførtes de første beregninger ved Lawrence laboratoriet i Livermore, Californien.
"Vi præsenterede disse beregninger for luftvåbnet i en orientering på den tid, og de kunne ikke have været mere ligeglade", beretter Cohen. "Så tog jeg hjem. Derefter præsenterede jeg planen for atomenergikommissionen og i 1959 begyndte Livermore at udvikle våbnet".
Neutronbomben er en brintbombe i miniudgave. Jo mindre en brintbombe bliver, desto mere fremherskende bliver dens stråling i forhold til trykbølgen og varmeudviklingen, som giver de store materielle skader. Egentlig er betegnelsen "neutronbombe" misvisende, idet den ved eksplosionen ikke blot afgiver neutroner men også energi under andre former. Teknisk er opfindelsen et spørgsmål om forskellen mellem fission og fusion.
Våbeneksperten Fred Kaplan laver denne sammenligning: En typisk fissions-eksplosion kan opdeles i 50 procent trykbølge, 35 procent varmestråling, 5 procent øjeblikkelig stråling (neutroner, gamma-stråling mm.) samt 10 procent vedvarende stråling. Hvis man kunne lave en ren fusions-eksplosion, ville den bestå af 20 procent trykbølge og 80 procent øjeblikkelig stråling, hovedsagelig neutroner. Der ville blive meget lidt vedvarende stråling.
Fusionen sker mellem to brint-isotoper, deuterium og tritium, men til igangsættelse af denne proces gør den såkaldte neutronbombe brug af en fissions-tændsats. "Neutronbomben" er altså en blanding mellem to eksplosionstyper, processer. Forholdet mellem dem varierer i forskellige udgaver af neutronvåben. Men Kaplan giver som hovedregel, at fusionen og fissionen hver står for halvdelen.
I praksis betyder det, at neutronbomben ikke er det helt "rene" våben, som forskerne i halvtredserne lovede Eisenhower. Det er ej heller et "superkapitalistisk" våben, som helt beskytter investeringer i materielle værdier.
Virkningen på mennesker
Populært sagt dræber neutronbomben ved at smadre atomer i stedet for kroppe. Som en slags billardkugle farer neutronerne med stor hast af sted efter eksplosionen og med særlig forkærlighed påvirker de ved sammenstød brintatomer. Da den menneskelige krop for 80 procents vedkommende er vand, har neutronerne stor virkning på levende væv. Atomerne bliver slået itu, og molekylerne, der styrer den genetiske kode, bliver brudt op, hvorefter cellerne ikke længere kan dele sig. Kromosomerne ødelægges, væsken bliver tykkere og cellevæggene går itu. Dødsårsagen bestemmes af hvilke systemer i kroppen, der først mister sine celler.
En typisk neutronbombe på 1 kiloton afgiver en stråling, der 900 meter fra eksplosionspunktet er omkring 8.000 rad. Denne dosis påvirker centralnervesystemet, og et offer dør hovedsagelig af chok. Kroppen gennemrystes af kramper og alle de automatiske funktioner, selv åndedrættet, påvirkes. Døden kommer indenfor 48 timer.
Hvis strålingen på grund af større afstand er mindre, f.eks. 2.000 til 3.000 rad, er det især tarmsystemet, der påvirkes. Tarmene mister deres indre lag, som sikrer optagelse af næring. Det betyder, at kroppen mister væske gennem tarmene og bakterierne, der normalt lever i tarmene, trænger ind i kroppen. Symptomerne bliver opkastning, kvalme, diarré, feber og mangel på appetit. Samtidig forsvinder cellerne i knoglemarven, der producerer blod, og døden kommer, fordi blodcellerne ikke længere transporterer ilt nok rundt i kroppen. Livet ophører i løbet af seks til otte dage, som efterhånden bliver temmelig ubehagelige – sammenlignelige med den værst tænkelige influenza.
Ingen nederste faregrænse
Ved en stråling på mellem 200 og 600 rad er chancerne for overlevelse "gode", hedder det i en publikation fra det amerikanske forsvarsministerium, The Effects of Nuclear Weapons. Men forudsætningen er medicinsk behandling med blodtransfusioner og antibiotika, som under krigsforhold kan være vanskeligt tilgængelige.
Overlevende kan dog få grå stær, lunge-, mave-, skjoldbrusk-, blod- og hudkræft. Endvidere regner mange forskere med skader på arveanlæggene.
På 1,7 kilometers afstand er strålingen 150 rad og de beskrevne følgesygdomme vil være hyppigt forekommende. 2,3 kilometer væk er strålingen 15 rad – der er ingen øjeblikkelige symptomer, men kræft vil stadig forekomme i en del af den udsatte gruppe, måske først efter 20 til 30 år.
George Kistiakowski [iii] fra Harvard Universitet har påpeget, at beregningerne er et forsigtigt skøn, da den beskrevne sammenhæng mellem stråling og skader hovedsagelig bygger på erfaringerne med gammastråling og neutroner har alvorligere biologiske virkning. Eksperimenter med aber har desuden vist, at der er store individuelle forskelle.Forskernes ihærdighed
Cohens opfindelse blev ikke hilst med begejstring af de førende militære eksperter i hverken Eisenhowers eller Kennedys administrationer. Hovedargumentet imod neutronbomben var, at den ville sløre skellet mellem atomkrig og konventionel krig – at våbnet med andre ord kunne undergrave atomslagstyrkens afskrækkende virkning.
Men ideen levede videre i forskerkredse. I 1963 blev den første neutronbombe prøvesprængt, og i slutningen af tresserne så det endelig ud til, at den ville få sig en mission, efter at Nixon var blevet præsident. Den skulle ikke anvendes på slagmarken men højt over USA’s egne byer imod fjendtlige raketter. Udviklingen af et raketforsvar blev imidlertid blokeret af ABM-traktaten i 1972.
Når neutronbomben fik et come-back senere i halvfjerdserne skyldes det en kombination af faktorer, der kun har lidt med sovjetiske initiativer eller slagmarkens behov at gøre.
Alton Frye fra det ansete udenrigspolitiske selskab, Council on Foreign Relations, har peget på nogle årsager.
I den amerikanske hær havde der aldrig været stor interesse for neutronvåben, fordi de savner øjeblikkeligt dræbende virkning på langt størstedelen af de berørte. Men i 1973 blev hæren afvist i Kongressen, da den søgte bevillinger til en modernisering af de taktiske atomvåben i Vesteuropa. Indflydelsesrige personer med forbindelse til atomenergikommissionen og atomlaboratorierne bakkede ikke hærens alt for traditionelle ønsker op, og Kongressens gunst gik til andre deltagere i konkurrencen om statens midler. "Politisk var det klart, at hæren måtte foreslå nogle mere dramatiske ændringer", beretter Frye.
Hærens prestige
Dertil kom, at hæren var trængt af andre værnsgrenes voksende indflydelse. Der er prestige i atomvåben, og ABM-traktaten fra 1972 ødelagde et felt under hærens myndighed, hvor den havde regnet med en perspektivrig udvikling. Samtidig truede forhandlingerne om styrkereduktioner i Centraleuropa med at skabe begrænsninger for de taktiske atomvåben. "Der var altså mægtige institutionelle årsager for hæren til at udtænke nye og spændende våben, som kunne beskytte dens krav om en nuklear rolle", konstaterer Frye.
Men det stærkeste pres kom fra forskere, som havde udviklet neutronbomben. Efter ABM-forsvarets bortfald var der "stor interesse i at finde en alternativ anvendelse for denne kostbare og hårdt erhvervede viden", mener Frye. Under en høring i Kongressen i 1973 erklærede Harold Agnew, som var chef for atomlaboratoriet i Los Alamos, at "vi ved Los Alamos (…) arbejder meget aggressivt" for at få forsvarsministeriet til at se et behov for de nye våben.
En fjerde faktor var forsvarsminister James Schlesinger, der havde været formand i atomenergikommissionen. Nogle mener, at han i Nixon-administrationens interne magtkampe savnede styrke og derfor stræbte efter stærke allierede i laboratorierne, atomenergikommissionen og andre magtcentre, som ønskede neutronvåben. Derfor fik han øget bevillingerne til udvikling af taktiske atomvåben, og han brød med arven fra McNamaras tid med en filosofi, hvor regulær kamp med atomvåben i en såkaldt begrænset krig blev taget alvorligt.
Endelig havde man ét sted i den amerikanske hær ikke delt de væbnede styrkers udbredte skepsis overfor neutronbomben: NATO’s amerikanske øverstkommanderende i Europa, general Goodpaster, arbejdede ihærdigt for dens anskaffelse. Det skete inden NATO’s nukleare planlægningsgruppe havde diskuteret projektet og øjensynlig ud fra interesse for våbnets påståede "renhed" med hensyn til radioaktivt nedfald.
NATO’s ønskevåben
Neutronbomben blev første gang diskuteret under et møde i NATO’s nukleare planlægningsgruppe i juni 1974, hvor den fik en entusiastisk modtagelse. Den bevægede sig langsomt gennem den amerikanske bevillingsproces uden nogen offentlig omtale, og den 24. november 1976 underskrev præsident Ford en produktionsordre. I juni 1977 slap projektets eksistens ud til offentligheden gennem avisen Washington Post, og en hed debat brød løs.
Bombens tilhængere førte en enkel argumentation: "Hvad nu hvis russerne invaderede Europa, og de f.eks. kom til Rom", sagde atomstrategen ved senator Henry Jacksons stab, Richard Perle. "Well, så ville det være skønt, hvis vi havde et våben, der kunne udslette en russisk tank-bataljon på Peterspladsen, ikke skade Paven og efterlade Det Sixtinske Kapel intakt".
En anden tilhænger af neutronbomben, fhv. chef for luftvåbnets efterretningstjeneste George Keegan, sagde: "Vi i militæret har altid erkendt, at en af de store tragedier ved krigen er genopbygningen bagefter. Se på alle de penge vi brugte i Japan og Tyskland efter deres nederlag! Meget af det kunne være undgået, hvis vi havde haft et våben som dette".
Det var sprænglegemets bevarelse af materielle værdier, som stod centralt. Et ofte anvendt eksempel var, at en "almindelig" atombombe på 10 kiloton nu kunne erstattes af en neutronbombe på blot 1 kiloton – de ville have ens virkning på panservognens besætning, men risikoen for radioaktivt nedfald og skaderne på nærliggende civil beboelse ville blive mindre".
I nogle fagtidsskrifter kom et ekstra argument ind: neutronbomben var blevet nødvendig, fordi moderniseringen af russiske tanks havde mindsket de mere traditionelle atomvåbens anvendelighed. Neutron-stråling trænger lettere gennem stål end de gamle våbens gamma-stråling, og moderne tanks er bygget, så de kan modstå en kraftig eksplosion samt køre gennem radioaktivt nedfald.
Af argumentet om neutronbombens mindre skadevirkning for civilbefolkningen blev det næste hovedargument afledt – dens brug ville virke mere troværdig, og derfor ville en potentiel angriber med større sandsynlighed indse, at et angreb ikke kunne betale sig. Neutronbomben ville altså gøre "atomtærsklen" højere, fordi arsenalernes krigsafskrækkende effekt ville blive større – der ville aldrig blive brug for neutronvåben eller traditionelle atomvåben.
Atomtærsklen
Men denne opfattelse blev også udgangspunkt for mange kritikere: hvis den krigsafskrækkende effekt slår fejl, sagde de, så vil neutronbomber blive taget hurtigere i anvendelse end andre atomvåben.
Alton Frye fra Council on Foreign Relations påpegede et alvorligt paradoks oven i denne fare: "I selve det omfang russerne venter anvendelse af dette våben imod deres konventionelle panser, øger vi Moskvas incitament for igangsættelse af forebyggende atomangreb på vore taktiske atomstyrker". Prisen for øget afskrækkelseseffekt imod et panserangreb kunne altså blive atomangreb fra første færd og et øget pres på diplomatiet i en krisesituation, fordi begge parter ville mene, at den først angribende part er begunstiget.
Adskillige kritikere pegede endvidere på, at russerne utvivlsomt ville besvare et neutron-angreb med deres atomvåben. Da størstedelen af de sovjetiske atomvåben i Europa er både meget kraftige og upræcise ville enhver begrænset skadevirkning ved neutronvåbens anvendelse hurtigt blive illusorisk.
Misvisende propaganda
Debatten omkring neutronbombens sløring af skellet mellem konventionel krig og atomkrig stod meget centralt i kontroversen, men i dag er det klarere, at årsagen var tilhængernes overdrivelse af neutronvåbens begrænsede skadevirkning. Propagandaen for bomben fremkaldte med andre ord også kritikken imod.
Det ofte anvendte eksempel med en neutronbombe på 1 kiloton er misvisende. Eksempelvis angriber sovjetiske panservogne ikke side om side, men spreder sig ud over et stort område med cirka 100 meters indbyrdes afstand. En hel panserdivision vil således fylde et meget stort område. Samtidigt byder amerikansk strategi, at taktiske atomvåben skal anvendes med chokeffekt i pakker med måske op til over hundrede eksplosioner på én gang.
Den grove vildledning fremgår bl.a. af en affære, der i december 1978 blev beskrevet af Washington Post. Den amerikanske hær udarbejdede en håndbog for anvendelse af neutron-våben. Alle vesttyske byer med mere end 10.000 indbyggere fik på kortet tegnet en cirkel omkring sig. Derefter udarbejdede de amerikanske planlæggere "pakker" med 30 eller flere neutron-eksplosioner, som skulle dække arealet mellem cirklerne. I tilfælde af et sovjetisk gennembrud skulle disse pakkeløsninger anvendes. De vesttyske myndigheder erklærede imidlertid, at denne håndbog var uacceptabel, fordi den indebar og accepterede 10.000 civile tab med hver pakke. Også landsbyerne ligger tæt i Vesttyskland.
Kemisk krig?
Selv om skaderne på bygninger ville blive mindre end ved anvendelse af traditionelle atomvåben og det radioaktive nedfald begrænset en del, ville følgerne menneskeligt set blive alvorligere.
En atombombe på 10 kiloton giver 150 rad i stråling ud til 1.285 meter, 30 rad ved 1.570 meter og 14 rad ved 1.700 meter. Men en neutronbombe på 1 kiloton giver samme stråling ud til henholdsvis 1,7 km, 2,1 km og 2,3 km.
Som tidligere nævnt er den traditionelle atombombes gammastråling muligvis ikke skadelig under en vis grænse, men flere forskere påpeger, at en sådan grænse ikke eksisterer for neutronvåbens vedkommende.
"For så vidt angår genetisk skade, blodkræft og stær i øjnene er de biologiske virkninger fra neutroner omkring seks gange større end ved gamma-stråling", mener forskeren Fred Kaplan. "Derfor kan så lidt som 1 eller 2 rad neutronstråling forårsage leukæmi og andre kræftformer".
George Kistiakowski slog fast, at kun én-femtedel af det bestrålede ville være livsfarligt straks, mens ofrene på resten af arealet først ville dø betydeligt senere efter store lidelser. "Neutronbomben virker ikke mere human end fissionssprænglegemer og måske er den værre, idet den i sin forsinkede virkning minder om krigsgasserne fra Første Verdenskrig, der blev forbudt ved Geneve-aftalen i 1925".
Se også:
Lederen 6. februar 1981 "Neutronbomben".
Artiklen 14. februar 1981 "Sovjets propaganda stærkt argument for neutronbomben".
[i] En længere og tidligere version af denne artikel blev bragt i "Atomvåpen og Usikkerhetspolitikk", red. Thorbjørn Jagland m.fl, Tiden Norsk Forlag 1980
[ii] Per Nyholm i "Aktuelt", 24. september 1977.
[iii] Professor Kistiakowski spillede en ledende rolle under Anden Verdenskrig i USA’s udvikling af atomvåben. Siden var han bl.a. videnskabelig rådgiver for præsidenterne Eisenhower, Kennedy og Johnson.
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|