Trykt i Information 28. februar 1981

Atomvåben i Europa tillægges øget vægt

Amerikanske forstærkninger til Danmark moderniserer og udvider deres atombevæbning.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Informations korrespondent

WASHINGTON i februar – Mindst 47 projekter for "modernisering" af atomvåbnene i Europa er undervejs i amerikanske, franske, britiske og sovjetiske styrker.

Af særlig interesse for Danmark er indførelsen af en række nye atomvåben i det amerikanske Marinekorps, der ifølge eksisterende planer skal forstærke det danske forsvar. Adskillige projekter vil betydeligt udvide atomvåbnenes rolle i Marinekorpsets bevæbning.

Hvis præsident Bresjnevs forslag til fastfrysning af atomvåben med mellemdistancerækkevidde blev gennemført, ville en del vestlige og sovjetiske projekter blive blokeret, men også de kortere rækkende atomvåben i NATO og Warszawapagten er inde i en vidtgående moderniseringsproces.

Samtlige projekter har til fælles, at de giver våbnene større rækkevidde, øget præcision samt forbedrer kontrollen med dem i både krig og fred. Ifølge forskeren William Arkin fra det uafhængige Center for Defense Information er en konsekvens, at "sandsynligheden for anvendelse af atomvåben i tilfælde af krig vil vokse betydeligt i løbet af firserne".

I officielle amerikanske dokumenter fremhæves, at man gennem forbedring af atomvåbnenes anvendelighed i krig også øger deres afskrækkende virkning. Men, hedder det i en analyse fra udenrigsministeriets bureau for våbenkontrol, "samtidigt kan det øge den sovjetiske tilbøjelighed til at indlede brug af atomvåben, hvis de har besluttet sig til at gå i krig".

Marinekorpset i Danmark

Ifølge gældende planlægning skal enheder fra det amerikanske Marinekorps indsættes i Danmark i tilfælde af krig. Det er muligt, at disse planer udvides med en aftale, hvorefter udrustning til en langt større styrke – titusinder af mand – skal oplagres på dansk område. En sådan forstærkningsstyrke vil blive støttet af fly fra Marinekorpsets eget luftvåben, og det er sandsynligt, at sådanne enheder allerede indgår i den eksisterende aftale for overførsel af mere end 100 fly til dansk område.

Blandt andet i de amerikanske værnschefers seneste årlige rapport, som netop er udkommet, omtales en storstilet udskiftning af Marinekorpsets udrustning, der kraftigt vil udvide atombevæbningen. 105 mm artilleri, der i dag ikke kan affyre atomvåben, og ældre 155 mm artilleri, der har mulighed for affyring af atomgranater, vil blive erstattet af nyt 155 mm artilleri af typen M-198. "Dette vil", hedder det i rapporten, "udvide antallet og rækkevidden af Marinekorpsets artillerivåben med dobbelt evne" – dvs. mulighed for affyring af både konventionelle og nukleare granater.

Marinekorpsets luftvåben undergår også stor forvandling. I dag har det et stort antal fly af typen AV-8A (også kaldet Harrier), der udmærker sig ved lodret start og ikke medfører atomvåben. Ifølge Pentagons planer indføres i de kommende år en ændret type fra samme familie – AV-8B – der kan aflevere atomvåben.

Desuden "mere end fordobles" Marinekorpsets antal af atombevæbnede fly, hedder det i årsrapporten, når den gamle jagerbomber F-4 bliver erstattet af FA-18 fly fra finansåret 1983. Marinekorpsets F-4 fly, der er bygget i tresserne, kunne ikke medføre atomvåben.

Neutronbomber

Denne "modernisering" af Marinekorpset har paralleller i andre dele af USA’s væbnede styrker.

Til anvendelse på den umiddelbare slagmark med affyring fra det nye artilleri er en række nye atomgranater på vej. Disse granater kan udstyres med de særlige elementer, der gør dem til såkaldte neutronbomber – dvs. øger deres stråling stærkt. En ny granat, W-79, vil fordoble 203 mm artilleriets rækkevidde fra 14 til 29 km. Denne granat har bl.a. det nye træk, at den i sin flugt svarer til konventionelle granater og derfor kan affyres uden varsel. Med de eksisterende atomgranater skal et prøveskud først affyres til markering af målet, hvorved fjenden advares. Granaten er i det indledende produktionsstade.

En anden granat, W-82, er endnu på forsøgsstadet. Den vil fordoble 155 mm artilleriets rækkevidde op til 30 km. Der er modstridende oplysninger om, hvorvidt den skal have neutroneffekt.

Udviklingen af de nye granater og artillerityper vil også påvirke de allieredes atombevæbning, idet ældre 105 mm og 175 mm kanoner bliver afskaffet og erstattet med en ny kanon af typen FH-70, der i modsætning til sine forgængere kan affyre atomgranater.

Udover disse langt fremskredne projekter oplyste det amerikanske forsvarsministerium sidste år, at man har en granat under udvikling til indsættelse i slutningen af firserne. Den kan opnå en række vidde på 70 km. Disse store fremskridt indenfor rækkevidde skyldes en lille raketanordning i granaterne.

Mange nye raketter

NATOs raketanskaffelsesprogram fra december 1979, hvorefter 572 langtrækkende raketter af typen Persking II og jetdrevne krydsmissiler (GLCM) skal indføres fra december 1983, er velkendt. Mindre kendt er det, at en række andre raketprojekter er undervejs.

400 sprænglegemer er i dag, ifølge officielle kilder, tildelt NATOs overkommando fra de amerikanske Poseidon-raketter på u-både, men disse raketter er under udskiftning med mere præcise og kraftige sprængladninger på Trident raketter.

Atomraketten Lance har i de seneste år erstattet gamle modeller af typen Honest John og Sergeant i de amerikanske, belgiske, hollandske og vesttyske styrker. Til Lance er et nyt sprænglegeme i produktion af typen W-70 MOD 4, der meget hurtigt med indsættelse af et såkaldt tritium-reservoir kan gives neutron-effekt.

Men den amerikanske hær har, ifølge udenrigsministeriets bureau for våbenkontrol (ACDA), allerede en afløser for Lance på opfinder-stadet. Dette nye system, som foreløbig kaldes Corps Support Weapons System, skal have større præcision samt muliggøre affyring af flere raketter i hurtigere rækkefølge.

Også en supplering eller afløser af Pershing II raketten er under overvejelse længe inden denne overhovedet er gået i produktion. Den kendes foreløbig under betegnelsen Medium Range Ballistic Missile eller øgenavnet "Long Bow". Det skal blive til en raket, der kan transporteres hurtigere rundt end Pershing II og også kan affyres hurtigere. "Long Bow" har i et par år ikke opnået finansiering, men er ikke glemt af den grund.

Krydsmissilerne, der skal affyres fra landjorden med en rækkevidde på 2.500 km, har en aflægger i flådens planlægning. Dette krydsmissil skal placeres på krydsere, destroyere og i almindelige u-bådes torpedorør. Det skal være klar i 1983. I værnschefernes rapport konstateres, at dette missil kan øge flådens slagkraft overalt i verden samt give "nukleare optioner" i regioner, hvor amerikanske styrker i dag ikke er anbragt.

Det er et projekt, som kan få revolutionerende følger for den militære planlægning. Der er ingen mulighed for, at deres antal kan kontrolleres, og derfor kan USA med dette våben bryde enhver aftale, som begrænser langtrækkende atomvåben. Krydsmissiler er uhyre præcise, og man kan derfor anvende dem overraskende imod mål, der er værdifulde, men hvor USA af politiske og militære grunde ikke åbent kan planlægge anvendelse af atomvåben. Produktion af dem vil også betyde, at enkelte vesteuropæiske landes eventuelle nej til stationering af NATOs nye raketter bliver mindre væsentligt militært.

Endnu et par raketplaner fortjener fremhævelse. USA har under udvikling en atomraket, der fra fly skal affyres mod fly, nærmere bestemt flyvende sovjetiske varslingssystemer med radar. Hvis Sovjetunionen vil indføre varslingsfly, der svarer til NATOs AWACS, kan indtrængen over sovjetisk luftrum blive meget svær, og den nye raket, ASALM, skal tage sig af denne mulige sovjetiske flytype. Endelig har forsvarsministeriet i nogle år overvejet et raketforsvar imod raketter med kortere rækkevidde end de interkontinentale – f.eks. de sovjetiske SS-20 raketter.

F-16 og Tornado

De amerikanske værnschefer beretter, at mange af NATO’s jagere, der i dag kan anvende atomvåben, ikke har fået det bedst mulige ud af denne dobbelte egenskab og har "mangler", som begrænser deres anvendelse i den nukleare rolle. De mangler bl.a. tilstrækkelig evne til indflyvning mod deres mål i lav højde, ved nat og i al slags vejr. Det gælder dog ikke de 252 F-111 fly og de 256 A-6 fly i USA’s luftvåben, der for en stor dels vedkommende er placeret i Vesteuropa. Men bedre tider er på vej.

"Denne situation vil blive ændret til det bedre i NATO, når Tornado og andre NATO flyprojekter bliver helt gennemført i 1980’erne", konstaterer rapporten.

Tornado er et fælleseuropæisk fly, der skal indgå i en række landes luftvåben og vil have "betydeligt" større rækkevidde end de gamle F104 Starfighters, som i dag står klar til øjeblikkelig start med atomvåben overalt i Vesteuropa. Også F16 vil udgøre "forbedret slagkraft imod en række faste og mobile mål" med atomvåben.

McDonnell Douglas fly-fabrikkerne har med samarbejde fra det amerikanske luftvåben en langtrækkende version af jageren F-15 Eagle under udvikling. Med det aller nyeste udstyr kan den angribe mål på landjorden ved nattetide og i al slags vejr med atomvåben. Flyets rækkevidde bliver mere end fordoblet i forhold til nu.

Flåden kommer med

Den amerikanske flåde har ikke fået et nyt atomvåbensystem i 16 år, konstaterer værnscheferne i deres årsrapport – "følgelig ældes dens nuværende nukleare systemer". Men en vidtgående modernisering er på vej.

"Målet er en moderne TNF-stilling", hedder det i rapporten med anvendelse af initialerne for Theatre Nuclear Force, altså atomvåben til den lokale krigsskueplads. Den nye styrke "skal have troværdig slagkraft over hele spektret af mulige konflikter, især på de lavere planer af atomkrig", skriver de videre og fortsætter: "En sådan stilling kan give nukleare optioner til skuepladsen, der kan udføres med præcision og i det rette øjeblik, hvorved fjendtlig aggression eller optrapning kan afskrække og om nødvendigt nå de amerikanske målsætninger i kamp".

For blot få år siden diskuterede man seriøst i Pentagon, at moderne konventionel ammunitions egenskaber havde overflødiggjort atomvåben til søslag. Men sovjetisk oprustning, teknologiske fremskridt i USA og ihærdig pressionsvirksomhed fra flåden, som ser prestige i atombevæbning, har ændret billedet.

Moderniseringsprojekterne strækker fra raketter imod fly, over nye raketter og torpedoer imod skibe samt u-både, til indførelse af de splinternye FA-18 jagerbombere på hangarskibene.

Fransk atomoprustning

"Det er Frankrig, der i atommagternes kreds har de nyeste atomvåben, men alligevel har Frankrig et forskningsprogram, der tilstræber snarlig fornyelse af arsenalet", siger William Arkin fra Center for Defense Information.

Den 26. juni 1980 bekendtgjorde Frankrig, at man havde afprøvet en neutronbombe og at beslutning om produktion vil blive taget i løbet af 1982-83. Hvis den placeres på Pluton-raketterne, kan disse måske nemmere indsættes mod fjendtlige styrker, medens de endnu er i Vesttyskland.

Disse Pluton-raketter har i øvrigt en efterfølger under overvejelse, der kaldes Hades. Den skal have en rækkevidde på omkring 280 km.

Det franske luftvåben venter på et nyt langtrækkebde fly, Mirage 2000, der ventes anskaffet i et antal på 400, hvoraf halvdelen vil få atombevæbning. Desuden har industrien endnu et fly, Mirage 4000, under udvikling til fremføring af to til tre raketter mod mål på landjorden. En ny raket af denne type er også under udvikling til erstatning af de nuværende atombomber. Den skulle få en rækkevidde på omkring 100 km.

Frankrig har netop fået sin femte atom-u-båd, og den sjette skulle være parat i 1985. Den vil blive udrustet med raketter, der i hvert "hoved" har tre til seks bomber, som kan styres mod forskellige mål. Det er muligt, at Frankrig vil fortsætte u-bådsprojektet, så man i begyndelsen af 90’erne har otte u-både, hvor alle raketterne er udstyret med flere sprænglegemer (MIRV).

Den nuværende styrke af mellemdistanceraketter skal i 1992 udskiftes med mobile raketter af typen SX, der skal have en rækkevidde på omkring 3.400 km og indeholde 3 til 7 bomber i hvert hoved. Frankrig har også krydsraketter til affyring fra landjorden og u-både under overvejelse.

Britisk oprustning

Storbritannien er i gang med en række moderniseringsprojekter og har andre planer under overvejelse. Siden 1969 har man haft et projekt, Chevaline, der skulle udvikle et MIRV-system for de eksisterende u-både af typen Polaris. De nye sprænglegemer ventes indført i midten af firserne og skal så kort efter helt erstattes af nye amerikanske Trident-raketter i nye u-både. Det vil mangedoble antallet af sprænglegemer i den britiske styrke.

I det britiske luftvåben kommer to nye atombevæbnede fly. I år indføres de første Tornadoer i styrken, hvor de afløser gamle Vulcan bombere. Endnu et fælleseuropæisk flyprojekt, European Combat Aircraft, er under overvejelse til 90’erne.

Endelig har briterne set nærmere på mulighederne for udvikling af et nyt krydsmissil, der svarer til de amerikanske, men teknologien er måske hinsides Storbritanniens evner.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.