Trykt i Information 14. oktober 1981

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Kemisk krig

HVIS VIETNAM anvender kemiske våben imod f.eks. Hmong-folket i Laos, hvordan kan det så bevises? Anklagerne er så alvorlige, og eventuel anvendelse kan få så vidtrækkende konsekvenser, at vægtigt bevismateriale er nødvendigt. Men hvordan undgår man samtidigt, at kravene til bevismaterialet bliver så strenge, at Vietnam med sindsro kan fortsætte med kemisk krigsførelse, fordi tvivlen kommer Hanoi til gode – og ikke det tilsyneladende hårdt ramte Hmong-folk?

Overvejelserne skal samtidig finde sted i et politisk miljø, hvor følelser vanskeligt kunne være mere dominerende. Vietnam nyder efter sin lange befrielseskamp godt af en betydelig velvilje i brede kredse. Og kan man tænke sig en mere afskyelig alliance bag anklagerne end USA-Khmer Rouge-Kina?

Sagt lidt brutalt, så er der faktisk stadig folk, som benægter, at mange millioner jøder blev dræbt af nazisterne. Med stor ihærdighed har disse tvivlere opsnuset materiale, som i deres øjne kunne rokke lidt ved bevisets stilling. Der er også folk, som endnu benægter, at Pol Pots styre dræbte en stor del af Kampucheas befolkning i et orgie af blod. Nogle af disse mennesker er såmænd nok også mellem dem, som først har accepteret troværdigheden af anklagerne imod Vietnam og Sovjetunionen.

INGEN BØR VÆRE i tvivl – hvis Vietnam og Sovjetunionen har anvendt dødbringende kemiske våben, så er det en forbrydelse imod menneskeheden, som principielt helt er på højde med nazisternes og Pol Pots.

Forbudene i Geneve-protokollen af 1925 og konventionen af 1975 imod kemiske samt biologiske gifte er de mest grundlæggende i det internationale samfunds retningslinjer for løsning af konflikter. Derfor tiltrådte Sovjetunionen allerede i april 1928 Geneve-protokollen og i marts 1975 konventionen. Derfor har Vietnam også, om end noget sent, henholdsvis i oktober og juli 1980, tiltrådt forbudene.

De kemiske og biologiske våben er mere frygtindgydende end atomvåben. De rammer især civilbefolkningen, fordi militære enheder har relativt bedre muligheder for beskyttelse. Hvis deres anvendelse i konflikter bliver mere forventelig, kan selv de mindste og mest utilregnelige stater erhverve våben til masseødelæggelse i uoverskueligt omfang.

Hvis Sovjetunionen har accepteret anvendelse, vil det ryste bestræbelserne for kontrol med alle arsenaler så kraftigt, at man kan betvivle, at nogen foranstaltninger kan opnå den nødvendige troværdighed. Det vil være en demonstration af så stor foragt for menneskeheden, at de vestlige kredse, der hævder, at Kreml kun forstår den militære pressions sprog, har sikret sig et måske sejrende argument.

Derfor er det dybt foruroligende, at Østblokken har modsat sig bestræbelserne for via FN at få anklagerne udforsket. I denne sag kan henvisning til national suverænitet og beskyttelse af den nationale sikkerhed ikke accepteres, thi eventuel anvendelse er en forbrydelse imod hele menneskeheden. Derfor er det også deprimerende, at FN’s ekspertpanel endnu ikke har besøgt de øjenvidner i flygtningelejre, som, selv om de ikke nødvendigvis er ubestridelige sandhedsvidner, alligevel kan give et værdifuldt bidrag til opklaringsarbejdet.

Den amerikanske regering har fremlagt et omfattende materiale, der trods USA’s propagandistiske hensigter ikke kan afvises med den hån, som sovjetiske og vietnamesiske talerør hidtil har besvaret anklagerne med. Trods alt er USA et land med et samfundssystem, der muliggør påvisning af bevismaterialets svage punkter. Det er urimeligt, hvis lukkede diktaturer i denne sammenhæng kan påkalde sig større troværdighed end USA.

De amerikanske gevinster i propagandaslaget bør imidlertid også påhæftes en medskyld. Det er USA, som i nyere tid har anvendt kemiske våben i stor stil. Under Vietnam-krigen anvendte USA tåregassen CS hyppigt, og i noget mindre omfang anvendtes den mere farlige "irritationsgas" DM. USA har også anvendt enorme mængder afløvningsmiddel af typen Agent Orange, der har fremkaldt fosterskader og kræft – selv hos amerikanske soldater. Men det var ikke våben med udtrykkeligt dræbende effekt.

Det er forståeligt, hvis Vietnam efter de oplevelser har ringe respekt for de forbud, som ligger i Geneve-protokollen og i det mere løse begreb "international sædvane". Desværre gør disse erfaringer også de aktuelle anklager mere sandsynlige. Militære institutioner i Vietnam må i løbet af mere end 25 års krig have udviklet en betydelig ekspertise i kemiske våben. Oprindelig har det måske været en modforanstaltning, men derfra og til udvikling af en offensiv slagkraft er der kun et lille skridt. 

DE FORELIGGENDE indirekte beviser, som er blevet præsenteret her i bladet 16. september, 10. og 13. oktober er ikke hævet over enhver tvivl [i]. Men lysten til ikke at tro det utænkelige kan nemt blokere vurderingsevnen.

Der er folk, som det ene øjeblik siger, at USA må være den part, der i hemmelighed med henblik på fremprovokering af uroligheder i f.eks. Laos har gennemført angrebene. De samme personer kan i næste åndedrag sige, at hmong’erne bør fremskaffe bedre beviser f.eks. gennem nedskydning af de angribende fly. Over hele kravet til beviser svæver det uhyggelige forhold, at især kemiske våben kan anvendes på en vis, som vanskeliggør konstatering af deres anvendelse.

Kombinationen af vidnesbyrd fra flygtninge og læger samt sygeplejersker udgør tilsammen et så vægtigt materiale, at man, indtil de pågældende lande bliver mere samarbejdsvillige, bør lade tvivl komme ofrene til gode. Ingen ressourcer og pressionsmuligheder bør spares i bestræbelserne for størst mulig opklaring. Men forhåbentlig kan opinionen også tilslutte sig standpunktet, som det konservative britiske The Times indtog den 17. september: Det vil være "en helt fejlagtig og potentielt katastrofal kurs", hvis rapporterne medfører accept af en ny runde i rustningskapløbet. Modtrækket er en mere ihærdig indsats for afskaffelse af alle kemiske våben – og på det punkt kan Østblokken også udvise større imødekommenhed gennem accept af myndighed til internationale organer og inspektion af anlæg, som kan fremstille disse våben. JD

 

---

[i] To af artiklerne var skrevet af Jørgen Dragsdahl efter en reportagetur til Thailand:

Information 10. oktober 1981: ”Talrige indirekte beviser for kemisk krig i Indokina”.
Information 13. oktober 1981: ”FN-gruppe ser på anvendelsen af kemiske våben”.

 

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.