Trykt i Information 22. oktober 1981

LEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Sovjet-agent Reagan

 

ER USA's præsident Reagan i virkeligheden sovjetisk agent? Mistanken har i nogle kredse længe været voksende. Den har i høj grad hentet inspiration fra f.eks. det amerikanske udenrigsministeriums og højreekstremisters påpegning af, at KGB har infiltreret den frie verdens institutioner med ”røde muldvarpe”. Men Reagans seneste udtalelser angående begrænsning af atomkrig til Europa fjerner næsten enhver tvivl 1.

Ræsonnementet har udgangspunkt i den pinlige situation, som den amerikanske leder har stillet en del journalister i. De af os, som blev startet politisk i tressernes venstrebevægelse, har lige siden tilstræbt en mere nuanceret opfattelse af Vestens magthavere, end den de banale slagord indpodede. I tilfældet Reagan har det utvivlsomt betydet en undergravning af læsernes tillid. Thi hvis vi blot havde anvendt de mest vulgære vendinger i beskrivelsen af  ”cowboy’en”, så havde vore analyser været mere præcise end forsøgene på fremhævelse af nuancerne i amerikansk politik.

FORKLARINGEN på denne fejlvurdering er ganske nærliggende, men hidtil er den blot blevet hvisket i lukkede kredse. Reagan kommer fra meget fattige kår og var i sin ungdom ligefrem lyserød. Han blev desillusioneret over amerikansk liberalisme, og normalt har man sagt, at han derfor røg over på den yderste højrefløj. Men efterhånden virker det langt mere sandsynligt, at han i fortvivlelse over de bristede forhåbninger tilbød Sovjetunionen sine færdigheder. I god overensstemmelse med ”muldvarpers” taktik har han lige siden skjult sit sindelag undervejs til magtens tinder. Nu er han på toppen, og næsten dagligt bekræfter han i ord og handling sovjetkommunismens vulgære opfattelse af kapitalismens uvæsen.

Tag nu f.eks. den seneste affære. Det er nærmest en naturlov, at en atomkrig ikke kan begrænses til Europa. Selv Aleksander Haig påpegede under høringerne i Senatet efter sin udnævnelse, at han ikke troede på, at den totale atomkrig kan hindres, når de første taktiske kernevåben er taget i anvendelse. Det var meget beroligende for europæiske iagttagere, da den vestlige alliances grundprincip er, at et angreb på et medlem er et angreb på alle medlemmer. Den amerikanske atomparaply har kun mening, hvis den betyder, at Sovjetunionen gennem anvendelse af atomvåben imod Vesteuropa risikerer et amerikansk modsvar, der påfører det sovjetiske moderland en ødelæggelse, som står mål med atomkrigens konsekvenser for Vesteuropa.

Denne naturlov har dæmpet gemytterne noget, når man iagttog den såkaldte modernisering af atomvåbnene i Europa. Amerikanske strateger sagde, at når de stræbte efter våben, der er mere anvendelige på slagmarken, så skyldes det ikke, at man planlagde en atomkrig begrænset til den europæiske krigsskueplads. Næh, årsagen er, at hvis den nukleare afskrækkelsesstrategi skal være troværdig, så er det nødvendigt, at de taktiske atomvåbens eventuelle anvendelse virker troværdig. Tanken var stadig, understregede man, at de blot er en kort tændsats, der skal inddrage de virkeligt afskrækkende strategiske atomvåben.

PÅ NOGLE europæere virkede denne argumentation ikke overbevisende, og derfor er en bevægelse opstået imod atommoderniseringen i Europa. Men alt for mange tror stadig på USA's løfter. Det har selvsagt nødvendiggjort, at Kreml, der har store forventninger til fredsbevægelsen, gav agenten i Det Hvide Hus ordre til et drastigt indgreb i debatten.

Britiske konservative, som har betydelig erfaring med muldvarpe, reagerede hurtigt, selv om de endnu tøver med den endelige konklusion. Avisen Standard Evening erklærer, at Reagan ”rent faktisk har rettet et mere skadeligt slag imod sin egen sag, end russerne kunne have håbet i deres vildeste drømme”. Daily Express konstaterer, at præsidenten yderligere har øget presset på ”den allerede knagende NATO-alliance – og styrket argumentationen fra de europæiske tilhængere af ensidig nedrustning”. Daily Mail mener også, at Reagan har givet ”anti-NATO propagandisterne” øget troværdighed. Daily Mirror, som hælder i Labours retning, mener, at Reagan har ”gjort mere for tilhængerne af atomnedrustning end 20 års kampagne fra CND” – den britiske atomkampagne.

REAGANs optræden siden januar har været i god overensstemmelse med de sovjetiske lederes målsætning. For et år siden beskrev Information indgående spændingen i den vestlige alliance, men Reagan har forstærket splittelsestendenserne i en grad, som dengang var næsten utænkelig.

Forhenværende vicepræsident Mondale pegede forleden dag på, at Reagan-administrationen i problematikken omkring rustningskontrol har opført sig så fikst, at Sovjetunionen trods en krig i Afghanistan, aggression i Sydøstasien og trusler imod Polen i dag er den fredselskende supermagt. USA har opgivet Carters eneste virkelige bedrift – erobringen af kampen for menneskerettigheder, som var et ganske effektivt ideologisk trumfkort. I Nord-Syd dialogen fik USA indledningsvis ophidset den hele verden, da man blokerede havretskonferencen, og siden har man fremturet med en vulgær imperialistisk filosofi omkring u-landenes rette udviklingsvej.

Først gjorde Reagan de vesteuropæiske allieredes tillid og stabile ledelse af alliancen til et hovedemne, der undergravede Carters magt. Da så alle fokuserede på den problematik, gjorde han sit bedste for yderligere undergravning af USA's autoritet. Neutronbomben er et oplagt eksempel, men der er mange andre, f.eks. hans embedsmænds strøm af provokerende udtalelser. Oveni kan lægges Reagans sabotage af USA's økonomi, samt den fjollede behandling af oprustningsplanerne – usikkerheden omkring MX-systemets fremtid og urealistiske forsvarsbudgetter.

Den mand må være agent. Eneste alternative forklaring er, at USA's præsident er et lallende fjols med munddiarré, fortabt i en svunden tids ideologiske tåger. Men den påstand er vist for langt ude.         

JD

1.  Under et møde med redaktører i Det Hvide Hus blev Reagan spurgt om, hvorvidt en begrænset brug af atomvåben uundgåeligt ville blive optrappet. Han svarede først: ”Jeg ved det ærligt talt ikke”. Men derefter fortsatte han: ”Jeg kan se, hvordan man kunne have en udveksling med taktiske våben imod soldater i felten, uden det ville medføre, at nogen af de store magter trykkede på knappen”. Bemærkningerne udløste kraftig kritik fra bl.a. europæiske socialdemokrater – og fra Sovjetunionen. Avisen Christian Science Monitor skrev (21. oktober 1981), at udtalelserne havde ”udløst en politisk storm”. Under et straks følgende NATO-møde blev forsvarsminister Weinberger bedt om en forklaring. Avisen Washington Post påpegede (21. oktober 1981), at ”amerikanske embedsmænd har under nylige rundrejser i Europa argumenteret, at den tanke, at Amerika ville søge at begrænse en atomkrig til Europa, er en følge af sovjetiske propaganda-bestræbelser”. Historikeren Bent Jensen har et par årtier efter brugt denne leder, idet han har taget ordene ”lallende fjols” ud af deres sammenhæng og hævdet, at de beskrev Dragsdahls karakteristik af præsident Reagan.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.