Trykt i Ny Tid 20. januar 1982

Kampen for fred kan ikke skilles fra kampen for demokrati

Af JØRGEN DRAGSDAHL

Under Verdensfredsrådets nylige møde i København rettede en talsmand for det polske militærregime en appel til de delegerede: "I dette afgørende øjeblik i Polens historie beder vi ikke bare alle vore venner i fredsbevægelsen om forståelse men også om moralsk og politisk bistand".

Derefter modtog kaptajn Wieslaw Gornicki dagens længste applaus.

Man kan derfor ikke helt afvise amerikanske anklager om, at fredsbevægelsen marcherer i takt med Warszawa-pagten. Men det militære indgreb i Polen er også blevet fordømt af ledende kræfter i den såkaldte fredsbevægelse.

Organisationen European Nuclear Disarmament (END), som har sit hovedkvarter i Storbritannien og som koordinerer en del af den vesteuropæiske kampagne mod atomvåben, udtrykte allerede 14. december solidaritet med Solidaritet i en erklæring. I den hedder det, at fred og demokrati ikke kan skilles ad. Man opfordrer til en ophævelse af krigsretstilstanden og løsladelse af alle politiske fanger. Man kræver, at Sovjetunionen respekterer Polens integritet. Derefter opfordres alle regeringer til at undlade at udøve politisk og økonomisk pres på Polen. Til slut udtrykkes håb om, at alle europæiske regeringer vil støtte bestræbelserne for at fjerne atomvåben fra Europa.

END har følge af mange andre. I Holland har talsmænd for kirkernes fredsråd IKV, som udgør tyngdepunktet i landets fredsbevægelse, udtalt sig på linje med erklæringen fra END. Det oplyses fra Italien, at f.eks. organisationen bag efterårets store demonstration i Rom, straks tog initiativ til protestaktioner mod krigsretstilstanden i Polen.

En sammenhæng

Bag disse protester ligger erkendelsen af, at der er en sammenhæng mellem udfordring af USA’s magt i Vesteuropa og en lempelse af den sovjetiske kontrol med Østeuropa. Det er især den britiske historiker E.P. Thompson, som har agiteret for, at hvis Vesten letter det militære samt ideologiske pres på Øst, så vil Sovjetunionens "allierede" få større bevægelsesfrihed. Man kan også sige, at hvis undertrykkelsen i Øst bliver mindre iøjnefaldende, så bliver det lettere at argumentere i Vesteuropa mod oprustning, der skal være et svar på "truslen fra Øst".

Derfor er en alliance mellem borgerretsforkæmpere i de østeuropæiske lande og de anti-militaristiske aktivister i vestlige lande naturlig. En alliance burde tilmed kunne give begge bevægelser øget ideologisk legitimitet i deres respektive samfund.

Fredssagen er nærmest en religion i de kommunistiske lande, så hvis de systemkritiske kredse har nærkontakt med den globale kampagne mod oprustning, kan de vanskeligt kaldes agenter for vestlig imperialisme. Det er i den forbindelse interessant, at kaptajn Gornicki fra Polen i Verdensfredsrådet understregede, at Solidaritet ignorerede kampen for fred og aldrig udtrykte frygt for krig eller ængstelse over våbenkapløbet.

Den såkaldte fredsbevægelse i Vest kan ligeledes vanskeligt kaldes en flok sovjetiske agenter, naive medløbere, nyttige idioter, hvis dens nære venner i Øst netop er de mennesker, som løber en stor risiko i kampen for demokrati.

Charta 77

Kontakter til systemkritikere i Øst tilbydes ikke af de østeuropæiske ambassader og deres lejlighedsvis udsendte fredsmissionærer. Derfor har E.P. Thompson i løbet af efteråret opfordret fredsaktivister til at henlægge deres sommerferier til Østeuropa i 1982.

Men kontakter er allerede etableret. Gruppen Charta 77 i Tjekkoslovakiet har tidligere latterliggjort fredsbevægelserne i Vesteuropa, fordi man anså dem for naive i vurderingen af Sovjetunionen. Men i december modtog det britiske END en erklæring, som knytter kampen for fred sammen med kampen for frihed.

Charta 77 konstaterer i erklæringen, som er dateret 16. november, at menneskerettigheder og fred hænger sammen:

"Det er vanskeligt at anerkende oprigtigheden i fredsbestræbelser fra lande, hvor folk forfølges, fordi de kræver, at forpligtelser (påtaget i afspændingens tjeneste) angående menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder skal respekteres. Det er på samme måde vanskeligt at anse dem, der optrapper våbenkapløbet og bringer krigsfaren nærmere, for ægte forsvarere af disse rettigheder og friheden".

Der står videre i erklæringen, at "vort kontinent står foran truslen om at blive gjort til en atomslagmark, til en kirkegård for de nationer og civilisationer, som fødte selve begrebet menneskerettigheder".

Man slutter med en direkte solidaritetserklæring til dem, som arbejder for både fred og respekt for Helsinki-aftalerne: "Vi har ikke mulighed, som I (i Vesten) har, til lige højlydt at give udtryk for vor fælles overbevisning om, at fred og frihed ikke kan adskilles".

Den hollandske organisation IKV har udviklet kontakter i Østeuropa på både det officielle og det uofficielle plan. Myndighederne har hyldet IKV for organisationens kritik af NATO’s planer og samtidig har man accepteret, at hollænderne optog kontakt med systemkritiske kredse.

I Østtyskland har hollænderne især forbindelser til den evangeliske kirke, som fordeler materiale mod våbenkapløbet fra vestlige kirkegrupper. Kirkefolk i Østtyskland har vendt sig imod sovjetiske atomvåben og opfordret til militærnægtelse. Den katolske fredsbevægelse Pax Christi havde kontakt med Solidaritet i Polen. I Ungarn var der i december en demonstration mod tvungen værnepligt, og IKV har forbindelse med folk, som stod bag aktionen.

Spæde spirer

Det er stadig kun spæde spirer, men samarbejdet mellem de uafhængige fredskræfter i Øst og i Vest er i god overensstemmelse med det besynderlige fænomen europæisering, der er et fremtrædende træk ved storpolitikken.

Det var vesttyskeren Willy Brandt, som for nogle måneder siden i et interview med New York Times afviste de amerikanske anklager om "finlandisering" og "neutralitet" med begrebet "europæisering".

Det, som i virkeligheden sker i Europa i disse år, er, at Europa er ved at finde sig en selvstændig identitet. Det er en identitet, som er defineret ud fra opposition overfor supermagterne. Man ser fænomenet i ungarernes og rumænernes ihærdige understregning af, at de har selvstændige interesser i forhold til Sovjetunionen. Og man ser det i den vesttyske forbundskanslers første reaktioner mod Reagans sanktionspolitik (på grund af Polen) samt hans partifælle Erhard Epplers udtalelse ved samme lejlighed om, at begivenhederne i Polen primært er europæernes sag, fordi Polen ligger i Europa.

Europæisering handler blandt andet om, at æraen efter Anden Verdenskrig, nu hvor 37 år er gået, må være ovre, og at vi må ind i en ny æra, hvor denne krigs følger ikke længere dominerer europæisk politik.

Der ligger også en europæisering i E.P. Thomsons tanker om, at fredsbevægelserne i Europa skal være en "tredje magt" mellem supermagterne, som bryder konfrontationen mellem de to modpoler.

Målet for Thompson og andre er, at befolkningerne i hele Europa skal opnå bevægelsesfrihed i forhold til supermagterne og deres systemer. Den militære magtovertagelse i Polen er et frygteligt slag også mod fredsbevægelserne, fordi det er et af de mest lovende træk ved europæiseringen, som er blevet knust.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.