Trykt i Information 30. januar 1982
Forsideleder af JØRGEN DRAGSDAHL
Europæisering
LASSE BUDTZ var vred, da han rettede det skarpe angreb på amerikansk udenrigspolitik, som vi bragte i fredagens avis[i]. Det er bemærkelsesværdigt, fordi han normalt er forsigtigheden selv, men endnu vigtigere er det, at hans udtalelser afspejler en udbredt irritation over USA mellem ledende vesteuropæere.
Budtz er nok den eneste dansker, som på grund af sin omfattende aktivitet i internationale organer har bedst kontakt med de kræfter, som er sluppet løs i det transatlantiske forhold. Det er velgørende, at han offentligt har sine meningers mod. Mange siger privat lignende ting. En højtstående dansk diplomat kommenterede eksempelvis Reagans politik sådan: ”USA siger, at vi skal være solidariske med Polen. Er det ikke på tide, at USA optræder solidarisk med Europa?”
Vi er utvivlsomt i en såkaldt historisk situation, hvor dybtgående ændringer finder sted hastigt, og hvor vi ikke helt forstår, nøjagtigt hvad det er, som sker. Men Willy Brandt var nær på en definition, da han den 21. juni sidste år i New York Times anvendte betegnelsen ”europæisering”. Han påpegede, at netop polakkerne er sig deres europæiske historiske rødder meget bevidst. Det nationalistiske element i de polske begivenheder er reelt en fremhævelse af polakkernes samhørighed med hele Europa.
Brandt afviste også det amerikanske skældsord ”neutralisme”. Det forklarer ikke udviklingen i Vesteuropa. Der er en voksende følelse af, at efterkrigstiden er forbi. Europa må igen stå på egne ben. Opdelingen af vor verdensdel og supermagternes dominans er uacceptabel. Demokratiets vugge stod i Europa. Den franske revolution gav os de høje idealer, som andre siden har overtaget – og det var i øvrigt også denne revolution, som genskabte den polske nation. Vi har en kostbar arv, som giver os et stort ansvar over for nutidens udfordringer
DENNE europæiske identitet er i sin opblomstring. Den nægtes også sin fulde frihed af fremmede kræfter. Sovjetunionens rent ud sagt asiatiske traditioner tynger Østeuropa ned – et af de mest uforglemmelige vredesudbrud efter krigsretstilstandens indførelse kom fra en polak, der fordømte den ”asiatiske stormagt”. Også fra USA angribes nogle af vore smukkeste idealer.
Den ny-konservative bannerfører Irving Kristol angreb i september 1979 på en konference om NATOs fremtid ”socialdemokratiseringen” af Europa, som ifølge ham både har udslettet ”det patriotiske temperament” og ødelagt økonomien. Derfor, mente han, er NATO allerede død og kun begravelsen står tilbage. I takt med den konservative bevægelses fremmarch har denne ideologs synspunkter fundet indpas i USA's politik overfor Vesteuropa.
Det var Reagans sikkerhedspolitiske toprådgiver, Richard Allen, som indledte 1981 med en tale, hvor han konstaterede, at hvis ”vore allierede” ikke følger USA's eksempel – skærer ned på de sociale budgetter og hæver de militære – så ”vil fremtiden virkelig være trist for den atlantiske alliance”. Temaet er gentaget tit siden af amerikanske politikere og medier: prioriteringen af velfærd har blødgjort europæernes rygrad, og de driver nu viljeløse i moralsk forfald hen imod socialismen.
DET ER imidlertid under kriser, at virkelige løsninger har muligheder. Også i den aktuelle ligger de lige for.
En erfaren iagttager har sagt: ”Den seneste tids begivenheder har gjort det fuldstændig klart, at det er tilstedeværelse af sovjetiske tropper i satellit-landene i sammenhæng med den generelle militære og politiske situation i Europa, som er problemets kerne. Kun når tropperne er væk, vil der være mulighed for udvikling af disse nationer hen imod institutioner og sociale systemer, som bedre passer til deres behov (…) Men det er indlysende, at der ikke kan ske nogen sovjetisk tilbagetrækning fra Østeuropa med mindre hele området på en eller anden vis kan fjernes fra at være et objekt for de store magters rivalisering”.
Ordene er den amerikanske, nu fhv. topdiplomat, George F. Kennans, og de er sagt for et kvart århundrede siden. Han tænkte på den sovjetiske invasion i Ungarn. De er mere aktuelle end nogensinde, og en række kommentarer til den polske krise og den voksende kløft mellem USA og Vesteuropa har peget på behovet for en løsning, som indebærer begge supermagters tilbagetrækning. W.W. Rostow, som var sikkerhedsrådgiver for præsidenterne Kennedy og Johnson, har netop i New York Times efterlyst en ”langsigtet plan, som kan afslutte den konfrontation med Centraleuropa, der nu i 35 år har fået normalitetens præg”.
I det britiske dagblad The Guardian haler Jonathan Steele planen, som en polsk udenrigsminister, Rapacki, forelagde for 25 år siden, frem. Han foreslog i februar 1958 oprettelse af en atomfri zone med deltagelse af Polen, Tjekkoslovakiet og de to tysklande. Den skulle også ”lette begrænsning af konventionelle våben og udenlandske styrker stationeret i zonens lande”. Den blev afvist fra vestlig side, og samme skæbne led flere modificerede forslag fra Rapackis side.
Lad os bare drømme om hvordan historiens forløb var blevet, hvis processen dengang var kommet i gang. Måske intet Tjekkoslovakiet. Måske ingen krigsretstilstand i Polen. Måske ikke den vanvittige opmarchering af atomvåben og kostbare konventionelle styrker. Men lignende forslag er i dag mere nødvendige end nogensinde før. Det er – og undskyld dramatikken – sandsynligvis vor overlevelse, som nu er på spil.
Det er i sig selv et stærkt argument, men også den politiske og den militære situation kan give en plan bedre chancer i dag. Sovjetunionen har ikke længere det strategiske behov for en ”stødpudezone”, som eksisterede før de interkontinentale raketter. Vesteuropa er vokset fra amerikansk ”lederskab”. Hvis afspændingen skal have en fremtid, så må den gives nyt liv ved hjælp af nye perspektiver. JD
[i] Henviser til artiklen ”Utroligt hykleri omkring Polen”, af Jørgen Dragsdahl, Information 29. januar 1982
Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.
|
|