Trykt
i Information 13.-14. februar 1982
FORSIDELEDER
AF JØRGEN DRAGSDAHL
Fred
og demokrati
POLENs indførelse af
krigsretstilstand var et hårdt slag imod de vesteuropæiske
fredsbevægelser, da de bygger deres aktiviteter på visioner om et nyt
Europa, hvor problemer løses med fredelige midler.
Derfor reagerede de mest avancerede grupper
øjeblikkeligt. Den britiske koordinationskomite European Nuclear
Disarmament udsendte 14. december en erklæring, hvor man udtrykte sin
solidaritet med det polske folks frihedskamp. "Fred og demokrati er
udelelig", hed det blandt andet. "Vi må fjerne truslen om
atomkrig og overvinde Europas opdeling i to fjendtlige blokke, så enhver
nation frit kan følge sin egen uafhængige politiske udvikling. Vi må
arbejde for demokrati i ethvert lands politiske og økonomiske liv, så de
grundlæggende menneskerettigheder – ikke mindst freden – sikres alle
mennesker". Noget senere nåede den danske organisation Nej til
Atomvåben frem til en lignende erkendelse med en udtalelse om, at
krigsretstilstanden vækker frygt og vrede, fordi "den undergraver den
tillid mellem nationerne, som er en forudsætning for ethvert skridt mod
ægte nedrustning".
Men én ting er erklæringer; noget ganske andet er
handling. Derfor er det, at initiativet til en fredsmarch gennem en del af
Østeuropa er af meget stor betydning for fredsbevægelsens fremtid –
måske endog af afgørende betydning. Marchen kan give ny næring til
håbet om, at en frugtbar dialog kan føres med Østlandene, og at et nyt
Europa ikke er de naives utopi [i].
FORUDSÆTNINGEN er imidlertid,
at den ikke bliver et supplement til disse landes traditionelle lidet
troværdige fredspropaganda. Marchens deltagere skal have de elementære
frihedsrettigheder, som fredsbevægelsen nyder godt af i Vesteuropa.
Det er et frygteligt vanskeligt farvand, som bevægelsens
forhandlere skal navigere sig igennem. Utvivlsomt er der politiske
grupperinger på venstrefløjen, som gerne ser marchen anvendt til et opgør
med de såkaldt statskapitalistiske tyrannier, og forventninger om
provokationer kan skabe genstridighed hos de østlige myndigheder. Der er
også krav, som fra vestlig side virker meget uskyldige og rimelige, men som
på grund af disse landes system er uhyre vidtgående.
Hvis deltagerne i overensstemmelse med Helsinki-aftalens
bestemmelser sikres ret til talefrihed og ret til fri kontakt med disse
landes borgere, vil der i sådan imødekommenhed imidlertid også være en
kolossal propagandasejr for Østlandene, som skal være dem vel undt. Det
vil betyde, at der fra marchen lyder ord, som normalt i disse lande anses
for en undergravelse af beredskabet imod den "vestlige trussel".
Men i Vest er hovedargumentet imod fredsbevægelsen jo netop, at den
undergraver forsvarsviljen, og alligevel har den ganske frie kår. Det er
uacceptabelt, hvis man under en march i Øst skal respektere den slags
argumenter.
DET ER også indlysende, at en
fredsmarch skal være i kontakt med alle væsentlige fredskræfter, selv om
de ikke har myndighedernes blå stempel. Igen kan den politiske
nødvendighed diktere begrænsninger, men f.eks. den østtyske
protestantiske kirke er en uomgængelig samarbejdspartner.
Når man ser på de østtyske myndigheders reaktion på
den spirende uafhængige fredsbevægelse i DDR, svinder ens forhåbninger
til marchen selvsagt ind. Hvilken forbandet situation hvis
"fredsmarchens" deltagere skal tænke på, at deres ligesindede
bliver fængslet, indkaldt til lange forhør og får deres emblemer
forbudt.! Og det er ifølge vestlige presserapporter netop, hvad der sker i
denne tid. Reinar Eppelmann, som arrangerede Berlin-appellen, Information
har omtalt i de seneste dage, har været tilbageholdt i to dage, og unge med
kirkernes fredsmærke: plovjernet, som våbnene skal smedes om til, bliver
udsat for grove trusler.
Fremkomsten af en uafhængig fredsbevægelse i Østlandene
er et af de allermest opmuntrende tegn på, at et nybrud er undervejs i
Europa. De officielle fredskomiteer i disse lande er ofte i dyb miskredit
– i deres egne lande og i den effektive del af den vestlige bevægelse.
Som vi for nylig på den mest usmagelige facon fik demonstreret, er den
polske fredskomité en retrætepost for udrensede politikere a la
Cyrankiewicz, som havde medansvar for massakrer på polske arbejdere i 1956
og 1970. Og hvad skete egentlig med de tjekkoslovakiske fredskræfter i
1968? Så vidt Information har fået oplyst, blev fredskomiteen opløst
dengang og en ny med quislinge-styrets lakajer oprettet. Det vil skade
fredsbevægelsen ubodeligt, hvis den slags samarbejdspartnere er de eneste,
bevægelsen har i Øst.
ALTERNATIVE kontakter eksisterer
imidlertid, og selv om enkelte af dem næppe kan inddrages i dette
arrangement, så skal forbindelsen dyrkes. Eksempelvis har systemkritikerne
i det tjekkoslovakiske Charta 77 forladt deres gamle hån over for
fredsbevægelsen i Vest og sidste år udsendt en bemærkelsesværdig
erklæring.
Det hedder heri, at menneskerettigheder og fred er
indbyrdes forbundne: "Det er svært at tro på alvoren i de
fredsinitiativer, der kommer fra regeringer i lande, hvor man forfølger
dem, der kræver menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder
respekteret. Ligeledes er det ikke troværdigt, at de, der optrapper
våbenkapløbet og forøger krigsfaren, samtidigt kan være de sande
forsvarere af disse rettigheder".
Disse kontakter er vigtige for bevægelsens troværdighed,
men de er også en naturlig udvikling af bevægelsens analyse af
oprustningens årsager. Vi trues ikke blot af arsenalernes størrelse men
også af magtfilosofien bag dem. Fredsbevægelsen er en politisk bevægelse
for større demokrati – nemlig bl.a. europæernes ret til selvbestemmelse
i forhold til supermagterne, folkenes ret til kamp imod det endelige diktat:
udslettelse fremkaldt af ganske få magthaveres uduelighed".
JD
[i] Fredsmarchen
blev aflyst, fordi arrangørerne ikke kunne få de nødvendige
frihedsgarantier fra Østlandenes myndigheder.