Trykt i Ny Tid (Norge) 24. februar 1982

Våben og menneskeforagt

Af JØRGEN DRAGSDAHL

MOSKVA i februar – Det begyndte med, at flyet efter næsten fem timer i luften endelig landede, og passagererne fik en kort besked: "På grund af vejret, er vi landet i Leningrad".

Indtil da, havde ingen forklaret passagererne grunden til forsinkelsen. Så fulgte to timers ventetid i flyet på landingsbanen – igen uden forklaring. Endelig oplyste en stewardesse, at vi skulle overnatte i Leningrad.

Så fulgte to timers ventetid på kufferterne. Den blev afbrudt, da en venlig toldbetjent på forespørgsel oplyste, at kufferterne skulle forblive ombord. Derefter fulgte fire timers ventetid på en middag, som flyselskabet havde bestilt til sine sultne passagerer i den ellers lukkede restaurant, og som endelig, efter midnat, bestod af hårdkogte æg og to pølser til hver.

Undervejs fik vi presset ud af en uniformeret person, at vi nok alligevel ville komme til Moskva i løbet af natten. Og flyet lettede skam også efter endnu nogle timers ventetid, af ukendte årsager.

Ingen information

Ethvert flyselskab kan opleve forsinkelser, men det specielle ved serviceniveauet hos Aeroflot er, at "verdens største flyselskab" anser passagerer for kvæg. De skal transporteres. Men de er uden rettigheder til at vide noget om, hvad der sker undervejs.

Episoden er afslørende for en generel menneskeforagt i sovjetiske statsinstitutioner. Måske skyldes det, at alle store bureaukratier glemmer, hvorfor de eksisterer. Måske skyldes det den udbredte arbejdslede i det sovjetiske samfund. Men det er en kendsgerning, at den gennemgående klage fra fastboende udlændinge, og russerne selv, er, at "kunder" på kontorer, i butikker og restauranter bare føler sig til besvær. "Undskyld, at jeg forstyrrer i arbejdstiden", kunne være en relevant indledende bemærkning.

Menneskeforagten ses imidlertid også i andre sammenhænge. Den ses i massemediernes propaganda, som ofte er en fornærmelse mod den menneskelige intelligens. Den ses i de tomme dagligvare-butikker, hvor man for øvrigt heller ikke gør noget for at skabe et "miljø". Og den ses i den forbløffende rå behandling, som mennesker udsætter hinanden for til daglig, og som virker særligt stærkt på uforberedte udlændinge.

Som besøgende journalist har man i øvrigt ikke nogen større grund til klage. På forhånd arrangeres interview gennem det såkaldt uofficielle pressebureau APN, som også stiller oversættere til rådighed – det er tolke, som anstrenger sig til det yderste for, at opholdet skal blive behageligt og udbytterigt. Bestillinger til sædvanligvis vanskeligt tilgængelige restauranter og teatre arrangeres velvilligt. Kultur-tilbudet viser en side af det sovjetiske samfund, som er så fyldt med humor og poesi, at menneskeforagt bliver en urimeligt hård anklage.

Endnu vigtigere er det, at embedsmænd, kommentatorer i medierne og eksperter i forskningscentre, som den besøgende møder, ikke er en ensartet flok bureaukrater. De har forskellige opfattelser.

Eksempelvis forlængede et ledende medlem af et forskningsinstitut et interview med næsten en times samtale, da han opdagede, at jeg under et besøg i Thailand havde undersøgt de vietnamesiske troppers kemiske krigsførelse i nabolandene. Fordomsfrit og med præcis nysgerrighed stillede han sine spørgsmål om et emne, der officielt bare er imperialismens løgne.

Uvidenhed

Men systemets menneskeforagt kommer også frem under samtaler med disse højt kvalificerede repræsentanter for "systemet". Adgang til informationer burde være en elementær menneskeret for dem i deres arbejde, men det er det ikke. Særlig galt er det med adgang til oplysninger angående sovjetiske sikkerhedspolitiske forhold. Talrige spørgsmål forbliver ubesvarede for den besøgende, fordi de udspurgte ganske enkelt ikke kender svaret. Samtalepartnerne er holdt i uvidenhed af deres egne myndigheder. Nogle eksempler kan belyse det.

Det sovjetiske forsvarsministerium har udsendt en 78 siders tryksag, som er et svar på det amerikanske forsvarsministeriums "Soviet Military Power". Sidstnævnte tryksag blev udgivet i efteråret, og den skulle bevise alvoren i den såkaldt sovjetiske trussel.

Det sovjetiske svar er flot lavet, men man har ifølge sovjetiske kilder kun trykt 5.000 på russisk og 15.000 på engelsk. Hvorfor? En forklaring er det ekstreme hemmelighedskræmmeri omkring militære spørgsmål. En detaljeret redegørelse er et så sensationelt skridt for russiske myndigheder, at de begrænser "afsløringernes" omfang ved hjælp af det lave oplag.

Når man læser svaret, opstår der talrige spørgsmål for læseren. Men hvem skal de stilles til? Jeg forsøgte hos en højtstående embedsmand i udenrigsministeriet, som i årevis har haft nærkontakt med rustningskontrol.

Den sovjetiske tryksag hævder f.eks. at Warszawa-pagtens lande kun har 25.000 pansrede kampvogne. Hvis man kun tæller kampvogne i de østeuropæiske lande udenfor Sovjets grænser, så er det et rimeligt skøn, som svarer til tallet i internationalt kendte håndbøger, men tryksagen hævder også, at Vesten har 24.000 kampvogne. I det tal har man medregnet en del amerikanske, som er placeret i USA, men som tilhører forstærkningerne til Europa.

Hvorfor, lød spørgsmålet, medregner I ikke også kampvogne i den europæiske del af Sovjet, som vel skal forstærke jeres styrker?

Efter lang tids tøven og omhyggelig gennemlæsning af det aktuelle afsnit, lød svaret: "25.000 er alt, hvad vi har af kampvogne".

Men det svar står i stærk modstrid med tallene i årbogen fra instituttet for strategiske studier (IISS) i London, som den sovjetiske tryksag i forordet kalder en hovedkilde. Ifølge IISS har blot Sovjetunionen 55.000 kampvogne. Hvis de i Vest alment godkendte tal var så urigtige, ville der for længst have været mere debat om dem. Konklusion: Embedsmanden har ikke adgang til sovjetiske data.

Endnu klarere blev det, da han blev spurgt om, hvorfor man fra sovjetisk side medtager amerikanske F 4 jagerbombefly i sin opstilling af den europæiske balance i mellemdistancevåben. Man regner nemlig ikke med det moderne sovjetiske jagerbombefly SU 24 Fencer. Disse to fly har, ifølge årbogen fra IISS, stort set samme rækkevidde. Fordi Sovjet har adskillige hundrede SU 24, er spørgsmålet ikke netop af marginal betydning.

Efter konsultation med en stabel maskinskrevne ark, oplyste embedsmanden, at SU 24 ifølge vestlige kilder kun har en rækkevidde på 480 km – altså langt under F4 flyets rækkevidde. Men tallet er også langt under de 1.600 km, som SU 24 har ifølge årbogen fra IISS, og de 1.800 km, som det amerikanske forsvarsministerium hævder.

Konklusion: Trykfejl i embedsmandens materiale og intet kendskab til Sovjets egne data.

Civile ofre

Måske kan man ud fra disse iagttagelser også drage nogle konklusion af betydning for Vestens politik i forbindelse med Sovjetunionen.

Afspændingspolitikken gav en række kontakter til civile russere. Det gav dem adgang til en række alternative informationer, og den gjorde desuden sovjetiske medier mere informative – mindre ensformigt propagandistiske. Det er i stort omfang netop disse kontakter, som NATO-landene vil afbryde på grund af Polen.

Især den amerikanske politik bygger på en teori, som ligner tankegangen bag bombardement af civilbefolkningen under Anden Verdenskrig: Hvis livet bliver rigtigt ubehageligt, gør befolkningen nok oprør.

Men et system med udbredt menneskeforagt er ikke modtageligt for denne type pres.

Den russiske befolkning er tilsyneladende i besiddelse af en uendelig tålmodighed overfor myndighederne. Det opsparede raseri kommer frem i indbyrdes sammenstød borgerne imellem. Lederne er blevet vænnet til, at deres undersåtter accepterer alt.

Vesten kan gennem udvikling af de menneskelige kontakter appellere til de bedste træk ved det sovjetiske samfund. Lukkede samfund optræder hensynsløst, fordi de ofte ikke kender omverdenen. Men Vestens militære pres – som reelt er en ekstrem form for menneskeforagt – kan overfor den sovjetiske befolkning af magthaverne anvendes til begrundelse for de afsavn, de ydmygelser, hverdagen bringer.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.