Fredens aktivister i svær dialog med Øst - (DEN KOLDE KRIG)

GRONINGEN i marts – Forleden weekend vovede to russere og en polak sig ind i løvens hule: en fredskonference i Holland.

Måske vidste de ikke helt selv, hvad de gik ind til. Man kan godt til tider få følelsen af, at Østlandenes repræsentanter selv tror på, at den vesteuropæiske fredsbevægelse er dens allierede i kampen mod USA og NATO. Men det har altid været en overfladisk betragtning, og efter Polen er det mindre rigtigt end nogensinde. Specielt i den kreds af forskere og aktivister, som var det bærende element i konferencen i Groningen.

Mødets oprindelse går nogle år tilbage. I det tidligere forår 1979 mødtes en række fredsforskere, journalister og ledende aktivister første gang til en konference i Amsterdam. Til fælles havde de forsamlede en kritisk indstilling til både NATO’s og Warszawa-pagtens oprustning.

Den samme kreds har siden afholdt adskillige møder, garneret med mere tilfældigt indkaldte. Man har debatteret NATO’s raketplaner, den "sovjetiske trussel", atomkrig i Europa og fredsbevægelsens strategi. Møderne har for deltagerne udgjort en meget væsentlig mulighed for udvikling af fælles analyse og udveksling af seneste nyt.

Mødet i Groningen var arrangeret af et fredsforskningsinstitut, der havde fundet det rimeligt, at man denne gang inviterede repræsentanter for østlige institutioner til en dialog.

To meget fremtrædende sovjetiske forskere og en polsk efterkom invitationen, men deres deltagelse vakte ikke netop begejstring.

Tavst observerende sad de i et hjørne. De lagde en vis dæmper på meningsudvekslingen. Hvad mon de rapporterer hjem, lød spørgsmålet mand og mand imellem. Og nogle havde lidt ondt af dem, da debatten ofte blev meget indforstået.

På andendagen lød dagsordenen, at man kom ind på emner, som direkte berørte Warszawa-pagtens deltagelse i våbenkapløbet. Men stadig var de tre tavse. Ikke en lyd kom de med, da en deltager angreb Sovjetunionens manglende vilje til besvarelse af de mange problemer i forbindelse med en atomfri zone i Norden.

De bidrog heller ikke under en langvarig debat af, hvad en militær balance egentlig er. En hollandsk politiker, som havde været med på delegationsbesøg i Washington, kommenterede bagefter: "Amerikanerne er grove imod kritikere, men man kan da i det mindste have en relevant meningsudveksling med dem".

Men endelig kom der liv i de tre. Formanden i den hollandske kirkes fredsbevægelse IKV, Ben ter Veer, fik i en lang analyse af nedrustningsmulighederne sagt, at krigsretstilstanden i Polen er "et alvorligt slag imod den vestlige fredsbevægelse". Den britiske forsker Mary Kaldor, som er aktiv i det britiske koordineringsorgan imod atomvåben END, fandt noget positivt i den polske situation. "Krigsretstilstanden har en gang for alle afsløret militarismen i Øst", sagde hun.

Med stærkt følelsesbetonet stemmeføring kastede polakken sig ind i debatten. Polen havde, sagde han, befundet sig på kanten af borgerkrig. Et blodigt opgør ville have knust alle muligheder for nedrustning i Europa. Han kaldte krigsretstilstanden "smertelig" – "uudholdelige restriktioner gør det meget vanskeligt at være polak i dag".

Men han mente også, at for hver dag skrider normaliseringen frem, og han så frem til, at man på denne vis får skabt et Polen, som "I kan forny jeres sympati med". Han pegede stolt på tidligere polske initiativer for nedrustning i internationale forsamlinger. Inden længe kan nye initiativer ventes.

Talen virkede stærkt provokerende. En granvoksen deltager spurgte stille sine sidemænd, om han skulle smide polakken ud, siden ordstyreren ikke greb ind. Mange følte, at polakkens grundlæggende argumentation nemt kunne anvendes af vestlige ledere, hvis de ville fængsle deres kritikere.

Er det erklærede formål med NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning – anskaffelse af raketter og forhandlinger – ikke netop bevarelse af fred i Europa? Og kan man ikke sige, at de, der med demonstrationer og artikler truer dobbeltbeslutningen, også truer freden i Europa? Specielt den trængte Helmut Schmidt [i] kunne vel se nogen fornuft i den argumentation.

Men det var sent på dagen, og reaktionerne skulle først gennemtænkes. Om aftenen leverede polakken under private former endnu et provokerende forsvar. Dette er vor plan, sagde han. Omorganisering af det polske samfund, så produktionen kan komme i gang, vil tage to år. Det bliver år med megen nød. Men i det tredje år vil resultaterne komme.

Vil folk mon være tålmodige i tre år? Spørgeren fik klart svar. "Bajonetter fremmer tålmodighed meget effektivt", sagde polakken.

Næste dag kom Mary Kaldor med en lang analyse, hvor hun beskrev den dybe sympati i fredsbevægelsen med Solidarnosc [ii], fordi "det også er mennesker, som slås for kontrol med deres liv". Hun analyserede konservatismen i det sovjetiske system, som efterhånden kun fornys gennem impulser udefra. Derfor ser man et stort element af efterligning. "Det vi ser i Sovjetunionen er måske en frygtelig afspejling af vestlig militarisme", konkluderede hun.

Mient Jan Faber fra IKV beskrev den dybe forskel mellem den polske opfattelse af nedrustning og fredsbevægelsen: "I kan ikke først undertrykke jeres folk og så sætte jer til forhandlingsbordet og tale nedrustning. Det er politisk blasfemi", sagde han.

Øst-repræsentanter gav en slags svar, men nogen dialog blev det ikke til. De holdt fast ved, at først skal der være afspænding samt orden, og så kan reformer komme. "I kan ikke lide vort system, men det er os, som skal ændre det", sagde en af russerne.

Og bagefter spurgte vesteuropæerne hinanden: Bliver vi mon nu også kaldt for CIA-agenter? Eller var de tre herrers tilstedeværelse udtryk for, at man gerne vil en dialog – men blot ikke aner hvordan?

[i] Vesttysklands daværende socialdemokratiske forbundskansler (1974-1982), som havde en stor del af ansvaret for NATO’s dobbeltbeslutning i 1979 og siden kom under hårdt pres fra sine egne.

[ii] Polens frie fagforening "Solidaritet".