Trykt i Ny Tid (Norge) 24. marts 1982

Fredsbevægelsen i Holland er en frihedsbevægelse

Af JØRGEN DRAGSDAHL

HAAG i marts – Den hollandske fredsbevægelse beundres af mange andre landes aktivister, fordi den ubestridt er Europas stærkeste. Derfor er det med forundring, at man i løbet af nogle dages ophold i landet konstaterer både træthed og pessimisme hos dens ledende kræfter.

En årsag, som mange peger på, er erfaringerne med det socialdemokratiske arbejderparti. "Vi erobrede partiet, og det overtog vores program", siger Wim Bartels, der er international sekretær i Interkerkelijk Vredesberaad (IKV), et fredsråd oprettet af en række kirkesamfund. "Men nu nøler ministrene", fortsætter han med henvisning til socialdemokraternes deltagelse i en koalitionsregering, der blev oprettet i efteråret.

"Det er klart, at vi ikke får krydsmissiler til landet", siger Wim Bartels. "Men nu forhandles der med NATO og USA om, hvad vi i stedet for kan acceptere af andre opgaver med atomvåben. Det er en tankegang, som gør mig syg. Vi hører næsten aldrig mere om det, der er vores program: At fjerne alle atomvåben fra Holland".

En ledende politiker i det socialdemokratiske parti er enig i denne analyse: "Slaget om stationering af krydsmissiler er vundet, men grunden til, at de ikke skal til Holland, er gået tabt i koalitionspolitik. Fredsbevægelsen er blevet overvældet af sin succes med organisering af den enorme demonstration med 400.000 deltagere. Men man magter ikke at få stemningen mod atomvåben omdannet til regeringspolitik".

Polen

Foruden dette problem kommer så krigsretstilstanden i Polen, som især spiller en stor rolle for den gruppe af moderate hollændere, der skal "vindes", hvis fredsbevægelsen fortsat skal vokse. "Polen er et alvorligt slag mod os", siger IKV’s formand, Ben ter Veer.

Samtidig frygter bevægelsens ledere, at forhandlingerne mellem USA og Sovjetunionen bare bliver et skalkeskjul for videre oprustning.

IKV har reageret på de tre problemer med fremhævelse af, at man er en fredsbevægelse og ikke en kampagne mod atomvåben. Polen viste, at årsagen til krigsfare ikke kun er atomoprustning. Man må opdelingen af Europa til livs. Organisationens daglige leder, Mient Jan Faber, siger, at "atomvåben bare er et symbol for politiske problemer". Et af disse problemer er, at supermagterne ignorerer almindelige menneskers ønsker.

Mient Jan Faber angriber direkte opdelingen af Europa, når han henviser til en polsk bekendts konstatering: "Vestens velstand skyldes udbytning af Den Tredje Verden, og Vestens frihed bygger på undertrykkelse af Østeuropa".

Derfor skal fredsbevægelsen også være en "Helsinki-bevægelse", som bruger den af offentligheden i Vesteuropa så oversete aftale i bestræbelser for at nedbryde skellet i Europa og for nedrustning. Man skal bruge Helsinki-aftalen til en debat hen over Jerntæppet om Europas fremtid.

Vanskeligheder

Vanskelighederne med at opnå et politisk gennembrud, hvor regeringen tager klart afstand fra NATO’s raketplaner, viser, at selve det politiske system er et problem, Det repræsenterer nemlig ikke et helt dominerende ønske i befolkningen.

Ud af denne erkendelse springer, ifølge Mient Jan Faber, et behov for, at fredsbevægelsen er led i en bred politisk befrielsesproces, hvor "befolkningerne i Øst og Vest frigør sig fra de forældede politiske spændetrøjer". Fredsbevægelsen er, siger han, også en solidaritetsbevægelse, og derfor bør vestlige grupper kontakte og støtte alle frihedsbevægelser – i Den Tredje Verden og i Østlandene.

Han fremhæver, at fredsbevægelsen selv nødigt skal blive en ny politisk spændetrøje: "Vor primære opgave er ikke at uddanne almindelige mennesker – vi skal lade os uddanne af almindelige mennesker, så vi repræsenterer deres frygt og håb".

Og hvilken rolle spiller så agitationen mod atomvåben i den sammenhæng? De er fokus for bevægelsen, men det vigtigste er processen, siger Mient Jan Faber.

Opgaverne

Det farlige for fredsbevægelsen i den aktuelle situation er, ifølge IKV’s ledere, at den inspirerer apati, frustration og ekstremisme. Sidstnævnte er blandt andet kommet til udtryk i aktioner mod transport af konventionel amerikansk ammunition. Nogle aktivister blokerede i dagevis jernbanespor til almindelige rejsendes store vrede.

IKV har udviklet et omfattende aktionsprogram til imødegåelse af bevægelsens krise.

Man vil fortsætte kampen mod regeringens konkrete planer – selv om nogle socialdemokratiske politikere helst ser, at bevægelsen giver sig i kast med brede politiske ideer om Europas fremtid. Det betyder blandt andet, at IKV vil modsætte sig et nyt fly til flåden. Orion skal udrustes med atomvåben. Man vil også bekæmpe, at et større antal F-16 fly skal købes, hvis Holland ikke modtager krydsmissiler.

Man vil udbygge samarbejdet med "ligesindede" fredsbevægelser – det vil sige grupper, som er uafhængige i forhold til regeringer, politiske partier og ideologier. I praksis betyder det, at man ikke har et nært samarbejde med det netværk af organisationer, som ligger på linje med Sovjets politik.

Nogle af de arbejdsopgaver, som kommer først, er demonstrationer i Comiso på Sicilien, hvor der skal placeres krydsmissiler, samt i London, når Reagan kommer på besøg. Der lægges desuden stor vægt på kontakter til Grækenland, idet oprettelse af atomfrie zoner er et af de højest prioriterede mål. I oktober arrangeres en konference i Athen om dette emne.

Endelig lægges der vægt på sammenkædning af lokale aktiviteter på tværs af alle landegrænser. Byer på ethvert niveau skal erklære sig atomfrie, og derefter skal der oprettes forbindelser til byer i Øst – på denne måde skal blokkene nedbrydes.

Den internationale sekretær Wim Bartels mener, at apatien og frustrationen kan bekæmpes, hvis man fremover for det første "fejrer" fremskridt mere, og for det andet tillader mere direkte aktion fra aktivisternes side. Nærmest af beskedenhed har man ment, at fredsbevægelsen ikke skal lykønske sig selv, når der kommer resultater. Men nu indser man, at lidt fest er vigtig, hvis humøret skal opretholdes. Og direkte aktioner (sultestrejker osv.) var så "typiske" for fredsbevægelsen, at man forlod dette aktionsmønster, fordi man ville være "politisk betydningsfulde". Nu indser man, at det for mennesker er vigtigt, at de kan give udtryk for deres engagement.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.