Trykt i Information 24. marts 1982

Fredsbevægelsen i Holland er en frihedsbevægelse

Europas største fredsbevægelse præget af træthed og pessimisme

Af JØRGEN DRAGSDAHL

HAAG i marts – Den hollandske fredsbevægelse er beundret af mange andre landes aktivister, fordi den ubestridt er Europas stærkeste, Derfor er det med forundring, man under nogle dages ophold i landet konstaterer både træthed og pessimisme hos dens ledende kræfter.

En årsag, mange peger på, er erfaringerne med det socialdemokratiske arbejderparti, der i efteråret blev optaget i en koalitionsregering sammen med de kristelige demokrater og det liberale parti.

”Vi erobrede partiet og det overtog vort program”, siger Wim Bartels, der er international sekretær i Interkerkelijk Vredesberaad (IKV), som er et fredsråd oprettet af en række kirkesamfund og den ledende kraft i fredsbevægelsen.
”Men nu tøver ministrene”, fortsætter han. ”Det er klart, at vi ikke får krydsmissiler til landet. Men nu forhandles der med NATO og USA om, hvad vi kan acceptere af andre opgaver med atomvåben i stedet for. Det er en tankegang, som gør mig syg. Vi hører næsten aldrig mere om det, der er vort program: fjernelse af alle atomvåben fra Holland”.

Årsagerne gået tabt

En ledende politiker i det socialdemokratiske parti er enig i den analyse: ”Slaget om stationering af krydsmissiler er blevet vundet, men årsagerne til, at de ikke skal til Holland, er gået tabt i koalitionspolitik. Fredsbevægelsen er desuden blevet overvældet af sin succes med arrangering af den enorme demonstration, der fik 400.000 deltagere. Og man magter ikke at få stemningen imod atomvåben omdannet til regeringspolitik”.

Han peger også på, at den internationale situation er blevet mere kompliceret: ”Vi udviklede vores kritik af atomvåben, da den atlantiske alliance var stærk. Vi kunne spille rollen som NATOs afvigere. Nu omvurderer Vesteuropa forholdet til USA. Men vi har aldrig gennemtænkt, hvad det nye forhold skal være. Hvad er et lille lands rolle i den proces, der nu foregår? Atomvåbnene er blevet blot et enkelt element i en langt større krise”.

Også i fredsbevægelsen er man opmærksom på, at det oprindelige fokus er blevet indhentet af begivenhederne. Vanskelighederne med opnåelse af et politisk gennembrud, hvor regeringen tager klart afstand fra NATOs raketplaner, viser, at selve det politiske system er et problem, da det ikke repræsenterer et helt dominerende ønske i befolkningen.

Dertil kommer krigsretstilstanden i Polen, som især spiller en stor rolle i den gruppe af moderate hollændere, som skal ”vindes”, hvis fredsbevægelsen fortsat skal vokse, påpeger IKVs formand Ben ter Veer. ”Polen er et alvorligt slag imod os”, siger han.
Krigsretstilstanden har også fremhævet, at den nuværende blokdannelse ligger til grund for Europas problemer, som atomvåbnene blot er et symbol på.

Endelig frygter bevægelsens ledere, at forhandlingerne i Geneve mellem USA og Sovjetunionen bliver et røgslør for videre oprustning.

Bredt engagement

Tiden stiller således større krav end en kampagne mod atomvåben kan opfylde. IKV har forudsætningerne for et bredere engagement. Man har altid fremhævet, at man er en fredsbevægelse imod atomvåben. Fred er mere end et andet ord for nedrustning, siger IKVs ledere. Fred betyder også social retfærdighed, selvbestemmelse for folk og menneskerettigheder.
IKV blev dannet i 1966 af de to førende protestantiske kirkesamfund og den romersk katolske kirke. Kirkerne havde erkendt, at det ikke var nok med beklagelse af ufred og social nød. IKVs opgave var udfordring af kirkerne med informationer og programmer for virkeliggørelse af idealerne. Man blev sikret uafhængighed i forhold til kirkernes ledelser.

Indtil 1977 blev indsatsen koncentreret i en årlig fredsuge, hvor lokale menigheder blev engageret ikke blot i våbenkapløbets problematik men også i Nord-Syd spørgsmål samt i Hollands egne sociale problemer. Initiativet blev en stor succes, og det gav IKV et vidt forgrenet kontaktnet overalt i samfundet.

Fra 1977 blev indsatsen koncentreret i mobilisering mod atomvåben. ”Befri verden for atomvåben – lad os begynde i Holland”, var slagordet. Man bad kirkerne fordømme ikke blot anvendelse af atomvåben men også besiddelse af dem. Selv om Holland ikke selv fremstiller atomvåben, trænes de væbnede styrker i deres brug og sprænglegemer opbevares i Holland under amerikansk opsyn.

Neutronbomben

1977 var også året, hvor neutronbomben blev et aktuelt emne. Uafhængigt af IKV blev en ”Stop Neutronbomben” kampagne startet. Den blev bl.a. støttet af det lille hollandske kommunistparti og var en tid af den grund kontroversiel i nogle kredse. IKV bidrog til udvidelse af kampagnens appel, og den blev lidt af et chok for NATO og Hollands udenrigspolitiske elite, da mere end 1,2 millioner mennesker støttede en underskriftsindsamling. Denne kampagne eksisterer fortsat, men den er blevet helt sat i skyggen af IKV, der i 1979 indledte en kampagne imod NATOs planer for anskaffelse af 572 langtrækkende atomraketter.

Allerede i 1977 havde IKV indledt bestræbelser for påvirkning af de politiske partiers programmer. Det skete især med henblik på parlamentsvalget, der senest skulle finde sted i 1977. Partiernes ledere så med misbilligelse på bestræbelserne, men man fik i alle andre partier end det konservative skabt bevægelse i standpunkterne. Fagbevægelsen, som er splittet i socialistiske og kirkelige foreninger, blev også inddraget. En af de største sejre var, at det socialdemokratiske arbejderparti forpligtede sig til at arbejde for fjernelse af atomvåben fra hollandsk område. I parlamentsdebatter opnåede man flertal imod først neutronbomben og siden NATOs raketplaner.

På regeringsplan opnåede man i 1979, at den hollandske regering udsatte en beslutning om stationering af 48 krydsmissiler i Holland. I koalitionsregeringen, som blev dannet i 1981, knyttede socialdemokraterne deres deltagelse til, at der ikke stationeres krydsmissiler. Regeringen har imidlertid endnu ikke taget et fast standpunkt imod. Den afgørende beslutning er fortsat udskudt.

En ledende socialdemokratisk politiker siger til Information, at regeringen kun kan sige nej til krydsmissiler, ellers vil der blive valg. Det vil handle om krydsmissiler, siger han, og det vil være det bedst tænkelige for det socialdemokratiske arbejderparti.

Regeringen er tvunget til at tage en afgørelse senest i 1983, hvor udstationeringen indledes i Vesttyskland. Forberedelsen af eventuelle baser i Holland kan heller ikke udskydes meget længere, selv om landet ifølge planerne bliver et af de sidste, som skal modtage våbnene. I socialdemokratiet føler man ikke, at en beslutning kan gennemtvinges nu, da partiet vil få skylden for en krise, der vil virke unødvendig og skadelig, Hollands andre problemer taget i betragtning.

Farlig situation

Det farlige for fredsbevægelsen ved den aktuelle situation er ifølge IKVs ledere, at den inspirerer apati, frustration og ekstremisme. Sidstnævnte er bl.a. kommet til udtryk i aktioner mod transporter af konventionel amerikansk ammunition, hvor nogle aktivister i dagevis blokerede jernbanespor til almindelige rejsendes store vrede.

Iagttagere udenfor IKV nævner, at den tilsyneladende stilstand også ses i voksende kritik på den yderste venstrefløj af IKV.

Således snakker man i feministiske kredse om, at det er for galt, at IKVs top består af mænd. Mellem IKVs problemer er også, at det gode forhold til det socialdemokratiske arbejderparti kan blive undergravet af mistillid. I partier føler nogle, at IKV bør rette mere af sin kritiske energi imod koalitionspartneren, De kristelige Demokrater. I IKV frygter man, at ”gode råd” fra partiet har det virkelige formål at gøre beskidte kompromisser mulige.

Det vil imidlertid være en stor overdrivelse, hvis man nu spår, at en dyb krise er på vej for IKV. Organisationen styres af ”mænd i deres bedste alder”. Den daglige leder er Mient Jan Faber, 40 år, fhv. universitetslærer i matematik. Den internationale sekretær, Wim Bartels, er 45 og uddannet i politisk videnskab. Formanden Ben ter Veer er i samme aldersgruppe og en agtet fredsforsker ved universitetet i Groningen. Organisationens budget er på omkring 3 millioner danske kroner og en lille snes ansatte i et stort hus i den hollandske hovedstad varetager kontakten med omkring 400 lokalgrupper samt fredsgrupper i snart den ganske verden. Både politikere og embedsmænd i udenrigsministeriet erkender, at IKV organisatorisk er på højde med f.eks. de politiske partier – og indflydelsen er sandsynligvis større, fordi den ved hjælp af kirkerne går på tværs af alle skel.

Politisk offensiv

IKV modarbejder krisetendenserne med fremhævelse af den brede sammenhæng, som atomvåben indgår i.

Man holder fortsat fokus klart. Våbenkapløbet er gået ind i en ny fase, hvor simpel ”afskrækkelse” ved atomkrig erstattes med våben og doktriner, som peger på accept af atomvåben i krige. Den nye fase er endvidere karakteriseret ved spredning af atomvåben, som ophæver den gamle terrorbalances bi-polære karakter, der trods alt gjorde problematikken mere overskuelig.

Man vender sig også imod ”rustningskontrol” af den art, som Sovjetunionen og USA har praktiseret i f.eks. SALT-processen og nu i Geneve omkring mellemdistancevåben. Våbenkapløbet kan ikke stoppes på denne måde; forhandlingernes hovedmål er kontrol med den offentlige mening.

IKV afviser ikke forhandlingsvejen, men man mener, at en nødvendig forudsætning, hvis resultater skal opnås, er pres indefra på deltagerlandene, så de anerkender deres eget medansvar – og bliver villige til at tage skridt på egen hånd hen imod nedrustning.

Men Mient Jan Faber siger også, at selv om atomvåbnene er i fokus, så er det vigtigste selve processen.

Denne opfattelse er gennemgående i alle udtalelser og initiativer. Han siger til Information, at fredsbevægelsen er led i en politisk frigørelsesproces, hvor ”befolkningerne i Øst og Vest befrier sig for de forældede politiske spændetrøjer”. Fredsbevægelsen er, siger han, også en solidaritetsbevægelse, og derfor skal vestlige grupper kontakte og støtte alle andre frihedsbevægelser – i Den tredje Verden og i Øst-landene. Han fremhæver, at fredsbevægelserne ikke selv skal blive en ny politisk spændetrøje: ”Vor primære opgave er ikke uddannelse af almindelige mennesker – vi skal lade os uddanne af almindelige mennesker og repræsenterer deres frygt og håb”.

Udviklingen i Polen har for IKV understreget, at årsagerne til krigsfare ikke blot ligger i atomoprustning . Man må selve opdelingen af Europa til livs. Mient Jan Faber siger direkte, at ”atomvåben er blot symboler for et politisk problem”. Et af disse problemer er, at supermagterne ignorerer almindelige menneskers ønsker.

Han angriber opdelingen af Europa og henviser med bid til en polsk bekendts konstatering: Vestens velstand skyldes udbytning af Den tredje Verden, og Vesten har bygget sin frihed på en undertrykkelse af Østeuropa.
Man kræver ikke Hollands udmeldelse af NATO eller alliancernes øjeblikkelige opløsning. Man satser derimod på at inspirere til nye initiativer og samarbejdsformer indenfor alliancerne. Alliancerne skal erstattes af nye samarbejdsformer på tværs af blokkene og fredsbevægelserne skal vise vejen.

Derfor skal fredsbevægelsen også være en ”Helsinki-bevægelse”, som anvender den af offentligheden så ignorerede slutakt i bestræbelserne for nedbrydning af skellet i Europa og for nedrustning. Helsinki-aftalens bestemmelser angående kontakt og kommunikation over ”jerntæppet” skal anvendes til en debat mellem folkene af Europa fremtid.

IKV har udviklet et omfattende aktionsprogram. Man vil fortsætte kampen mod regeringens konkrete planer, selv om nogle socialdemokratiske politikere helst ser, at bevægelsen giver sig i kast med brede politiske ideer omkring Europas fremtid. Det betyder blandt andet, at IKV vil modsætte sig, at et nyt fly til flåden, Orion, bliver udrustet med atomvåben. Man vil også bekæmpe, at et større antal F-16 fly ifølge nogle ”rygter” skal indkøbes, hvis Holland ikke modtager krydsmissiler.

Til efteråret ventes regeringen at udgive en hvidbog om forsvaret. IKV har allerede forskere beskæftiget med udarbejdelse af et alternativ. Man vil fremover udbygge samarbejdet med ”ligesindede” fredsbevægelser – det vil sige grupper, som er uafhængige i forhold til regeringer, politiske partier og blokkenes ideologier. I praksis betyder det, at man ikke har nært samarbejde med det net af organisationer, som ligger på linje med sovjetisk politik.
Mellem de ”ligesindede” er Nej til Atomvåben i Danmark og Norge, Campaign for Nuclear Disarmament og European Nuclear Disarmament i Storbritannien, 24. oktober komiteen i Italien osv. Disse og andre grupper mødtes senest den 1. til den 2. marts i Haag, hvor man diskuterede kommende aktiviteter.

Nogle af de første kommende arbejdsopgaver er demonstrationer i Comiso på Sicilien, hvor der skal placeres krydsmissiler samt i London, når Reagan kommer på besøg. Man vil arrangere en stor fælles pressekonference i Bonn før Reagan kommer, men man bliver ikke medarrangør ved demonstrationer af frygt for voldelige sammenstød. Der lægges endvidere stor vægt på kontakter til Grækenland, idet oprettelse af atomfrie zoner er et af de højest prioriterede mål. Til oktober arrangeres en konference i Athen om dette emne.

Med henblik på den internationale koordinering udgiver IKV et lille månedsblad, Disarmament Campaign.
En anden meget vigtig aktivitet er kontakten til systemkritiske og pacifistiske grupper i Østlandene. Den hollandske reformerte kirkes analyse af våbenkapløbet er oversat til tysk og cirkulerer i Østtysklands kirker. Man har også nær kontakt til Charta 77 i Tjekkoslovakiet. Kontakten til Polens Solidarnosc har det selvsagt skidt for tiden.

IKV lægger vægt på sammenkædning af lokale aktiviteter på tværs af alle landegrænser. Byer på ethvert niveau skal erklære sig atomfri og derefter skal de oprette forbindelser til byer i Øst – nedbryde blokkene på den vis.

Den internationale sekretær Wim Bartels mener, at apatien og frustrationen også kan bekæmpes, hvis man fremover for det første ”fejrer” fremskridt mere og for det andet tillader mere direkte aktion fra aktivisternes side. Nærmest af beskedenhed har man ment, at fredsbevægelsen ikke skal lykønske sig selv, når der kommer resultater, men nu indset man, at lidt fest er vigtig, hvis humøret skal opretholdes. Og direkte aktioner var, siger Wim Bartels, så ”typiske” for fredsbevægelsen (f.eks. faster), at man forlod dette aktionsmønster, da man ville være ”politisk betydningsfulde”. Nu indser man, at det er vigtigt for mennesker, at de kan få udtrykt deres engagement.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.