Trykt i Information 29. marts 1982

 

 

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

 

Hold ferie i Øst

 

IDEEN til fredsmarcher gennem Østlande har sin oprindelse i erkendelse af, at Øst-Vest forholdet ikke helt kan overlades til officielle kanaler. Staternes afspændingspolitik skal suppleres med folkenes aktivitet. Nedrustningskravet skal fremføres over for regeringer i både Øst og Vest.

Men på grund af de såkaldt kommunistiske landes samfundssystem er fredsmarcher til Moskva eller gennem DDR og Tjekkoslovakiet et meget problematisk foretagende. De kan kun arrangeres i nært samarbejde med reelt officielle organisationer. Derfor lægges præmisserne ikke af de vestlige deltagere, og der er stor fare for, at man støtter kræfter, som ikke arbejder for nedrustning. Marcherne kan nemt blive behandlet "ens" af østlige og vestlige medier. I Øst vil offentligheden få det indtryk, at deltagerne støtter Warszawa-pagtens officielle "fredspolitik", der i praksis legitimerer oprustning og endda undertrykkelse af f.eks. Solidarnosc. I Vest vil medierne hævde, at marcherne demonstrerer fredsbevægelsens sympati for vore officielle fjender.

Det er endnu uklart, hvordan Kvinder for Fred vil klare det problem under turen til Moskva, som tilsyneladende nu er en kendsgerning. Debatten om faren har imidlertid løst problemerne i forbindelse med den march, som nogle danske fredsorganisationer planlagde gennem DDR og Tjekkoslovakiet. Den bliver nemlig næppe til noget, fordi parterne ikke kan finde et fælles grundlag.

TILBAGE i begge tilfælde står behovet for, at de vestlige fredsbevægelser finder en vej for, hvad man kan kalde folkenes afspænding. Som bevægelsens britiske ideolog, historikeren E.P. Thompson, har påpeget, så trues vi ikke blot af våben men også af de ideologiske og sikkerhedspolitiske strukturer, som deler Europa og gør øst- og vesteuropæere til modstandere. Vigtigere end fjernelse af SS-20 og stop for nye amerikanske raketter er nedbrydning af det modsætningsforhold, som også fremover vil inspirere til oprustning og undertrykkelse.

På ideernes plan er der mange smukke formuleringer. E.P. Thompson siger, at Europas politiske kultur skal genforenes. I erklæringen angående et atomfrit Europa fra Bertrand Russel Peace Foundation hedder det, at "vi må begynde at handle på en måde, som om et forenet og fredeligt Europa allerede eksisterede. Vi må lære at være loyale, ikke over for ’Øst’ og ’Vest’ men over for hinanden, og vi må se bort fra de forbud og begrænsninger, som nationale stater pålægger os". Formanden i de hollandske kirkers fredsråd, Ben ter Veer, mener, at fredsbevægelsen skal "medvirke til dannelse af en europæisk tanke og til opbygning af fora, som kan give udtryk for de interesser, som alle europæere har sammen på tværs af alle skillelinjer".

Men hvad gør man så i praksis, når den uafhængige vestlige fredsbevægelse ikke har samarbejdspartnere i Øst? Hold fredsferie i Øst, lyder opfordringen fra E.P.Thompson og en af lederne i den hollandske fredsbevægelse, Mient Jan Faber. Den enkelte må tage et ansvar for dialog med østeuropæerne, fordi kontakter via officielle kanaler endnu er for inficerede med politiske modsætninger. Individuelle ferier kan ikke udnyttes af den kolde krigs slagsbrødre. Men de kan skabe den kontaktflade til "almindelige mennesker", som kan nedbryde noget af Europas deling.

MANGE vil utvivlsomt finde forslaget væmmeligt upolitisk. Men er det ikke i sidste ende menneskers samspil, som udgør politik? Det er også en langsom vej, men afspænding ovenfra har ikke givet de store resultater. Hvert bånd, som knyttes mellem mennesker hen over skellet gennem Europa, er i praksis et bidrag til nedbrydning af dette skel. Fredsbevægelserne udgør tilmed en mulighed for samling af de enkeltes indsats, så det ikke bliver den rene individualisme. Man kan på forhånd aftale, hvorhen man tager og hvad man siger. Bagefter kan bevægelserne udgøre rammen for bearbejdning af erfaringerne, så man får en kollektiv indsigt i mulighederne for nye initiativer.

Som Mient Jan Faber udtrykte det her i avisen i fredags: "Hvis du aldrig har oplevet Europas situation, kan du heller ikke bidrage til en løsning for Europa". Det skulle gå underligt til, hvis man ikke gennem personlige erfaringer bagefter bedre forstår nødvendigheden af, at Europas ressourcer bruges til andet end opmarchering af våben og udtænkning af gensidige beskyldninger. Det kan også give styrke i det politiske opgør i vestlige lande, at man ikke blot har et idealistisk engagement i "freden".

DEBATTEN hidtil har fremhævet modsætningerne i den danske fredsbevægelse. De er reelle nok, fordi kommunisterne er den ene supermagts væbnere i den nye kolde krig. Mange andre aktive i fredsbevægelsen afviser deres opdeling af verden i gode og onde kræfter. Det er faktisk afsky over en tilsvarende tankegang, som driver mange til afstandtagen fra Reagans politik.

Der er i al politisk kamp en tendens til, at man fremhæver sin egen gruppes solidaritet internt gennem fremhævning af et modsætningsforhold til "de andre". Supermagternes ledere anvender denne mekanisme, når de beskriver trusler fra modparten. Den nye fredsbevægelse i Europa rækker hånden ud i solidaritet til Solidarnosc i Polen, Charta 77 i Tjekkoslovakiet og pacifister i Ungarn samt DDR, fordi den vil splintre alle kolde krigeres verdensbillede. Kravet om nedrustning i Vest skyldes krigsfrygt, men det skyldes også, at undertrykkelsen i Østeuropa er uacceptabel for en ny generation af europæere. Fred og demokrati hænger sammen, og derfor ønsker bevægelsen stop for den konfrontation, som hindrer begge dele.

Forslagene til fredsmarcher var i strid med denne erkendelse, og derfor er de blevet så kontroversielle. Man kan ikke samarbejde, når principielle modsætninger er på spil. Den nye fredsbevægelse kan ikke optræde hånd i hånd med grupper og officielle organer, der accepterer undertrykkelse samt undskylder den med hensynet til "freden". JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.