Trykt i Information 14. maj 1982

BAGSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

Rustningskontrol

SUPERMAGTERNE er to mænd, som står i et lukket rum med benzin til knæene. Den ene har ti tændstikker, den anden elleve – og de arbejder begge ihærdigt på at få flere tændstikker.

Med dette billede beskriver repræsentanter for den nye fredsbevægelse i USA ofte atomoprustningen. Den har skabt opmærksomhed omkring en grundlæggende erkendelse, som længe har været trængt i baggrunden, når embedsmænd, akademiske og militære eksperter samt politikere diskuterede kontrol med våbenkapløbet: Atomkrig er en uoverskuelig katastrofe, og derfor er snak om "balancen" stort set meningsløs.

Erkendelsen henter næring i mange højt kvalificerede analyser. Et ekspertpanel udarbejdede således for den amerikanske Kongres i 1979 en analyse af atomkrigens følger. I konklusionen slog man indledningsvis fast, at "de virkninger af en atomkrig, som ikke kan beregnes, er mindst lige så vigtige som de virkninger, beregninger er blevet forsøgt for. Desuden er selv disse begrænsede beregninger undergivet meget stor uvished".

Et ikke mindre imponerende panel af militærfolk, akademikere og industriledere konstaterede i 1981 i en analyse af strategiske atomvåben finansieret af Carnegie Endowment for International Peace, at selv om politiske ledere og strategiske eksperter er meget optaget af den strategiske balance, så "betyder det ikke, at bekymring i forbindelse med balancen nødvendigvis er rationel eller logisk (…) Men det illustrerer, at objektiv vurdering af balancen er blevet yderst vanskelig, idet de to styrker stort set er jævnbyrdige, men stadig har mange asymmetriske træk. Resultatet er, at opfattelsen af politiske faktorer er af central betydning for vurdering af balancen".

FREDSBEVÆGELSEN er en udfordring imod selve fænomenet "rustningskontrol". Det var statens pragmatiske svar på 50’ernes og de tidlige 60’eres folkelige nedrustningskrav. I sin oprindelse er rustningskontrol et kompromis mellem bevægelserne og militærets sikkerhedsopfattelse.

En temmelig teknokratisk opfattelse af begrebet sikkerhed blev resultatet. Rustningskontrol udviklede en videnskab, hvor man udtrykte sikkerhed i numeriske sammenligninger mellem parternes affyringsramper, sprænglegemers styrke, raketters bærekraft, industriens sårbarhed overfor angreb, befolkningstæthed i primære målområder osv. Af denne matematik er udsprunget forestillinger omkring begrænset atomkrig, kontrolleret optrapning og sejr.

Kompromisset bag rustningskontrol er i dag brudt sammen i den vestlige verden. Kritikken kommer fra begge dets parter. I den amerikanske forsvarsministers rapport til Kongressen for finansåret 1983 kaldes rustningskontrol et "bedrøveligt afsnit" i de seneste par årtiers historie. Fra de nyopdukkede folkelige bevægelsers side lyder kritik imod de igangværende Geneve-forhandlinger angående atomvåben med mellemdistance-rækkevidde. Hvis forhandlingerne "virkelig skal føre fremad, må de bryde med det forhandlings- og aftalemønster, som vi har været vidne til i de seneste 20-25 år", lyder en typisk kommentar fra styret i den norske organisation Nei til Atomvåpen. Og de to amerikanske senatorer Mark Hatfield og Edward Kennedy skriver i en netop udkommet bog: "Nogle forsvarseksperter optræder, som var formålet med rustningskontrol permanent styring af våbenkapløbet. Men det er usandsynligt, at det kan styres for evigt og mere sandsynligt er det, at det til sidst vil lykkes at få ødelagt en stor del af civilisationen for evigt".

KRISEN FOR rustningskontrol er teknisk, politisk og ideologisk.

Oprustningen har frembragt nye våbensystemer og doktriner for deres anvendelse, som unddrager sig kontrol med de hidtil anvendte metoder, hvorved processen med forhandlinger og aftaler i mindre grad end før kan bidrage til stabilitet i våbenkapløbet – kappestrid efter aftalte og kontrollable retningslinjer. Politisk er rustningskontrol bragt i miskredit i amerikanske militære kredse samt blandt den sikkerhedspolitiske debats høge, fordi de seneste årtiers forhandlinger angiveligt ikke har tilgodeset USA’s sikkerhedsinteresser. Blandt tilhængere af nedrustning er rustningskontrol under skarp kritik, fordi oprustningen er fortsat.

Den nye fredsbevægelse adskiller sig især på to punkter fra kredsen omkring traditionel rustningskontrol. Man lægger for det første stor vægt på mobilisering af en opinion for nedrustning. Og for det andet afviser man en del af "videnskaben" bag rustningskontrol, fordi den overser benzinens betydning og fokuserer på tændstikkernes specielle træk.

NÅR SOVJETISKE kommentatorer har reageret på Reagans START-udspil med påpegning af, at det stiller de største "nedrustnings-krav" til østlige styrker, skal de altså ikke vente nogen videre sympati i de uafhængige dele af den vestlige fredsbevægelse. Sovjetiske eksperter er i deres interesse for numeriske sammenligninger ofte tro kopier af deres vestlige kollegaer. Der er dog tegn på, at den sovjetiske topledelse er i tvivl om, hvorvidt den hidtidige teknokratiske fremgangsmåde fortsat er anvendelig.

Udenrigsminister Haig udtrykte tirsdag håb om, at den amerikanske opinion kan forenes bag Reagans udspil. Men det er der heller ikke videre sandsynlighed for. Initiativet er for traditionelt. I det politiske miljø omkring den nye frygt for atomkrig og fredsbevægelserne er opdukket nedrustningsforslag, som for blot få år siden ville være blevet knust af kritik fra eksperter i rustningskontrol, fordi de er meget vidtgående og ignorerer fagets indviklede matematik. Omfanget af krisen for traditionel rustningskontrol afspejles i antallet af fremtrædende militære og udenrigspolitiske eksperter, som støtter disse forslag.  JD

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.