Trykt i Information 15. maj 1982

Fredsbevægelsen i USA kan løse problemer for NATO

Noget sensationelt er sket – almindelige amerikanere taler med hinanden om truslen fra atomvåben.

Af JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

NEW YORK i maj – Den hastigt voksende fredsbevægelse i USA kan sandsynligvis gøre spændingen mellem Vesteuropa og USA i NATO mindre, erklærede den fremtrædende amerikanske senator Joseph Biden for nyligt.

Hans udtalelser afspejler et vidtgående omslag i den politiske debat, hvor bekymring over udsigterne til atomkrig har trængt Reagan-administrationen og "høgene" i defensiven.

"Noget meget sensationelt er sket: folk snakker nu med hinanden om atomvåben", siger Roger Molander, som indtil sidste år var atomstrateg i præsidentens nationale sikkerhedsråd. I april stod Molander bag oplysende aktiviteter i adskillige hundrede små og store amerikanske byer, der skulle gøre borgerne opmærksomme på en atomkrigs katastrofale følger.

Molanders nye beskæftigelse symboliserer omslaget, der er så nyt og tilsyneladende så omfattende, at de færreste erfarne iagttagere sikkert tør spå om bevægelsens fremtidige udvikling. Nogle sammenligner med bevægelsen, der i forrige århundrede førte til slaveriets ophævelse. Andre ser et kortvarigt modefænomen, som er blæst op i massemedierne. Veteraner fra tresserne tumulter stråler, fordi de i mere end et årti ikke har set så megen aktivitet. Andre drager paralleller til de store populistiske opsving i Amerikas historie, som havde et helt andet grundlag i befolkningen end studenteroprøret og Vietnam-demonstrationerne.

Eksplosiv vækst

Fredsorganisationer overalt i USA beretter, at pengene strømmer ind fra velhavere, store fonde, skolebørn osv.

En af de ældste organisationer imod atomvåben, SANE, er i løbet af det sidste år gået fra 10.000 til 24.000 betalende medlemmer.

I hovedkontoret hos Federation of American Scientists (FAS) går direktøren Jeremy Stone hovedrystende rundt: hvorfor skal man dog pludselig bruge så store ressourcer til porto? FAS har siden dannelsen i 1945 været et pressionsorgan for videnskabsmænd imod Kongressen og Det Hvide Hus. På grund af sin ekspertise indenfor atomvåben er gruppen blevet kastet fra den daglige rutines stille liv lige ind i en malstrøm af forespørgsler fra bekymrede "almindelige" mennesker.

Randy Kehler, som ubemærket af omverdenen i 1980 startede organisering på græsrodsniveau for en fastfrysning af atomarsenalerne, siger: "Dette er uden fortilfælde historisk. Aldrig har vi oplevet et fænomen, som slog rod så hurtigt. Det vil få dybtgående følger for USA’s forhold til resten af verden. Den amerikanske befolkning er lige ved at erkende, at USA’s tid som imperium er ovre".

I hovedkvarteret for maskinarbejdernes fagforening IAM griner Dick Greenwood veltilfreds. Da han for fire år siden blev ansat af den nyvalgte, erklæret socialistiske, formand William Wimpinsinger, skulle han organisere et oplysningsarbejde imod oprustningen. En stor del af fagforeningens medlemmer er beskæftiget i militærindustrien og resten af fagbevægelsen var politisk langt fra IAM’s ledelse. Nu har bilarbejdernes fagforening UAW startet oplysningsarbejde omkring nedrustning, og stålarbejdere, kommunikationsarbejdere, offentligt ansatte samt flere andre fagforeninger deltager i demonstrationer vendt imod oprustning. IAM kan bevidst holde en lav profil, så andre kan komme til i forreste række.

Miljøbevægelsen har taget atomtruslen op. De protestantiske kirker er blevet presset af deres lokale menigheder, så selv den ret konservative episkopale kirke nu har et fredsarbejde under udvikling. I den katolske kirke har biskopperne efter inspiration fra paven aktiveret menighederne. I den evangeliske bevægelse tordner Billy Graham imod atomvåben. Sagførere i tusindvis har sluttet sig sammen i et oplysningsarbejde. I spidsen for hele bevægelsen står en organisation af læger, som effektivt anvender deres autoritet i et forebyggende arbejde imod verdenshistoriens største sundhedstrussel.

Tilfredse høge

Og selv i de noble kontorer, hvor høgenes mest effektive talerør Committee on the Present Danger holder til, erklærer den daglige leder Paul Green: "Det er en flodbølge – de har tilsyneladende fundet et tema".

Komiteen var førende i indsatsen imod SALT II traktaten for oprustning – en politik, som tilsyneladende trues af den nye bevægelse. Men Paul Green siger, at godt nok har komiteen ikke vedtaget en officiel erklæring, men det er hans indtryk, at den fremherskende opfattelse er, at man "er meget tilfredse over den voksende bekymring, som omfatter alle dele af samfundet". Green understreger, at bevægelsen "består ikke blot af den yderste venstrefløj men også af selv konservative republikanere". Skellet i den amerikanske debat, siger han, er ikke et spørgsmål om, hvorvidt man er for eller imod atomkrig. Debatten står om, hvordan man opnår fred.

Ny enighed

Hvad det nu end er, som sker i USA, så har det allerede fået en virkning: Reagan-administrationens argumenter er nu, at den er meget for rustningskontrol samt forhandlinger med Sovjetunionen. Tirsdag opfordrede udenrigsminister Haig i Kongressen til ny enhed bag administrationens politik.

"Diskussionerne og debatterne angående atompolitik i Kongressen og ude i landet afspejler både offentlighedens bekymring og vor evne til som demokrati at diskutere tidens store spørgsmål", sagde Haig. "Vi håber imidlertid, at denne debat ikke vil kulminere i friske fronter mellem stridende fraktioner, men derimod en ny national enhed til støtte for præsidentens forslag til en fair, realistisk og virkeligt gavnlig aftale angående strategiske våben".

Der er mange grunde til, at Haig måske ikke får sit ønske opfyldt. Men der er også gode grunde til at tro, at bevægelsen i USA og de tilsyneladende ændringer i amerikansk politik overfor rustningskontrol kan gøre spændingen mellem USA og Vesteuropa i NATO mindre, som Joseph Biden formoder.

I ugen, hvor Roger Molanders oplysningsaktiviteter med organisationen Ground Zero fandt sted, offentliggjorde Biden en lang analyse af NATO’s krise. Den er udarbejdet af en forsker ved Kongressens bibliotekstjeneste, Stanley Sloan. Han konkluderer i rapporten, at "den atlantiske alliance er i en alvorlig krise, som kan medføre omvurdering på begge sider af Atlanterhavet af grundlæggende forpligtelser overfor NATO". Sloan peger på en række faktorer, som har fremkaldt "divergerende amerikanske og europæiske holdninger til Øst-Vest forholdet".

Vest-Vest forståelse

I en samtale støttede Sloan senator Bidens vurdering af fredsbevægelsens mulige indflydelse, og han uddybede senatorens synspunkter.

Det er Bidens og Sloans opfattelse, at roden til NATO’s krise er, at europæerne ikke føler, at USA bidrager effektivt til alliancens sikkerhed. Især Reagans tøven i forbindelse med rustningskontrol har skabt bekymring i Europa, og den europæiske utilfredshed har fremprovokeret betydelig vrede i USA, fordi man mener, at de allierede er upålidelige forsvarspartnere.

Det er Bidens og Sloans håb, at tilsynekomsten af en fredsbevægelse i USA vil overbevise europæerne om, at man på begge sider af Atlanterhavet i befolkningerne stærkt ønsker at undgå en skærpet Øst-Vest konflikt. Fredsbevægelsen er et udtryk for, at der på trods af officielle repræsentanters udtalelser stadig er fornuft i USA.

Modvirke bagvaskelse

For det andet kan fredsbevægelsen modvirke nogle amerikanske opinionslederes beskyldninger imod Vesteuropa for anti-amerikanisme, neutralisme og pacifisme. Med voksende bevidsthed om atomkapløbets farer bliver det mere forståeligt, at udsigten til at være slagmark for supermagterne er skræmmende for europæerne.

Rent praktisk har fredsbevægelsen betydet, at Reagan-administrationen nu forstår, at man bør forhandle med Sovjetunionen. Der var en tid, hvor ledende kræfter i administrationen var imod forhandlinger, fordi de virker beroligende på opinionen og derved slækker den agtpågivenhed, som er nødvendig, hvis en storstilet oprustning skal opnå folkelig opbakning. Men aftaler og forhandlinger vil både gavne solidariteten i alliancen og sikkerheden generelt, erklærer Stanley Sloan.

For det fjerde håber både Biden og Sloan, at kritikken af NATO’s atomstrategi kan skabe den enighed over Atlanterhavet, som er forudsætningen, hvis alliancens forsvar skal lægges om. "På langt sigt kan bevægelserne betyde, at der lægges mindre vægt på atomvåben, især de kortrækkende", siger Sloan. "Så vil mange hævde, at det konventionelle forsvar skal styrkes, men hvis Vesteuropa ikke har råd til det, så må rustningskontrol gives større prioritet i NATO’s strategi – og det har fredsbevægelserne næppe indvendinger imod".

Europæerne beundrede

Bidens og Sloans vurdering gælder for bevægelsernes indflydelse på den offentlige mening og den politiske ledelse. Men kan bevægelserne selv udvikle et direkte og frugtbart samarbejde? Og har den europæiske bevægelse slet ingen negative virkninger i USA?

Der er store forskelle mellem bevægelserne i Vesteuropa og USA.

"I er tre år forud", siger Arthur Macy Cox, som er en af bevægelsens ledende skribenter og har lang tids erfaring med politiske bevægelser, bl.a. fra en tid i CIA. Udover det forskellige politiske udviklingsniveau peger han på andre forskelle:

"Det er ikke en ungdomsbevægelse, det er ikke en venstreorienteret bevægelse. Det er faktisk en temmelig konservativ bevægelse, som består af velklædte folk med gode bankkonti, der ser en trussel imod deres overlevelse. På længere sigt vil den amerikanske bevægelse have større indflydelse end den europæiske, fordi denne stadig har kommunistiske rødder".

Terry Provance fra kvækernes organisation AFSC, som for nyligt organiserede en meget vellykket turné for europæiske aktivister, beundrer bevægelsen i Vesteuropa. "Europa er i den internationale nedrustningsbevægelses ledelse. Indtil for få måneder siden gjorde europæerne mere for at redde amerikanske liv, end vi selv".

Forskellene, som han peger på, er disse: Krigsfrygten er endnu langt stærkere i Europa. Dernæst giver europæernes nødvendigvis internationale perspektiv en mere frugtbar grobund for bevægelserne, medens amerikanerne endnu er isoleret internationalt. Endelig ser Provance en mere udviklet historisk forståelse i de europæiske bevægelser samt en kortere afstand mellem politikere og den offentlige mening.

Forræderi

Der er også ledende kræfter, som ser risiko for meget negativ indflydelse fra Europa.

"Jeg frygter, at denne bevægelser kan blive forrådt af sine venner", siger Charles Cesaretti, som leder den episkopale kirkes aktiviteter. Han er særligt bekymret over Reagans kommende besøg til Vesteuropa, fordi voldelige demonstrationer kan skabe en stærk modreaktion i den amerikanske opinion. David Cortwright fra anti-atomkampagnen SANE er delvis enig. "Voldelige demonstrationer vil opnå det modsatte af det angiveligt tilsigtede, men hvis han blot hilses af store fredelige protester, da forstår folk nok årsagen – europæerne har demonstreret deres kærlighed til fred, det har vi ikke".

Andre er uenige i den vurdering. "Det afhænger selvfølgelig af, hvilket budskab han tager med sig til europæerne, men mange amerikanere vil nok sige, at en fjendtlig modtagelse er hans egen skyd", siger Dwayne Epps, som leder indsatsen for "Fred og Retfærdighed" i National Council of Churches, der er koordineringsorgan for en lang række protestantiske kirkesamfund.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.