Trykt i Information 25. maj 1982

 

 

Amerikanske kirker i kappestrid mod atomoprustning

 

Den mægtige katolske kirkes hierarki og andre kirkesamfund har kastet sig ud i konfrontation med statsmagten 

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

 

NEW YORK i maj – Hvilke tanker vækker denne plakat i jer?

Det er spørgsmålet til troende i de katolske menigheder omkring San Francisco, når de i denne tid mødes til studiekredse i kirkens lære og atomtruslen.

Aldrig nogen sinde har amerikanske kirkesamfund været så engagerede i et emne med så klart politisk perspektiv. Men kirkernes repræsentanter understreger, at det er et moralsk og ikke et politisk engagement.

”Mange kristne har erkendt, at atompolitikken er en synd imod Gud, imod menneskeheden, imod hele skabelsen”, siger Jim Wallis, som er redaktør for Sojourners, organet for en evangelisk gruppe.

Nogle amerikanske kirkesamfund har altid været engageret i fredsarbejde. Et særligt fornemt eksempel til efterfølgelse er kvækernes organisation American Friends Service Committee, som i 1947 fik Nobels fredspris og selv midt i den kolde krig arbejdede for Øst-Vest forståelse. AFSC præsenterer sig i sit materiale bl.a. med disse ord: ”Arbejdet bygger på kvækernes dybe tro på hvert enkelt menneskes værdighed og værdi, en tro på kærlighedens og ikke-voldens magt til at skabe ændring”.

Det usædvanlige er, at man straks føler dette engagement i mødet med den enkelte kvæker, som med sit livs eksempel viser troens styrke.

Konfrontation med staten

Det nye er, at selv den mægtige katolske kirkes hierarki, som leder en menighed i USA på over 50 millioner mennesker, har kastet sig ud i en konfrontation med statsmagten. Under Vietnam-krigen var kirken repræsenteret af f.eks. en kardinal Spellman, der blev verdensberømt for sin militante antikommunisme og velsignelse af krigen. I dag repræsenteres kirken af f.eks. biskop Leroy Mathiesen fra Amarillo i Texas, der har bedt arbejderne på en nærliggende fabrik, hvor alle USA's atomvåben samles, sige deres job op, fordi de begår en synd imod Gud. 17 biskopper har tilsluttet sig den katolske fredsorganisation Pax Christi, og i november vil sammenslutningen af alle biskopper sandsynligvis tilslutte sig opfordringen til fastfrysning af atomarsenalerne.

Kirkernes engagement mærkes på talrige felter. Eksempelvis bliver aktionærerne i en række firmaer, som har en rolle i våbenkapløbet, præsenteret for resolutioner fra kirkerne vendt imod denne rolle. Amerikanske kirker har betydelige investeringer.

Man ser også engagementet i et samarbejde på tværs af alle skel. Rabbiner Alexander Schindler, som er præsident for Union of
Hebrew Congregations, erklærede således i foråret: ”Som jøde er jeg stolt over, at romersk-katolske biskopper i USA har fordømt atomkapløbet som en moralsk pest, og at atomdebatten nu har rejst et revolutionært røre inden for kirken. Som jøde er jeg taknemmelig over, at protestantiske grupper og mormoner og evangelister såsom Billy Graham har erklæret, at atomkapløbet er vor tids vigtigste moralske udfordring. Hvad Vietnam-krigen repræsenterede i offentlighedens samvittighed i 60’erne vil atomkapløbet repræsentere i 80’erne. Jeg er sikker på, at amerikanske jøder i dette moralske engagement vil indtage deres retmæssige og historiske plads som budbringere og aktivister for fred i de hebræiske profeters ånd og gøre en indsats for fornuft, medfølelse og fred”.

Fredelig kappestrid

Det er et engagement, som også er udtryk for en kappestrid mellem kirkesamfundene. Professor Alan Wolfe fra New York University deler kirkerne op i tre grupper. Der er ”højkirkerne” (bl.a. lutheranere og katolikker), der er den evangeliske bevægelse, og der er fundamentalisterne, som er bag højrebølgen. ”Evangelisterne var ved at udkonkurrere højkirkerne, fordi de førte sig frem med de moralske spørgsmål, der stadig kan engagere mennesker”, siger han. ”Højkirkerne kan med en indsats imod våbenkapløbet bevise deres berettigelse”

Derudover peger han og andre på tre faktorer. De seneste pavers fordømmelse af våbenkapløbet har smittet af. Katolske fredsaktivister (f.eks. jesuitten Daniel Berrigan) har utrætteligt siden Vietnam-krigen aktioneret imod våbenproduktionen, og derved udgjort en udfordring overfor hierarkiet. For det tredje er mange kirkers sociale hjælpearbejde blevet ramt hårdt af Reagan-administrationens nedskæring af bevillinger.

Bevægelsen i kirken er foreløbig uden videre opposition. Katolikken Michael Novak har dannet et institut for religion og demokrati, som repræsenterer de kolde krigeres syn. Men biskopperne har afvist ham, fordi hans aktivitet er ”politisk”. Deres argument lyder underligt i nogle ører, fordi netop det katolske hierarki har engageret sig i talrige politiske spørgsmål – fra abort til El Salvador. Men når biskopperne siger, at deres engagement blot er moralsk, så har det større vægt end Novaks beskyldninger.

Det drastiske omslag i kirkernes rolle ses måske klarest i den traditionelt konservative episkopale kirke.

Fyrsternes kirke

Historisk har den episkopale kirke sin oprindelse i den Augsburske Religionsfred i 1555, hvor fyrsterne fik ret til indførelse af den lutherske kirke. Deres undersåtter blev forpligtet til at følge fyrsternes tro. Han blev øverste ”biskop” og en kirkeretslig teori blev udviklet til begrundelse heraf. Derfor er det ikke netop fra den episkopale kirke, at man skulle vente opposition imod statens politik. Nogle biskopper i USA vender sig da også imod det nye engagement. Biskop Edward O’Rourke fra Peoria i delstaten Illinois har eksempelvis advaret sine trosfæller imod at ”blive rendt over ende” af fredsbevægelsens totale fordømmelse af atomvåben.

Fader Cesarettier er en af den 3,2 millioner medlemmer store kirkes pionerer inden for fredsarbejdet. Han har netop fået udgivet en studievejledning for menighederne. Rumors of War er et ”moralsk og teologisk perspektiv på våbenkapløbet”. I introduktionen konstaterer han, at der er en tilsyneladende uløselig modsætning i evangeliet. Hvordan kan man både mene, at den, der lever ved sværdet, skal dø ved sværdet (Matthæus), og at der ikke er nogen større kærlighed end den, som gives, når man giver sit liv for sine venner (Johannes). Jesus er Fredsfyrsten, men hans tilhængere har også været ganske aktive i korstog.
Opgaven for kristne er en vurdering af, hvorvidt krigens ondskab er større end den ondskab, som krigen skal bekæmpe.

Atomkrigen er ifølge Cesaretti en klar overtrædelse af traditionelle kristne doktriner. Det er ikke en retfærdig krig, fordi den repræsenterer en total ondskab, en bekæmpelse af modstanderen med ethvert middel.

Forhåbninger knust

I en samtale nævner han adskillige årsager til kirkens engagement. Han og andre havde store forhåbninger til forhandlingerne om atomvåben mellem USA og Sovjetunionen. De blev derfor chokerede, da SALT II traktaten døde, og ”der kun var meget få protester”. Han siger, at ”vi blev klar over, hvor lille den folkelige støtte til virkelig nedskæring af arsenalerne er”.

Bestræbelserne for fred kunne ikke klare sig over for et interessefællesskab mellem våbenindustrien, Kongressen og universiteternes strateger.

Dertil kom, at Afghanistan, Polen og Mellemamerika har skabt en følelse af ustabilitet. ”Der opstod frygt og en lejlighed for de, som spiller på frygt”, siger han. Men efterhånden skete der en stor udvikling i folks bevidsthed. De indså, at vi muligvis ville slå til imod Sovjetunionen, men at vi samtidig også ville ødelægge os selv. Da man bevægede sig væk fra den første vrede, så man også med rædsel fremtiden”.

Cesaretti peger på den europæiske fredsbevægelses betydning – kirkernes rolle gjorde et dybt indtryk. Endvidere har det ”miljø”, som den nye pave har skabt, fået virkning. ”Han får stor omtale i USA, og ingen kan hævde, at han er kommunist”, siger Cesaretti.

Den episkopale kirkes engagement har sin oprindelse i nødhjælpsarbejde imod sult, som blev indledt for 6 år siden. Inspireret af værnepligtens delvise genindførelse for tre år siden oprettede kirken en fredskomité, som dog holdt en lav profil. Under indtryk fra de lokale menigheders pres har komiteen nu under Cesarettis ledelse udarbejdet forslag til et storstilet oplysningsarbejde, som efter al sandsynlighed bliver vedtaget i september.

Oplysningsarbejde

Dets emner bliver ifølge forslaget de følgende:

Hvad er fred? Er det blot fravær af aggression eller er det tilstedeværelsen af mekanismer til fredelig imødegåelse af aggression?
Hvad betyder sikkerhed? Er det en følelse, når man går rundt i New Yorks gader, eller er det, hvad et atomarsenal giver – og kan begge dele forenes?

Hvad er indholdet i teorien om ”retfærdig krig”? Cesaretti peger på, at kirkens traditionelle teoretikere er på vej væk fra den, men venstrefløjen er for den mere end nogensinde. Årsagen til venstrefløjens ”konservatisme” er, at hvis man tager teorien væk, så fjernes også grundlaget for ”befrielses-teologien”, som tilsiger støtte til guerillaen i Latinamerika.

Fjerde emne bliver menneskets forhold til det omgivende miljø. Mennesket har fået overladt ansvaret for hele skaberens værk, men hvordan forvalter det sin opgave?

Cesaretti mener, at oplysningsarbejdets betydning er, at det kan give menighedernes instinkter (frygt og interesse) en mere vedvarende og frugtbar kvalitet. Kirken kan ikke med nye doktriner diktere en opfattelse, men den kan fremme et effektivt samspil mellem vælgerne og deres politiske repræsentanter.

”Virkelige fredsinitiativer kommer ikke fra staterne. Lederne følger historiske kræfter i befolkningerne. Vi håber, at vi kan forpligtede USA til multilaterale nedrustningsforhandlinger. Det vil være en vigtig ændring i forhold til nu, hvor seriøse forhandlinger kun sker bilateralt mellem USA og Sovjetunionen. Hvis man er engageret i multilaterale forhandlinger, så må der tages bredere hensyn, og man må opgive sin stræben efter at være nummer et. Fællesskabet bliver afgørende”, siger Cesaretti.

Kirkens betydning for amerikansk selvransagelse og den katolske kirkes engagement beskrives i en følgende artikel.
To tidligere artikler om den amerikanske fredsbevægelse blev bragt lørdag den 15. maj og tirsdag den 18. maj.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.