Trykt i Information 27. maj 1982

 

 

Fredsbevægelsen er trængt ind i USA's sydstater

 

Men nogen frygter, at dens målsætning er ensidig nedrustning

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

 

WASHINGTON, NORTH CAROLINA – For en udlænding er det mest bemærkelsesværdige ved den lille by Washington (8.000 indbyggere) i sydstaten North Carolina, at det var her en ung sort kvinde, Joan Little, for nogle år siden dræbte en fangevogter, da han angiveligt voldtog hende i cellen. Reaktionen i byen var så voldsom, at den senere retssag blev flyttet fra byen på grund af racismen og den alt andet end stiltiende accept af voldtægten.

For indbyggerne selv er det mest bemærkelsesværdige, at Washington er den første by i USA, som blev opkaldt efter frihedskrigens helt, general George Washington. Og da lederen af byens handelskammer opdager, at hans gæst er fra Danmark, finder han endnu et stort plus. Washington og opland har ingen fagforeninger! Det er et godt argument, når man skal tiltrække investeringer fra udlandet.

I april oplevede Washington noget meget usædvanligt. Som led i Ground Zero aktiviteterne over alt i USA blev der også afviklet en række arrangementer i dette fredelige lille samfund. Udenfor Washington oplyser et stort skilt, at man er i ”Reagan-land”, og den besøgende gøres ofte opmærksom på, at dette er en Sydstat, som endnu sørger over nederlaget i forrige århundrede til de liberale Yankeer. Men i den uge bevidnede plakater i talrige butiksruder, at bekymringen for atomkrig også er trængt ind i denne traditionelt meget militær-venlige region. Rapporter fra over alt i Syden beretter noget lignende: selv om den brede folkelige opbakning endnu ikke ses, så giver små grupper og enkeltpersoner i talrige lokalsamfund udtryk for en protest mod værdier, som indtil meget sent under Vietnam-krigen var ubestridte i Syden. Hvad Pentagon mener, er ikke altid det rigtige.

Farvel til materialisme

Manden bag Ground Zero aktiviteterne i Washington er en 53-årig forretningsmand, Dick Welch. For fem år siden flyttede han hertil fra Washington DC med sin hustru, Marie, og de yngste af børneflokken på 11. Hans livshistorie er en afspejling af den tvivl, som man møder hos mange andre i dagens Amerika.

”Kapitalismen har været god ved mig materielt”, siger Welch. Fra sin far overtog han en entreprenørvirksomhed, hvis omsætning han fik banket kraftigt i vejret. Men efterhånden udviklede Welch et umådeholdent forbrug af alkohol. Det ramte ikke firmaet men hans selvrespekt. ”Hvis man har et godt ry, så kan man låne og snyde sig frem i lang tid”, siger han. ”Det gjorde jeg, og det er, hvad USA gør”.

For 11 år siden gik han ind i Anonyme Alkoholikere, som er en afholdsbevægelse. Det fik også følger for hans syn på ”ræset”. Han blev mindre materialistisk.

”Min båd og min bil var blevet en måde at vise folk, hvem jeg var. Jeg indsamlede disse trofæer som alle andre forretningsfolk”, siger Welch. Han engagerede sig i et rehabiliteringsprogram for fanger og narkomaner, men efter et uheld på motorcykel lå han i gips fra top til tå i fire måneder. Den tid blev brugt til grundig tankevirksomhed. ”Jeg indså, at jeg var udbrændt, og at programmet godt kunne klare sig uden mig”, fortsætter han.

Udvandringen til North Carolina blev resultatet, og selv om han fortsatte sit firma fra det nye hjem, voksede tvivlen omkring kapitalismens værdier. Han sammenlignede nu USA's umådeholdne ressourceforbrug med en alkoholikers.

”Kapitalismen kan blomstre, så længe der er ressourcer nok, men overflodens tid er forbi”, siger Welch. ”Hvis Amerika skal klare sig, så må man gøre det, som vi gør i Anonyme Alkoholikere”. Vi skal betragte os selv længe og selvkritisk. Men vi skal også indse, hvad der er godt og enestående i os. Nationen står over for nogle af de udfordringer, som individet gør, når det skal ud af et egotrip. Det gør ondt i dag på grund af den måde, som vi har opført os på. Vi er plagede på grund af vores grådighed, vor trang til at herske”.

Østens religioner har gjort dybt indtryk på Welch. ”Jeg tror, at når jeg dør, så er det ikke længere livet men en livstid, som er ophørt. Jeg er led i en udvikling. Hvis der kommer en atomkrig, så er det, fordi gruppens kortsigtede bevidsthed har fremkaldt den. Atomkrigen er ikke et spørgsmål om blot min egen overlevelse, men en trussel imod selve livet”.

Skræmt af Pentagon

Welch havde tre gange i træk en drøm, hvor en atomeksplosion fandt sted og hvor han spillede en central rolle i at få beroliget andre. Så tog han til sin fødeby Washington DC og gik på opdagelsesrejse i Pentagon, Civilforsvaret og andre regeringsorganer.

”Jeg anede ikke, at vi havde artillerigranater med atomsprængladninger”, fortæller han. ”Det skræmte mig, fordi man øjensynlig tror, at de kan anvendes i en konventionel krig uden, at modstanderen gør gengæld med atomvåben. Men man accepterer ikke nederlag i krig, hvis man stadig har noget slagkraftigt hjemme i skabet, som kan anvendes. Så på den måde kan vi komme i total atomkrig”.

I Civilforsvaret trak en embedsmand masser af papirer frem, som skulle bevise, at 80 procent af befolkningen kan reddes. Det overbeviste ikke Welch: ”I mine øjne er han en prostitueret for Pentagon”.

Vejen frem ligger for Welch i en ændring af folks holdning, for selv om alle atomvåben blev afskaffet, ”vil der bare opstå nye problemer”. Han sympatiserer ikke med Sovjetunionen, men han håber på, at det amerikanske folk fremover vil se truslen mod dets eksistens i atomvåbnene og ikke i russerne.

Efter turen til Washington solgte Welch sin sejlbåd, og han brugte pengene til at forberede Ground Zero ugens aktiviteter. Han har også aflyst den årlige ferie til havet. Hustruen har taget ekstra arbejde, så han kunne bruge al sin tid. Firmaet er blevet lukket.

Imødekommende smil

Vinteren igennem kontaktede Welch alle med navne og indflydelse i Washington og omegn. Ville de gå ind i en forberedelseskomité? Han taler længe om de imødekommende smil, der blot sjældent blev fulgt op med konkrete tilsagn.

Det blev også en lang vandring gennem institutioner. Den lokale leder af drengespejderne var interesseret, men han måtte have godkendelse fra toppen. Så gik Welch til toppen. ”Det lyder godt, men hvem står bag?”, svarede den. Topledelsen fik de ønskede oplysninger, men fandt til sidst, at emnet var for kontroversielt. ”Mange militærfolk står bag drengespejdernes finansiering i Syden”, siger Welch forklarende. Han gik til det lokale civilforsvar. Igen venlig interesse hele vejen op til toppen og igen til sidst et nej. ”Hvad er I ude på – skræmme folk eller hvad?”, sagde toppen i et sjældent sammenbrud af facaden. Det er Sydens stil, at man ikke lægger sig ud med folk, for man ved jo aldrig, hvornår man får brug for dem.

Til sidst fik Welch imidlertid guvernøren til at udstede en officiel proklamation med støtte til Ground Zero ugen, og lokalt fik han dannet en komité, som i hvert fald eksisterede på papiret.

Lille bitte succes

Hvis arrangementets succes skal måles i fremmødet ved diverse offentlige debatter, filmforevisninger og gudstjenester – så var ugen en drønende fiasko, da kun ganske få deltog. Men medierne gav udførlig omtale, og som mange påpegede: bare det, at noget skete, var en succes. Præsten fra Washingtons eneste katolske kirke havde i 15 år ”aktioneret” for fred med nogle få bekendte fra det meste af staten. ”Welch har sat mere i gang og fået mere omtale, end vi har formået i alle de år”, kommenterede han. ”Det må have sat dybere spor, end vi umiddelbart kan se”.

Et af de første møder blev afholdt i Washingtons gamle domhus i retslokalet, som endnu havde alt udstyret i behold. I et hjørne stod Sydstaternes gamle oprørsflag – uden følgeskab af Star and Stripes.

Syv var mødt frem, så fraregnet to journalister, arrangørerne og indlederne var deltagelsen noget begrænset. Først vistes en gruelig film fra Hiroshima og Nagasaki, så ”vi kunne komme i den rette stemning”, som Welch sagde det. Derefter holdt to læger fra et nærliggende hospital foredrag med lysbilleder, som de havde brugt tre måneder på udarbejdelse af. I tilfælde af atomkrig kan dette nordøstlige hjørne af North Carolina, som har 1 million indbyggere, regne med øjeblikkelige tab på 25 procent og 60 procent af hospitalskapaciteten vil være udslettet, sagde lægerne.

De fortalte, hvordan landskabet efter en krig vil være oversået med døde dyr og mennesker, som vil udgøre en fremagende yngleplads for fluer og lopper.

”Jeg har aldrig tænkt over situationen efter angrebet”, sagde en tilhører. Hvem vil overleve? Hvordan kan vi overleve?”.

”Det vigtige spørgsmål er, hvordan vi undgår krigen?”, svarede Welch.

Senere spurgte han: ”Hvorfor er der ikke kommet flere i aften?”.

En tilhører svarede: ”De fleste mener, at det er hinsides deres kontrol”. Welch fulgte selv op: ”Folk er desperate. De har intet håb. Men de har alle tænkt over det”.

En tilhører: ”Jeg ville føle mig uden håb, hvis jeg var en sovjetisk borger, for så havde jeg ingen politikere og ledere, som jeg kunne skrive breve til. Vi har en naturgiven ret til at gøre de, som repræsenterer os, opmærksomme på, hvad vi er bekymrede over”.

Billedet var det samme ved andre arrangementer. På det nærliggende universitet i Greenville var en lille snes mødt op – ”det er midt i eksamenstiden”, forklarede en. Til en særlig gudstjeneste kom en små fyrre stykker. Men i samtlige tilfælde var diskussionen langvarig, åbenhjertig og øjensynlig udbytterig, fordi folk fik snakket ud om et problem, der nager dem.

Ingen ensidig nedrustning

Redaktøren for Washingtons eneste dagblad, Ashley Futrell, fandt det senere i en samtale ”fint”, hvis man ”dænger folk til med kendsgerningerne om et atomangreb”. Men mange gange understregede han, at ”ensidig nedrustning ” ikke er sagen. Om han da troede, at det var Ground Zeros mål?. ”Næh, men…”.

For et par måneder siden havde han i skarpe vendinger angrebet præster, der vender sig imod atomkapløbet – ”de skal ikke blande sig i politik”, hed det. 12 præster underskrev et læserbrev imod hans leder, og nu siger han: ”Det havde nok været bedst, hvis jeg aldrig havde skrevet det. Selv min egen præst var medunderskriver”.

Futrell siger, at han er ”enormt bekymret” over, hvor ligeglade folk er, når det gælder atomtruslen. ”Våbenkapløbet er ikke under kontrol. Vi siger til os selv, at vi har indhentet russerne, men de bliver bare ved med at være forud, så det kapløb må bringes til ophør”.

Han mener, at fredsbevægelsen er kommet for at blive, og personligt vil han sørge for, at avisen i det kommende år har mere om atomtruslen end året før. ”Jeg synes, at Bresjnev og Reagan skal lukkes inde i et rum, og døren skal først åbnes, når de er blevet enige”, konkluderer han.

Økonomiens krise

Direktøren for handelskammeret, William R. Abeyounis, er af libanesisk afstamning. Han er ikke længere glad for Reagan. Nedskæringer skader områdets udvikling, og industrien trives ikke under det økonomiske tilbageslag. Han mener, at en årsag er de høje militærudgifter.

Når en økonomisk krise opstår, så sker det tilsyneladende altid, at en nations ledere gør noget ved det militære, så økonomien kan blive stimuleret. Men det er muligt, at våbenkapløbet kan føre til krig. Og vi får ikke noget ud af militærudgifterne her. De fleste føler, at forsvarsudgifterne kan beskæres, så man kan bevare de programmer, som hjælper folk”, siger Abeyounis.
Også han fremhæver sin opposition imod ”ensidig nedrustning”. Er det, hvad Welch vil? ”Det ved jeg ikke”, svarer han med endnu et imødekommende smil. 

Militærets mentalitet

I kælderen under byens administrationsbygning sidder oberst Spivey sammen med en enkelt kontordame og en gammel telexmaskine samt lidt radioudstyr. Han er chef for området civilforsvar – en ofte anvendt retrætepost for officerer.
Oberst Spivey er ”forbløffet” over den pludselige interesse for atomkrig. Hovedproblemet i hans planlægning har altid været imødegåelse af stormskader.

Men han er glad for den nye interesse. Snakken om ”begrænset atomkrig” har bekymret ham: ”Der er ikke sådan noget som en lille smule atomkrig. Man kan heller ikke være en lille smule gravid”. Spivey er også bekymret over USA's nedtur globalt og fuld af beundring for briternes håndfaste optræden over for Argentina. ”Man må på et tidspunkt sige stop, ellers kan alle gøre, hvad de vil”.

Men efter en times snak slapper han af og siger: ”Den militære mentalitet bekymrer mig. Hele soldatens sindstilstand er indrettet på én ting – landet skal forsvares. Militæret tænker aldrig over, at hele landet kan blive udslettet undervejs”.
”USA er”, siger han, ”i en meget, meget slem situation. Jeg er bekymret over, at nogle folk tror, at vi en gang for alle kan få udryddet truslen imod os fra Sovjet”. Han tror ikke på, at civilforsvaret kan udrette meget i tilfælde af krig. ”Jeg håber sandelig, at denne bevægelse vil udvikle sig, så den kan gøre indtryk på vore ledere og få denne udvikling stoppet”.

Tidligere artikler om den amerikanske fredsbevægelse er blevet bragt 15. maj, 18. maj, 25. maj og 26. maj.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.