Trykt i Information 14. juni 1982

 

 

Knapt 1 million til fredsdemonstration

 

Reportage fra triumfens dag for amerikansk fredsbevægelse

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

 

NEW YORK, 13. juni – Mange hundrede tusinde demonstranter deltog lørdag i den største fredsmanifestation USA nogen sinde har oplevet. Tidligt på eftermiddagen anslog politiet, at 550.000 var presset sammen på en stor åben plads i Central Park, men da var to brede avenuer endnu fyldt med folk på vej til massemødet og tusinder var på vej væk, fordi der ikke var plads til dem. Arrangørerne vurderede, at menneskehavet i alt omfattede hen imod én million

Det var en triumfens dag for en fredsbevægelse, der for blot få måneder siden på det nærmeste ikke eksisterede.
”Vi har aldrig spillet i en så gigantisk kærlighedsscene”, sagde en skuespillerinde fra en musical på Broadway. ”Det er en Helligåndens bevægelse”, erklærede biskop Paul Moore. ”Gud griber ind gennem menneskene”.

En jublende lykkelig Randall Forsberg, som for to år siden udformede det intellektelle grundlag for kravet om fastfrysning af atomarsenalerne, udbrød: ”Vi har klaret det! Dette er den største fredsbevægelse i USAs historie”.

Bredden var kolossal – visuelt, socialt, politisk og religiøst. Og alt blev afviklet uden én eneste arrestation.

Lårkort pigegarde

Adskillige fagforeninger mødte frem med marcherende orkestre i farvestrålende uniformer – på amerikansk vis garneret af lårkorte pigegardister med buskede fjer. De alternative teatergrupper havde medtaget dukker på to-tre gange menneskelig størrelse. De vekslede fra det komiske til det frygtindgydende. Særligt stærkt virkede et indslag med masker fortrukket i stum rædsel behængt med kåber i sønderrevet sort plastik, som var det de levende døde fra tiden efter en atomkrig. Overalt i marchen optrådte små aktionsgrupper med sange og velforberedt optræden.

Bresjnev og Reagan – eller et par med stor lighed – demonstrerede undervejs et forbløffende venskab i solidaritet mod ”massernes” vrede. Mange havde sværtede kokkehuer på eller måske var det paddehatte. Skovens dyr var repræsenteret af bjørne, elge og fabeldyr, som vandrede frem blot akkompagneret af et regelmæssigt og manende slag på en gong-gong.

Arrangørerne havde gjort en stor indsats for inddragelse af New Yorks såkaldte 3. verden minoriteter og omkring halvdelen af de mange tusinde demonstrationsvagter var da også sorte og brune, men sorte ansigter var sjældne i skaren.

Pastor Herbert Daughtry fra Black United Front sagde i sin tale, hvorunder han var omgivet af egne livvagter i blå afrikanske skjortebluser (dashikis), at der i ”vort samfund” er en ”snigende mistanke” om, at der er ”nogle folk, som er imod atomvåben, fordi de vil redde deres eget skind, men de vil ikke ændre på forhold, som dagligt slår os ihjel”.

Tre sorte kvinder – alle med høj uddannelse – forklarede deres deltagelse med, at ”vi vil redde børnenes fremtid”, og desuden så de en sammenhæng mellem de høje forsvarsudgifter og den høje arbejdsløshed for sorte. ”Atomtruslen virker fjern for mange sorte, som daglig må kæmpe for deres overlevelse” sagde en af kvinderne. ”Sorte menneske tror heller ikke på protestdemonstrationer, fordi de har været ineffektive for os siden 60’erne”.

Politisk varieret

Demonstrationens opbud af politiske ideer var ”næsten så bredt som det menneskelige spektrum”, sagde en fagforeningsleder.

Der var skilte for den frie polske fagforening Solidaritet og små hundrede meters repræsentation for det dybt ortodokse amerikanske kommunistparti. Nogle aktivister solgte et blad, Workers Vanguard, der på sin forside vækkede appetit med overskriften ”Dr. Strangeloves koldkrigeriske ’freds’ fastfrysning”.
Russell Means fra American Indian Movement forklarede i sin tale, at han var kommet ”for min mor – Jorden”. Hans opfattelse af nedrustning var noget bredere end gennemsnittets, idet han også ville afruste hvalfangeres skibe, landmænds traktorer, ja ”hele industrisamfundet”.

Ellers repræsenterede talerne hovedstrømmen i det amerikanske samfund – populære skuespillere, fremtrædende fagforeningsledere, præster, biskopper i massevis, osv.
I sidste øjeblik havde man ændret opfattelse, så også politikere kunne tale – hvis de ikke var i gang med valgkampagner. En enkelt undtagelse var der – demokraten Toby Moffit fra Connecticut sneg sig ind via en regel om, at politikere kunne tale, hvis de havde en baby, som de kunne medbringe på podiet.

Dansk banner

Et afsnit af demonstrationen bestod af udenlandske delegationer. Der var store bannere og flag fra Sverige. Nordmænd vandrede under nogle skilte om ”Nei til Atomvåpen”. Et langt banner fra Danmark, som bl.a. bebudede ”krig imod atomvåben”, blev båret med, men der var tilsyneladende kun en enkelt ung dansk kvinde med til at bære det. Hun var kommet tilfældigt og ville egentlig have været med i det feministiske parti, men det tiltalte hende ikke, fordi ”de så ud til at være en flok religiøse søstre – slet ikke som derhjemme”.

Der var ikke en eneste dansk taler og der var heller ingen danske repræsentanter i den internationale delegation af gæster, som
blev introduceret fra podiet og som bl.a. omfattede viceformanden i det norske Arbeiderparti, Einar Førde.
Nægtelsen af visum til efter sidste opgørelse 350 udlændinge blev fordømt fra talerstolen. ”En smålig og grusom handling”, sagde den amerikanske sociologiprofessor Sidney Peck. I samtaler kritiserede mange demonstranter dette udslag af Reagans politik, men de var ofte også ganske optaget af, at det meste af en nydannet sovjetisk fredsgruppe netop er blevet arresteret i Moskva.

Bruce Kent fra kampagnen imod atomvåben i Storbritannien hyldede amerikansk initiativrigdom: ”Vi englændere forbløffes konstant over jer. Når I får en idé, så får I også det bedst mulige ud af den”. En vesttysk kvinde erklærede fra talerstolen, at ”en ny transatlantisk alliance er opstået”.

Hollænderen Wim Bartels fra kirkernes fredsråd IKV sagde til Information, at han ser et større potentiale i den amerikanske end i den europæiske fredsbevægelse; ”De er måske mindre skarpe i deres politiske krav herovre, men de har langt bedre kontakter til alle aspekter af det sociale liv gennem organisering efter, hvad folk er beskæftiget med. Jeg sætter stor pris på, at man her har mine- og maskinarbejdere, sygeplejersker og arkitekter, som marcherer samlet. Det er glædeligt, at man igen har fået liv i koalitionerne. Bevægelsen i Europa består mere af et folkeligt gennemsnit uden nogen særlig rodfæstning institutionelt. Det betyder, at den lettere kan undergraves af bevægelsens fjender i det politiske livs top og yderfløje”.

Reagans offensiv

Talsmænd for Reagan-administrationen har gjort deres bedste for understregning af, at man har stor sympati for demonstranterne. Kenneth Adelman fra den amerikanske FN-mission søgte i et tv-interview at hævde, at bevægelsen skyldes angst for et sovjetisk angreb, og derfor er der ingen modsætning mellem Reagans ”Fred gennem styrke” politik og fredsbevægelsens mål.

Analysen har formentlig overrasket mange demonstranter. En tandlæge, som arbejder for bilarbejdernes forbund UAW, kommenterede Reagans fredsoffensiv: ”Præsidenten er meget overbevisende i befolkningen generelt, men den økonomiske krise undergraver hans troværdighed på alle punkter”. En forfatter sagde: ”Jeg er tilhænger af, hvad Reagan har sagt, men jeg tror ikke på ham. Regeringer lyver stort set altid overfor befolkningen, så jeg tror, at forhandlingerne bare er et nummer”. En sort sagfører sagde: ”Folk tror ikke på Reagan, men hans indrømmelser er opmuntrende, fordi det viser, at pression virker”.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.