Sovjet vil ikke bruge a-våben først - (DEN KOLDE KRIG) - Trykt i Information 16. juni 1982             www.dragsdahl.dk                                 Hjem

Trykt i Information 16. juni 1982

 

 

Sovjet vil ikke bruge a-våben først

 

 

Af  JØRGEN DRAGSDAHL
Informations udsendte medarbejder

 

NEW YORK, 15. juni – Den sovjetiske præsident Leonid Bresjnev erklærede tirsdag i et budskab til FNs anden nedrustningssamling, at Sovjetunionen ikke vil være først til anvendelse af atomvåben.

Sovjetunionen har tidligere stemt for resolutioner i FN, hvori man gik imod første-gangs anvendelse af atomvåben. Men så sent som i sidste uge konstaterede den svenske statsminister Falldin i en indirekte kritik, at ingen af supermagterne formelt har erklæret, at man vil afstå.

I budskabet, som blev oplæst inden den sovjetiske udenrigsminister Gromyko holdt sin tale, hedder det, at den sovjetiske forpligtelse træder i kraft øjeblikkeligt. Samtidig opfordrer man andre atommagter til at fremsætte lignende erklæringer.
Det er NATOs og USA's erklærede politik, at man ikke vil udelukke anvendelse af atomvåben først f.eks. til imødegåelse af et konventionelt angreb på Vesteuropa. Denne holdning er i de seneste måneder blevet udsat for kritik af fremtrædende amerikanske eksperter uden for regeringen.

Forhenværende forsvarsminister McNamara og tre andre forhenværende embedsmænd med ansvar for alliancens atomstrategi har i en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs opfordret til debat af en ny strategi, hvor man afstår fra første-gangs brug. Initiativet er blevet fulgt op af en lignende opfordring fra et stort antal amerikanske videnskabsmænd og pensionerede topfolk i militæret.
Den sovjetiske erklæring skabte ifølge velinformerede kilder stor opstandelse i den amerikanske FN-mission. Det var ifølge disse kilder planen, at præsident Reagan ville have fremdraget, at selv om Sovjetunionen stemmer for resolutioner imod første-gangs brug, så har man ikke formelt hidtil erklæret, at man selv vil afstå.

Reagan ville ifølge disse kilder have udfordret Sovjetunionen til at komme med en formel erklæring.

Statsminister Anker Jørgensen siger til Information, at han synes det lyder meget sympatisk med den sovjetiske erklæring. Men det giver ingen garanti. Forslaget svarer til en ikke-angrebspagt.

 

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.


www.dragsdahl.dk