Trykt i Information 17.06.82

 

FORSIDELEDER AF JØRGEN DRAGSDAHL

NATOs alter

 

 

ER SOVJETS formelle afståen fra første-gangs brug af atomvåben kun spil for galleriet? Det ville være naivt, hvis man ikke så det propagandistiske element, og Sovjetunionen kunne sagtens være kommet med et mere betydningsfuldt udspil – f.eks. et ensidigt stop i nogle måneder for atomprøvesprængninger. Det kunne presse USA til accept af et totalt og permanent stop.

Men initiativet er af stor betydning på grund af den internationale debat om, hvordan atombalancen kan gøres mere stabil. Atompolitik er i meget høj grad et psykologisk spil, og alt, der bidrager til mindre frygt atommagterne imellem, er et skridt i den rigtige retning.

Så længe den sovjetiske erklæring står helt alene, er dens praktiske værdi meget begrænset. Atomoprustningen vil fortsætte, og hvis der udbryder krig mellem blokkene, så kan man være helt sikker på, at atomvåben vil blive anvendt. Men hvis NATO tager
Sovjet på ordet, så kan en meget vigtig udvikling blive sat i gang. Atomvåben vil måske aldrig blive afskaffet, men hvis arsenalerne bliver skåret ned, og hvis atomvåben ”kriminaliseres” på lige fod med kemiske våben, så er risikoen for den endelige katastrofe mindsket betydeligt.

ADSKILLIGE fremtrædende amerikanske eksperter ønsker, at NATO skal ændre sin atompolitik og erklære, at først når en aggressor tager atomvåben i anvendelse, vil man besvare angrebet med atomvåben. Det er i dag ikke NATOs politik. Som fire af disse eksperter skriver i en nylig artikel i tidsskriftet Foreign Affairs har en ”fremtrædende bestanddel” i alliancens militære doktriner siden oprettelsen været, at USA ”har understreget sin beredvillighed til at være først – og har faktisk udarbejdet planer for at være først om nødvendigt - til at anvende atomvåben til forsvar imod aggression i Europa”. Alle fire har stort medansvar for denne strategi – en af dem er fhv. forsvarsminister McNamara – men nu mener de, at strategien i voksende omfang er ”en trussel imod verdens sikkerhed”, alliancens sammenhæng trues stadigt mere af den og samtidigt er dens troværdighed i bestræbelserne for afskrækkelse af angreb faldende.

Der er, påpeger de fire, en logisk modsætning mellem erkendelsen af, at en atomkrig ikke kan holdes begrænset og så den store vægt første-gangs brug tillægges i alliancens strategi. Man kan måske lidt forenklet sige, at denne forsvarsplan er ensbetydende med, at man til sine modstandere siger: ”Hvis I angriber os, så begår vi selvmord”. Det er mindre betydningsfuldt, at man også får udslettet modstanderen, thi er det virkeligt troværdigt, at man bevidst vil vælge denne type forsvar?

De fire eksperter peger på en række fordele ved afkald på første-gangs brug. Man kan opgive den farlige stræben efter atomvåben, som ”lover” sejr i atomkrig. Med den nye strategi vil det blot være nødvendigt med atomarsenaler, der kan gengælde et sovjetisk atomangreb. Den slags våben har Vesten allerede til overflod. Derfor kan man opgive den tåbelige forestilling om, at enhver sovjetisk raket skal have et lignende modstykke i Vest. Modernisering af arsenalerne bliver mindre nødvendig. De fire mener også, at det med den nye strategi kan være unødvendigt eller uønskeligt at udstationere neutronbomber.

En anden fordel er, skriver de fire, at man med en sådan omlægning vil imødegå den ”forståelige ængstelse”, som ligger bag de for alliancen afstabiliserende fredsbevægelser. Endelig kan afkald på første-gangs brug muligvis forbedre Øst-Vest forholdet samt ”reducere risikoen for konventionel aggression i Europa”.

Begrundelsen for sidstnævnte er, at alliancen i stedet for skal udvikle en rent konventionel forsvarsstrategi, som er mere troværdig og derfor også har større afskrækkende virkning på en mulig aggressor. Det kan blive dyrere for skatteyderne, men det vil være et godt køb, hvis man ad den vej undgår den atomkrig, som virker stadigt nærmere. Men de fire understreger, at ”det vil være forkert, hvis man kommer med forhastede vurderinger om, at omfanget af den nye indsats skal være overdreven høj”. For det første ligger der store teknologiske muligheder for et nyt forsvar, for det andet er nedrustningsforhandlinger på det konventionelle område et svar og for det tredje er Warszawa-pagtens konventionelle styrke ofte overdrevet.

HVIS det danske indlæg på FNs nedrustningssamling havde indeholdt en positiv omtale af mulighederne i afståen fra første-gangs brug, så havde det bidraget konkret til en indsats mod atomkapløbet, og hvis man havde støttet andre amerikanske eksperters og politikeres forslag til fastfrysning af atom arsenalerne, så havde det været endnu bedre. Den borgerlige svenske regering præsterede faktisk begge dele. Men i stedet for indeholdt det en rent ud sagt ekstremistisk opfordring til fjernelse af atomvåben fra jordkloden – vejen dertil går ifølge indlægget via de forhandlinger mellem supermagterne, som hidtil absolut ikke har stoppet oprustningen, måske snarere tværtimod. Fredsbevægelserne har et afgørende supplement i de forslag til små skridt, som kan skabe betingelserne for atomfrie zoner, nedrustning osv. Og de er langt mere realistiske initiativer til afhjælpning af den helt akutte krise.

Statsministeren gav fredsbevægelserne kærlig omtale i sin tale, men det virker nedladende, når man ikke samtidig tager stilling til de konkrete forslag, som fredsbevægelserne fremfører. Ja, det er faktisk endnu værre – Danmark har tidligere i FN vendt sig imod afståen fra første-gangs anvendelse og gennem den erklærede støtte til USA's forhandlingspolitik over for Sovjetunionen støtter man også Reagans afvisende holdning til fastfrysningskravet.

Anker Jørgensen sagde for nyligt i et interview her i bladet, at man skal ofre noget på NATOs alter, men der skal også være grænser. Med den dybt skuffende tale i FN har statsministeren på Danmarks vegne ofret alt for meget. Det er godt med pæn omtale af fredsbevægelserne, men dens ekspertise skulle også gerne tages alvorligt. Ellers løber man, som næstformanden i Det norske Arbeiderparti advarende siger i dagens avis, risiko for, at en troværdighedskløft opstår. Vi er ikke nået frem til katastrofens rand, fordi regeringerne har gjort deres arbejde for godt – derfor er dyb mistro over for deres formåen i dag rimelig.    JD

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse. Læs mere om Ophavsret.